Spanien synes at dele skæbne med de lande i 30′erne, der kom ud i en dyb økonomisk depression, fordi de holdt fast i guldmøntfoden alt for længe. I virkeligheden er situtationen parallel. Euroen fungerer som en guldmøntfod. Den gør det svært for svage økonomier at tilpasse konkurrenceevnen.

Ifølge britiske medier har den konservative Rajoy-regering i Spanien under hånden anmodet Berlin og Bruxelles om at løsne på underskudsmålene. De blev fastsat i en situation, hvor der forventedes positiv vækst i landet, men de forventninger skrider, hvis IMF-tallene for negativ vækst for 2012 kommer til at holde stik. Så bliver den spanske regering tvunget ud i yderligere nedskæringer, der vil forværre arbejdsløshedssituationen yderligere. 

Det  økonomisk-politiske udspil fra den nylig tiltrådte konservative regering i Spanien blev til i tæt konsultation med Berlin og Bruxelles. Nyliberale reformer og austeritypolitik er sat i højsædet i Europa. Det er knæsat konstitutionelt i Den europæiske Centralbanks statut, og med den nye europagt skal det knæsættes i landenes forfatninger eller forfatningslignende lovgivning.

    Det spanske indgreb er interessant, fordi Spanien sammen med Italien – som de to store sydeuropæiske økonomier – kommer til at bestemme, hvordan euroens overlevelsesmuligheder vil blive. 

Det amerikanske blad Wall Street Journal har afsløret, hvordan Silvio Berlusconi reelt blev tvunget fra posten af den tyske leder Angela Merkel i et af hendes forsøg på at redde euroen.

I Spanien blev den konservative leder Mariano Rajoy fra partiet Partido Popular valgt med absolut flertal ved valget i 2011. Hans økonomiske udspil var ventet med spænding, bl.a. fordi han i interviews inden valget lagde op til en meget liberalistisk økonomisk linje.  Det tog ham kun 6 dage at vende på en tallerken i forhold til tidligere løfter om ikke at ville hæve skatterne.
    Udspillet var et kraftigt økonomisk stramningsudspil  – ifølge det spanske dagblad El País en “historisk” stramning af den spanske finanspolitik på over 16 mia euro, dels i form af nedskæringer, dels i form af skatteforhøjelser. Men det er i realiteten ikke så nyliberalt, som man kunne have formodet efter Rajoys udtalelser. Det virker snarere relativt socialdemokratisk, og fortsætter således linjen fra PSOE-regeringen. Problemet er imidlertid, at det ikke kommer til at formindske underskuddet på budgettet som forudset, just p.g.a. krisens nedadgående spiral, der forværres med indgrebene.

Finanspolitikken strammes ved at øge skatterne på arbejdsindkomst og på kapitalindkomst.  Momsen friholdes, bl.a. under henvisning til, at den som en proportional skat vender den tunge ende nedad. Til gengæld øges progressionen i indkomstskatterne kraftigt de næste par år.  Rajoy-regeringen indfører faktisk den “millionærskat”, som S-SF-R-regeringen i Danmark afviste. Det bevirker, at de højeste indkomster i Spanien (over 360.000 euro) kommer til at betale op imod 52-55 pct i marginalskat (afhængig af den autonome regions skattesatser), altså et niveau svarende til den højeste danske marginalskat, men den sætter altså ind på et noget højere niveau end i Danmark.
De 9,5 mio spanske pensionister friholdes for nedskæringer, idet de som den eneste gruppe med overførselsindkomster får indeksreguleret (med 1 pct) deres pensioner. Til gengæld rammes de unge og offentlig ansatte relativt hårdt. Offentlig ansattes arbejdstid øges fra 35 timer om ugen til op imod 37,5 timer (afhængig af  regionalt Autonomiastyre) uden lønkompensation.   Arbejdsløshedsunderstøttelse og satser for langtidsledige fortsætter uforandret.  Den lovbestemte mindsteløn på 641 euro månedlig fastfryses. Det samme gør offentlig ansattes løn.

Indgrebene er typiske for den patriarkalsk-konservative spanske model. Det ville være utænkeligt i den nordiske model. Men i Spanien er det efterhånden under 10 pct af arbejdsstyrken, der er i fagforening.

Der er ingen tvivl om, at Rajoy har forsøgt at levere varen i forhold til EU’s og IMF’s forventninger.  Det samme gjorde PSOE-lederen Zapatero. Når det ikke virker, er det p.g.a. krisens omfang, men også at denne form for økonomisk politik måske nok kan fungere i enkelte lande som Tyskland, eller Holland, lande med stærke eksportrettede økonomier, men kan ende med at trække et land som Spanien med stor bygge- og anlægssektor og servicesektor endnu længere ned.  I Spanien er arbejdsløsheden over 22 pct. Landet har svært ved at få en eksportoffensiv af germansk-nederlandske proportioner op at stå.  Den lave spanske konkurrenceevne hænger ikke sammen med lønniveauet.  Mindstelønnen i Frankrig er f.eks. over det dobbelte af den spanske sats. Selv i Grækenland er mindstelønnen højere.

Kilde: IMF.

Regningen for den europæiske stramningspolitik skal nu forfalde. Det ses, hvordan specielt Italien og Spanien, to store euro-økonomier, får reduceret projektionerne for 2012. Deres vækst bliver 2,5 – 2,8 pct lavere end tidligere skønnet.

Uden vækst går det ikke, som IMFs cheføkonom Olivier Blanchard siger i en video, der følger med præsentationen af de nye tal.  Fiskal konsolidering, der foregår for hurtigt, og bankkonsolidering, der begrænser kreditgivning, forstærker tendensen til nedgangen.  IMF’s direktør taler om et 1930′s moment.  Hun taler om mangelen på beslutningskraft blandt politikerne i 2011, både de mange møder i eurozonen, der som bekendt ikke førte ret meget konkret med sig, og “debatten” om gældsloftet i USA’s kongres. 

Det er oplagt, når man ser på tallene ovenover, at frygte det værste. Som Lagarde siger, er selv de ovenstående fremskrivninger måske for optimistiske, hvis mangelen på koordineret fælles handling udløser den samme nedadgående spiral, som man så i 30′ernes krise.

Økonomiske analyser har vist, at en for hurtigt gennemført økonomisk stramningspolitik kan få den modsatte virkning af den tilsigtede. Det gælder især for euro-lande, hvor investortilliden er lav, fordi der ikke er en stat til at garantere og en centralbank til at købe op i obligationer, når det er nødvendigt. En hurtig stramning vil derfor via det vækstfald, det udløser og de negative forventninger, som følger med, kunne forårsage en så stor stigning statsobligationsrenten, at det samlet set forværrer gældsbyrden.

