Gregers Friisberg

Til grin for politisk klovn

Posted in Demokrati, Menneskerettigheder by Gregers Friisberg on 25/04/2019

Det er utroligt at se, hvordan den politiske klovn Rasmus Paludan er lykkedes med at dreje myndigheder – og skatteydere – om sin lillefinger. Det fremgik med al tydelighed af DR-programmet om ham forleden aften. Man så, hvordan hærdebrede politifolk måtte beskytte denne formodede udøver af ytringsfrihed på en måde, hvor de nærmest måtte servicere ham, og han kunne “bestille” deres ydelser, når han skulle ændre programmet i et af sine pitches over for den måbende offentlighed. Foreløbig (primo april) har dette absurde teater kostet danske skatteydere over 6 mio kroner.

Hvad er ytringsfriheden egentlig for en størrelse? Og hvordan er den blevet til?

Den kom i stand som en udløber af enevælden, fordi det skulle være muligt for deltagere i den offentlige debat at kunne debattere politiske spørgsmål og herunder kritisere den politiske magt, regeringen – og dengang – Kongen. Som sådan kom den ind i grundloven:

§ 77 
Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres. (Grundloven)

Tilføjelsen “under ansvar for domstolene” siger noget vigtigt, nemlig, at ytringsfriheden ikke er en absolut, ubegrænset ret. Den skal udøves under ansvar, dvs begrænset af den lovgivning, Folketinget laver. Man kan i den sammenhæng sige, at det er ærgerligt, at Folketinget i 2017 vedtog at fjerne blasfemiparagraffen fra straffeloven, idet den kunne hindre de værste udslag af det teater, Paludan har sat i gang.

I nogle lande har man bestemmelser, der skal hindre hate speech crime (hadefuld tale om minoriteter). Google skriver f.eks. om den engelske lovgivning:

Hate speech laws in England and Wales are found in several statutes. Expressions of hatred toward someone on account of that person’s colour, race, disability, nationality (including citizenship), ethnic or national origin, religion, gender identity, or sexual orientation is forbidden:
Love om hadefuld tale i England og Wales findes i adskillige statutter. Udtryk for had imod nogen som følge af den persons farve, race, handicap, nationalitet (inkl. statsborgerskab), etniske eller national oprindelse, religion, kønsidentitet, eller seksuel orientering er forbudt.

En lignende bestemmelse har man i den danske straffelovs § 266:

§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

Jeg havde i påsken besøg af et familiemedlem, der i adskillige år har studeret ved et engelsk universitet. Da hun hørte om, hvordan Rasmus Paludan havde sat det danske samfund skakmat i adskillige dage, udbrød hun spontant: “Hvorfor er han ikke blevet stoppet. He incites to racial hatred. This would never have been possible in England“.

Ja, det er jo det, man må spørge sig selv – og danske politikere om. Det er kuriøst at overvære, hvordan f.eks. Anders Samuelsen rørstrømsk skriver på sin Twitter “ytringsfriheden SKAL forsvares”.

Selvfølgelig skal den det. Men af de ovenstående bemærkninger fremgår, at den naturligvis ikke er ubegrænset. Det har man da også erkendt, når man f.eks. i medfør af terrorlovgivning begrænser den.

Men nu spiller det måske ind, at valgkampen til det forestående folketingsvalg er gået i gang for længst. Og det kan være bekvemt at se, hvordan en Paludan kan sætte gang i politiske “nyttige idioter”, en modreaktion, som man så kan drage fordel af at få udstillet over for offentligheden. Herved kan man endnu en gang trække indvandrerkortet frem, så man sikrer sig et komfortabelt flertal i Folketinget.

 

 

 

 

Advertisements

Comments Off on Til grin for politisk klovn

MMT

Posted in Økonomi, USA by Gregers Friisberg on 21/03/2019

MMT står for Modern Monetary Theory (“moderne pengeteori”). Det er en “teori”, der er kommet meget i vælten på det seneste. Det skyldes imidlertid mere en “politisk konjunktur” end, at det er en egentlig ny teori.

Når opfattelsen, eller “teorien” om man vil, har fået stor udbredelse, skyldes det ikke mindst det nye politiske ikon hos Demokraterne i USA, Alexandria Ocasio-Cortez, nyvalgt medlem af  Den amerikanske Kongres i 2018. Hun bruger MMT som økonomisk begrundelse for den økonomiske politik, hun foreslår.
Hendes forslag til grøn økonomiske omstilling er fremlagt som et resolutionsforslag i Kongressen under navnet en Green New Deal. For at en sådan kan lade sig gøre, skal der laves omfattende infrastrukturinvesteringer, der kan lette overgangen til elektriske biler, “intelligente” el-net, vedvarende energi (vind og sol), etc.

Hun har ikke villet lade sig slå omkuld af moderate økonomiske kommentatorer, som kritiserer teorien, og som har spurgt, hvor pengene skal komme fra i en amerikansk økonomi, der i forvejen er præget af et stort underskud på statsbudgettet og voksende statsgæld.

Hun har foreslået, at penge kan komme fra det enorme amerikanske militærbudget, højere progressiv skat på de høje indkomster, samt ikke mindst større accept af underskudsfinansiering på statsbudgettet.

