Gregers Friisberg

Vil Trump købe Grønland?

Posted in Racisme, USA by Gregers Friisberg on 16/08/2019

Den britiske avis The  Guardian lancerer historien om, at Trump har sonderet planer om at købe Grønland. Bladet har “nyheden” fra det amerikanske finansblad Wall Street Journal. Trump skulle angiveligt have spurgt sine rådgivere om, hvad man mente om den idè, men, som avisen skriver, “med varierende grader af alvor”.

Det er typisk for Trumps måde at kommunikere på. Først som en joke, eller fjern mulighed, senere med en vis interesse. Og måske går han endelig med alvor ind i sagen.

Som avisen også skriver, så har Danmark jo tidligere solgt land til USA, nemlig De vestindiske Øer i 1917. Så hvorfor ikke også Grønland? Med et personale på over 600 i det øverste nordvestlige hjørne af øen og med Grønland som en vigtig del af det amerikanske radar-overvågningssystem, vil det være en lækkerbidsken at eje.
Om det så er Trump personligt, eller USA, der skal eje øen, kan være ligegyldigt. Det vil under alle omstændigheder medvirke til at Make America Great Again (And Keep America Great).

Der er dog et enkelt lille problem, der skal løses, inden man kan begynde at opføre Trump Towers i de grønlandske bygder: Danmark skal spørges, skriver avisen. –  Hvad med grønlænderne?
Det sidste nævner avisen ikke noget om. Har man “colonial lmindsets”, både i Washington og i The Guardians redaktionslokaler.

Det er ikke klart, hvad Danmark mener om sagen“, skriver Guardian. Man har spurgt ambassaden i Washington, men har ikke fået noget øjeblikkeligt svar. Om det så er udtryk for diplomatisk finfølelse, eller afventning af svar på en forespørgsel, er uvist.

Helt uden for nummer, må man nok tilføje, at i den verden, vi nu lever i, er selv megastore colonial mindsets ikke stærke nok til at kunne tvinge en pekuniær løsning igennem.
Der er næppe nogen pekuniær løsning – selv om det givetvis ville kunne blive en overordentlig lukrativ investering.
Der er gået storpolitik i det grønlandske problem. Man ville stå med store forklaringsproblemer over for andre interessentmagter i Arktisk Råd.

Men ideen om forgyldte Trumptowers i egen baghave, må da kunne appellere til danskerne. Under alle omstændigheder må denne lille business da kunne vendes med Trump den 2.-3. september.  Som Trump skulle have sagt, da han rejste sagen: “What do you guys think about that“?

trumpGreenland
(Common Dreams)

Advertisements

Comments Off on Vil Trump købe Grønland?

Rammes Danmark af Trumps “valutavrede” 2.-3. september?

Posted in Økonomi, USA by Gregers Friisberg on 12/08/2019

Cheføkonom Steen Bocian diskuterer ovenstående spørgsmål i Børsen den 12.8.? Anledningen er præsidentens besøg i Danmark i starten af september, og Bocian mener, at det muligvis kan blive aktuelt, fordi Danmark er et af de lande, der har størst handelsoverskud over for USA. Han mener dog ikke, at der er overhængende fare for, at Danmark vil blive kaldt “valutamanipulator”, som Kina er blevet det, da den danske valutafastsættelse som bekendt sker ved, at kronens kurs ligger fast i forhold til euroen.

Det er naturligvis korrekt. Men Bocian tager ikke i betragtning, at det, der har Trumps hovedinteresse næppe er det danske handelsforhold, men snarere forholdet til hovedvalutaerne yuan og euro og det økonomiske samkvem mellem disse store blokke. Samlet set er der et stort amerikansk handelsunderskud over for EU:

useutrade19
Kilde: Congressional Research service. Goods: Varer. Services: Tjenesteydelser. Det amerikanske underskud i handelen med varer over for EU var 169 mia$ i 2018. Tjenestehandelen har nok rettet lidt op på det, da USA har ret stor konkurrenceevne inden for IT og tjenesteydelser.

 

Der er et stort – og tilsyneladende – voksende handelsunderskud. Det er dog af begrænset størrelse i forhold til det underskud, USA har over for Kina:

uschtrade19
Kilde: BBC News. Trade deficit: Handelsunderskud.

 

Trump glemmer som regel at fortælle, at store amerikanske virksomheder har mange fordele af denne samhandel. Det samme har amerikanske forbrugere, da det sikrer dem billige forbrugsvarer (ofte via indkøb i de kæmpemæssige Walmartmarkeder). Trumps meget aggressive handelspolitik kan da let gå hen og blive et skud i foden, der kan forhindre hans genvalg til præsident i 2020.

Når det gælder EU, er det især den tyske bilindustri, Trump har i kikkerten. Ellers er det især den enorme danske pilleeksport til den amerikanske sundhedssektor, der kommer i skudlinjen, men her især m.h.t. priserne på medicin – mere end handelsmæssig uligevægt.

Men har der været tale om “valutamanipulation”, der kunne gøre den amerikanske vrede delvist berettiget?

 

Kursen på US$/Danske kroner (Værdi af 100$ målt i danske kr):
usdk$
Kilde: Nationalbanken.

 

Som bekendt afspejler den danske krone euroens værdi (100 euro = 746 kr). Derfor kan man aflæse dollarværdien både i forhold til kr og euro i ovenstående figur fra Nationalbankens daglige valutanoteringer.
Figuren viser, at den danske krone faktisk er faldet i værdi (devalueret) med omkring 10% i forhold til US$ fra slutningen af februar 2018 til begyndelsen af august 2019 (hvor værdien af 1$ er ca 6,67).
Det kan lyde voldsomt, og man kan se, at devalueringen er endnu større, hvis 2014 tages som udgangspunkt.

Det er dog ikke normalt noget, man vil kalde valutamanipulation, da det er udtryk for svingninger mellem store økonomiske områders valutaer – og ikke bestemte nationale valutamyndigheders politisk-centralbankmæssige beslutninger om pengepolitik og valutakurs. Men der er næppe nogen tvivl om, at det har styrket europæisk priskonkurrenceevne over for USA og dollarzonelandene i øvrigt(de lande, der følger den amerikanske dollar i deres valutapolitik). – Og det er det, der gør Trump rasende, når han ser på handelssamkvemmet, fordi han lægger hovedbegrundelsen for den for USA svage udvikling her. Han ser ikke på, at konkurrenceevne kan udgøres af meget andet end netop den valutarisk bestemte indflydelse.

USAs og EUs centralbanker har de seneste år ført modsatgående pengepolitikker. The Federal Reserve (USAs centralbank) har sat renten op; først fornylig har man for første gang i 11 år sat den 1/4 pct ned) EU-eurozonens centralbank ECB har omvendt sat renten ned, så man nu mange steder skal betale for at låne penge.
Det har ført til en øget efterspørgsel efter dollar, fordi det har gjort det attraktivt for investorer at parkere penge i USA, hvor man både får et pænt renteafkast og sikkerhed for investeringen. Og dermed er dollarkursen steget. Og den er altså steget i forhold til euro og dermed givet euroområdet en priskonkurrencefordel.