Der er opstået forvirring, fordi republikanerne i stigende grad bliver uenige indbyrdes efter, at Romney er rykket frem som første hest i feltet.  Det får den populistiske fløj i partiet til at fremstille ham som en hjerteløs rigmand, der har nedlagt massevis af arbejdspladser og ført sig frem som “gribkapitalist” på Wall Street. Samtidig sætter dette kampagnen imod Barack Obama som “klassekriger” i et vist perspektiv.  Midt i alt dette stilles der spørgsmålstegn ved, om den amerikanske drøm stadig lever? Måske lever den videre i Europa, f.eks. i Danmark, siges det. Flere sociologiske undersøgelser har således vist, at den sociale mobilitet er betydelig højere i f.eks. Danmark end i USA.

Det hører med til den almindelige mudderkastning, at man fremstiller modparten i et negativt lys. Obama er således tidligere blevet fremstillet som muslim. I forbindelse med fremstillingen af ham som “klassekriger” er han blevet beskrevet som en slags “socialistisk” europæisk politiker, der vil udvide Big Government, i stedet for at indskrænke dette uvæsen, som det sig hør og bør.  Men de nuværende forsøg på fra det populistiske højres side at fremstille Romney som hjerteløs rigman (hvad der muligvis ikke er forkert!) og lade de socialkonservative, f.eks. Rick Santorum, løbe med palmerne som de hjertegode, kommer man selv til at ligne “europæisk socialisme” i svøb.

Midt i al denne forvirring over modsatrettede valgkampsdiskurser, kan vi så studere diskursen om Danmark som social utopi.

Det er også ironisk, at de selvsamme ratingbureauer, der var medvirkende til udløsning af finanskrisen via deres positive ratings af gældsbelastede banker og deres dårlige aktiver, nu kan svinge den højere økonomiske morals pisk over eurozoneøkonomierne.

Downgradingen kommer på et uheldigt tidspunkt, hvor det netop var lykkedes for Spanien og Italien at komme igennem en auktion af statsgældsbeviser til en nogenlunde rente. Det skyldes ikke mindst, at Den europæiske Centralbank er gået mere aktivt ind på det seneste ved at yde kreditter til det europæiske banksystem.  Banken må ikke direkte købe statsobligationer. Men det giver en dårlig “deal”, idet bankerne kan låne penge til 1 pct rente i ECB, mod til gengæld at kunne score 7 pct ved køb af italienske statsobligationer. Når det gælder finanskapitalen, er det det offentlige (staterne og ECB), der holder denne del af den “private” sektor over vandskorpen. 

Man skal ikke tage let på det. Eurokrisen er ikke nem at løse. Det er ikke nok bare at tro på, at en udvidet keynesiansk stimulanspolitik alene kan klare skærene.  Der er to store problemer, der ikke lader sig løse bare ved finanspolitiske stimulanser.

Det første er den fundamentale ubalance i eurozonens økonomi, hvor Tysklands konkurrenceevne løbende forbedres, og de svagere økonomiers konkurrenceevne ikke kan holde trit med den. Det fører til et krav om, at Tyskland løbende skal overføre adskillige procent af sit BNP til Sydeuropa eller til EU-hjælpefonde. Og det er ikke realistisk, at tyske vælgere vil acceptere denne model.

Det andet problem er, at det økonomiske tyngdepunkt i verden i de senere år er skiftet fra vest mod øst.  De europæiske økonomier (bortset fra Tyskland) har stået mere eller mindre i stampe siden finanskrisens start, hvorimod de asiatiske økonomier (især Kina og Indien) har genoprettet væksten. Og det er karakteristisk, at den europæiske økonomi (Tyskland), der har været bedst til at udnytte eksportmulighederne, som de asiatiske økonomier har givet, netop har haft en udvikling, der har skubbet den frem til at være den toneangivende økonomi. Men de fiskalkonservative grundholdninger i det tyske  økonomiske og politiske establishment har samtidig gjort det svært at få denne økonomi til at agere som motor for eurozoneøkonomien.

LSE-økonomen Danny Quah viser i dagens Guardian, hvordan den tyske eksport til Asien har udviklet sig, jvf figuren ovenover.  Eksporten til USA rammes af den amerikanske økonomis nedgang som følge af finanskrisen, men når det gælder de asiatiske økonomier, er der kun et lille dip, så fortsætter den tyske økonomi sin fremgang, så afsætningen til Kina alene nu snart overgår afsætningen på det amerikanske marked.

Når det gælder den britiske eksport, ser man det samme fald i afsætningen på det amerikanske marked (jvf figuren ovenover), men m.h.t. de asiatiske økonomier, har man slet ikke tilnærmelsesvist den samme succes som Tyskland.  En stor del af den britiske eksport går til markeder, der er gået i stå. Det er  bemærkelsesværdigt, fordi pundet er blevet kraftigt devalueret i perioden (det viser sig bl.a. i en lav valutaværdi i Big Mac indekset).  Det er altså ikke nok bare at “genoprette” priskonkurrenceevnen. Konkurrenceevne er et meget mere sammensat begreb.
    Det er det, man ikke helt har forstået, når man vurderer mulighederne for at genoprette balancerne i eurozonens økonomi. Det er ikke bare gjort med, at de svage økonomier fører besparelsespolitik, skærer offentlige lønninger ned og dæmmer op for væksten i offentlige investeringer. Det er (også) noget andet, der er behov for.

Er skiftet mod Øst sket?

Danny Quah konstaterer, at skiftet mod Øst er sket, og at det er her, en af forklaringerne på euro-krisen ligger. Europæerne er endnu ikke vågnet op til “virkeligheden”.  Det er amerikanerne heller ikke, hvilket han bl.a. illustrerer i humoristisk form med vedlagte figur (herunder):

Det kan godt være, det svarer til amerikaneres – i hvert fald the Neocons, og måske nogle danskeres? - ønskeforestilling. Og dette billede er da også forlængst gjort passé af en international arbejdsdeling, der udvikler sig hastigt og er i færd med at skifte Verdens økonomiske tyngdepunkt mod Øst.
    Men efter min mening overdriver Quah hastigheden, hvormed det sker. Mangelen på et handledygtigt politisk center i Europa er med til at gøre USA stærkt. Man ser, hvordan USA og de vesteuropæiske lande optræder – efterhånden uden betydende uenighed - sammen i internationale konflikter. Fra Afghanistan til Palæstina retter europæerne ind efter amerikanerne, og man er i alliance sammen i NATO.  Nordamerika (når de, der “slår græs og vasker tøj” regnes med) og EU har en samlet befolkning, der nærmer sig en mia.  mennesker. Og det er stadig befolkninger, der har en betydelig højere gennemsnitsproduktion og  – indkomst end Kina og Indien. Både Tyskland, andre EU-lande og USA/Japan har en højteknologisk eksport til Kina og Indien, som disse to lande er afhængige af. Det kan vare et godt stykke tid, før det teknologiske førerskab er indhentet. Vesteuropas økonomiske udvikling og den måde, der er blevet reageret på eurokrisen, holder pt væksten tilbage i regionen, men økonomiske kriser overvindes. Det vil også ske i Europa. Bankernes kreditfrysning og nedgangen i investeringerne vil sandsynligvis på et tidspunkt blive erstattet af en fornyet opgang.  Men det kan tage tid. Og det kan blive for lang tid at vente på, at boom (højkonjunktur) afløser bust efter den traditionelle kapitalistiske konjunkturcyklus. Og i den tid kan svage økonomier forbløde.