Det centrale i MMT er, at en stor offentlig gæld ikke nødvendigvis er det problem, som det gøres til i traditionel økonomisk teori, hvor man mener, at budgettet skal holdes i balance for at undgå inflation og for at undgå, at offentligt forbrug og offentlige investeringer presser private ud.

MMT medgiver, at det kan medvirke til inflation, hvis budgettet er i underskud i længere tid, men mener ikke, at det nødvendigvis er problematisk, at centralbanken pengestimulerer økonomien, når der er ledig arbejdskraft og ledig kapacitet i erhvervslivet.
Det er imidlertid ikke problemet i amerikansk økonomi pt. Præsident Donald Trump har ført en ekspansiv finanspolitik med kraftig underskudsbudgettering for at opretholde den økonomiske højkonjunktur, og han kritiserer centralbanken (Federal Reserve), når den som modtræk vil stramme pengepolitikken igennem renteforhøjelser og stop for centralbankens køb af obligationer (gennem køb af obligationer pumpes der penge ud i økonomien).
Ifølge konventionel økonomisk visdom skal man have en uafhængig centralbank, der kan rette op på lovgivernes tendenser til at imødekomme eventuelle vælgerønsker om større offentligt forbrug. Det ses som den bedste garanti for en stabil økonomi på længere sigt.

Når Trump kan gøre det, kan Demokraternes venstrefløj  vel også gøre det, hvis de vil have luft under vingerne på deres grønne New Deal?, lyder argumentet.
Fuld beskæftigelse er målet for økonomisk politik ifølge MMT, og Centralbankens opgave er at følge op på dette mål – i stedet for lade lavinflation være det centrale mål. MMT vender den økonomiske lære fra den nyliberale periode siden 1970’erne og 1980’erne (Milton Friedman i USA og Thatcher i Storbritannien) om den offentlige sparepolitiks dyder på hovedet, når teorien siger, at en stat, der udsteder sin egen valuta, ikke kan gå fallit. Folk ikke at gå arbejdsløse, når de kan sættes i beskæftigelse i offentlige arbejder, hvor udgifterne finansieres igennem statens pengeforbrug (hvor pengene hentes i Centralbanken, når det er nødvendigt).

Det er en politik, der på længere sigt er mere realistisk i et land som USA, der udsteder en dominerende international reservevaluta, end det er realistisk i et mindre europæisk land med en åben økonomi og egen valuta. Her vil en løs pengepolitik føre til inflation og devaluering af valutaen. Devalueringen af valutaen vil yderligere sætte gang i inflation.

Tidsperspektivet spiller en stor rolle.
Selv om USA udsteder den internationale reservevaluta US-dollar, vil en meget stor pengemæssig stimulans kunne udløse en global inflation. Men i mindre omfang – og i
kortere tidsintervaller – er der ikke noget i vejen for, at USA kan underskudsbudgettere og finansiere en voksende offentlig gæld. Når den amerikanske dollar er international reservevaluta, vil der vedblive med at være stor efterspørgsel efter den til internationale betalinger og til værdiopbevaring af pengene. Derfor vil den undgå devaluering i større omfang.
Men det kan på længere sigt give betydelige problemer – både for USA og andre lande.

 

Comments Off on MMT

Bobleøkonomi

Posted in Økonomi, Finanskrise, Politisk økonomi by Gregers Friisberg on 12/03/2019

Globalhusindex
Kilde: The Economist.

Det har i de seneste år været diskuteret frem og tilbage mellem økonomer, om der er spekulationsbobler i den danske økonomi. De seneste tal fra bl.a. The Economist kunne tyde på, at det er der. Det kan man se på figuren ovenover, der viser udviklingen i reale boligpriser i den danske hovedstad. København er en af de internationale storbyer, der måles i bladets global house price index.  Priserne er i realværdi mere end fordoblet. I nominel værdi (kr og ører på markedet) er stigningen mere end tredoblet. Og endelig måler man også i forhold til indkomster, hvor indeksværdien er 140 (klik på link).

Byudviklingen i de globaliserede metropolstorbyer har skabt efterspørgsel efter boliger. Men der ligger også forklaringer i den lemfældige økonomiske politik, der er ført. Det drejer sig f.eks. om indførelsen af afdragsfrie lån i 2003 og det voldsomme rentefald siden 2012, hvor man er kommet ned på, eller nær, nul-renter. Man har rost sig meget af, at den almindelige forbrugerprisinflation er dæmpet. Til gengæld er det, man kalder asset price (pris på aktiver som jord og fast ejendom, samt aktier) steget gevaldigt. Som følge af centralbankernes pengeudpumpning (såkaldt quantitative easing, hvor der er købt obligationer og dermed pumpet penge ud) og lavrentepolitik, har der været masser af penge i omløb, og de er søgt over i aktivinvesteringer.

Når det sker i flere lande samtidig giver det risiko for et samlet økonomisk kollaps, når der går hul på aktivboblerne (aktier og boliger). Det kan medvirke til at udløse en økonomisk recession.

 

 

Comments Off on Bobleøkonomi

Performativ populisme

Posted in USA by Gregers Friisberg on 07/03/2019

abebully

Er Trump i højere grad populist i de af sine taler, hvor han holder sig til scriptet i teleprompteren, end når han forlader teleprompter og taler uden manuskript? Ja, måske.

