Gregers Friisberg

Vil robotterne tage vore jobs?

Posted in Uncategorized by Gregers Friisberg on 02/02/2018

The Guardians økonomiredaktør Larry Elliott synes ikke at være i tvivl. Han har besøgt Seattle, hvor Amazon netop har indrettet en ny butik, og det har gjort et stort indtryk på ham, – og på en anden af avisens reportere.

Og imponerende – eller skræmmende? – ser det ud:

amazongo

En kunde er på vej ind i butikken Amazon Go. Det eneste, hun skal gøre, at at swipe sin phone, hvor hun har downloadet en app til “købeoplevelsen”. Dernæst går hun ind og tager varer ned fra hylderne, hvor sensorer registrerer hendes køb. Det følges også af sensorer og computersystemer installeret i butikkens loft. Kunden slipper for at stå i kø ved kassen. Det kan have sine fordele – ikke mindst for småbørnsforældre, der slipper for frontalangrebet fra oplevelsesudhungrede børn, der i det traditionelle supermared vil tage for sig af de ting, butikkerne stiller i øjenhøjde for børnene lige før kasseapparatet.
Når hun har tilfredsstillet sin powershopping mania, går hun ud igen. 10 minutter senere kommer der en kvittering frem på telefonen, hvor det vises, at pengene er trukket fra hendes konto, og hvad hun har købt.

The Guardians reporter forsøgte at snyde systemet ved hurtigt at tage varer ned fra hylder, sætte dem op igen og skifte ud med andre. Det blev registreret korrekt af systemet, hvad der var blevet købt og taget med ud af butikken. Det kræver altså et minimum af indsats fra shopperens side. – Og det kan føre til et kæmpetab af arbejdspladser i detailsektoren, når denne teknik er implementeret. For det nytter nok ikke meget at kæmpe imod, som journalisten bemærker. Det har tidligere forsøg på at modsætte sig teknologisk fornyelse vist. Det være sig de velkendte Luddites, der kæmpede imod dampdrevne spinderimaskiner for længe siden i England, eller typograferne på aviser rundt omkring. Den teknologiske fornyelse kom før eller siden.

Samtidig kan man dog konstatere, at forudsigelser om ringere samlet beskæftigelse gang på gang er blevet gjort til skamme. De forsvundne jobs er blevet erstattet af andre. Det sker bl.a. igennem den såkaldte Keynes-effekt: Realindkomsterne stiger, når det bliver muligt at producere varer og serviceydelser billigere, og dermed stiger den samlede efterspørgsel og produktionen på andre områder.

Der er dog økonomer, der mener, at det denne gang kan gå hen og udvikle sig anderledes. Dels er denne 4. industrielle revolution mere teknologisk gennemgribende, fordi maskin- og computersystemerne får indbygget “kunstig intelligens”, og de dermed får selvforstærkende automatiseringsvirkninger, idet systemerne jo selv kan bruge indvundne erfaringer til at blive mere produktive og effektive. Dels ser den kapitalistiske markedsmodel i dens globalkapitalistiske udformning ud til at give stigende ulighed, en ulighed, der kan modvirke den omtalte Keynes-effekt (realindkomsterne stiger kun, eller mest, for de højere lag i indkomstfordelingen, som ikke har samme forbrugstilbøjelighed som de fattigere lag).

Den nye teknologi med Internet-of-things, hvor maskinerne kommunikerer indbyrdes, kan føre til store muligheder for overvågning.
Forbrugernes adfærd kan registreres og kortlægges på alle mulige måder. Og de virksomheder (Amazon, Google, Facebook m.fl.), der bliver bedst til at samle enorme mængder af data sammen, får store fordele i konkurrencen. Derfor kan der da også være meget fordel i at gøre dem til public utilities (offentlige servicevirksomheder), i stedet for, at de er private virksomheder, idet det så vil blive reguleret og stillet til rådighed for alle aktører på markedet. Men her er problemet, at der ikke er nogen fælles statsmagt oven over nationalstaterne, som vil kunne udfylde denne rolle. Men kunne det lade sig gøre via et mere intensiveret samarbejde internationalt, f.eks. i FN-regi?

Men paradoksalt er det vel egentlig, at man skal have så negativt syn på muligheden for at blive fri for arbejdets tyranni. Den nye teknologi giver mulighed for nedsættelse af arbejdstiden. Når vi ikke ser det som en mulighed, hænger det sammen med, at vi er fanget ind af den dominerende opfattelse af, at vi skal konkurrere med andre nationer. Derfor strammer vi balderne og lægger os i selen for at holde føringen i forhold til indere og kinesere. Der er tale om fremmedgørende virkninger af markedsrelationerne, som man kunne frigøre sig fra. Som en kendt filosof formulerede det for lang tid siden:
Med fremmedgørelsens ophævelse…..

 regulerer samfundet den almindelige produktion og gør det netop derved muligt for mig at gøre dette i dag, noget andet i morgen, at gå på jagt om morgenen, fiske om eftermiddagen, beskæftige mig med kvægavl om aftenen, kritisere oven på middagen, netop hvad jeg har lyst til, uden nogen sinde at blive jæger, fisker, hyrde eller kritiker. Dette at vi gror fast i en social virksomhed, at vort eget produkt konsoliderer sig til en tinglig magt over os, som vokser ud af vor kontrol, gennemkrydser vore forventninger, tilintetgør vore beregninger, er et af hovedmomenterne i den hidtidige historiske udvikling (Den tyske Ideologi)

Det kan nok virke lidt utopisk på mange. Men mindre kunne også indebære betydelige fremskridt i forhold til den nuværende laden-stå-til, hvor IT-giganterne under foregivelse af varetagelse af almene og fælles interesser, sætter sig mere og mere på en teknik, der burde komme alle til gode.

 

 

Advertisements

A Borderline Case?