LINKS:
Beskrivelse af ratings .  Landeratinger i  regneark

Den tilspidsede statsgældskrise i Europa, hvor stadigt flere lande står over for højere renter, gør det vigtigt at fastholde markedernes tillid til den dan-ske finanspolitik. Det er derfor positivt, at den nytiltrådte regering planlægger at leve op til EU’s henstilling om at sikre, at underskuddet på de offentlige finanser bliver under 3 pct. af BNP i 2013, samt at den strukturelle balance forbedres med 1,5 pct. af BNP over årene 2011-13. Den delvise udfasning af efterlønnen samt forkortelse af dagpengeperioden er endvidere meget vigtige bidrag til sikring af finanspolitisk holdbarhed

Det er et lille dansk bidrag til det, der i den internationale debat om alternativer til den officielle politik går under betegnelsen “downward austerity spiral“, “den nedadgående økonomiske stramningspolitiks spiral “. Når alle gør sådan, kommer den krise, alle gerne vil undgå. Lemmingerne løber sammen hen imod afgrunden.
     Nationalbankens intention er naturligvis at redde Danmark. Og Danmark ligger da også relativt lunt i sit lille smørhul som noget, der snart ligner en schweizerøkonomi, hvor problemet efterhånden snarere er at holde de tilstrømmende penge ude, end at forsøge at få dem ind (som problemet tager ud for andre!).

Det danske budgetunderskud er ved at være større end det italienske. Men det gør ikke så meget. Bare man har egen valuta! Og den danske statsgæld er ikke ret stor. Det er et af de mange paradokser i den nuværende udvikling. Det kan man også se i den stadig mere tilspidsede konflikt imellem Storbritannien og Frankrig. Frankrig er rasende over, at landet står over for en forværret credit rating (kreditvurdering af sin statsgæld), når Storbritannien, der har lang værre statsbudgetunderskud, ikke ser ud til at få et sådant skudsmål.

Markedernes tillid til euroen svigter altså totalt, og det har ikke hjulpet meget, at man har lavet en foreløbig ret løs aftale om finansdisciplin i den finanspagt, man vedtog 8.-9. december, og som ikke ser ud til at blive en holdbar vej væk fra krise. Men den kan – på linje med Bernsteins udtalelser – bruges til at kræve austerity  (økonomisk stramning) af befolkningerne.  Finanseliterne  – og de forretningsmæssige eliter i Europa i øvrigt –  kan få gennemført deres dagsorden for nedskæringer af velfærd og arbejdsmarkedsrettigheder, hvor der snarere havde været behov for en koordineret udvidelse af efterspørgselen igennem stimulanspolitik.  -  Eller en stimulanspolitik, hvor de stærke overskudsøkonomier gik foran! Men det ser ud til at være fromme ønsker i en tid, hvor enhver hytter sit eget skind.

Vi er på en måde tilbage i det gamle modsætningsforhold mellem Storbritannien og Frankrig, der satte en stopper for britisk optagelse i EU i 1960′erne.

Tyskland er blevet træt af de mange “bail-outs” af de gældsramte lande og vil nu revidere traktaten igennem en slags mellemstatlig tilføjelse. Det er der en masse juridiske komplikationer i, men det er åbenbart et mindre problem. Storbritannien vil således kunne hævde, at Kommissionen og Domstolen, som man vil tildele roller i “fiskalunionen” jo hører til i den overnationale struktur i Maasstricht- og Lissabontraktaterne.

Det er forbløffende, at Merkel har kunnet komme igennem med sin “vision” om en “fiskalunion”. Det vil ikke hjælpe meget at gentage noget, som man allerede har lavet, og som blev skudt ned af Tyskland og Frankrig selv, da man i disse to lande overskred konvergenskriterierne om statsbudgetunderskuddets størrelse. Hvem skal tro på, at man siger, at denne gang mener man det?

Fiskalunionen vil føre til en meget længere recessionsperiode, end det ellers ville være tilfældet, fordi landene nu tvinges ud i skarpe nedskærings- og besparelsesridt i de offentlige budgetter. Der er behov for det modsatte i den nuværende situation. Det hjælper ikke at gå ind i en konkurrence om, hvem der er bedst til nedskæringspolitik.

Fiskalunionen addresserer heller ikke det, der er unionens virkelige problem, og årsagen til, at euroen ikke kan fungere, nemlig forskellighederne i konkurrenceevne i de nordlige lande, især Tyskland, på den ene side, og de mere debile økonomier sydpå.  Det blev tidligere løst ved, at de devaluerede deres valutaer. På den måde kunne de redde jobs. Nu skal de ud i måske tiårige stagnationsperioder, mens tyskerne kan glæde sig over, at deres eksport stadig buldrer frem, hjulpet på vej af de stabile valutakurser i nabolandene. Samtidig står og falder løsningen af euro-/gældskrisen med, om det lykkes at få mere gang i væksten i Europa. Mangelen på vækst giver debile statsbudgetter, så gældsproblemet bider sig fast. Men mangelen på vækst hænger også sammen med den tysk-inspirerede stramningspolitik.

Hele beslutningsforløbet er betænkeligt. Det kunne ses som pragmatisk nødvendigt, at de to stærkeste statsledere på kontinentet, Merkel og Sarkozy, mødes og bereder vejen for enighed. Men det er ikke heldigt, at deres møde ender med, at de stiltiende hver især hjælper den anden af pinden i det, der er den andens største mareridt. For Merkel er det en kollektiv deling af gældsforpligtelserne i form af en euro-bond (euro-obligation). For Sarkozy er det det tidligere tyske krav om, at ejerne af de dårlige obligationer skulle dække en del af tabet. I stedet enes de om det, de begge – med deres respektive baglande – kan blive enige om, og det er en variant af det samme fiskale stramningsregime, som man allerede har prøvet én gang, nemlig med Maastrichttraktaten. 
     Og samtidig er der ikke rørt ved statutten for Den europæiske Centralbank (ECB), hvor der ligger endnu et Titanic-scenarie og lurer. Når selv lande som Holland og Tyskland begynder at mærke faldende refinanseringsmuligheder for deres statsgæld, tyder det på, at panikken ikke er langt væk. Den ville kunne standses af en effektiv centralbank. Der mangler ganske enkelt det, man kalder en “lender of last resort”, dvs ECB  udstyres med samme muligheder som andre centralbanker.  Ellers kan man risikere den credit crunch (kreditklemme), der kan få hele euro-konstruktionen til at brase sammen i noget, der vil få 30′ernes depression til at ligne en søndagsudflugt.