Det er i hvert fald resultatet af en dyberegående analyse af Trumps taler.  Ifølge analysen er Trump i højere grad populist i de scriptede taler end i det, han siger uden manuskript. Også selv om der sniger sig flere fake news ind i det sidste.

Trump har flere gange i taler udnyttet afstandtagen til telepromptertaler til at komme tæt på sit publikum. Og ifølge den nævnte analyse elsker hans publikum ham for det. Det er en del af populistens opgør med eliten, at en intellektuels indstuderede “ideelle populisttale” skubbes til side til fordel for det spontant formulerede ord. Derfor trækker det ikke ned i publikums vurdering af ham, at han laver fortalelser, og at der opstår “forglemmelser”. Det er en del af gamet, som viser, han connecter til sit segment.

Trumps populisme er i højere grad en performativ populisme end det er en politologisk populisme i idealtypisk form. Den idealtypiske retoriske populisme indeholder følgende tre hovedelementer:

1: Et manikæisk verdensbillede, dvs man deler Verden op i godt og ondt – uden for mange nuancer imellem.

2: Folket-centrisme, dvs der leveres et romantiseret billede af “folket” og en “fælles folkets vilje”.

3: Anti-elitisme, dvs de “almindelige menneskers” vanskeligheder forklares ved, at der er et ondsindet establishment, som har fundet ud af at udnytte systemet til deres egen fordel.

I en samtale med Stephen Bannon, Trumps nære kampfælle fra Breitbart.com, i 2010 om muligheden af en “presidential run“, , skulle Trump have rettet Bannon, hver gang denne sagde “populist” og erstattet ordet “populist” til “popularist”, en rolle han åbenbart syntes, det i højere grad ville være passende at indtage. Dvs han har set sig selv i højere grad som kommunikator og formidler end som “populist”.

Der er i Trumps optrædender snarere tale om en form for performativ populisme. Trump har ved flere lejligheder kritiseret præsidentkandidaters brug af telepromptere i deres taler i det offentlige rum. Man kan ved brugen af dem stikke blår i øjnene på vælgerne. De kan jo ikke vide, om personen bag er intelligent eller uintelligent, har han sagt.
Derfor har han ved flere lejligheder – og til stor begejstring for tilhørerne – skubbet teleprompteren til side og talt off the record. – Med alle de muligheder, det giver, for at “komme til at sige noget forkert”.  Men til gengæld måske sige noget, der virker mere autentisk. Pointen er, at det er vigtigere at virke autentisk end at være sandfærdig.

Comments Off on Performativ populisme

Grøn New Deal

Posted in Økonomi, Global økonomi, Klimapolitik by Gregers Friisberg on 06/03/2019

Forslag til Grøn New Deal blev fremlagt for Repræsentanternes Hus af et af de nyvalgte demokratiske Kongresmedlemmer Ms. OCASIO-CORTEZ. Det var ved fremlæggelsen støttet af 60 repræsentanter (medlemmer af House of Representatives) og 10 senatorer.

Det er udformet som en resolution, der opfordrer til handling/lovgivning inden for klimaområdet. Det består af forslag til grøn økonomisk omstilling af det amerikanske samfund.

Betegnelsen New Deal er bevidst valgt. Det refererer til den New Deal, som præsident Franklin D. Roosevelt fremlagde i 1930’erne efter en lang periode med økonomisk stagnation og stigende ulighed i det amerikanske samfund. Ligesom dengang er det et opgør med en herskende nyliberal ideologi. Roosevelts New Deal førte til vedtagelse af offentlige arbejder, velfærdsforanstaltninger (arbejdsløshedsunderstøttelse, social security m.m.) og til en langt mere progressiv beskatning, dvs procentvist stigende skatteskala for højere indkomster.

Den grønne new deal (“”ny “kontrakt”/fordeling med grøn omstilling””) tager udgangspunkt i FN-rapporten fra 2018 ‘‘Special Report on Global Warming of 1.5 degrees Celsius’’  udarbejdet af  FN-organet IPCC, the Intergovernmental Panel on Climate Change, ifølge hvilken temperaturstigningen bør holdes på 1,5 – 2 grader. En stigning ud over 2 grader vil føre til voldsomt øgede konsekvenser af klimaændringer (stigning i vandstanden i havene, vilde brande i tørre områder og flere cykloner og storme).  For at undgå det skal der ske:
(A) globale reduktioner i udledning af drivhusgasser på 40 – 60 percent fra 2010 niveau senest i 2030;  og
(B) netto – 0 globale emissioner i 2050.

Resolutionsteksten konstaterer, at USA historisk har været – og er – en af de største udledere af CO2 (20 pct af global udledning). Det hænger sammen med det høje BNP pr indbygger, højt materielt privatforbrug, og en livsform med fossil energi anvendt til boligopvarmning og individuel biltransport.

Der skal altså ske en hastig omstilling til brug af langt mere vedvarende energi.
Heldigvis er – som resolutionen også gør opmærksom på – teknologien inden for vindkraft og solceller nu så fremskreden, at disse energiformer er ved at være kommercielt konkurrencedygtige i forhold til fossil energi. Men der skal foretages en enorm udbygning af infrastruktur for at omstillingen kan gennemføres.