Posted in USA by Gregers Friisberg on 07/01/2018

Personer med borderline har, som det også er tilfældet med personer med andre former for personlighedsforstyrrelser, en adfærd og oplevelsesmåde, som afviger fra det forventede og accepterede i vores kultur. Adfærden og måden at opfatte virkeligheden på er uhensigtsmæssig i personlige og sociale situationer og vil have negative konsekvenser for individet selv og omgivelserne. Der findes mange forskellige kombinationer af symptomer, men borderline kan fx være præget af ustabilt humør og usikker selvopfattelse samt en tomhedsfølelse. (Psykiatrifonden)

Det ser ud som om, den amerikanske præsidents tweets bliver vildere og vildere. Nogle af de seneste har rejst en debat i USA, om Trump har “lost it” (som forfatteren til bogen Fire and Fury har sagt)?, dvs på godt gammelt dansk “gået fra snøvsen”, altså har overskredet grænsen til det psykotiske. Det er bl.a. tweets som nedenstående, der kunne lægge op til det:

trumptweetjan18

Man kan vælge at se det fra den humoristiske side. Og så ligner det jo to umodne drenge, der står og sammenligner: “Min er større end din”.

Man kan også, som Carol Cohn gør i New York Times, underkaste det en feministisk diskursanalyse, og så når hun frem til, at det er en farlig sammenblanding af maskulinitet og missiler:

……with his fragile ego and his particularly obsessive concern with his reputation for manliness — may have brought these dynamics to the surface, but they have been there all along, if in less crude and lurid ways. (“med hans skrøbelige ego og hans specielt tvangsmæssige optagethed af sit omdømme for mandighed – kan disse dynamikker være kommet op på overfladen, men de har været der hele tiden, omend i mindre grove og skumle former”)

Er personligheden “winding down”, altså i en slags frit fald til et oprindeligt infantilt stadium, som iagttagere har været inde på?

Michael Wolff, forfatter til Fire and Fury, beretning fra iagttagelser og interviews i Det hvide Hus, skriver, at præsidenten er at sammenligne med en ni-årig: Det drejer sig om øjeblikkelig tilfredsstillelse (instant gratification). Og hvis det ikke opnås, frustreres man og man skynder sig videre til noget andet, der bedre imødekommer det narcissistiske behov for anerkendelse.  Udenrigsminister Rex Tillerson, der i et udbrud skulle have kaldt præsidenten for a moron (en idiot) afviser dog, at han ligefrem er psykotisk.
En anden hypoteser går på, at de mange besynderligheder, der udfoldes i tweetsene er udtryk for en prøven-grænser-af, altså en slags infantilisme, der dog ikke er det samme som et mentalt sammenbrud eller borderline-adfærd.

Når der spørges til intellektuelle evner til at bestride det krævende job som præsident, henviser præsidenten i en tweet til, at han er et “stabilt geni” (a stable genius). Det er måske igen et forsøg på at være morsom!  Begrundelsen skulle ellers angiveligt være, at han er kommet igennem en collegeuddannelse (i lighed med 30-40 pct af amerikanerne!), og at han har bygget en milliardforretning op!

Det er imidlertid netop denne “business-mind”, og den måde en sådan variant af “business-mind” opererer på, der gør, at man må betvivle evnerne til at udføre et job som USA’s præsident. Kig engang på de to øvrige tweets ovenover. På basis af en total mangel på kendskab til historikken og generel viden om, hvad konflikterne i Palæstina egentlig drejer sig om, konkluderer Trump, at man må tage den amerikanske u-landsbistand af bordet, fordi palæstinenserne angiveligt ikke har kunnet blive trukket til forhandlingsbordet.
Løsning af internationale konflikter sammenlignes med indgåelsen af en forretningsaftale, hvor det forventes, at blot betalingen er stor nok, må en aftale kunne indgås. Der er ingen sans for kompleksiteten i en international konflikt som den, der udfolder sig i Palæstina og Mellemøsten. Med sin anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad har Trump valgt side i den palæstinensisk-israelske konflikt. Og det har gjort det mangefold vanskeligere for USA at indtræde i en neutral mæglerrolle.
Man kan næsten se en bekræftelse på nogle af påstandene i Fire and Fury om, at præsidenten ikke læser ret meget, men får de fleste af sine informationer fra overfladisk TV-kigning på Fox News og andre, endnu mere tvivlsomme informationskanaler.

Derudover må man selvfølgelig sige, at Wolffs beretninger skal underkastes kritisk granskning. Den form for reportager er ofte præget af beretterens forudfattede meninger, og materialet, der bringes videre, vil tilsvarende være bestemt af dette.

Men præsidentens tweets taler unægtelig for sig selv.

En del af Trumps selvros kører omkring de påståede økonomiske resultater. Han skriver bl.a. i en tweet 5.jan. 18:

Dow goes from 18,589 on November 9, 2016, to 25,075 today, for a new all-time Record. Jumped 1000 points in last 5 weeks, Record fastest 1000 point move in history. This is all about the Make America Great Again agenda! Jobs, Jobs, Jobs. Six trillion dollars in value created!

Dow Jones er som bekendt det traditionelt ledende amerikanske aktieindeks (30 af de mest handlede aktier i Wall Street). At det er steget med 6000 mia$, tages som udtryk for jobskabelse og en “værdi”, der er skabt. Det er imidlertid “værdi”, der kan forsvinde fra den ene time til den anden.
Det kan lige så vel være udtryk for en aktieboble, som der går hul på på et tidspunkt – med alvorlige konsekvenser for ikke alene USAs økonomi, men for Verdensøkonomien. Det har ikke meget med Make America Great Again!, men måske snarere Make America economically explosive again! – lidt som i 1929  og september 2008 hvor den varme, tomme luft fra indholdsløse penge var med til at udløse økonomiske kriser.

We want a real leader – 
Not a Creepy Tweeter!

råbte unge demonstranter i gaderne efter Trumps indsættelse som præsident.

Trumps folk har forklaret de mange besynderlige tweets med, at præsidenten ønsker at gå udenom de filtre, der omgiver de traditionelle medier. Han udnytter mulighederne for at kommunikere direkte til det amerikanske folk  –  og resten af Verden, for den sags skyld.

Men indtil videre er denne glimrende mulighed blevet forspildt til fordel for, at man uforvarende er kommet til at udvikle “the best and funniest show in town”. Men det er knap so sjovt, når udløsningsknappen til et evt. atomragnarok skal indgå i et traditionelt macho-sammenligningsspil, hvor Trump kan berolige sig og sine compatriots med, at de sidder øverst på ophobningen af amerikansk teknologisk og økonomisk magt, – og derfor relativt let vil kunne udradere dette “depleted and poor country”, som hans rådgivere åbenbart har belært ham om i et af introkurserne i elementær samfundskundskab i Det hvide Hus.