Bag euro-/gældskrisen ligger et kompliceret forhold mellem kreditorer og debitorer, som man har kendt til tidligere i historien. Og man behøver ikke gå så langt tilbage. Da USA gik fra guldet i 1971, var det i en nødvendig erkendelse af, at den hidtidige kurs på dollar ikke længere var holdbar. Landet havde haft underskud på betalingsbalancen i flere år, bl.a. p.g.a. Vietnamkrigen, og et styrket og konsolideret Europa havde overskud og havde samlet dollartilgodehavender sammen. Kreditoren, Europa, samlede altså penge sammen, og debitoren USA gjorde det, der på kort sigt var nødvendigt, nemlig lånte ved at sælge amerikanske statsobligationer. Det kom ikke til en amerikansk statsbankerot, fordi man lod dollarværdien sive i forhold til guld og i forhold til de europæiske valutaer, især Deutschemark og Schweizerfranc. En dramatisk statsbankerot blev afværget og afløst af en slags glidende valutamæssig nedskrivning og nedskrivning af landets aktiver, indtil der igen var en slags balance.
     Det er denne mulighed, man fratager de sydeuropæiske lande. Her sker der ikke en glidende tilpasning ved, at kreditorerne må affinde sig med, at værdien af deres tilgodehavender gradvist nedskrives. 
     I stedet fastholder man de sydeuropæiske lande i vekselkursforhold og jernhård teutonisk deflation, der er urealistiske i forhold til deres konkurrenceevne,  og man  giver dem samtidig  åndelig-moralske pisk. De har angiveligt levet over evne i overdådig velfærd og endda korruption, hvor en del af sandheden også er, at problemerne jo først for alvor er opstået efter finanskrisens start i 2008.  Indtil finanskrisen var f.eks. Spanien et mønsterland på økonomisk succes. Pæne offentlige finanser, en arbejdsløshed på vej ned, stigende vækst og levestandard. Men landet havde en vildt overdimensioneret bygge-, anlægs- og  ejendomssektor, hvad der hang sammen med den lave eurorente, de nyliberale excesser med afdragsfrie lån og fantasifulde finansielle instrumenter, samt en strøm af investeringer fra det rige nord, som søgte jomfruelige græsgange for den nordeuropæiske kapital. Spanien gjorde det, alle andre gjorde, men skal nu beskyldes for uansvarlighed af den økonomiske morals høje vogtere i Berlin, Paris, Bruxelles og København. Det er dobbeltmoralsk og ikke særlig opløftende for mulighederne for at lave et reelt solidarisk europæisk samarbejde.
     I det lys er den økonomiske stramningspolitik og kravene om offentlige underskud på 0,5 pct af BNP ude af trit med de økonomiske realiteter. Den virtuelle ”Deutschmarkzone” i Nord burde i stedet gå i spidsen med enten en revaluering af deres virtuelle skyggevaluta på 20 – 30 pct eller nogle kraftige finanspolitiske stimulanser, der ville skabe efterspørgsel efter Sydeuropas varer og tjenesteydelser.   

Med de snævre franske og tyske interesser in mente bliver argumentationen om, at hele Europa  -  eller alle de, der vil være med (UK er dømt odd man out!) temmelig hul. Det er ikke korrekt at antage, at Merkozy har lavet en beslutning, der er et udtryk for almeninteressen. Man har primært sikret kreditorernes interesser.

Og demokrativinklen?
    “Fiskalunion”  -  det lyder helt Orwellsk,  omend ligefrem ondt er det vel ikke, som nogle næsten antyder? Men anti-demokratisk, eller fjerndemokratisk kan man vel godt kalde det? Hvis der indbygges automatikker i budgetkorrektioner, bliver det teknokrater, der kommer til at styre.

Derfor kan man nok heller ikke undgå en dansk folkeafstemning. Princippet, som grundloven kræver, om, at der skal være en folketingsvedtagelse bag udskrivning af skatter, må gøre det uomgængeligt med en dansk folkeafstemning, hvis der ikke er 5/6 flertal i Folketinget for en evt. afgivelse af suverænitet.

Link: “Deutschmarkzonens” stærke konkurrenceevne kan bl.a. aflæses i Eurostats arbejdsløshedsstatistik. Tyskland og de nærmest omkringliggende lande ligger relativ lavt i arbejdsløshed.

Figur 1: Udvikling i Gini-indkomst-ulighed fra midtfirserne

Kilde: OECD. Note: Pilenes bund viser udgangspunktet i midten af firserne og pilenes højde, hvad niveauet er i slut-00′erne.

Gini er et mål for ulighed, som går fra 0 (fuldstændig lighed) til 1  (ekstrem ulighed). Statistisk måles det ved at dele befolkningen ind i tiendedele og beregne på deres relative andele i forhold til en situation, hvor de ti tiendedele får ti lige andele.
     I en omtale af udviklingen finder den spanske avis El Pais det interessant, at lande som Danmark og Tyskland, der tidligere har været prægat af betydelig lighed og velfærdsudvikling, nu er ved at gå en tid med voksende ulighed i møde.
Det forklares ved den mere intensive globalisering og senest ved krisen. Globaliseringen bevirker, at der er størst efterspørgsel efter uddannet arbejdskraft, og at markedskræfterne i stigende grad sætter sig igennem på arbejdsmarkederne.
     Det er også de forklaringer, OECD henviser til. På side 27 i rapporten har man sat det ind i en analytisk model, hvor globaliseringen og teknologiske ændringer er to væsentlige faktorer.

Figur 2: Udviklingen i handelsintegration (trade integration), finansiel åbenhed og teknologiske ændringer

Figur 2 viser, hvordan der faktisk er sket en ganske kraftig integrationsøgning m.h.t. handel, finansiel åbenhed og teknologiske ændringer. Det favoriserer den bedst uddannede arbejdskraft, som der bliver øget efterspørgsel efter. Det giver øget løngab mellem uddannede og ikke-uddannede.

Figur 3: Effekter af deregulering, mindsket arbejdsmarkedsbeskyttelse, skattestrukturændringer og faglig organiseringsgrad

Figur 3 udtrykker nogle sammensatte mål for udbudssideregulering.  Det er altså udtryk for, hvordan markedet er blevet gjort mindre reguleret (“mere frit”).  Union density (“fagforeningstæthed”) viser, at fagforeningernes gennemtrængningsgrad og magt er formindsket.  Tax wedge (“skattekile”) er summen af indkomstskat og obligatoriske arbejdsgiverforsikringer i procent af arbejdskraftomkostningerne/bruttolønnen. Hvis denne procent falder, antages det i neoliberal teori, at så vil arbejdskraftudbuddet blive øget. Modsat de andre sammensatte mål, er denne faktor dog ikke faldet særlig meget.

Det globale, grænseoverskridende kapitalistiske markeds større frihed kan have øget den økonomiske dynamik, men har også, som rapporten viser, øget uligheden.

Det er også tankevækkende, som rapporten viser, at de mest dynamiske økonomier, fortsat er de, der er mest lige. Selv om uligheden, målt ved gini-koefficient, er øget i de nordiske lande, er de stadig både blandt de mest lige, og blandt de mest økonomisk effektive.