Resolutionsteksten konstaterer, at på trods af det høje BNP pr indbygger lider USA pt under faldende gennemsnitlig levealder. Grundlæggende behov, så som ren luft, rent vand, tilstrækkelig adgang til sundhedsforanstaltninger, boliger, transport og uddannelse, opfyldes ikke for en betydelig del af befolkningen.
Lønningerne er stagneret for den almindelige befolkning henover de seneste 4 årtier. Og samtidig – og forbundet hermed – er der sket en afindustrialisering. Og der er ført en anti-arbejder/antifagforeningspolitik, der har bevirket, at timelønnen overordnet set er stagneret siden 1970’erne trods stigende produktivitet (produktion pr arbejder).
Resolutionsteksten beklager, at de almindelige lønmodtageres forhandlingsmagt (bargaining power) er reduceret, og det har medvirket til stærkt stigende ulighed i det amerikanske samfund, idet lønmodtagernes organisationsmagt ikke har kunnet hamle op med arbejdsgivernes/de selvstændiges organisationsmagt.

Der er nu, efter den store recession, tale om den største indkomstulighed i USA siden 1920’erne:

(A) Den øverste 1 procent af indkomstmodtagerne fik 91 procent af indkomstfremgangen i de første år af indkomsternes stigning efter Den store Recession;
(B) Der er en kæmpemæssig racebestemt ulighed i formuefordelingen, der “beløber sig til en forskel på 20 gange større formue for den gennemsnitlige hvide familie i forhold til den gennemsnitlige sorte familie”
(C) Et kønsmæssigt løngab mellem mænd og kvinder således, at kvinder tjener ca 80 procent af, hvad mænd tjener (målt ved medianen).

Herefter opregner resolutionen i punktform, hvad der kan gøres ved disse problemer.

Resolutionen sætter en ny dagsorden og udviklingsretning for USA i forhold til den hidtidige nyliberale agenda.
Det er forbundsregeringens opgave at gennemføre en grøn New Deal for at bringe drivhusudledninger til ophør. Det skal ske ved en gennemgribende omdannelse af energiforsyningen til rene, vedvarende energiformer.
Der skal laves en universel sundhedsreform med dækning for alle amerikanere, gives jobgarantier og laves gratis højere uddannelser.

Det er et stort skifte i Demokraternes politik i forhold til tidligere, hvor man i klimapolitikken gik ind for handel med CO2-kvoter, dvs erhvervslivet skulle kunne købe sig til udledningsrettigheder. Det har imidlertid været vanskeligt at nå langt med denne markedsmodel for CO2-reduktion.

Resolutionen har ikke udsigt til at kunne blive vedtaget med den nuværende sammensætning af Kongressen.
Dels har Demokraterne kun flertal i Repræsentanternes Hus, dels er en del af dette parti ikke tilhænger af forslaget i den nuværende form. Den demokratiske formand (speaker) i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har talt om energiomstilling og andre tiltag på det mere snævert klimamæssige område, som det, der bør tages op.

Republikanske kritikere har kaldt forslaget for “socialistisk”. Det ligger da også langt fra den trumpianske højrefløj. Trump har trukket USA ud af Paris-klimaaftalen (COP23).

Om det er “socialistisk” afhænger af, hvad man lægger i det begreb. Hvis man mener, at lighedspolitik og grøn omstilling er socialisme – så ja. Men med en anden begrebsanvendelse må man snarere sige, at det, der lægges op til, mere er en form for styret kapitalisme, end socialisme.
Man kan også kalde det for en vision om en mere levedygtig form for grøn kapitalisme end den liberalkapitalistiske model, der praktiseres i USA i dag.
For Ocasio-Cortez og flere andre af de i 2018 nyvalgte medlemmer af Kongressen er den grønne politik ikke bare en sektorpolitik, energipolitik, på linje med andre sektorpolitikker. Den vedrører tværtimod hele samfundet og skal ses som led i en samfundsændrende politik, hvis problemerne med global opvarmning grundlæggende set skal løses.

 

 

 

Hovedløse besparelser på ungdomsuddannelser

Posted in Uncategorized by Gregers Friisberg on 27/02/2019

Statens besparelser på gymnasieuddannelserne, der går under betegnelsen omprioriteringsbidraget, er ødelæggende for disse uddannelser. Så kort kan det siges.
Omprioriteringsbidraget er på 2 pct og skal gå fra 2016 til 2022.

Det er hovedløse besparelser. Man skærer ned uden at kende konsekvenserne af besparelserne. Det må være ud fra devisen: ”De finder nok ud af det på en eller anden måde”.

Og det må man på sin vis give regeringen ret i. De har foreløbig ”fundet ud af” at få undervisningen til at køre videre, men det sker på en måde, der er ødelæggende for kvaliteten. For at forstå det, er det nødvendigt at kende baggrunden for, hvordan uddannelserne fungerer.

Indtil 2013 var gymnasielærerarbejdet organiseret sådan, at kvaliteten af undervisningsydelsen blev sikret igennem en detaljeret opmåling af arbejdet i akkorder for undervisning, responsgivning og coaching af skriftligt arbejde og forberedelsestid til timerne.
Lærernes arbejdstid blev målt efter, hvor mange hold/timer de havde, og hvor mange skriftlige opgaver der skulle rettes.
Men som daværende finansminister Bjarne Corydon formulerede det: Gymnasielærernes arbejde skal ”normaliseres”.