 

Comments Off on A Borderline Case?

Demokratiets vagthund

Posted in 4. statsmagt, Demokrati, Frankrig by Gregers Friisberg on 04/01/2018

Den traditionelle statskundskabsteori om mediernes rolle i demokratiet er under skud disse år. Ifølge denne teori er medierne demokratiets vagthund, som råber op, når magten misbruges. Medierne beskrives som dagsordenssættende, dvs de har en rolle m.h.t. , hvad der er vigtigt at tage op i offentligheden. Og de beskrives som “den fjerde statsmagt” – udover den lovgivende, udøvende og dømmende, fordi medierne får magt igennem formuleringen af den interessante dagsorden for debatten og for ny lovgivning, og fordi de tvinger politikerne til at kommunikere til vælgerne på bestemte måder.

De sociale medier er i gang med at sætte ny rammer for mediernes funktion. De traditionelle medier er på tilbagetog. Det gælder de trykte aviser og TV-nyhedsmedier, som har svært ved at fange den unge generations opmærksomhed. En stigende andel af befolkningen stiller sig tilfreds med nyheds-titbits fra deres Facebook- og Twittergfeeds, eller fra nye, utiltalende online-medier. Fake news kan rejse shitstorms, der kan få selv garvede politikere til at smide tøjlerne og opgive den politiske kamp. Og ofte må rutinerede politikere give op over for nye populistiske politikere, der har en mere sikker adgang til at bruge de nye medier. Det så man f.eks. under den amerikanske valgkamp, hvor reality-TV værten Donald Trump kunne feje sine republikanske modstandere af banen og køre hele vejen op til præsidentembedet igennem en valgkamp, hvor arsenalet af nye medier blev udnyttet effektivt.

Der er reageret forskelligt på denne udvikling rundt omkring i Verden. Et af de nye, opsigtsvækkende initiativer, er det den franske præsident Emmanuel Macron tog den 3. januar, hvor han annoncerede fremlæggelsen af ny lovgivning imod fake news i valgkampsperioder. Den nye lov skal ifølge forslaget indeholde krav om mere gennemsigtighed om sponsoreret indhold. Man skal kunne se, hvem der finansierer indhold. Og der skal lægges loft over den mulige finansiering fra disse kilder. Statens kontrolmyndigheder skal udstyres med muligheder for at kræve indhold fjernet – og endda have mulighed for at kunne blokere et website.
“Hvis vi skal kunne beskyttet det liberale demokrati, må vi være stærke og have klare regler”,  udtalte Macron ved fremlæggelsen af initiativet.

Det er opsigtsvækkende – og en noget modsigelsesfyldt erklæring, for de gode intentioner til trods, må man stille spørgsmålet: Hvem skal definere, hvad der er “fake”, og hvad der må accepteres som indlæg i en debat om politik op til en valgkamp?
Macron kan åbenbart godt selv se problemet, for han foreslår samtidig, at man kan lade sig inspirere af en procedure, som organisationen Reporters sans frontieres (“Journalister uden Grænser”) har sat i gang, hvor de laver en slags anerkendelses- eller certificeringsordning for sociale mediers nyhedsorganer.  Det er måske et organ, man kunne have en vis tillid til, men om det løser problemet er noget usikkert.

Macrons interesse i at stække de sociale medier under valgkampe har også en baggrund i hans egne erfaringer under den franske præsidentvalgkamp i 2017, hvor de russiske stationer RT og Sputnik angiveligt blandede sig med løgnagtige nyheder og kampagner.

Macron blev endvidere udsat for “nyhedshistorier” under valgkampen om påståede konti i skattely. National Front lederen Marine Le Pen refererede historier om hans placering af midler i offshore konti på Bahamas, en sag, han satte advokater på, fordi det angiveligt var pure opspind. Rygterne cirkulerede en masse på Nettet via tusindevis af sociale medie-konti i timer før den afgørende TV-duel mellem Macron og Le Pen. Der blev også rundsendt forfalskede dokumenter, der skulle bevise Macrons deltagelse i uhyrlighederne. Blandt de fantasifulde tiltag var website, der var bygget op og lay-outed som den respekterede belgiske avis Le Soir (Aftenbladet), som “rapporterede”, at Saudiske pengekilder finansierede Macrons kampagne. Le Soir tog afstand fra sagen og sagde, de intet havde med disse interessante “nyheder” at gøre.

Hvad der skete under den franske præsidentvalgkamp er beskrevet som et lærebogseksempel på, hvor galt det kan gå. Det illustrerer, hvor naiv den traditionelle opfattelse af mediernes rolle i det parlamentariske demokrati (jvf ovenfor) er. De nye medier har skabt en karikatur af vagthunderollen. Vagthunden er kommet til at lide af en farlig form for hundegalskab, der gør dens bid samfundsnedbrydende i alvorlig grad. Spørgsmålet er blot, om den franske reaktion er den mest relevante måde at reagere på. Man kan frygte, den vil kunne nedbryde forudsætningerne for demokratiet på andre måder. Efter Macrons og La France En Marches valgsejr i foråret 2017 er der koncentreret meget magt i den i forvejen meget stærke franske statsmagt. Præsidenten sidder ikke alene på en stærk præsidentiel magtposition. Han har også i dette tilfælde absolut flertal i den franske nationalforsamling.

Comments Off on Demokratiets vagthund

Præsidentiel “stil”

Posted in Amerikansk udenrigspolitik, USA by Gregers Friisberg on 29/12/2017

Den ekstraordinære kulde, som det nordøstlige USA oplever disse dage, har fremkaldt nye lyriske udbrud på den presidentielle tweet fra Det hvide Hus:
trumptweet
Som sædvanlig en præsident in poor style.  Han er tilsyneladende uvidende om, at en periode med koldt vejr kan være mulig, selv om der er en global opvarmning i gang. Det sidste vedrører dybereliggende og længerevarende klimatiske ændringer, og det kan ske samtidig med perioder i det daglige vejrlig, hvor det er koldt.
Men det er også tænkeligt, at tweeten mere skal ses som et udslag af den særlige fandenivoldske stil, Donald Trump har gjort til sit adelsmærke: At vise Verden, at han tør udfordre med provokerende bemærkninger – og provokerende politik!