Det egyptiske militærdiktatur under Mubarak var i efteråret 2011 reelt blevet genfødt i form af det øverste militære råd, der skulle våge over forfatningen og den demokratiske proces frem til afholdelse af valg.

Forsvarsminister og øverste militære chef Mohamed Hussein Tantawi har optrådt som en klassisk militær diktator. Der blev givet mange løfter til det egyptiske folk. 
     Formålet med de mange initiativer i løbet af 2011 har ellers været at gøre de væbnede styrker til en urørlig magt og stat i staten, der våger over de civile poltikere og reelt bestemmer, hvor langt ”demokratiet” kan gå. 

Det var oprindelig meningen, der skulle udskrives valg i september 2011, hvorefter en egentlig regering kunne udnævnes. Det blev udskudt til den 28. november. Natten mellem den 21. – og 22. november gik overgangsregeringen imidlertid af. Anledningen var bl.a. den eskalerende vold fra politis og militærs side imod de demonstrerende på Tahrirpladsen.

Inden da var enhver forestilling om demokratisk transition allerede opgivet. Overgangsregeringen har accepteret, at Mubaraks politi ikke er demonteret, men blot skiftet navn. Militære domstole dømmer civile. Og militæret er øverste instans i alle vigtige anliggender. Nu er det vel uvist, om valget overhovedet bliver gennemført, idet nogle ikke vil stille op under de omstændigheder.

Tantawi og militæret havde vel forestillet sig en begrænset demokratisk transition, hvor det relativt moderate  muslimske broderskab kunne spille en rolle. Udover hæren er Broderskabet den bedst organiserede sociale kraft i landet.  Det ville endvidere kunne skærme imod de virkelige islamister – og herunder også anti-demokratiske elementer – blandt de såkaldte salafister.

Det muslimske Broderskab blev udelukket fra at stille op til valg af Mubarak, men det var alligevel repræsenteret i Mubaraks parlament via uafhængie kandidater, og det var i stand til at finde en modus vivendi med Mubarakstyret, så det opnåede en betydelig indflydelse i landet.
     Tantawi og militærrådet har kunnet fortsætte denne tradition, men nu med en mere formaliseret inddragelse af Broderskabet. Dermed har man kunnet isolere de unge og de uddannede, der har villet have et sekulært og reelt repræsentativt demokrati.   – Lige til urolighederne er genoptaget. Den politimæssige og militære brutaliet, hvor angiveligt 30 mennesker og mange hundrede er blevet såret under demonstrationerne de seneste dage, har igen bragt de sociale bevægelser, herunder også islamister og moderate muslimer, sammen imod de genetablerede militærdiktatur, og der lyder ét krav til militærstyret: Gå af!! 
     Det har medvirket til denne nye enighed, at det øverste militære råd i midten af november meddelte, at militærrådet skal være ”garant for forfatningen” efter valget.  Det er reelt det nye parlaments fulde suverænitet, der hermed forkastedes. Og man var reelt tilbage i situationen under Mubarak. Militærrådet forbeholdt sig ret til at vetoe enhver ny bestemmelse i den nye forfatning, som det ikke bryder sig om, og forbeholder sig ret til at fastlægge forsvarets eget budget. Det er krav, hverken Det muslimske Broderskab eller de sekulariserede protestbevægelser vil acceptere.  Det var det, der førte til den nye brede protestbølge siden fredag 18.11. Det var bl.a. Det muslimske Broderskab, der spillede med musklerne og mobiliserede sine tilhængere. Som den dominerende politiske kraft går “Brødrene” ind for, at valget mandag skal afholdes, da de står til at få et godt valg. Andre er mere skeptiske og vil have valget udskudt, da det kan blive vanskeligt at afholde et ordentligt valg under uroligheder.

Politiets brutalitet førte til yderligere eskalering. Politiet brugte meget kraftfuldt tåregas og fyrede gummikugler af i højde med demonstranternes hoveder. Og indimellem skulle der ifølge lægeudtalelser også være blevet skudt med skarpt.

Konstellationen af de sociale kræfter i Egypten er potentielt eksplosiv. Det benytter militær og politi sig af ved at gøre sig til den medierende faktor i konstellationen. Volsen i gaderne og miltitærdomstolenes summariske rettergange er dog gået  for vidt, så det igen har bragt de sociale bevægelser sammen i fælles modstand.
     Det, der gør situationen eksplosiv er også en økonomisk situation, der er blevet forværret. Den egyptiske økonomi har det ikke godt. Turistindtægter og investeringer fra Europa er faldet. Militæret, der selv er en økonomisk sværvægter i landets økonomi, har formentlig også handlet ud fra bekymring over sine virksomheder og landets økonomi i det hele taget.

Figur 1: Nogle økonomiske nøgletal, der peger nedad efter finanskrisen

Egypten er i forvejen et af de fattigste lande i Mellemøsten med et BNP pr indbygger på godt 2000$, over 25 gange mindre end Danmarks. Det har, selv for u-lande, en høj befolkningsvækst (1,8 pct pr år).  Det giver en befolkningssammensætning, hvor en stor del af befolkningen er under 30, hvad der i sig selv er en forklarende faktor for det arabiske forår. Når uddannelsesniveauet samtidig er stigende i de store byer, giver det en bølge af voksende forventninger, som det er vanskeligt at imødekomme.
I Tunesien ser det ud til, at det har været muligt for et moderat muslimsk parti at slå igennem ved demokratiske valg og blive bærer af noget, der kommer til at ligne et repræsentativt demokrati.  I Tunesien er situationen anderledes, fordi der er en større kosmopolitisk og sekulariseret middelklasse til at holde det moderate Al Nahda muslimske parti i tøjlerne.

Sådan er det ikke i Egypten, ifølge en iagttager af egyptisk politik. Det kan dels hænge sammen med en større socioøkonomisk krise i samfundet (større fattigdom, et mere traditionelt og forarmet landbrug i Egypten i forhold til Tunesien), og dels den historiske arv.  Det muslimske Broderskab skulle angiveligt være mere konservativt end moderate muslimer andre steder (Tunesien, Tyrkiet). Det blev grundlagt i 1928, bl.a. som en bevægelse, der skulle kombinere politisk arbejde og velgørenhedsarbejde. Det var også en muslimsk genopvækkelsesbevægelse, der kunne byde vestlig imperialisme og kulturpåvirkning trods. Omstændighederne tvang det til at operere som et hemmeligt broderskab, undertiden for nogle gruppers vedkommende med hang til terroristiske metoder. Der var bl..a. angiveligt to attentatforsøg imod Gamal Abdel Nasser, den egyptiske, både nationalistiske og panarabiske leder, der bød Vesten trods på et mere nationalistisk, sekulariseret grundlag. Nasser samarbejdede under den kolde krig med Sovjetunionen, bl.a. til finansiering af det gigantiske Aswan-dæmningsprojekt, der skulle give Egypten billig el til opbygning af en egyptisk industri og modernisering af samfundet. I 1956 nationaliserede Nasser Suez-kanalselskabet, bl.a. for at Egypten kunne få en større del af indtægterne fra skibene, der sejlede igennem.