En rasende Trump har reageret på dette ved at gå voldsomt i rette med den af ham selv udpegede Federal Reserve-chef Jerome Powell. På sæt og vis kan man altså sige, at Trump forsøger at manipulere dollarkursen ned ved at få Fed til at føre end anderledes pengepolitik, end den stabilitetsorienterede inflationsdæmpende politik, the Fed har ført – under hensyntagen til, at der er konjunkturopgange og begyndende arbejdskraftmangel i USA.

Vi kommer nok til at møde en amerikansk præsident, der går med en betydelig vrede over disse ting. Men om han vil lade galden flyde på dansk grund, ved vi naturligvis ikke på nuværende tidspunkt.

 

 

 

 

 

 

 

 

Comments Off on Rammes Danmark af Trumps “valutavrede” 2.-3. september?

Chef-twitter Trumps kortsigtede business-agenda

Posted in Kina, Politisk økonomi, USA by Gregers Friisberg on 08/08/2019

Chef-twitter  i Det hvide Hus, Donald Trump, er løbet ind i betydelige vanskeligheder. Det drejer sig dels om den identitære politik, dels om den økonomiske.
Det er ikke første gang, det er sket for chef-twitteren. Men denne gang ser det ud til for alvor at kunne true hans chancer for genvalg til præsident i 2020.

Masseskyderiet i El Paso, hvor 22 mennesker – heraf en stor del hispanics – måtte lade livet, har efterladt en grim smag i munden hos mange vælgere. Ikke mindst p.g.a. det manifest, the shooter har offentliggjort til forsvar for sin gerning, og som viser, hvor en betydelig del af inspirationen til den hæslige gerning kommer fra.

Angreb på FED’s pengepolitik

På det økonomiske plan har chef-twitteren været engageret i konstante raids imod den centralbankchef, Jerome Powel, Trump selv har udnævnt, og som ser ud til at kunne have en fyreseddel hængende over hovedet, selv om en fyring vil være temmelig usædvanlig (fordi USA normalt har hyldet princippet om en uafhængig centralbank).

Det er velkendt, at centralbankchefer udpeges af præsidenten. Det er mindre velkendt – ja, normalt slet ikke forekommende, at centralbankchefer fyres af præsidenten.
Efter liberalistisk markedsøkonomisk opskrift skal en centralbankchef optræde uafhængigt af den politiske magt.
Hvis den politiske magt stimulerer økonomien for meget, så den trues af overophedning, skal centralbankchefen handle modsat, dvs stramme op på pengepolitikken ved f.eks. at hæve renten, så investeringer stilles i bero, og presset tages af efterspørgselen. Det er præcist det, Powel har gjort – indtil for nyligt, hvor the Fed (den amerikanske centralbank) satte renten (the Fed rate, som påvirker bankernes lån) en kvart pct op.

Hvorfor er Trump så blevet så vred på Powell?
Jo, Trump vil gerne vælges for en ny fire-årig periode i 2020. Den bedste vej til genvalg er formentlig at kunne vise over for vælgerne, at man har præsideret over – og øget intensiteten af – det længst varende økonomiske opsving i USAs historie. Ud over Trumps skattelettelser skulle denne udvikling gerne hjælpes med på vej af pengepolitiske lempelser, f.eks. rentenedsættelser.

InvertedYieldCurvesUSChina
Kilde: Real Donald Trump. Quantitative tightening: Centralbanken sælger obligationer, hvorved den nedbringer sin balance, inddrager likviditet og øger obligationsudbuddet (hæver obligationsrente). The Fed gør her det modsatte af, hvad den gjorde som middel imod 2008 great recession.

 

Tweets om pengepolitik er ikke det letteste at formulere. Det bliver hurtigt for langhåret, for at sige det på nu-dansk. Men Reality-TV stjernen Donald Trump er som bekendt ikke uden evner udi at kunne formulere sig kortfattet (dog med tab af væsentlige nuancer). Og ved at skrive henover flere tweets (læs dem nedefra og op) lykkes det nogenlunde at få formuleret det autoritært-populistiske budskab om den amerikanske økonomis stilling.

“Three more central banks cut rates”. Tre centralbanker mere sætter renten ned”, skriver Trump. Det er Indien, Thailand og New Zealand, der hentydes til. Derfor, mener han, kan USA også roligt sætte renten ned. Ligheder og forskelle mellem disse meget forskellige lande i øvrigt ufortalt.

Renterne signalerer kommende recession

Den amerikanske obligationsrente er allerede –  tvunget af markedskræfterne – sat betydeligt ned.

Ti-årig statsobligationsrente minus 3-måneders statsobligationsrente.
YieldUS1
Kilde: Federal Reserve Bank of St. Louis.

Normalt er den lange rente (10 år ovenfor) højere end den korte (f.eks. 3 mdr). Man kompenseres for at låne penge ud i en længere periode igennem en højere rente.
I USA er en lange rente på det seneste gået under den korte. Kursen på obligationer med lang løbetid er steget, fordi efterspørgselen efter dem har været stor. Dermed er den effektive rente, dvs afkast divideret med kurs) faldet. Dette fænomen kaldes the Inverted Yield Curve (den omvendte afkastkurve), som af mange økonomer omtales som et forvarsel om en sig nærmende økonomisk recession. Det viser mange økonomiske erfaringers empiri.

Omvendte afsatskurver efterfulgt af recessioner i USA:

YieldsUS2Kilde: Federal Resverve Bank of St. Louis.

Det er udtryk for, at ledige penge leder efter sikre måder at anbringe penge. Der er ikke tilstrækkeligt med seriøse og interessante investeringsmuligheder i IT, industri og håndværk. Og disse kan være risikable, jvf udviklingen i aktiekurser i diagrammet nedenunder.
I stedet søger man sikre anbringelser af pengene, det være sig i guld eller statspapirer/-obligationer. Intet er mere sikkert i denne verden end supermagtens statsgæld  –  eller for den sags skyld europæiske landes som Tyskland, Schweiz og Danmarks statsgæld, lande med stærke økonomier og dermed tilsvarende sikre investeringsmuligheder i statspapirer (og for Danmarks vedkommende realkreditobligationer).
Derfor de ekstremt lave/negative renter på lån. Det kan være godt for låntagere. – Men næppe for andre, da det er tegn på økonomier på vej ud i recession.
Og det er økonomier, som er på vej til at miste muligheden for fortsat pengepolitik, da der er grænser for, hvor meget lånerenten kan gå under nul.

Yderligere stimulans af økonomien kan føre til en overophedning, der kan gøre den efterfølgende recession alvorligere.

It’s the Economy, Stupid!

Det er imidlertid ikke Trumps bekymring. Det, der bekymrer ham, er ikke den økonomiske konjunktur, men derimod den vælgermæssige (the electoral cycle rather than the economic cycle). Genvalg afhænger af hans evne til at kunne leve op til ryet som business-man, der er blevet statsleder og derfor kan ordne økonomien godt.
Altså vil han tvinge the Fed til at sætte renten ned – og gerne langt hurtigere, end det er sket.

Og det er endda sådan, at han giver udtryk for, at The Feds pengepolitik er et alvorligere problem end Kinas påståede protektionistiske politik.