Populister er kendt for at turde kalde en spade for en spade. No nonsense politik for baglandet! Det er realpolitik – og burde som sådan kunne være befriende. Det er imidlertid ikke rart, når det er Verdens dominerende magt, der optræder på den internationale scene på den måde.

Dybere set er det dårlig interessevaretagelse for USA. Og det er langt fra at gøre America Great again! Snarere tværtimod. Amerikansk økonomi forsinkes i den nødvendige omstilling til en mere grøn økonomi. Man holder fast i fossil energi i en blind tro på, at denne energi giver arbejdspladser. Hvad den måske gør på det korte sigt, men ikke på det længere sigt.

Der er en forurettet tone: “Our country, but not other countries, was going to pay TRILLIONS of dollars to protect against”.  Ejendomsspekulanten vil have fuld valuta for pengene. Men det er ikke sådan, internationalt samarbejde virker! Ulande, og de såkaldte emerging economies, har berettigede krav om, at det også er deres tur til at få en industriel udvikling i gang, så de kan komme op på de rige, vestlige landes niveau.

Det er desværre helt i tråd med Trumps politik i øvrigt, f.eks. den nylige anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad.
Efterfølgende skal FN straffes med trusler om indeholdelse af amerikansk kontingent, fordi Generalforsamlingen med overvældende flertal tog afstand fra anerkendelsen. Som jo ret beset er imod folkeretten, idet FN med beslutningerne i 1947-48 gav Jerusalem status af international by – med lige ret for palæstinensere og israelere.

“That good old Global Warming”!  –  Med sin latterliggørelse af FNs klimapolitik isolerer USA sig yderligere.

 

 

Comments Off on Præsidentiel “stil”

Catalonien

Posted in Latino by Gregers Friisberg on 22/12/2017

Valget den 21.12. til Cataloniens lokalparlament gav det næsten værst tænkelige resultat. Det kan fortolkes både som en sejr for selvstændighed/separatisterne og for tilhængerne af fortsat union med Spanien. De første fik et flertal af pladserne i Cataloniens parllament, de sidste fik flest stemmer:

Valgresultat 21.12.:
cataluna1

Kilde: El Pais. ERC: Det traditionelle republikanske uafhængighedsparti. Har traditionelt nydt godt af, at en stor del af katalanerne forbinder uafhængighed med muligheden for at frigøre sig fra det spanske monarki – og altså få en republik i stedet. CUP: Venstreorienteret frihedsparti. Juntsxcat: Junts per Cataluna. Catcomu: Sammen om Catalonien (Podemosborgmesters lokalparti, som ikke vil tage stilling for den ene eller anden lejr). PSC: Partido Socialista de Cataluna: Lokalvariant af PSOE, det socialdemokratiske spanske socialistparti. PP: Partido Popular: Det konservative spanske parti, fik historisk dårligt valg.

 

Uafhængighedstilhængere i venstre side ovenover. Puigdemonts parti Juntsxcat fik 34 mandater (“Independentistats”). Men det største parti blev Ciudadans (CS), et midterparti udgået af de folkelige bevægelser for fornyelse af Spaniens demokrati de senere år. De fik 37 mandater. De catalanske socialister (PSC) fik 17. Det mest glødende separatistiske parti, CUP (Candidatura de Unidad Popular),  blev tungen på vægtskålen.
Der kan altså teoretisk set dannes en flertalsregering af tilhængere af fuld uafhængighed. Problemet er bare, at lederen af det hele, – eller af det største af uafhængighedspartierne, Puigdemont, befinder sig i udlandet og ikke har lyst til at vende hjem, fordi der er udstedt en arrestordre på ham.

Den noget kluntede konservative premierminister Mariano Rajoy har kørt den hårde linje over for uafhængighedsbevægelsen. Og det ser ikke ud til, at han har tænkt sig at bløde op på det. Han har tilbudt forhandlinger,  – på et legalitetens grundlag.

Målt i stemmer (søjlen til venstre) har unionstilhængerne flertal. Med godt 52 pct af de afgivne stemmer. Det hænger sammen med demografi og valgkredsinddeling. Man kan se, at der er flere unionstilhængere i storbyerne end ude i provinsen og på landet:

cataluna2
Kilde: El Pais. Man kan f.eks. se, at i Barcelona får uafhængighedstilhængerne (Independentistas) kun 44 pct, og resten går til no independentistas.

Det i sig selv burde afholde en eventuel uafhængighedsregering fra at erklære uafhængighed. Det ville ikke være særlig demokratisk, at en meget lille majoritet – eller minoritet målt i stemmer –  kører hen over et lille flertal af vælgeres ønsker. Det er heller ikke godt at vide, om den spanske centralregering i Madrid igen vil sende politi og specialstyrker af sted for med alle midler at banke de genstridige katalanere på plads. Det ville igen kunne få situationen til at gå i hårdknude. Der er ikke andet for, end at parterne må til forhandlingsbordet og få start i en ændring af den spanske forfatning, der evt. omdanner landet til en forbundsstat med flere muligheder for mere udstrakt selvstyre.

Den catalanske nationalisme er blevet sammenlignet med andre auafhængighedsbevægelser og fremblomstrende regionalisme i Europa, og man taler om, at en evt. succes for dens politiske projekt vil føre til en opblomstring af “nationalismer” og regionale bevægelser, ikke alene i Europa, men også i dele af Mellemøsten (kurderne).
Det er der nok lidt om kan ske. Men bortset fra det, så er den katalanske nationalisme unik. Det er en unik kultur, der har rødder århundreder tilbage, hvor Barcelona var hjemsted for en blomstrende økonomi med vidtstrakte forbindelser ud  i Middelhavsområdet. På sin vis var det mere naturligt at handle den vej end ind i de uvejsomme bjergområder i Spanien. Under den spanske borgerkrig i 1930’erne var regionen hjemsted for republikanske og anarkistiske samfundseksperimenter – i opposition til kongemagt og kirke i det øvrige Spanien, og ikke mindst i opposition til spansk fascisme, repræsenteret af General Franco.
Da Franco kom til magten, blev den katalanske nationalisme og særlige kultur og samfundsform slået ned med hård hånd. Om det så var sproget, blev det forbudt. Mariano Rajoys måde at slå uafhængighedsbevægelsens og lokalparlamentets politik ned på, bl.a. med påkaldelse af artikel 155 i den spanske forfatning og arrestationer og rettergange imod lokalpolitikere, påkalder hos katalanerne mindelser om Frankoperioden. Et af resultaterne er valgresultatet for Partido Popular (PP).