Det kom til at indebære en ny overenskomst i 2013, hvorefter akkordsystemet blev afskaffet. Disse overenskomstforhandlinger var præget af en traditionel arbejdsgiver-lønmodtager modstilling, hvor arbejdets særlige karakter som kulturarbejde ikke blev inddraget. Det drejede sig fra arbejdsgiverside om produktivitets- og effektivitetsovervejelser hentet fra ledelsesfilosofien i den private sektor.
Arbejdsgiverne argumenterede bl.a. med, at akkordsystemet var et indgreb i arbejdsgivernes ledelsesret, idet der i den landsdækkende overenskomst var fastlagt rammer for lærernes forberedelsestid. Og det indebar, at den enkelte institution ikke kunne bestemme over denne del af arbejdstiden.

Ledelsesretten er imidlertid ikke absolut. Det har altid været sådan i den danske model, at ledelsesretten er begrænset af de aftaler, der indgås imellem lønmodtagerorganisationerne og arbejdsgiverne (på undervisningsområdet Finansministeriet).

Arbejdsgivernes krav blev forstærket af den pædagogiske diskurs for de 16 – 19 åriges uddannelse, som sagde, at opdelingerne i klasser og hold er forældet. Der skal i højere grad arbejdes på tværs af disse. Informationsteknologi (IT) skal inddrages. Der skal arbejdes med pædagogisk-faglige mål i stedet for pensum, fordi det fører til udvikling af elevernes evne til tænkning, selvstændighed og refleksion. Lærerne skal facilitere det i form af mere projektarbejde og coaching af eleverne.
Der er meget rigtigt i disse tanker. Og de er i vidt omfang blevet gennemført rundt omkring på skolerne.

Men det er et stort problem, at denne omstilling sker samtidig med de massive besparelser. Der er blevet mindre tid til den enkelte elev. Og den IT-baserede model med individuel og gruppeopdelt opgaveløsning ved PC’en har ikke kunnet tage over i tilstrækkeligt omfang.

Samtidig står man med det alvorlige problem, at læreplaner for fagene og eksaminerne ikke er fulgt med den nye pædagogiske tænkning – og praksis. Eleverne skal stadig op i skriftlig matematik – og engelsk, dansk, etc – efter den gamle model. Det skaber en skizofrent, splittet virkelighed for lærerne. De skal på én gang leve op til kravene om tværgående projekter og individuelt, IT-baseret læring, samtidig med, at den gamle velkendte disciplin- og fagopdelte skole med traditionelle eksaminer – og en national studentereksamen, kører videre.

Hvis Folketinget og regeringen havde handlet ansvarligt, havde man enten moderniseret gymnasielov og læreplaner, så de havde svaret til ønskerne om nye former for læring, eller man havde tilført tilstrækkeligt med ressourcer til at den skizoide virkelighed for lærere og elever kunne være undgået.

At man ikke har haft tilstrækkelig indsigt i denne virkelighed og handlet ud fra den, er udtryk for grov uansvarlighed fra det politiske systems side. Resultatet er, at uddannelser, der ellers har ligget højt i international sammenligning, er i færd med at synke i grus. Derfor kan man ikke kraftigt nok opfordre til, at grønthøsterbesparelserne hører op, inden disse uddannelser er kørt helt i sænk.

Comments Off on Hovedløse besparelser på ungdomsuddannelser

Facebook – en trussel mod demokratiet?

Posted in Demokrati by Gregers Friisberg on 18/02/2019

Det er en barsk rapport som et underudvalg i det britiske parlament, Underhuset, har offentliggjort om Facebook.

Efter 18 måneders intense undersøgelser offentliggøres nu en rapport, som beklager, at Facebook og andre tech-giganter i det store hele er selvregulerende, hvorved de er blevet en trussel imod demokratiet. Det sker via disinformation i målrettede annoncer, hvor man ofte ikke kender de virkelige afsendere.

Komitteen opfordrer derfor til større gennemsigtighed i den digitale sfære. Der er behov for, at offentligheden får større kendskab til, hvordan tech-giganterne opererer. Offentligheden har krav på at få at vide, hvad de mange data, de gratis giver videre til Facebook egentlig bruges til. Det beklages, at aktionærinteresser står over hensyn til privatlivets fred. Derfor opfordres til en langt mere vidtgående offentlig regulering af tech-giganterne, end man har i dag.

Facebook operates by monitoring both users and non-users, tracking their activity and retaining personal data. Facebook makes its money by selling access to users’ data through its advertising tools. It further increases its value by entering into  comprehensive reciprocal data-sharing arrangements with major app developers who run their businesses through the Facebook platform…….

While the Internet has brought many freedoms across the world and an unprecedented ability to communicate, it also carries the insidious ability to distort, to mislead and to produce hatred and instability. It functions on a scale and at a speed that is unprecedented in human history. One of the witnesses at our inquiry, Tristan Harris, from the US-based Center for Humane Technology, describes the current use of technology as “hijacking our minds and society”. We must use technology, instead, to free our minds and use regulation to restore democratic accountability. We must make sure that people stay in charge of the machines.