Trump har helt egensindigt probklameret en 10 pct told på de resterende 300 mia $ import fra Kina. Kina har svaret igen ved at standse al import af amerikanske landbrugsvarer.
Trump risikerer herved at bidrage til at kaste Verden ud i en global recession  – godt hjulpet på vej af pengepolitikken.
Det viste sig bl.a. i aktiekurserne, der kan ses som en slags temperaturmåling af investorernes lyst til at investere. Pengefolk flygter fra risikable aktiver som aktier, når der er alvorlig økonomisk optræk til krise.
Hvis aktiekurserne falder kraftigt, kan det altså skyldes frygt for den kommende udvikling i økonomien, og så trækkes der altså penge ud:

Dowaug19

Kilde: Dow Jones (indeks for aktierne i 30 af de største virksomheder i USA).

 

Kina har som modtræk flirtet med devaluering af valutaen yuan, hvilket vil forbedre landets priskonkurrenceevne på globale markeder, herunder det amerikanske, og således modvirke de amerikanske toldforhøjelser.
Trump har kaldt det for “valutamanipulation”.

Det er et udtryk, Trump ikke bruger om sin egen politik, skønt det i virkeligheden er sådan, at den egentlige grund til vreden over The Feds rentepolitik de seneste 2-3 år er, at denne rentepolitik medvirkede til at gøre USA attraktivt som sted at anbringe penge. Som han selv skriver i sine tweets: “Money is pouring into the US”. Det er bl.a. penge, der investeres i treasuries (amerikanske statsgældsobligationer) og bevirker, at renten på disse falder.
I forhold til Kina føler han, at USA er den sikre vinder.

Det er en meget kortsigtet og snævert nationalistiske måde at se det på. Han sigter imod, at USA skal klare sig i en priskonkurrence med et mellemindkomstland som Kina. Han har ikke meget forståelse for, at et land kan blive økonomisk stærkt, selv om det sælger varer og tjenester relativt dyrt. Det ville imidlertid kræve en helt anden økonomisk politik end den, Trump ellers har stået for.

 

Comments Off on Chef-twitter Trumps kortsigtede business-agenda

Klimavalg?

Posted in Politik by Gregers Friisberg on 12/06/2019

Ifølge DR.dk nyheder var valget den 5. juni 2019 et “klimavalg”.

Man begrunder det med resultatet af en undersøgelse lavet på RUC’s center for journalistik:

Hvad handlede valget om?

  1. Klima og miljø: 23 procent
  2. EU: 22 procent
  3. Flygtninge og indvandrere: 20 procent
  4. Velfærd: 14 procent
  5. Økonomi: 9 procent
  6. Pension: 5 procent
  7. Sundhed: 3 procent
  8. Normeringer i daginstitutioner: 3 procent
  9. Forsvaret: 1 procent

Kilde: RUC og DR nyheder.

Det er resultatet af en såkaldt kvantitativ medieanalyse, en indholdsanalyse, hvor man har talt op, i hvor høj grad emnerne er blevet omtalt i i alt 99 medier i Danmark.

Der er nok noget om det; man skal dog være opmærksom på, at der kan være en del problemer i forbindelse med brug af en sådan undersøgelse. Det gælder bl.a., at man jo tæller alt, skidt og kanel i én pærevælling, hvor man i stedet kunne have inddelt omtaler af klima efter væsentlighedskriterier.
Hertil kommer, at selve det at det nævnes i medierne, ikke nødvendigvis betyder, at det hæfter sig i vælgernes bevidsthed – og endnu vigtigere – i vælgernes prioritering af emnerne. Og endelig: Hvordan fortolker politikerne, hvad der sker?

klimamarch2
Fra “Folkets klimamarch” før folketingsvalget.

Her kan man selvfølgelig sige, at f.eks. Dansk Folkepartis (DF) totale fejlfortolkning af, hvad der rørte sig, når de talte om “klimatosser” og “klimahysteri” netop kunne vise betydningen af at forstå undersøgelsens kodning af vælgernes bevidsthed.
På den anden side kan det hævdes, at DF stadig fortolker sit særlige vælgersegments holdninger, men at partiet ikke helt har set, hvordan dette segment er mindsket i størrelse, når mange vælgere er sivet til Socialdemokratiet, Venstre og populisterne på den yderste højrefløj.

Man har igennem mange år i politologisk forskning undersøgt vælgernes politiske dagsorden. Det er sket igennem spørgeskemaundersøgelser, hvor man spørger til, hvordan vælgeren vil prioritere de vigtigste politiske sagsområder.

Vælgernes politiske dagsorden:

Procent 2011 2015
1. Arbejdsløshed 12 6
2. Betalingsbalancen 0 0
3. Skat 4 5
4. Økonomi i øvrigt 22 7
Økonomiske emner i alt 38 18
5. Miljø 6 7
6. Velfærd 37 43
7. Indvandring 6 17
8. EU, udenrigs- og forsvarspolitik 2 3
9. Andet 11 12

Der har ifølge valgundersøgelserne efter flere folketingsvalg været en tendens til faldende betydning af de økonomiske emner.
Det går meget godt i tråd med den udbredte antagelse om, at værdipolitik bliver vigtigere og vigtigere, og fordelingspolitik omvendt aftager i betydning. M.h.t. klima er der dog den vigtige pointe, at dette émne indeholder væsentlige fordelingsdimensioner. Det er de socialt og økonomisk udsatte, der rammes hårdest af klimaændrinernes virkninger på økonomien og fordelingen af de producerede goder. Det er  dermed afhængig af ideologi og holdninger til Højre-Venstre.
Det er heller ikke ligegyldigt, om klimaproblemerne kan løses inden for systemets rammer, eller om det kræver dyberegående systemændringer.
Det sidste har dog ikke figureret særlig meget i den danske debat og i mediebilledet.
Her antages det friskt og frejdigt, at man kan nedbringe CO2-udledningen 60/70 pct inden 2030, og landet kan gøres CO2-frit inden 2050, –  uden at inddrage det danske forbrug og den globaliserede transportsektor, hvor udviklingen er præget af en outsourcing af produktion til de nye industriøkonomier som Kina og Indien. For Danmark har det været relativt nemt at nedbringe CO2, fordi landet har udviklet sig fra industriøkonomi til service- og informationsøkonomi.
Problemet er flyttet andre steder hen. Så længe det ikke koster noget, er det nemt at være klimakriger!

GroenStormagt
Socialdemokratisk valgplakat. Socialdemokraterne var mere heldige end DF’erne med deres “klimatosse”-bemærkning til at lodde folkestemningen. Men læg mærke til de meget generaliserende bemærkninger om sagsområdet. Der er ikke lovet noget særlig konkret, specielt ikke med den skjulte Trump-inspiration (“MAGA”).

 

 

Comments Off on Klimavalg?

FV2019 og den svære vej frem i det nye folketing

Posted in Politik by Gregers Friisberg on 07/06/2019

På en måde kan man sige, at vælgernes tale var klar ved folketingsvalget den 5. juni. Man vil have “en ny retning for Danmark”. Der blev et “rødt flertal” i folketinget på 91 mandater (SD 48, Enh.listen 13, SF 14 og Radikale 16).