Noget af det interessante nye i udviklingen er valgresultatet for Barcelona, jvf ovenfor. Barcelona har igennem de seneste årtier udviklet sig til en globaliseret metropolstorby med en ret blomstrende økonomi og tilgang af arbejdskraft udefra, både fra det øvrige Spanien og fra udlandet. En meget stor del af denne nye befolkning er ofte mere spansksindet end katalansktænkende. Det er måske også derfor, man fornemmer en vis desperation i den stærke katalanske nationalfølelse. Det er nu eller aldrig.

 

Min baggrund for at skrive om disse ting er bl.a. , at jeg sammen med Per Werge har skrevet bogen Catalonien – vil selv:

Catvilselv

 

 

Comments Off on Catalonien

GOP skattereform (2): Smide benzin på et bål, der allerede brænder lystigt.

Posted in Økonomi, USA by Gregers Friisberg on 17/12/2017

GOP står, som de fleste bekendt, for Grand Old Party, Republikanerne. Det ser nu ud til, at den store skattereform kan blive vedtaget. Medlemmerne af de to kamres Joint Committee underskrev den endelige version af loven i fredags. Og den kan nu komme til afstemning for endelig vedtagelse i både Repræsentanternes Hus og Senatet. Skønt Republianerne har et spinkelt flertal på 52-48 (den nyvalgte Demokrat fra Alabama tiltræder forst den 1.1.), så kan der alligevel opstå tvivl, idet to af de ældste senatorer McCain fra Arizona og Cochran fra Mississippi ikke er ved helt godt helbred, og måske derfor ikke når at deltage i afstemningen.

Trump er sejrssikker:  “I think we could go to 4%, 5% or even 6%, ultimately,” the president said. “We are back. We are really going to start to rock.”

En vækst på 4 pct blev nævnt som en mulighed allerede under præsidentvalgkampen. Nu antages den måske at kunne nå 6 pct. Hvad der vil være uhørt i en tid, hvor mindre årgange er på vej ud på arbejdsmarkedet, og man vil stoppe for indvandring/arbejdskraft fra udlandet.

Det er også et superoverdrevent vækstscenarie i betragtning af, at den amerikanske økonomi i forvejen er stærkt på vej til at nærme sig sin kapacitetsgrænse. Arbejdsløsheden er ved at være så lav, at det kan begynde at knibe med at få arbejdskraft nok til en større udvidelse af produktionen. Det kan tænkes, at det i stedet bliver importen, der øges. Det er ikke godt for et handelsbalanceunderskud, der i forvejen er alt for højt.

US18oek
Kilde: The Economist, 16.12.17. GDP: BNP. Annualised: På årsbasis.

Som man kan se af figuren, er det en mindre del af efterspørgselsvæksten, der kommer fra investeringer og eksport. Der kommer derimod meget fra det private forbrug.

us18oek2

Man plejer at sige, at i den situation vil der komme et opadgående pres på lønningerne. Arbejdsgiverne vil byde lønnen op i et forsøg på at få arbejdskraft. Det kan sætte gang i inflationen. Det er en velkendt, ja nærmest fortærsket økonomisk sammenhæng, der i fagjargon går under betegnelsen Phillips-kurven (faldende arbejdsløshed fører til stigende priser). Der er økonomer, der har forklaret den svagere Phillipskurvesammenhæng med, at den store pool af billig arbejdskraft, som den åbne globalisering har ført med sig, presser lønningerne i den vestlige verden, specielt lønninger for arbejdere og middelklasse. Det kan der nok være noget om. Hertil kommer fagforeningernes svækkede magt som følge af lavere organiseringsgrad, lovindgreb, den nyliberale diskurs’ sejr og de store virksomheders større indflydelse på løndannelsen.

En medvirkende faktor er også de mange billige varer og tjenesteydelser, som de indiske og kinesiske, m.fl. eksportoffensiver på Verdensmarkedet har ført med sig. Lønmodtagerne i Vesten har fået mere for deres løn ved indkøb i Wal-Mart, Ikea, Jysk Sengetøj o.lign., der importerer i stor stil fra de globale markeder.

Men man må dog nok stadig formode, at prispresset melder sig på et tidspunkt. Olieprisen er begyndt at stige, og de fossile brændsler udgør stadig langt størsteparten af energiforsyningen i de rige lande.

Derfor vil det være ret begrænset, hvor længe Trump får at nyde sin rocken med båden. Der er også stor risiko for, at den kæntrer. Der er for øjeblikket gang i en – ikke løninflation – men inflation i investeringsaktiver som aktier og ejerboliger. Der har i længere tid været spekulative bobler på vej på aktivmarkederne. Derfor kan der også være en umiddelbar risiko for, at det udvikler sig til en ny recession.

Reformerne er de mest vidtgående siden 1986: …………. (it) marks the most substantial redrawing of taxation in America since Ronald Reagan’s 1986 tax cuts. It would slash the tax burden on corporations from 35% to 21%, and the top level of individual taxes from 39.6% to 37%.
Det er paradoksalt, at skattereformen ventes at føre til en stærk stigning i den amerikanske stats gæld, og at Republikanerne selv var langt fremme i skoene m.h.t. at kritisere Barack Obama administrationen for at føre uansvarlig finanspolitik.

 

 

 

Comments Off on GOP skattereform (2): Smide benzin på et bål, der allerede brænder lystigt.