“Brug teknologien i stedet til at befri vores hjerner/bevidsthed og brug regulering til at genoprette demokratisk ansvarlighed”.
Man kan ikke være mere end enig i denne rapport fra det britiske Underhus. Og det er al ære værd, at man tager sig for at undersøge sagen så tilbundsgående. Problemet trænger sig på – ikke mindst i Danmark, hvor vi snart skal have valg til Folketinget og Europaparlamentet.

 

Comments Off on Facebook – en trussel mod demokratiet?

Brexit – have Your Cake and Eat it too

Posted in EU, Storbritannien by Gregers Friisberg on 16/01/2019

“Man kan ikke både blæse og have mel i munden” siger et gammelt dansk ordsprog. Den britiske ækvivalent: You can’t have your cake and eat it too, er blevet brugt som et billede på de ret umulige krav, forskellige fløje i britisk politik har stillet for at få en aftale om Brexit, britisk udtræden af EU den 29.3.19.

brexitafstemning-underhuset15-1-19

Labour og en stor del af Theresa Mays egne partimedlemmer, samt skotske nationalister (SNP), liberaldemokrater og nordirske unionister (DUP) m.fl. har med overvældende flertal stemt Brexit-aftalen ned.

Det største stemmenederlag for en regering i nyere britisk historie!

I Danmark ville man forvente, at en regering gik af efter en sådan afstemning i en vigtig sag. I Storbritannien vedtog Underhuset imidlertid i 2011 lovgivning om, at man skal stræbe efter at de 5-årige valgperioder løber til ende. Det vil sige, at der normalt skal et mistillidsvotum til før en regering går af.

Det har været umuligt for Theresa May at imødekomme de forskellige forventninger i hendes eget parti til, at man kan forlange en aftale, der både giver garantier for, at der ikke skal være en grænse mellem Nordirland og Irland, at man skal have fordelene af det indre marked, men uden den frie bevægelighed af arbejdskraft og indflydelse på beslutningerne.
Den største fejl, hun har gjort, er dog at tage udgangspunkt  i at forhandle med og  tilfredsstille den national-patriotiske fløj fløj i hendes eget parti, som ser ud til at have forestillet sig, at man både kan få det ene og det andet.

Jeremy Corbyn udviste mere realisme, da han i debatten efter Brexit-afstemningen den 15.1., der gav det kæmpestore 230 stemmers overvægt til nej til Brexit-aftalen, meddelte ønsket om en mistillidsvotum, hvor han samtidig formulerede et scenarie med britisk deltagelse i en toldunion med EU. En toldunion indbefatter fælles toldsatser og accept af EU’s krav til varernes standarder og normer. Det vil løse en del af de øjeblikkelige problemer for britisk økonomi, som ellers ville kunne opstå i en hård Brexit uden nogen aftale.

eukvadrater

Man kunne også have valgt en norsk løsning. Norge er ikke medlem af EU, men er med i EØS, det europæiske økonomiske samarbejdsområde (jvf figuren ovenover). Det vil sige, at man er med i det indre marked, herunder også den frie bevægelighed af arbejdskraft inden for EU (dog med en mulighed for midlertidige out-options).
Men for den EU-kritiske fløj i det konservative parti er det ikke acceptabelt blot at skulle tage det europæiske aftalekompleks (den såkaldte acquis communitaire) for det fælles markeds udformning uden at have indflydelse på formuleringen og vedtagelsen af nye regler. Fra EU-side har man ikke ønsket at give Storbritannien fordele, som de andre medlemmer af det indre marked ikke har.

Premierminister Theresa May gav under debatten udtryk for, at hun vil arbejde mere cross-party, altså over partilinjerne i Underhuset, i et forsøg på at skrue et nyt tilbud sammen. Det burde hun have bestræbt sig på i højere grad langt tidligere. To år er blevet brugt på lange forhandlinger med EU, snarere end på at finde et fælles fodslag i det politiske bagland i Westminster og befolkningen.

Et problem i den sammenhæng er, at Labour også er meget delt i synet på EU, og at denne deling også ser ud til at befinde sig inde i hovedet på Labourlederen Jeremy Corbyn.

Brexit-afstemningsresultatet i 2016 er kommet til at dele landet i en ekstrem grad. Det hænger sammen med mange års stagnerende lønninger i en stor del af arbejder- og middelklassen, regionale forskelligheder i økonomisk dynamik imellem det sydlige England omkring London og de gamle industriområder i nord og nordøst. Og endelig en hovedløs form for økonomisk udvikling, hvor der er sat for mange lighedstegn imellem en overdimensioneret finanssektors produktion af varm luft og økonomisk fremgang.            Det er ikke problemer, der er forårsaget af EU, og de vil ikke blive løst ved at forlade EU.
At løse disse problemer vil kræve en politisk ledelse, der tager hånd om de stigende sociale problemer og den voksende ulighed i en stor del af det britiske bagland.