Men det blev alligevel til en slags “grumset folketing”, idet disse 4 partier indbyrdes stiller med ret så forskellige krav og er forskellige i deres økonomiske politik. De Radikale har nok et  humanistisk hjerte for børnene fra Sjælsmark og flygtninge/asylansøgere, hvad der har givet partiet et godt valgresultat (fordobling af mandattallet), men de har en borgerlig økonomisk politik, der ikke lader blå blok meget tilbage m.h.t. ønsker om arbejdsmarkedsreformer efter bedste nyliberale opskrift, så arbejdsudbudet kan øges til de danske virksomheder, der angiveligt midt under højkonjunkturen står og mangler arbejdskraft.

Det lagde op til svære regeringsforhandliger for den socialdemokratiske leder Mette Frederiksen, der fik til opdrag af dronningen at skulle undersøge mulighederne for dannelse af en regering, der ikke ville få et flertal i Folketinget imod sig.

VHkosmopol

Note: Ordet “globalisering” kan ses som et tvetydigt begreb i  den værdipolitiske akse øverst. Ved åbenhed for globalisering forstås der, at man går imod nationalistiske løsninger og ind for mere samarbejde i politisk globalisering. Men der kan være modstand imod negative virkninger af den som f.eks. social dumping som konsekvens af arbejdskraftens frie bevægelighed. Den vandrette fordelingspolitiske akse er en traditionel VH-akse, der går på ligheds-ulighedspolarisering via skattepolitik og velfærdspolitikkens fordelingsvirkninger. Links;  Danmarks Statistiks temaside om folketingsvalget. Se i øvrigt valgresultatet her: DR’s overbliksartikel med valggrafikker,., DR’s webdok, hvor man kan se fordelingen af de 3,6 millioner stemmer – helt ned til lokale gymnastiksale.

 

Mette Frederiksen ønskede at danne en socialdemokratisk mindretalsregering. Der var mange modstridende politikker, der skulle falde i hak, før en sådan regering ville kunne få tilstrækkelig parlamentarisk støtte.
Mette Frederiksen har drejet Socialdemokratiet til højre i indvandrerpolitikken. Begrundelsen er angiveligt, at prisen for ureguleret globalisering med masseindvandring og fri bevægelse af arbejdskraft er blevet betalt af arbejderklassen i form af lavere realløn igennem større konkurrence om jobs og boliger. Hun har set værdipolitik i et fordelingspolitisk perspektiv. Det har hjulpet med til at kapre vælgere fra Dansk Folkeparti, men gjorde det vanskeligere at indgå aftale om parlamentarisk støtte med venstrefløjen (incl. Radikale), der nu værdipolitisk står langt til venstre for hende i disse politiske sager.
På den anden side har det løftet det værdipolitiske åg, som Socialdemokraterne har måttet leve med siden 2001, nemlig at valg og regeringsdannelse i Danmark har været bestemt af, at DF og andre borgerlige partier har “spillet det indvandrerpolitiske kort” og derved har kunnet holde sig ved magten.

Når hun ville danne en mindretalsregering, er det åbenbart for at stå med større manøvremuligheder i det nye folketing, idet hun vil kunne bruge de højrestillede partier til et samarbejde om vedtagelse af finanslov og økonomisk politik, samt ikke mindst indvandrer- og udlændingepolitik, og de venstrestillede partier til dele af velfærdspolitikken, klima- , energi- og transportpolitik. DP

De Radikale kan komme til at overspille deres genvundne position som kongemager midt i HV-spektret. De har som “kongemager” og tunge på vægtskålen muligheden for at lægge deres lodder i den ene eller anden vægtskål.

Det er forståeligt, at Mette Frederiksen vælger étpartiregeringsstrategien, idet bl.a. “vælgerlussingen” til Dansk Folkeparti (DF) delvist kan forklares ved vælgere, der er trætte af den form for blokpolitik, der er ført de forløbne år, hvor mange forlig i Folketinget mellem den blå regering og DF er startet i DF’s inderkreds og har fået farve af den xenofobiske politik, partiet har stået fadder til.
Integrationsminister Inger Støjbergs fødselsdagslagkage med fejringen af 50 udlændingestramninger er ikke kun symbolpolitik, men udtryk for en snigende xenofobisering af dansk politik og den politiske diskurs, der til sidst viser sig at have taget alt for mange vælgere med bukserne nede om haserne.

Det er imidlertid et spørgsmål, om Frederiksens håb om en  “a la carte parlamentarisme” vil være en holdbar vej frem i det nye folketing.
De partier, hun indgår forlig med på nogle områder, vil forsøge at stille betingelser, der binder hende på andre områder.

Når hun går efter denne strategi, er det formentlig bl.a. på baggrund af erfaringerne med S/SF/R – regeringsdannelsen i 2011, hvor De Radikale var bundet op på forlig indgået under den tidligere VK-regering, og dette kom til at lægge rammer for S/SF/R-regeringens arbejde – og dens sluttelige sprængning i januar 2014, da SF gik ud.
Foranlediget af intern splittelse omkring spørgsmålet om salg af aktier i DONG Energy til Goldman Sachs måtte SF gå ud.

Socialdemokratiet er bundet af velfærdsforliget fra 2006. Hovedideen i dette forlig er at opjustere alderen for, hvornår danskerne gennemsnitligt kan gå på pension, i takt med den stigende levealder. Det er svaret på “den demografiske udfordring”, der ellers vil gøre det vanskeligere at finansiere velfærdsstaten (flere og flere over-80-årige, der skal forsørges af færre og færre i de arbejdsdygtige aldre).
Det har ligget som en skygge over SD’s forsøg på at formulere en ny pensionspolitik. Og det har formentlig spillet en rolle for partiets valgresultat, at man ikke over for vælgerne har kunnet skabe klarhed over de fremtidige pensionsvilkår, når og hvis partiet kommer til magten.

Efter nogle ugers forhandlinger kunne Mette Frederiksen præsentere en socialdemokratisk mindretalsregering, som skal bygge på parlamentarisk støtte fra de partier, der anbefalede hende som leder af forhandlingerne om dannelse af regering. Enigheden mellem partierne blev formuleret i en aftale.

BILAG:
Et nyt paradigmeskifte?