Trumps sejrrige skattepolitik

Posted in USA by Gregers Friisberg on 03/12/2017

Trumps skatteforslag er – med forskellige ændringer og varianter – nu vedtaget i Den amerikanske Kongres. Den er vedtaget af Republikanerne i både Senatet (med 51 ctr 49) stemmer og Repræsentanternes Hus (House). Der tilbagestår nu udarbejdelsen af et fælles forslag, der kan sendes til præsidenten til underskrift.

I en analyse af lovgivningsprocessen beskriver bladet The New Yorker det som en “parodi på en lovgivningsproces”. Loven er hastet igennem på få uger og i løbet af den afsluttende nats debat, og med sider i den trykte tekst, hvor der er tilføjet håndskrevne notater, som bl.a. er kommet ind som sidste-øjebliks rettelser, der skal imødekomme nogle republikanske “tvivlere”, ofte af konservativ observans (Steve Daines fra Montana og Ron Johnson fra Wisconsin). Angiveligt for at hjælpe ejere af småvirksomheder, er der tilføjet regler om såkaldt pass-through indkomst. For at undgå dobbeltbeskatning kan overskud i virksomheder overføres direkte til ejerne, hvad der gør det muligt at reducere marginalskatten for disse fra 39,6 pct til under 30 pct. Den rigeste ene procent af skatteyderne, der ifølge bladet modtager over halvdelen af den pass-through indkomst, der genereres i den amerikanske økonomi, er derved blevet begunstiget endnu mere end i de oprindelige skatteforslag. Det gælder bl.a. Donald Trump, der “ejer i dusinvis” af sådanne foretagender.

Senatsplanen beholder de nuværende skattetrin, men nedbringer  nedsætter satserne. Forslaget indebærer, at man går tilbage til de nuværende satser i 2025, idet formålet jo er stimulans til økonomien:

 

Indkomst skattesatser Indkomst niveauer for enlige og par:
Nuværende satser Senatets forslag Enlige Gift-Fælles
10% 10% $0-$9,524 $0-$19,049
15% 12% $9,525-$38,699 $19,050-$77,399
25% 22.5% $38,700-$59,999 $77,400-$119,999
25% – 28% 25% $60,000-$169,999 $120,000-$389,999
33% 32.5% $170,000-$199,999 $390,000-$449,999
33% – 35% 35% $200,000-$499,999 $450,000-$999,999
39.6% 38.5% $500,000+ $1M+

 

Repræsentanternes Hus’ forslag reducerer antallet af skattetrin til fire og sænker 3 satser:

 

Indkomstskattesatser Indkomst niveauer for enlige og par::
Nuværende satser Repræsentanternes Hus’

forslag

Enlige Gift/Fælles
10-15% 12% $0-$44,999 $0-$89,999
25-28% 25% $45,000-$199,999 $90,000-$259,999
28-39.6% 35% $200,000-$499,999 $260,000-$999,999
39.6% 39.6% $500,000+ $1M+
Planen indebærer fjernelse af en række fradrag. Dog opretholdes fradrag for velgørenhed, prioritetsrenter, ejendomsskatter og pensionsindbetalinger.

Selskabsskatten nedsættes fra 35 pct til 20 pct. Det kan lyde dramatisk – og er det forsåvidt også, især med henblik på signalværdien. I forvejen betaler mane virksomheder ikke meget mere end 15 pct i selskabsskat (skat af virksomhedsoverskud), idet afskrivningsregler, fradragsmuligheder og skattetænkning i forvejen giver store muligheder for nedbringelse af de faktiske selskabsskatter.

Det er sandsynligt, at forslagene vil gå igennem med mindre ændringer. Det er en betydelig politisk sejr for Donald Trump. Ovenpå fiaskoen med afvikling af Obamacare får han endelig et betydeligt reformforslag igennem Kongressen.

De sociale virkninger kan blive betydelige. Der gives især lettelser til virksomheder og de velstående. Det vil derfor kunne øge uligheden i det amerikanske samfund betydeligt. Det kan booste privatforbruget. Og det er næppe det, USA har behov for. Der er tværtimod behov for investeringer i Uddannelse, sundhed og infrastruktur, herunder ikke mindst energiomstilling.

De økonomiske virkninger kan blive omfattende, især med hensyn til forøgelse af USA’s i forvejen meget store statsgæld. De optimistiske forventninger til dynamiske effekter i form af øget økonomisk vækst, vil formentlig kun komme til at virke i begrænset omfang. USA ligger i forvejen pt på kapacitetsgrænsen for, hvor meget økonomien kan udvide,  – specielt også p.g.a. Trumps indvandringspolitik (sværere at få udenlandsk arbejdskraft, der kunne udfylde de ledige positioner på arbejdsmarkedet).
Derfor vil den lempede skattepolitik kunne få inflationære virkninger og dermed påvirke konkurrenceevnen negativt. Så måske vil USA’s i forvejen store betalingsbalanceunderskud stige p.g.a. stigende import.

 

Comments Off on Trumps sejrrige skattepolitik

Følg pengene? – Bliver USA rigere af skattenedsættelser?

Posted in USA by Gregers Friisberg on 17/10/2017

Er det virkelig så simpelt, når man skal forklare, hvorfor Kongressen vil bevilge enorme skattelettelser til de rigeste i USA?

Det er i hvert fald, hvad senator Bernie Sanders hævder i en artikel i The Guardian 

Opinionsundersøgelse efter opinionsundersøgelse fortæller os, at det overvældende flertal af amerikanere ikke ønsker, at Kongressen skal beskære Medicare eller Medicaid, og de ønsker ikke at give skattenedsættelser til de rige eller til store virksomheder. ….