 

 

Comments Off on Brexit – have Your Cake and Eat it too

Udenrigspolitik på listefødder

Posted in Amerikansk udenrigspolitik, EU, Uncategorized by Gregers Friisberg on 09/01/2019

EU har sin egen diplomatiske mission i USAs hovedstad Washington. Det har man set som nødvendigt for, at unionen kan være repræsenteret på effektiv vis over for de amerikanske forbundsmyndigheder. Det er der ikke i sig selv noget mærkeligt i.

Men man kan risikere, at det politiseres. Mange vil f.eks. spørge: Hvilken rolle får EU herved, og hvordan italesættes EU i det globale magtspil? Der er en hel teoriretning i International Politik, der ser det internationale spil i høj grad bestemt af, hvordan “virkeligheden tager sig ud” i vore øjne. Når aktørerne agerer sker det ud fra billeder af, hvordan Verden ser ud. Og det vil indebære, at EU “tager sig mere ud” i Verdensbilledet, der er konstrueret, som en enhed – en potentielt supermagt om man vil, mere end som blot en samling af stater.

Der kan også ske “politisering” på andre måder. USA har – uset af de fleste – for ikke så længe siden downgradet EU-missionens akkreditering (diplomatisk “tilmelding”) over for den amerikanske forbundsadministration fra nationsstatus til status som international organisation.  Det ser ud til at vække harme i Europa, idet det ses om en slags “næse” (snub). – Og sådan er det vel også tilsigtet fra Trumpadministrationens side. EU blev ikke engang orienteret om den ændrede status.

Selv om USA og EU/europæiske NATO-medlemmer er allierede, har præsident Trump set EU som i bedste fald en konkurrent, i værste fald en slags fjende. Man erindrer stadig, hvordan forbundskansleren og EU-toppolitikeren Angela Merkel blev “snubbet”  af Trump under sit første besøg i Washington. Det kunne ses som macho-adfærd, men nok også et udtryk for en demonstration af, hvem der er den stærke i det globale væddeløb, USA eller EU/Tyskland.

Man kan også forsøge at være venlig over for Trump og f.eks. se drengestregerne i forbindelse med Merkel-besøget og efterfølgende topmøder som udtryk for manglende erfaring som politiker.
Eller man kan se en form for begrundelse i Trumps nulsums-verdensbillede. Når USA skal gøres Great Again, hænger det i Trump-optikken bl.a. sammen med, at de påstået ulige handelsrelationer, der viser sig i et stort amerikanske betalingsbalanceunderskud over for EU. Det skal der bødes for. Det ses ikke som et resultat af dårligere amerikansk konkurrenceevne, som det kunne være op til USA selv at gøre noget ved igennem.

En tredje mulighed er at se det som en på sæt og vis velplaceret snub.   Og altså i virkeligheden ikke en snub, men en realistisk forholden sig til, hvordan Verden ser ud.  For, som en dansk politiker har formuleret det: “Unionen er stendød”. Og hvorfor skal den så repræsenteres som “nation” i Washington. Det kan være venligt nok at lade den være en “international organisation”.

Sagen er nok, at EU er både det ene og det andet. Og at sige, at EU kun er én af delene, er noget af en tilsnigelse, et udtryk for, at man ikke vil anerkende af denne økonomiske supermagt (og militære og politiske dværg) hører til den virkelighed, man bliver nødt til at forholde sig til.
Det er desværre udtryk for Trumps klodsede tilgang til udenrigspolitik, herunder sine allierede, at han ikke erkender, at virkeligheden er mere kompleks end som umiddelbart givet, og at man ikke altid bare kan verbalkonstruere sig ud af den.

 

Comments Off on Udenrigspolitik på listefødder

Allons Enfants!

Posted in Økonomi, Frankrig, Politisk økonomi by Gregers Friisberg on 09/12/2018

Les Gilets Jaunes – de “gule vestes” oprør. Er det en gentagelse af poujadismen, eller er det en form for græsrodsbevægelse?

Under alle omstændigheder ser man en bevægelse, der i stand til at ryste – ikke alene Frankrig, men også Europa i øvrigt.

Pierre Poujade var en fransk politiker, som satte gang i et oprør imod stigende skatter i 1950’ernes midte.

Det, vi ser nu, er ikke poujadisme. Der er genkendelige træk. Den lille mands oprør imod en overvælgende statsmagts krav om skatter og administrativ regulering. Men poujadisme havde sin rod i små erhvervsdrivende og deres kamp for økonomisk overlevelse. Det gav grobund for en særlig form for populistisk politik.

De “gule vestes oprør er bredere funderet – også selv om det er startet som et oprør imod en økoinspireret forhøjelse af benzin- og dieselafgifter.

Bevægelsen er vanskelig at rubricere efter almindelige politologiske kasser. Normalt er der i et demokratisk politisk system et slags transmissionslag imellem de valgte politikere og vælgerne. Det består af politiske partier, pressionsgrupper og græsrodsbevægelser, som formidler imellem de ledende politikere og folket. Det er væk i dette tilfælde. De gule veste har skåret dette led over og er gået i direkte clinch med magten. Det kan give potentielle risici m.h.t. muligheder for, at den kan blive hijacked af interesser, som ikke umiddelbart er så rare.
Det varede temmelig længe før “Jupiter”, Præsidenten selv, vovede sig ud af sit hi i Elyseepalæet for at sige nogle ord til folket om sagen.