Den helt store knast for de kommende regeringsforhandliger bliver formentlig det såkaldte “paradigmeskift”, som det tidligere folketing – foranlediget af DF – vedtog i starten af 2019. Det var i medfør af finanslovsaftalen for 2019, og går under navnet Lov 140: Ifølge Folketingets web lyder det således (resume):

Ministerområde:

Udlændinge- og Integrationsministeriet

Resumé:
Lovforslaget er en implementereting af de dele af finanslovsaftalen mellem regeringen (V, LA, K) og Dansk Folkeparti på udlændingeområdet. Aftalen blev indgået den 30. november 2018.
Lovforslaget indeholder ændringer i en række love herunder særligt udlændingeloven, integrationsloven, lov om aktiv socialpolitik, repatrieringsloven og den kommunale og regionale valglov mm.
I udlændingeloven ændres ordlyden i § 7 og § 8, så det fremgår, at opholdstilladelserne gives med henblik på midlertidigt ophold. Samtidig understreges, at hovedreglen ift. flygtninges og familiesammenførtes opholdstilladelse skal være, at en opholdstilladelse inddrages eller undlades forlænget, når det er muligt, med mindre det er i direkte modstrid med Danmarks internationale forpligtelser. Ministeren får endvidere mulighed for at indføre et loft over familiesammenføring, hvis kapaciteten hos udlændingemyndigheder og absorptionsevnen i kommunerne er under pres.
Lovforslaget indeholder endvidere en skærpelse af reglerne og straffen for at overtræde opholds- og meldepligt for personer, der er til fare for statens sikkerhed, fremmedkrigere eller afviste udlændinge, der har begået kriminalitet. Et element i stramningen er muligheden for at indføre melde- opholdspligt på f.eks. øen Lindholm. Et andet element i forslaget er en øget straf for brud på et indrejseforbud. Straffen udløses også ved førstegangsovertrædelser.
Derudover omdøbes Integrationsprogram og Integrationsydelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse og til overgangsydelse. Samtidig reduceres satserne, og refusionen for hjælp i særlige tilfælde omlægges. Kommunernes pligt til at anvise en bolig ændres til en pligt til at anvise et midlertidig opholdssted. Det betyder, at det hidtidige retskrav på en permanent bolig til flygtninge ophæves.
Lovforslaget indeholder en styrkelse af mulighederne for og en øget rådgivning om repatriering. Personkredsen med adgang til repatrieringsydelse udvides. F.eks. får personer med dobbelt statsborgerskab adgang til repatriering.
Endelig ændres den kommunale og regionale valglov, så man skal ophold i Danmark 4 år forud for kommunale og regionale valg for at opnå valgret og valgbarhed mod 3 år i dag.
Lovforslaget trådte i kraft den 1. marts 2019. Dele af lovforslaget træder dog i kraft på forskellige tidspunkter over de næste to år.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 76 (S, DF, V, LA og KF), imod stemte 24 (EL, ALT, RV og SF)

 

Socialdemokraterne har altså stemt for dette, og Mette Frederiksen har personligt tilsluttet sig paradigmeskiftet.

Paradigmeskiftet er lodret imod, hvad de øvrige partier, især Enhedslisten og Radikale, mener. Der er tale om skærende kontraster i de politiske holdninger til et væsentligt politikområde. Det lykkedes dog i “aftalen” om et regeringsgrundlag at bygge nogenlunde bro over modsætningerne, så den nydannede regering kunne gå i gang med sit arbejde.

Comments Off on FV2019 og den svære vej frem i det nye folketing

Bag Racehierarki og forhånelse ligger økonomisk ulighed

Posted in Menneskerettigheder, Racisme by Gregers Friisberg on 29/05/2019

Den amerikanske præsident Donald Trump fik for et stykke tid siden journalister og politikere i Washington til at spærre øjnene op, da han udtalte de for en præsident hidtil ubrugte ord som: at nigerianske immigranter til USA “aldrig ville tage tilbage til deres hytter“. “Haitianere har aids” og “Hvorfor lader vi alle disse mennesker fra disse lortelande komme ind?” (“Why are we having all these people from shithole countries come here?”). Det ligger underforstået her: Hvorfor tillader vi egentlig det? Vi kunne jo bare lade være – ikke sandt?

Ja, bortset fra, at amerikansk økonomisk imperialisme kan have et betydeligt medansvar for, at Haiti er endt som “shithole country”.

almadeafrica
Kilde: El Pais, 27.5.2019. Forståelsen af ord afhænger af den kontekst, de siges i. I billedet ovenover vender det andalusisk-afrikanske fodboldhold Alma de Africa forhånelsen på hovedet og gør den til satire. Det gælder ord som negro, gorila, nigga, esclavo, moro (maurer), mono (abe), sin papeles (uden papirer, dvs illegal indvandrer), morena (mørk), ord, der er brugt forhånende imod afrikanere, også ved fodboldkampe. Brugt i anden sammenhæng som navne på fodboldtrøjer, bliver ordene satiriske og vendt imod racisterne.

 

Det er usædvanlige bemærkninger, – måske ikke for en højrenationalistisk populist, men for en amerikansk præsident, som man sædvanligvis vil forvente et vist åndeligt og sprogligt niveau af.

Nu har vi i Danmark fået en lokal aflægger. Ja, måske har vi haft sådan en længe, men nu bliver det i ekstrem grad tydeliggjort, f.eks. når politikeren Rasmus Paludan siger:

Når man som xxxxxx og de fleste negere i Sydafrika ikke er begavede nok til at kunne se, hvordan tingene rent faktisk forholder sig, så er det meget nemmere kun at se i sort/hvid og give skylden til de hvide. Selvfølgelig fordi vi ved, at IQ70-personerne, altså personer fra lav-IQ-befolkningsgrupper, ikke magter at styre en nation, fordi de simpelthen ikke evner det. Deres kognitive funktionsniveau er for lavt til, at de kan styre en nation“.

Folk som Paludan og Trump laver med disse betragtninger om deres medmennesker den ret vidt udbredte fejlræsonnering, at de sætter lighedstegn mellem de materielle livsvilkår og folks (kognitive) evner og altså dermed ræsonnerer, at det er laverestående mennesker. Der tages ikke udgangspunkt i, at det materielle niveau kan være et resultat af en kolonial arv og økonomiske vilkår, der er givet med de økonomiske magtforhold i Verden. Lande som Haiti og Nigeria har historisk fået tildelt en placering i den internationale arbejdsdeling og økonomisk-teknologiske værdikæde, som det kan være svært at komme ud af.

Det er altså denne placering, der er skyld i, at der i intellektuelt dårligt funderede hoveder opstår kortslutninger, som er udtryk for opfattelsen af et “racemæssigt hierarki”, som artiklen i The Atlantic formulerer det. Folk er overfladisk set tilbøjelige til at sætte lighedstegn imellem synlige symboler på rigdom og den åndelige/intelligensmæssige habitus. Og det er farlig kortslutning.

Bag racehierarkiet ligger et økonomisk hierarki. Der er stor forskel mellem rige og fattige lande m.h.t., hvor stor produktionen pr indbygger er, når den måles som et gennemsnit (BNP pr indbygger).

Forskellene i Verden er målt af FN’s udviklingsorganisation UNDP i den årlige Human Development Report.  Her får man et human development index, HDI, frem, der altså viser udviklingsniveau på en række variable for menneskelig velfærd, ligestilling, sundhed, uddannelse, mv.

Der er også banker og økonomiske magasiner med repræsentation i mange lande, som laver undersøgelser over prisniveauer og løn- og omkostningsniveauer forskellige steder i Verden.
Hvad koster det eksempelvist at producere en nogenlunde ensartet vare som en BigMac eller en cappuchino? Priserne kan vise, om valutaer er over- eller undervurderede, når priserne omregnes til en fælles valuta, feks. $. Og det viser forskelle i omkostninger. Hvis lønnen i cafeerne er høje, koster en cappuchino mere, end hvis de er lave, selv om forskelle i effektivitet kan modvirke virkningen af lønforskellene.
I København er prisen på en cappuchino høj, fordi løn og husleje er høje.  I Cairo er prisen langt lavere, fordi husleje og lønninger er betydelig lavere.