Hvorfor kommer med Republikanerne med et sådant absurd budget, som – i næsten enhver henseende  –  er diametralt modsat, hvad det amerikanske folk vil?
    Svaret er ikke svært. Følg pengene. 
    I dag har vi et korrupt valgkampagnefinansieringssystem, som sætter multimillionærer, sammen med nogle af de mest magtfulde topdirektører i USA, i stand til at bidrage med i hundredevis af millioner af dollars til valg af republikanske kandidater, som giver dem mulighed for at få deres synspunkter frem. Derved er den rigeste 1 pct blevet i stand til at sætte det politiske system op, så det favoriserer dem på bekostning af stort set alle andre. Et par eksempler:
    Det republikanske budget (for 2018) vil – hvis vedtaget – give den rigeste familie i USA, Waltonfamilien fra Walmart, en skattenedsættelse på op til 52 mia $ ved at fjerne ejendomsskatten (estate tax) – en skat, der kun gælder for mangemillionærer og milliardærer.  Men hvis du er en ældre medborger på lav indkomst, så vil du og 700.000 andre familier ikke være i stand til at holde varmen til vinter p.g.a. en beskæring på omkring 4 mia $ på varmepengebidraget  (the Low Income Home Energy Assistance Program.).
    ….. Hvis du tilhører den næstrigeste familie i USA, Koch brødrene, så vil du se en skattenedsættelse på op til 33 mia$. Men hvis du omvendt er en studerende fra arbejderklassen, der prøver at finde ud af, hvordan du overhovedet kan få en collegeuddannelse, så vil denne din drøm fordufte sammen med 8 mio andre studerendes drømme, p.g.a. beskæring på mere end 100 mia$ i Pell Grants og andre studiefinansieringsprogrammer.

Man må formode, at Bernie Sanders har ret i denne opgørelse. En amerikansk senator råder over eget sekretariat til fremskaffelse af dokumentation. Og det ville være katastrofalt for ham, hvis han blev taget i at lade sine medarbejdere producere fake news. Man behøver dog ikke gå længere end til en artikel i Forbes Magazine for at finde samme oplysninger.

Hvad er den egentlige forklaring på, at man fremlægger sådanne forslag, som et flertal af befolkningen har udtrykt i meningsmålinger at være klart imod? Der er ikke så lang tid til næste midtvejsvalg i 2018, hvor Repræsentanterne i Repræsentanternes Hus og 1/3 af Senatet er på valg?

Det minder måske lidt om den måde, hvorpå Liberal Alliance, CEPOS og andre økonomiske tænketanke, inklusive nogle officielle økonomiske computersimuleringsprogrammer har villet overbevise den danske befolkning om gavnligheden af topskattelettelser. Det påstås at skabe incitamenter, som øger den økonomiske dynamik, så det vil frembringe en vækst i  BNP, som vil stille alle bedre. Og altså medføre, at skattelettelsen bliver selvfinansierende.

Problemet med denne argumentation er, at den aldrig er blevet overbevisende empirisk dokumenteret.
Tværtimod har økonomer påvist, at der er en klar modtendens: Når folks indkomster stiger, vil de konvertere arbejdstid til fritid, fordi fritid har større “forbrugsværdi” for dem end de materielle goder, der kan erhverves med den kolde indkomstforøgelse. Det er imidlertid argumenter, der meget sjældent trækkes frem i debatten.

Ifølge The National Bureau of Economic Research (NBER) tyder data, de (Romer and Romer) har undersøgt (for mellemkrigsperioden), på, at virkningen af en nedsættelse af marginalskatterne på 1 pct er en 0,2 pct forøgelse i den skattepligtige indkomst i en senere periode.
Den beskrives som signifikant, men af begrænset størrelse. Den ligger lidt under, hvad undersøgelser for perioden efter II. Verdenskrig skulle vise: “Denne elasticitet er lavere, end hvad de fleste sammenlignelige studier, der bruger efterkrigsdata, finder, specielt for højere indkomster.”

De langsigtede effekter ses også som værende begrænsede. Hertil kommer, at dataene for mellemkrigsperioden ses som målt mere præcist, fordi der i denne periode var større svingninger i marginalskattesatserne.

C. Romer skriver i artikel i The New York Times (Wishful Thinking about Tax Rates):

I det mindste siden Calvin Coolidge har politikere udbasuneret udbudssideeffekterne af at beskære marginalindkomstskattesatserne. Lavere satser vil udløse økonomisk vækst, og nedsættelser vil i det store hele blive selvfinansierende – eller sådan hævdes det ofte. Imidlertid viser omhyggelige studier, at der er ringe evidens for sådanne effekter. Måske er det på tide at basere reformer af skattepolitikken på kendsgerninger, ikke udtjente antagelser.”

Det meste af den incitamentøkonomiske argumentation for de dynamiske effekter af lettelser af den marginale indkomstskat har altså ringe empirisk belæg.
Forbes.com skriver om forslagene til skattelettelser: Corporations, business owners and the 1% are the big winners.  Det kan lede i retning af en bekræftelse af Sanders’ politiske analyse: “The political system is rigged“!

 

Comments Off on Følg pengene? – Bliver USA rigere af skattenedsættelser?

Ny krise?

Posted in Økonomi, Global økonomi by Gregers Friisberg on 09/10/2017

Hvem husker ikke den britiske finansminister for nogle år siden – inden finanskrisen – sige, at “boom og bust er afskaffet”. Så kom finanskrisen, og man fik endnu engang syn for sagn for, at økonomien bevæger sig i konjunkturer. Nu er en ny finanskrise måske på vej.

I hvert fald ifølge The Economist, der bruger CAPE-indekset til forudsigelse af det:

cape
Kilde her: The Economist.

Det måske vigtigste globale kendetegn for krise, der nærmer sig, er det såkaldte CAPE, Cyclically adjusted Price Earnings ratio, den inflations- og konjunkturudjævnede kurve for forholdet mellem aktiekurs og overskud.
Med andre ord: Hvor mange kroner skal man betale ved køb af en aktie for at få del i en krones overskud? Niveauet i dag er på niveau med niveauet i 1929 lige inden den store depression, der blev udløst af kraftige aktiedyk på Wall Street børsen i New York. New York-børserne er stadig de toneangivende i Verden. Hvad der sker der, plejer at blive reflekteret i udviklingen på både europæiske og asiatiske børser.

“Boblen uden brus” kalder bladet den nuværende spekulationsboble (ukontrolleret stigning i aktiver som ejendomme, aktier, værdipapirer i øvrigt), fordi stigningerne denne gang finder sted over en bred front, hvor det tidligere alene var aktieindekset bredt(1929) eller high-tech/dot.com aktier (1999). Meget høje niveauer af CAPE er hver gang blevet fulgt af recession (de røde streger i figuren ovenover).
Det går galt, når overdrevne aktiekurser drives op for lånte penge, hvad der ifølge artiklen i The Economist også delvist er tilfældet denne gang.