Bevægelsen har i sit udspring været meget tværpolitisk sammensat. Venstre- højredimensionen har ikke kunnet bruges til rubricering af deltagerne. At repræsentanterne for politiske grupperinger og ideologier siden er løbet til og forsøgt at sætte sit præg på bevægelsen, fortolke den og give den retning, rører ikke ved, at den fra start var a-ideologisk.

Aktionerne startede i midten af november 2018 ved at personer fra store dele af den franske provins satte hinanden stævne via Facebook og foranstaltede vejblokeringer ved rundkørsler og vejknudepunkter.
Anledningen kunne synes bagatelagtig – for “eliten” – en ca 50 øres forhøjelse af dieselafgifter for at undgå forurening af diselpartikler og CO2. Men det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Økoskatten vendte fordelingsmæssigt den tunge ende nedad. Det, der var en økoproblematik for de højere magter, var et anslag imod livsformen for mennesker, der var afhængige af at bruge bil til at komme til og fra arbejde i småbyer og mellemstore provinsbyer uden meget offentlig transport.

Diagonalevide

Ifølge den franske geograf Hervé Le Bras kommer en stor del af de aktive i De gule Veste fra det, han kalder den tomme diagonal (Le Diagonal Vide), en diagonal, der går fra Ardennerne i nord til Pyrenæerne i syd, jvf Frankrigskortet ovenover. Det er et område, der igennem nogle årtier er blevet affolket, bl.a. som følge af den globaliserede økonomis måde at allokere befolkning, kapital og ressourcer på efter den økonomiske logik i denne form for økonomisk udvikling. Befolkningstømningen er yderligere forstærket af nedskæringerne på offentlige velfærdsbudgetter, der forsøger at imødekomme den perverse økonomiske logik i den nyliberale globaliseringsdiskurs. I området inden for diagonalen er man blevet afhængig af bilen til transport til og fra arbejde og til de daglige indkøb, hvor der bliver længere og længere imellem megabutikkerne.

Det var dog meget mere end denne afgift på brændstof, der satte gang i gemytterne. Det var protester imod den stigende ulighed i Frankrig, som har været på vej længe, og som præsident Macrons nyliberale reformer har uddybet.

De dygtige og aktive på arbejdsmarkedet skulle have flere incitamenter. Derfor afskaffelse af formueskat og reduktion af skatter på investeringsindkomst og på virksomhederne. Hertil kom et mere “fleksibelt arbejdsmarked” igennem lovindgreb imod fagforeningernes normsættende magt på arbejdsmarkedet.

Det havde måske ikke fået de virkninger for udløsning af aktioner og protester, hvis reformpolitikken var lykkedes, og det franske BNP og indkomsterne var steget markant. Det skete ikke. Godt nok har Frankrig fået lidt del i den økonomiske vækst i euro-zonen de sidste par år, men slet ikke tilstrækkeligt til markant at reducere den fortsat meget høje arbejdsløshed. Og fremgangen i indkomster er højst ulige fordelt. De allerrigeste har fået en uforholdsmæssig stor andel, og de lavere indkomster (herunder “middelklassen”) en ringe del.

Måske som en følge af den særlige politiske kultur i Frankrig er protesterne sat ind her først. Men der er nok ikke noget mærkeligt i, at de ser ud til at brede sig til Belgien og Holland. Hvad skyldes det?

Det er muligt, at den økonomiske politik i euro-zonen kan give en del af baggrunden for det. Den såkaldte “austerity”-politik med vedtagelsen af finanspagten i 2015, der kun giver rum for et underskud på statsbudgetterne på 0,5 pct (“strukturelt” underskud) levner ikke mange frihedsgrader for regeringer, som vil stimulere økonomien og dermed bekæmpe arbejdsløshed v.h.a. offentlige investeringer.
Til gengæld har austeritypolitikken (nedskæringer på offentlige budgetter m.h.p. budgetbalance) ikke givet nævneværdige problemer for de mest konkurrencedygtige euro-zoneøkonomier, f.eks. Tyskland.  Traditionelt har Frankrig kunnet gøre noget ved faldende konkurrenceevne i forhold til Tyskland ved at devaluere franken. Det kan man ikke, når man er med i euro-zonen.

Det er formentlig i denne påtvungne økonomiske stagnation, hvor man er bastet og bundet af den “hårde euro”, der er en væsentlig baggrund for de protester, man ser nu. Og hvis den såkaldte “højkonjunktur” er ved at fade ud, og den stramme økonomiske politik opretholdes, vil man nok komme til at imødese nye, og måske forstærkede protester.

Figur 1: BNP pr indbygger (Internationale $ købekraftsparitet)

BNP Tyskl Frankr

Kilde: Verdensbanken.

Diagrammet ovenover siger det tydeligere end nok så mange ord. Af de to lande er det især Tyskland, der har fået glæde af Euro fort  (“faste og stærke euro”) politikken. Tyskland stryger forbi Frankrig og fortsætter mere og mere i overhalingsbanen,  omtrent lige fra det øjeblik, hvor den fælles euro indføres (omkring 2000). Den franske økonomi har stagneret, og det har ikke hjulpet på det, at man har ført en kynisk “reformpolitik”, der især har begunstiget de højeste indkomster.

Comments Off on Allons Enfants!