Månedsløn efter skat i amerikanske (USD) dollar i rige og fattige storbyer:

MaanedsloenDollar
Kilde: https://www.dbresearch.com/PROD/RPS_EN-PROD/PROD0000000000494405.pdf . En del af ændringerne fra 2014-19 afspejler dollarrevaluering i perioden.

Det økonomiske hierarki er enormt. Ganske vist er leveomkostninger/priser betydelig højere i USA eller Danmark i forhold til Nigeria eller Egypten. Men alligevel er leveniveauet langt højere de rige steder. Det giver ikke nogen ret til at kalde de fattige steder for “shitholes”. Det er racistisk, fordi de ikke selv er skyld i det.

De fattige lande har været udsat for økonomiske kræfter, de ikke har kunnet kontrollere. Og de er det stadig. De dramatiske fald i månedslønnen i Tyrkiet og Argentina afspejler f.eks. de kraftige devalueringer af disse landes valutaer, som fandt sted fra 2014-2019. Samtidig steg den amerikanske dollar i værdi.

De foregående års økonomiske fremgang blev afløst af fald, når investorer trak penge ud af de to lande, hvorved efterspørgselen efter deres valutaer faldt, og de devaluerede. Hvad der fik voldsomme konsekvenser for inflation og levestandard for den almindelige befolkning. De er ofre for økonomiske kræfter udefra – som de stort set altid har været. Oven i det skal de lide den tort at blive kaldt “shitholes”.

 

 

Comments Off on Bag Racehierarki og forhånelse ligger økonomisk ulighed

EU parlamentsvalg og politiske skillelinjer

Posted in EU by Gregers Friisberg on 27/05/2019

Det nys overståede valg til EU parlamentet er overraskende på flere måder. Valgdeltagelsen i Danmark overskred med 66 pct alle hidtidige EU parlamentsvalg i Danmark.
Det hænger nok sammen med en øget vælgererkendelse af EU spørgsmålenes større vigtighed, i og med at parlamentet har fået mere magt igennem den fælles beslutningsprocedure sammen med Ministerrådet. Hertil kommer den øgede aktualitet af problemområder, der kun kan løses igennem et videregående internationalt samarbejde. Det gælder klima/miljø, migrantkrisen og udbygningen af EUs indre markedssamarbejde, herunder spørgsmålet om EU-økonomiernes konkurrenceevne i forhold til andre økonomiske blokke som USA og Kina.

Det danske resultat overrasker også på den måde, at den såkaldte højrepopulisme går tilbage. DF falder fra 4 mandater v. 2014-valget til 1 mandat i det nye parlament. Partiet har tilsyneladende oparbejdet en tradition med at eksportere unge håb til Strasbourg/Bruxelles. Det gik godt vælgermæssigt med Messerschmidt i 2014, men ikke så godt i 2019, hvor det ikke lykkedes Peter Kofod at få ordentlig tag i vælgerne.

EUparlament19

Kilde: The Guardian. Se endvidere resultatet af valget her.

De danske vælgere har bevæget sig m.h.t. prioritering af de politiske dagsordener. Klima og miljø er rykket op på prioriteringslisten og angsten for, om grænsebevogtningen er god nok er rykket ned. Det har DF ikke opdaget.

DF begik endvidere den fejl, at man sluttede sig til den højrenationale partigruppe med Salvini,  Le Pen, Wilders m.fl., hvad der i en dansk sammenhæng ikke ses som en særlig spiselig ret. At Le Pen i en fransk sammenhæng bliver så meget mainstream, at hun kan vinde over Macrons En Marche, gør hende ikke nødvendigvis spiselig i en dansk kontekst.

Kristendemokraterne/Konservative (EPP) og Socialdemokraterne (S&D) mister deres traditionelle monopol på magten i parlamentet. De skal fremover have mindst én gruppe mere med. Det kan f.eks. blive den tredjestørste gruppe, Liberale ALDE (med Venstre og Radikale fra DK), som samlet gik pænt frem ved valget.

Før valget var der lagt op til, at det kommende parlament vil blive præget af en modsætning mellem de to først nævnte grupperinger (integrationsvenlig, føderalistisk fløj) på den ene side og på den anden side et “Nationernes Europa” med de højrepopulistiske partier. Den tendens ser ud til at være afmonteret med det svagere end forventede valg til de sidstnævnte.  De er dog blevet stærke nok i Italien og Frankrig til, at det kan komme til at påvirke EUs udvikling. I tilfælde af en ny finanskrise med voksende statsgæld i Sydeuropa, vil euroen måske igen komme under et pres, der vil kunne udløse både et potentielt Frexit og et Italexit.

I en leder i den franske avis Le Monde ses resultatet af EU parlamentsvalget som skelsættende. “En ny politisk Verden er ved at opstå”, skriver avisen. De gamle skillelinjer mellem Højre og Venstre er ved at blive erstattet af nye, herunder den økologiske dimension og spørgsmålet om, hvilken rolle EU skal spille i forhold til nationalstaten.
I Frankrig kom konflikten imellem Højre og Venstre igennem mange år til udtryk i modsætningen mellem socialister, dvs det franske socialistparti (socialdemokratisk) og det gaullistiske/republikanske parti (konservativt).
Dette partimønster eksploderede på det nærmeste i det franske præsidentvalg i 2017, hvor det lykkedes for Emmanuel Macron, ikke alene at vinde præsidentvalget, men også efterfølgende at befæste sin magt parlamentarisk igennem dannelsen af “sit eget parti”, La Republique en Marche (Republikken i bevægelse, LRM), som ved et efterfølgende parlamentsvalg opnåede absolut flertal i Nationalforsamlingen. – Hvorefter Macron begyndte at udvikle “den nødvendige politik” som svar på de udfordringer, det franske samfund stod overfor. Det bestod bl.a. i gennemførelse af arbejdsmarkedsreformer, som man ikke kaldte “nyliberale”, men netop svaret på tidens udfordringer. Det skulle styrke den franske konkurrenceevne, øge eksporten og derigennem gøre det muligt at bevare offentlige udgifter og velfærd på et højere niveau. Det måtte være i alles interesse!
Men uligheden fortsatte med at stige, og i 2018 opstod De gule Veste med landsomfattende demonstrationer og krav om øget lighed og nedbrydning af de regionale økonomisk-sociale skel i landet.
Det kunne synes som en retablering af Højre – Venstre, blot i form af en dem-os modsætning mellem folk og elite.
Sådan ser lederen i Le Monde det imidlertid ikke. Man ser tværtimod dannelsen af det nye parti LRM som et tegn på opløsningen af de traditionelle parti og dannelsen af nye politiske skillelinjer som svar på de “seismiske” forskydninger af de underliggende samfundsmæssige modsætninger, der ikke kræver politik ud fra Højre-Venstre, men politik ud fra nye modsætninger som land-by, småby-Paris, nationalstat-globalt system, nationalstat – EU og økologi-vækst.