    Panarabismen og den vestligt inspirerede økonomiske modernisering var ikke en yndet ret for muslimske traditionalister, der ville frigøre det egyptiske civilsamfund fra vestlig sekularisering, religion og materialisme med basis i islams værdire. Det muslimske Broderskab gik ind for kalifat og sharia, men har siden på deres hjemmeside gjort sig til fortaler for pluralt demokrati.
    I dag er den fundamentalistiske tradition især ført videre af de ekstreme salafister, der ikke er en ubetydelig social faktor.  Og Det muslimske Broderskab har i dag anbragt sig i en mere modererende mellemposition, jvf figuren over de politiske konstellationer i landet  herunder. Det har formentlig været nødvendigt for at opretholde positionen som den dominerende sociale kraft i landet, som ingen kan komme udenom, hverken militæret eller de unge, der bruger de sociale medier til at kalde til demonstration.

Figur 2: Politiske konstellationer i Egyptisk politik

Kilde: The Guardian. (Følg linket og klik på cirklerne for forklaring). Noter: Freedom and Justice Party: Det muslimske Broderskabs parti. Den pan-arabiske ”socialisme”  (Baath-agtig mere end vestlig socialisme) er repræsenteret ved Nasser-partierne.   Socialist Popular Alliance mod venstre ligner mere traditionel vestlig socialistisk politik.  Free Egyptians Party er en hastigt fremvoksende politisk modbevægelse til Broderskabet og af liberal observans. Figuren viser et politisk landskab bestående af en vertikal, værdipolitisk dimension gående på religion versus sekularisering, og en mere traditionel socialistisk-liberal søjle gående på statslige indgreb i økonomien, lighed og økonomisk retfærdighed, versus en økonomi, der mere beror på markedskræfter.

Det giver det muslimske broderskab styrke i den nuværende proces, at de påkalder sig en demokratisk legitimitet som baggrund for et bud på magten i det egyptiske samfund. Det gør de mere fundamentalistiske muslimske kræfter ikke i samme grad. Hæren forsøger at opnå legitimitet til sin indblanding igennem en påstand om, at man repræsenterer den nationale enhed og garanten for landets suverænitet. Troværdigheden af dette drages dog i tvivl af den store amerikanske militære støtte. Den fortsatte opbakning bag Camp David aftalerne og fredsslutningen med Israel kan være en betingelse for en fortsættelse af støtten. Men problemet er også at få et egyptisk folkeligt mandat bag det. Det er heri noget af dilemmaet for amerikanerne ligger Hvis demonstrationerne eskalerer til voldsomme uroligheder og vold, kan man fra hærens side argumentere for at være garanten for lov og orden.

 ”For de progressive i Egypten, som mangler Broderskabets organisatoriske muskler, er en alliance af en eller anden art med Broderskabet, nødvendig for at tvinge hæren til at opgive kontrollen med staten, når valget endelig er afholdt på et eller andet tidspunkt. Ifølge Robert Dreyfuss er det ”a worrisome deal with the devil”. Om han har ret i denne vurdering, får tiden vise.  Det er muligt, han overdriver.

Den 21.11. vurderedes det, at over en million mennesker var på gaden i det centrale Cairo. Om det var det, der var baggrunden for de ændrede signaler fra Militærrådet, vidste man ikke.
    Det er heller ikke umuligt, at det amerikanske diplomati arbejdede hårdt i kulissen. Men hvis man ser på, hvor tøvende amerikanerne handlede, da oprøret kørte på høje omdrejninger imod Mubarak, er det mere end tvivlsomet, om det er  Obamaadministrationens ageren, der  kunne forklare de ændrede signaler fra militærrådet.

Det egyptiske valg endte med en sejr til de islamistiske partier, især det muslimske broderskab, der erobrede en stor blok stemmer. Men de mere yderliggående salafister fik også et pænt valg.  De sekulariserede partier, både de liberale og de venstreorienterede, klarede sig mindre godt.

Demokratiteori til forklaring?

Hvorfor lykkedes den egyptiske revolution i 2011 ikke? Hvorfor førte den ikke til det demokrati, man går og drømmer om i Vesten?

Politologen Eva Bellin har peget på en række konvenstionelle forklaringer på de mellemøstlige landes og Nordafrikas “exceptionalisme” m.h.t. manglende demokratisering, som hun efterfølgende forkaster til fordel for forklaringer, der lægger vægt på statsapparatet og dets funktionsmåde.  De konventionelle forklaringer på Mellemøstens og Nordafrikas manglende forudsætninger for demokrati er:

1 Mangelen på et stærkt civilsamfund
2 Mangelen på en tilstrækkelig stor markedsdrevet økonomi
3 Ulighed i indkomstfordeling, for lave BNP pr indbygger indkomster og utilstrækkeligt alfabetiseringsniveau
4 Manglende nærhed af demokratiske naboer
5 Mangelen på en demokratisk kultur

Ad 1: Fagforeninger er ofte tomme skaller, der reelt ikke repræsenterer den påståede medlemsmasse. De kan være lavet fra oven for at give et skin af repræsentation. NGO’er (Nongovernmental organizations) mangler folkeligt grundlag. Der er dermed ikke en stærk modmagt i samfundet.

Ad 2: Staten sidder ofte på en meget stor del af økonomien. Dermed dannes der ikke arbejdsgiverorganisationer, der kan yde modspil til staten og/eller bakke denne op (jvf civilsamfundsargumentet). Dette argument genfindes i f.eks. den marxistiske teoritradition, hvor man har hæftet sig ved, at demokratiske institutioner bæres frem af det fremvoksende borgerskab (de kapitalejende, forretningsdrivende lag i samfundet).

Ad3: Økonomisk ulighed og lavt BNP pr indbygger skaber sammen med mange analfabeter en situation, hvor den folkelige deltagelse udebliver, fordi det formodede vælgerfolk ikke har tilstrækkelige forudsætninger for vælgermæssig deltagelse, eller vælgerne bliver lette ofre for klientelisme (køb af stemmer fra eliternes side).

Ad 4: Nærhed til Vesteuropa har hjulpet institutionel demokratisering frem i Østeuropa og Tyrkiet. Mellemøsten og Nordafrik ligger længere væk fra “demokratiske naboer”.

Ad 5: Mangelen på en demokratisk kultur. Her henvises ofte til lav grad af sekularisering, eller med andre ord religionens rolle: islam.

Bellin afviser disse argumenter, fordi hun kan se lande i f.eks. Afrika syd for Sahara og Latinamerika, der har mange af de samme problemer, men hvor en institutionel demokratisering alligevel er skredet frem, så lande her er kommet til at så bedre end nogle af de mellemøstlige og nordafrikanske samfund i Freedom House’s opgørelser over institutionel demokratisering. Når det gælder religionens rolle, henviser hun til at katolicisme i Latinamerika (og Spanien) og konfucianisme i Asien er blevet set som forhindringer for demokrati, men i disse områder er demokratiske institutioner alligevel brudt igennem.