The Economist skriver konkluderende:

If portfolio managers wake up in two years regretting the high price they paid for shares in one tech giant or another, or wishing they didn’t own a 98-year dollar bond issued by Argentina, so be it. The least—and perhaps the best—that can be done is to ensure that the real economy is protected should prices suddenly fall. That means guarding against purchases made with too much borrowed money of illiquid assets, especially property. It also means ensuring banks have enough capital to withstand a correction in asset prices.

Årsagen er bl.a. centralbankernes udpumpning af penge igennem obligationskøb de senere år. I alt over 11 trillioner$ (11.000 milliarder$!!).

Det er klart, at alt for lave renter og stor pengerigelighed fører til overvurderede aktiver, f.eks. aktier i high-tech selskaber, som er steget 30-40 pct (uden påviselige grunde i stigende overskud) den seneste tid. Siden nytår er aktiekurserne i Europa og Nordamerika steget op imod 13 pct, – alene på optimisme begrundet i Trumps forventede gaver til erhvervslivet, herunder skattelettelser og andre lettelser for erhvervslivet.
I realiteten er det ledige penge på jagt efter noget at blive anbragt i.

Om ikke andet kan de blive brugt til spekulation i ejendomme. At der er en boligprisboble, er der mange tegn på. – Og en del økonomer, der er enige i. Inklusive det såkaldte systemiske risikoråd i Danmark, der har lagt op til stramninger af lånevilkår på det københavnske og århusianske ejerboligmarked. – For i 11. time at se sig undercuttet af den evigglade Brian Mikkelsen.
Problemet med de høje boligpriser i København er jo, at folk kan blive teknisk insolvente, når der går hul på boligboblen, og de sidder med for mange af de sjove rentetilpasningslån, der senere skal refinansieres til en højere rente. Og i den verden trækker den ene fallit som bekndt den anden med sig, fordi långivning og -tagning er forbundet med hinanden.

Som The Economist skriver, så skal man ensure that the real economy is protected should prices suddenly fall. That means guarding against purchases made with too much borrowed money of illiquid assets, especially property.  Illikvide aktiver (f.eks. usælgelige ejendomme eller værdipapirer, der er faldet i værdi),  købt for lånte penge. er opskriften på, hvordan et kriseforløb skabt i den finansielle sektor, kan udvikle sig.

Faresignalerne er mange. Man må håbe, myndighederne reagerer – og ikke stikker hoved i busken, som vi har set Brian Mikkelsen gør det, i misforstået solidaritet med de evigglade børsaktivister.

Bipartisan President?

Posted in USA by Gregers Friisberg on 17/09/2017

Trumturn_Borowitz
The New Yorker vælger at se det fra den humoristiske side. Nu kan Demokraterne samarbejde med Trump om impeachment (rigsretssag) af præsidenten!

“Bipartisan” betyder lidt løst oversat “topartisk”. Det bruges om politikere i et topartisystem, der arbejder til begge sider i det politiske spektrum. Det er tidligere set i amerikansk politik, f.eks. under demokraten Lyndon Johnson i 1960’erne, hvor republikanere i Kongressen støttede dele af Johnsons lovgivning. Og man så det under præsident Reagan i 80’erne, hvor demokrater i nogle sager arbejdede sammen med den republikanske præsident.

Måske derfor kommer det som lidt af en overraskelse, at man nu ser præsident Donald Trump benytte sig af demokratiske mindretal i Kongressen for at få lovgivning igennem, første gang for nogle uger siden, da man fik forlænget det føderale gældsloft, og i sidste uge, hvor et politisk forlig blev strikket sammen med Demokraterne om hjælpe de 800.000 udokumenterede indvandrerbørn og -unge (“DACA”), der kom ind i USA med deres forældre, da de var små børn.

Det, der forbløffer er måske også, at specielt Donald Trump udviser sådan en pragmatisme, at sagen nu pludselig står over ideologien og “partitilhørsforholdet”. Men der er her tale om en præsident, der efterhånden har behov for at vise resultater. Og han har formentlig lyst til at sige “tak for sidst” til sit “eget parti” for den kranke skæbne, som “repeal Obamacare” fik, da dette lovforslag blev fældet på et par stemmer, bl.a. John McCains, hvorefter Obamacare sejler videre og står overfor at skulle hjælpes videre via indgreb i forsikringsmarkedet.

Det skorter i pressen ikke imod advarsler imod de to minoritetsledere i henholdsvis Senatet og Repræsentanternes Hus, Schumer og Pelosi. Trump beskrives som Mercurial (letbevægelig og omskiftelig).  Så efter at have siddet til højenbords med Trump og nippet til rødvin og hvidvin, kan de snart blive udsat for en kold skulder, som mange har oplevet det.
Og Trump selv risikerer at støde sit hvidt-nationalistiske nationalkonservative bagland fra sig. Og står han så helt uden venner? Det får tiden vise. Det kommer nok også til at afhænge af, hvordan den amerikanske offentlighed reagerer. Måske har populisten Trump kunnet lodde stemningerne iblandt vælgerne – eller dele af dem. De vil se resultater af den siddende præsident.

Alt i alt er det dog en noget tynd form for bipartisanship, der måske mest af alt er udtryk for, at Trump vil give et signal til “partikammeraterne” om, at de ikke skal tage ham for givet.
At forlænge et gældsloft er ikke store resultater, når man tænker på, at Republikanerne har sat sig på både præsidentposten og flertallet i begge Kongressens kamre. Der var i valgkampen lagt op til sundhedsreform, en stor skattereform og store investeringer i infrastruktur. Det er ikke foreløbig blevet til noget I stedet har man barslet med et par små mus og lavet ødelæggende besparelsestiltag over for føderale udgiftsprogrammer, samt reduceret USA’s magt i Verden igennem en dårligt udtænkt og gennemført “America First” politik, hvor man f.eks. trækker USA ud af TPP og overlader initiativet på dette område til Kina, og spillet med Nordkorea om Nukes og missiler har udviklet sig til musens leg med elefanten, i stedet for det omvendte.

Comments Off on Bipartisan President?