Man ser så resultatet af EU-parlamentsvalget i Frankrig som genoplivelsen (øget valgdeltagelse) i relation hertil. Det blev til en kamp mellem Le penister og Macronister, hvor de første vandt en ligge sejr, jvf figuren over mandatfordelingen ovenover (gule versus violette). Samtidig øgede De Grønne deres stemmer markant. Melenchon og La France Insoumise (Enhedslistens franske partnere i den nye gruppe i EU-parlamentet) fik det derimod svært i forhold til, at Jean-Luc Melanchon opnåede næsten 20 pct af stemmerne ved første runde af præsidentvalget i 2017, kun svagt overgået af Macron og Marine Le Pen.

Det interessante i en danske sammenhæng er, at i Danmark afspejler valgresultatet snarere en tilbagevenden til traditionel Højre – Venstre politik end en nyformulering omkring nye politiske skillelinjer. – Måske med miljøsagens øgede aktualitet som en undtagelse. Men ellers virker det som om, de danske vælgere ved valget gik imod højrepopulismen (DFs tilbagegang).

I Italien og Frankrig ser man højrepopulismen på vej frem. I Danmark er den på vej tilbage. Det kan selvfølgelig have spillet ind, at Nye Borgerlige og Stram Kurs ikke er stillet op.

Man må konkludere, at højrepopulismen har fået vind i sejlene af migrantkrisen, og måske ikke mindst den måde, den er håndteret på, men at den økonomisk – sociale ulighed stadig er en underliggende tendens i samfundsudviklingen, der giver politiske skillelinjer og altså fortsat gør Højre – Venstre delingen relevant. Det indebærer også, at f.eks. miljøkampen kan ses i dette perspektiv. Miljøproblemerne er ikke uideologiske og upolitiske. Tværtimod giver de i sig selv – og i måden de løses på – anledning til politiske kampe. Klimakampen er klassekamp.

 

 

 

Comments Off on EU parlamentsvalg og politiske skillelinjer

Har det amerikanske demokrati nået sit “point of no return”?

Posted in Demokrati, USA by Gregers Friisberg on 16/05/2019

Det ser sådan ud, hvis man skal tro Robert Reich, den tidligere arbejdsminister i Clintonadministrationen og nuværende professor i økonomi. Han når frem til konklusionen efter konstateringer af Trumps manglende imødekommelse af anmodninger og juridiske stævninger om udlevering af skatteoplysninger og info om sammenblanding af sin egen og statens økonomi.

Hertil kommer Trumps egenhændige indførelse af økonomiske sanktioner over for Kina og andre lande. Trumps begrundelse er nationale sikkerhedshensyn. Men det er spørgsmålet, om det er nok til den brede vifte af foranstaltninger, der tilsidesætter den lovgivende magt, Kongressen.

Den amerikanske forfatning med magtadskillelseslæren er netop blevet til på den måde for at undgå, at en tyran skal kunne tilrane sig ubegrænsede beføjelser. Derfor er der bygget et magtadskillelsessystem op (uafhængige magter: Folkevalgt Kongres, præsident og en Højesteret).

Every child in America is supposed to learn about the Constitution’s basic principles of separation of powers (magtadskillelse), and checks and balances (de tre magter holder hinanden i skak, f.eks. igennem præsidentielt veto, muligheden for at overrule det, udnævnelser til embeder/Senatets godkendelse af disse, etc) . But these days, every child and every adult in America is learning from Donald Trump that these principles are bunk.

Hvordan kan det nu lade sig gøre for en enkelt mand at pille det fra hinanden?
Det er forbløffende simpelt, ifølge Reich. Man gør det bare:

“Ved at udsende en generel afvisning af at svare på en stævning fra Kongressen siger Trump, at Kongressen ikke har nogen forfatningsmæssig myndighed til at kontrollere den udøvende magt (præsidenten og dennes regering). Han fortæller USA, at Kongressen er et underordnet regeringsorgan, snarere end en ligeværdig part. Glem alt om magtadskillelse”.

Ved rent faktisk at bruge penge på sin “mur” viser Trump, at det kan lade sig gøre at sætte Kongressens magt over bevillingerne, som Kongressen ellers har ifølge forfatningen, på stand-by. Det føderale retssystem af domstole giver dog ikke op så let.

Det nytter heller ikke noget at sætte en impeachment-proces (rigsretssag, hvor præsidenten afsættes af Kongressen) i gang, fordi det i en sådan er Senatet, der agerer domstol og Repræsentanternes Hus, der indstævner præsidenten. Men som bekendt har Republikanerne fortsat flertal i Senatet.

Det, der gør det muligt for Trump er, at han ser ud til at have et relativt godt tag i betydelige dele af den amerikanske vælgerbefolkning. I de såkaldte approval ratings (vælgerbedømmelser af præsidenten) har Trump længe ligget på 40-46 pct.

Det kan skyldes, at det i 2019 går relativt godt med økonomien. Der er vækst og lav arbejdsløshed, ikke mindst som følge af en ret letsindig udgifts- og skattepolitik, hvor der er givet skattelettelser til de mere velaflagte amerikanere.
Samtidig kan den amerikanske økonomi dog køre frem mod en stærkt stigende gældsbyrde og øget økonomisk ulighed. Derfor er det også en økonomisk politik, der deler den amerikanske befolkning.

På trods af Robert Reichs pessimisme er det ikke sikkert, at det sidste ord er sagt i magtkampen i Washington.

Økonomien vil næppe klare en fuldt skaleret handelskrig, – hvis denne får lov til at fortsætte i det omfang, som pokerspilleren Trump pt lægger op til.

 

FORFATNINGENS MAGTADSKILLELSE OG CHECKS AND BALANCES:

amerchecks
Note: Checks and Balances (Tjeks og afbalanceringer): Det er beskrevet i forfatningen, hvordan de forskellige ”magter” holder hinanden i skak, så ikke en enkelt af dem bliver for magtfuld. Præsidenten udnævner højesteretsdommere og ministre, men udnævnelser skal godkendes af Kongressen (Congress). Præsidenten kan nedlægge veto imod lovgivning (legislation) vedtaget (passed by) af Kongressen (Congress). Herefter kan loven kun komme igennem, hvis den vedtages med 2/3 flertal (overruling veto). Højesteret (the Supreme Court)  har mulighed for at prøve loves grundlovsmedholdelighed. Højesteret kan endvidere dømme om, at beslutninger og administrative rutiner er forfatningsstridige og derfor skal ændres.

 

Er der så en mulighed for, at det amerikanske demokrati kan ophøre med at være et demokrati?

I 2018 udgav de to amerikanske Harvard-politologer Steven Levitsky og Daniel Ziblatt bogen How Democracies Die.  Ifølge  Wikipedia-artiklen om bogen advarer den imod farerne, der kan opstå for den demokratiske proces i f.eks. USA, når der sker i et “sammenbrud i den gensidige tolerance og respekt for oppositionens politiske legitimitet. Denne tolerance involverer normalt en accept af resultaterne af frie og fair valg, hvor oppositionen har vundet, i modsætning til en tilstand, hvor der tales for en forkastelse af valgresultatet eller fremsættelse af falske klager over valg procedurerne.
Forfatterne hævder også vigtigheden i et demokrati af, at man respekterer meningerne hos de, der kommer til legitimt anderledes politiske meninger”.