Der bruges en komparativ metode til at fastslå, at en lang række af lande mangler de almindelig anerkendte betingelser (jf ovenfor) for demokrati, men Mellemøsten ofte i mindre grad end f.eks. lande syd for Sahara, men alligevel kan de sidste på visse punkter have været bedre til at indføre visse af  det repræsentative demokratis institutioner, f.eks. nogenlunde frie valg, parlament, en vis parlamentarisk kontrol af parlementets beslutninger, etc.

At Mellemøsten og Nordafrika er undtagelser, forklarer hun ved statsapparaternes rolle i disse samfund:

 Hvorfor er den demokratiske transition i vidt omfang gået uden om Mellemøsten og Nordafrika? Det virker jo ikke som om, regionen er frarøvet enhver demokratisk impuls. Det har oplevet fremkomsten af et civilsamfund (menneskerettighedsgrupper, professionsorganisationer, selvhjælpsgrupper) kun for at se, hvordan de efterfølgende enten bliver undertrykt eller indlemmet i statsapparatets korporatisme. Statscentrerede (statist) regimer har i stigende grad liberaliseret deres økonomier (ofte under pres fra internationale organisationer andre stater), men selvstændige politiske initiativer fra denne nye private sektor bliver ofte afvist og måske ligefrem straffet.  Progressive islamfortolkninger, som bifalder demokratiske normer og idealer er blevet filtreret af islamteoretikere, kun for efterfølgende at blive begravet igen af fjendtlige statslige eliter.  I hvert tilfælde har en tvangsmæssig statsmagt, der er dybtfølt modstander af demokratisk reform, kvast demokrativenlige initiativer.

Bellin går herefter videre med en analyse af den stærke forandringsresistente stat i Mellemøstlige lande og Nordafrika. Hvad er det, der gør denne stat i stand til at opretholde et effektivt monopol på voldsudøvelse?
    Hun knytter her an til forskning i revolutioner. De samme forudsætninger, der kan bruges til forklaring på. om en revolution lykkes, kan bruges til forklaring på, hvorfor en demokratisk overgang lader sig realisere. En stærk stat spiller en rolle i samfundsmæssig forandring eller ikke-forandring.
     Så længe det repressive statsapparat kan opretholde sin sammenhængskraft og effektivitet, kan ethvert tiltag henimod demokratisering slås ned. Det er altså det undertrykkende statsapparats robusthed, der skal forklares. Hertil angives følgende faktorer:

1 Opretholdelse af skatteudskrivningsevne
2 Opretholdelse af internationale støttenetværk (f.eks. amerikansk støtte)
3 Graden af institutionalisering (i webersk forstand) af det undertrykkende statsapparat
4 Graden af folkelig mobilisering

Sammenhængen mellem regime og hær kan spille en rolle for, hvordan staten agerer. Hvis regime (styret og de styrende) og hær er udtryk for konkurrerende eliter, svækkes statens handlekraft evt. De fleste stater har en hær, men som det er sagt om f.eks. både Preussen i det 19. århundrede og Algeriet langt senere, kan en hær også “have en stat”. Men uden indtægter (skatter) går det ikke. I Algeriets tilfælde følger indtægter bl.a. af den store olieeksport. I Mellemøsten og Nordafrika får mange af landene indkomster som ”appelsiner, der falder ned i turbanen” (“rental income”, som det hedder på engelsk), dvs indkomst fra oliekilder, gasforekomster, eller som i Egyptens tilfælde: afgifter på skibe, der sejler igennem Suezkanalen, samt indkomst fra den rige Uncle Sam).
    Den anden faktor er også væsentlig. Det ser man ikke mindst i tilfældet Egypten, hvor USA forsøger at følge med i de samfundsmæssige forandringsprocesser ved at opretholde støtten til militæret, men gradvist også ved at satse på den stærkeste magtfaktor i civilsamfundet, Det muslimske Broderskab, og forsøge at styrke dette som modererende faktor. Under den kolde krig, frem til 1989, kunne de autoritære regimer i Mellemøsten og Nordafrika spille Sovjet og USA ud imod hinanden. Efter 1989 har man kunnet opretholde støtte fra Vesten via kontrollen over de vigtige energiressourcer i regionen og ved at spille på Vestens frygt for islamisk radikalisme.
   Med punkt 3 menes professionalisering af undertrykkelsesapparatet, f.eks. ved at der satses på merit frem for “gode forbindelser”,  klientelisme og korruption. Det institutionaliserede undertrykkelsesapparat er regelbaseret og arbejder efter forudsigelige rutiner. Det er kort sagt i højere grad “moderne” i webersk forstand, snarere end at det er traditionsbåret. Det vil alt andet lige gøre det stærkere. Det vil dermed evt. også kunne bruges aktivt i en demokratisk transition, som man f.eks. så det i Portugal under den såkaldte “nellikerevolution” i 1974-75.
    Selv en undertrykkende stat forsøger at opnå legitimitet (folkelig opbakning) ved f.eks. at påvirke meningsdannelsen i samfundet, igennem manipulation af medier, etc. Men det er også den folkelige mobilisering for demokratisk forandring, der kan true undertrykkelsesstaten. Det kan være omkostningsfuldt at sætte sig imod en folkelig mobilisering, som man har set det i f.eks. Libyen og Syrien, men hvis et regime føler sig truet af demokratiske reformer, viger man heller ikke tilbage for dette.

Problemet med den komparative metode er, at der tages udgangspunkt i ret overfladiske kategorier/demokratibegreber, der så bruges til sammenligning af demokratitilstanden i forskellige samfund. Men dækker begreberne over den samme virkelighed fra land til land?
    Formelt set kan der være lige og almindelig valgret og valgbarhed. Der kan være en parlamentarisk forsamling, der formelt set vedtager love. Men hvor reelt er demokratiet? Hvad dækker de anvendte begreber over?  Der var f.eks. parlament og valg under Hosni Mubarak i Egypten, men f.eks. Det muslimske Broderskab kunne ikke stille op, i hvert fald ikke under det navn. Algeriet har også i adskillige år haft et paradedemokrati, der dækker over den militære magtelites faktiske autokratiske styre.
    Metoden kan bære præg af via de implicitte værdier og valg af begreber, at det vestlige demokrati ses som den højst opnåelige model og historiens endestation. Hermed overser man modeller a la den konfucianske tradition i Østasien og de islamisk-demokratiske styreformer, der er på vej i lande som Tyrkiet og Tunesien.

Resultatet af det spanske valg 2011, Deputeretkammeret

Afgivne stemmer på de større partier. Note: Escanos: Mandater i Deputeretkammeret

Udviklingen i den 10-årige spanske statsobligationsrente

 P.S. Jeg har skrevet mere udførligt om spansk politik i bogen Per Werge og Gregers Friisberg: Catalonien -  vil selv. GO-forlag 2006.

Den 2. november udvandrede de studerende fra hans introducerende økonomikursus på Harvard. De var  “utilfredse med den ideologiske skævvridning” (bias), de så i  økonomikurset, som de udtrykte i et brev til ham. Brevet er trykt i Harvards studenterblad Harvard Political Review.

De studerende havde håbet på at få et bredt introducerende økonomikursus, men blev ifølge det åbne brev udsat for et specifikt, begrænset syn på økonomi, som de mener fører til en “fortsættelse af problematiske og ineffektive former for ulighed i dagens samfund”. 

De studerende er øjensynligt påvirket af Occupy bevægelsen og dens syn på den øgede ulighed i USA. I modsætning til professor Mankiw mener de, at uligheden ikke er befordrende for økonomisk effektivitet.

Mankiw er en kendt fortaler for den nyliberale økonomiske skole, hvor skattelettelser ses som vejen frem. Økonomien kræver incitamenter for at kunne levere resultater.

I sin mikroøkonomiske (forbrugere, virksomheder, markeder) opfattelse er Mankiw præget af efficient markets hypotesen, som siger, at frie markeder vil søge imod ligevægt med fuld beskæftigelse, og at frie markeder er bedst til at sikre den mest effektive produktion og fordeling. Det sker via udbud og efterspørgsel. Forbrugerne forsøger at maksimere deres nytte ved at bruge deres indkomst så effektivt som muligt i en afvejning af de økonomiske muligheder og behovene, og producenterne/udbyderne maksimerer deres interesser ved at producere med lavest mulige omkostninger og under ønsket om at opnå den størst mulige fortjeneste. På den måde får man størst mulig økonomisk velfærd i samfundet.  Det hele er formaliseret i udbyggede matematiske modeller.

Man glemmer bare, at markederne ikke er perfekte. Forbrugere og producenter har ikke fuld oplysning. Producenterne bliver til monopolister, når de bliver tilstrækkelig store, og ofte manipulerer de via reklame forbrugerne til at købe. Det nyliberale paradigme glemmer interesserne og politikken i økonomien. Forbrugerne kan ikke se, hvad fødevareindustrien putter i den færdiglavede mad. De kan ikke se, hvordan de store medicinalvirksomheder sidder med, når det fastlægges, hvad psykisk abnormalitet er, og i det hele taget, hvad livsstilssygdomme er, herunder  hvad eksempelvis symptomer på psykose og neurose kan være. De kan ikke se, hvordan medicinalindustrien laver kurser for de praktiserende læger. 

Forbrugerne handler i modsætning til pris- og velfærdsopstimeringsmodellen ofte irrationelt og imod, hvad deres langsigtede interesser skulle tilsige. Er det f.eks. rationelt, at en relativt stor del af de 14 – 15 årige piger i Danmark er blevet hyppige konsumenter af alkohol de senere år, fordi drikkevareindustrien har introduceret alkoholsodavand ( Bacardi Breezer, Smirnoff Ice, m.fl.). Det er relativt stærke drikke, hvor alkoholen leges ind, fordi det ikke smages i den søde vand.  De unge er lette ofre for alkopopreklamerne og produkterne, fordi de er i et stadium af deres liv, hvor de søger identitet. Der er smarthed forbundet med dette konsum. Det er stærkt og sejt, og man udviser formodentlig “voksenadfærd”. Det er på lag af underordnet bevisthed i psyken og kan således udnyttes af dybdepsykologisk inspirerede reklamefolk. Man kan efterligne de voksnes livsstil og bliver så at sige “voksen før tid”. Der er ikke meget rationalitet i en sådan identitetssøgen. 
    
    Når der altså snarere er tale om irrationalitet i reklamens forførelse af forbrugere igennem anvendelse af viden om underbevidstheden i tilrettelæggelsen af kampagner i livsstilsforbrug, kommer argumentet ind for at overlade en betydningsfuld plads til politikken. Markedet skal reguleres ud fra f.eks. forbrugerinteressen i at udvikle et samfund, der bygger på velfærd og livskvalitet. Der er masser af eksempler på relevansen af dette i overflodssamfundet. Tænk blot på problemerne med den globale opvarmning!

På det makroøkonomiske plan viser de fejlagtige modeller sig i påstandene om ulighed og efficiens.
     De matematiske modeller i den nyliberale økonomi hviler på forsimplende antagelser, hvor man tager udgangspunkt i et menneskebillede, der ikke har udviklet sig meget siden Jeremy Benthams nyttefilosofi. Derfor bliver deres forudsigelser ofte forkerte.  Det har vist sig at være forkert, at der generelt skulle være en trickle-down effekt (spredningsvirkning af vækst) af den øgede rigdom hos den ene procent af befolkningen, der bliver rigere og rigere, så de  fattigere 99 pct skulle blive tilgodeset af øget økonomisk volumen.
    Påstanden er fremsat mange steder. Den indgår bl.a. i den såkaldte Lafferkurve, der viser, hvordan de samlede indtægter af skattestigninger begynder at falde, når skatten når et vist punkt. Det skyldes de aftagende incitamenter.

Greg Maniw gentager mantraet:   ”Hvad kan politikerne gøre for at stimulere de rå dyriske instinkter (animal spirits) i økonomien og derved animere erhvervslivet til at investere? Et åbenbart oplagt skridt ville være at nedsætte beskatningen af erhvervenes kapitalindkomst. Ifølge en 2008 rapport fra OECD: “Skatter på erhvervslivet er de, der skader vækst mest”".

Rovdyrsinstinktmetaforen er inspireret af Keynes. Han var  -  som Maniw  – optaget af, hvad det er, der driver investeringer i en kapitalistisk økonomi. Det er selvsagt et interessant spørgsmål, og det er klart, at en vis sammenligning af den kapitalistiske foretager med rovdyr, der vil frem i junglen, nok ikke er helt ved siden af. Men rovdyrene kommer kun frem for at fouragere, hvis der er et bytte. Og det er der ikke i en økonomi i stagnation. Det er derfor, det er så vigtigt at påvirke den overordnede efterspørgsel.  Varer og tjenester afsætter sig ikke af sig selv. Muligheden for afsætning afhænger af konjunkturer og efterspørgsel. Derfor er skattelettelser heller ikke altid vejen frem.

Harvardstudenternes ønsker om en mere afbalanceret økonomiundervisning bringer mindelser om fagkritikken på danske universiteter i 1970′erne. Dengang forlangte man også en mere autentisk undervisning. Det er nødvendigt at erkende, at økonomien ikke er en objektiv videnskab. Der indgår interesser. Der tages udgangspunkt i forsimplende antagelser om virkeligheden. Når de forsimplende antagelser laves, sker der en udvælgelse, der igen kan være udtryk for en politisk-ideologisk prioritering. Det er nødvendigt at erkende dette, hvis man vil have en mere autentisk økonomividenskab.