Trump igennem sine handlinger og ytringer giver mange eksempler på disse ting, f.eks. hans mangel på respekt for de tidligere præsidenter (Clinton(Obama) og samtidige præsidentkandidater (Hillary Clinton/Joe Biden). Han er også gået let hen over det faktum, at Hillary Clinton fik omkring 3 mio flere stemmer end ham selv i 2018.

De to politologer fremhæver, at statsmagterne (de forskellige regerings-/domstolsgrene i et system med magtadskillelse råder over handlemuligheder, der fuldstændigt kunne underminere de de andre dele af magten eller oppositionen. De advarer imod, at præsidenten voldsgennemtvinger politiske dagsordener, eller  han/hun akkumulerer magt igennem forfatningsmæssig “armvridning”.
Det sidste har Trump f.eks. gjort ved at gennemtvinge, at flere mia$ af forsvarsbevillingerne skal bruges til at opføre en mur imod Mexico. Man skal angiveligt “forsvare sig imod en “invasion” af fattige mexicanere”. Men det var ikke lige det, der ellers skulle forstås som sikkerhedspolitiske formål for Pentagon (det amerikanske forsvarsministerium).

Comments Off on Har det amerikanske demokrati nået sit “point of no return”?

Valg 2019. Kamp om velfærdsdiskursen

Posted in Politik by Gregers Friisberg on 10/05/2019

Løkke Rasmussen opdager lidt vel sent inden valget, at vælgerflertallets prioritering af lavere skat i forhold til velfærd  ser ud til at have flyttet sig. Nu går han ind for stort set det samme velfærdsløft (vækst i offentlig sektors forbrug), som Socialdemokraterne har gjort sig til talsmand for. Velfærden skal stige 0,65 pct årligt frem til 2025. Det skulle gøre det muligt at løfte den såkaldte demografiske udfordring, der består i, at både antallet af ældre og antallet af børn forventes at stige i den pågældende periode, hvad der vil udløse øgede offentlige udgifter til ældrepleje og børnepasning. Altså alt andet lige: Status quo for den såkaldte kernevelfærd.
Det er det såkaldte økonomiske råderum, der disponeres over. Det opstår ved, at der bliver rum til øgede offentlige udgifter, når indtægterne til det offentlige stiger som følge af BNP-vækst.

For at det kan få maksimal effekt i en valgkamp har han så sagt, at det offentlige forbrug på 500 milliarder vil blive øget med 69 mia kr., hvad der er blevet bestridt, idet der opstår tvivl om, hvordan man når frem til tallet.   Måske er tallet i virkeligheden kun godt 20 milliarder.

Det er utroligt, at der kan opstå så meget diskussion om nogle relativt simple tal.

Udvikling i offentligt forbrug ved stigning på 0,65 pct årligt
År 2019 20 21 22 23 24 2025
Off. For-brug 500 503 507 510 513 516 520
Akkumuleret Off. Forbrug 3 7 10 13 16 20 69 (Sum)

Note: Forudsætning om realvækst eller 0-inflation. Download beregning her.

 

Tal er ikke i sig selv diskursive. Men det bliver de meget let, når de skal anvendes i en mere kompleks kontekst.

Og der er ingen tvivl om, at der er mere knaldeffekt for pengene, når man kan sige, at man vil løfte den offentlige velfærd med 69 mia i stedet for kun godt 20 mia. Det sidstnævnte tal er velfærdsløftet i året 2025. Men når de samlede udgiftsstigninger lægges sammen som akkumuleret offentligt forbrug over årene, jvf sidste række i tabellen ovenover, så kan det summe sammen til 69 mia.

Problemet for Løkke er for det første, at han løber sur i tallene – eller snarere i diskursen, idet han ikke får forklaret, hvori forskellen i beregningen af de to tal nærmere er, for det andet, at han ikke har inddraget, eller informeret, sine regeringspartnere. De må stå med en underlig smag i munden. Men i en valgkamp er enhver sig selv nærmest, synes logikken at være.

Comments Off on Valg 2019. Kamp om velfærdsdiskursen

Partigrupperingerne i det kommende EU parlament

Posted in EU by Gregers Friisberg on 09/05/2019

Efter at have støvet rundt på næsten en time i jagten på en ordentlig indsigtsfuld og overskuelig oversigt over det meget forvirrende mønster af partigrupper i det nuværende og kommende parlament lykkedes det endelig at finde èn:

EUValg19
Kilde: Politico.eu.

Den er interaktiv. Når der klikkes i den rektangulære firkant øverst til venstre, kan man se parlamentets sammensætning inden UK’s udtræden (Brexit).
Til højre er en liste over partigrupperingerne, som de ser ud efter seneste opinionsmålinger og en algoritmes udregning af deres styrke på basis af disse. Det er lige fra den store konservative gruppe EPP, European People’s Party øverst, til Den (gule) italienske 5-stjerne bevægelse nederst. Den har i modsætning til Salvinis Lega ikke opnået at blive deltager i en større gruppering endnu. Salvinis Alliance af Folk og Nationer, det populistiske Højre, som DF er kommet med i, ses med et estimat på 73 parlamentarikere, herunder to danske.  Salvini-alliancen er ledet af Lega med 27 mandater.

HoejreNatEUParl

Hertil kommer den næststørste gruppe, som er fransk (“Lepenisterne” fra tidligere Front National, nu Rassemblement Nationale) med 22.

Andre danske parlamentarikere i en ny konstellation er Enhedslisten, der stiller op for sig selv for første gang og Folkebevægelsen mod Unionen. De ligger med to mandater i GUE/NGL.  De store deltagere her er tyske Die Linke, Franske La France Insoumise og spanske Podemos.
SF får formodentlig genvalg til Margrethe Auken i den Grønne gruppe. Hun får selskab af 18 Grüne fra Tyskland og adskillige fra andre lande.
I ALDE-gruppen, Alliance for liberale og demokrater, får plads til en stor gruppe “Macronister” (En Marche). Her sidder danskere fra Venstre og Radikale.

Ved at bevæge musen henover billedet, kan man se de europæiske partiers respektive mandatstyrke i de forskellige EU-lande. Lidt længere nede på siden kan man gå interaktivt ind på enkeltlande:

DenmarkInEUElection19

Det er forståeligt, at mange ser det kommende parlamentsvalg som afgørende for, hvilken retning Europa vil komme til at bevæge sig fremover. Den generelle styrkelse af populistiske bevægelser vil vise sig. Den hidtidige dominans, som de to store grupper, den socialdemokratiske, S&D.  og den konservative/Kristendemokratiske EPP, har udøvet, vil blive udfordret af den højrenationale bølge. Det vil indebære en kamp imellem to visioner, den ene et føderalt Europa med fortsættelse af den stadig tættere integration på den ene side, og på den anden side en vision om et Europa, hvor magten – ikke alene i gerning, men også i ord ligger i nationalstaterne.
Det er ikke sikkert, det kommer til at indebære EU’s sammenbrud. Hertil skal nok tilføjes en evt ny euro-krise med sammenbrud for fællesvalutaen, og evt øget arbejdsløshed og forøgelse af økonomisk og social ulighed.

 

 

 

Comments Off on Partigrupperingerne i det kommende EU parlament