Gregers Friisberg

Allons Enfants!

Posted in Økonomi, Frankrig, Politisk økonomi by Gregers Friisberg on 09/12/2018

Les Gilets Jaunes – de “gule vestes” oprør. Er det en gentagelse af poujadismen, eller er det en form for græsrodsbevægelse?

Under alle omstændigheder ser man en bevægelse, der i stand til at ryste – ikke alene Frankrig, men også Europa i øvrigt.

Pierre Poujade var en fransk politiker, som satte gang i et oprør imod stigende skatter i 1950’ernes midte.

Det, vi ser nu, er ikke poujadisme. Der er genkendelige træk. Den lille mands oprør imod en overvælgende statsmagts krav om skatter og administrativ regulering. Men poujadisme havde sin rod i små erhvervsdrivende og deres kamp for økonomisk overlevelse. Det gav grobund for en særlig form for populistisk politik.

De “gule vestes oprør er bredere funderet – også selv om det er startet som et oprør imod en økoinspireret forhøjelse af benzin- og dieselafgifter.

Bevægelsen er vanskelig at rubricere efter almindelige politologiske kasser. Normalt er der i et demokratisk politisk system et slags transmissionslag imellem de valgte politikere og vælgerne. Det består af politiske partier, pressionsgrupper og græsrodsbevægelser, som formidler imellem de ledende politikere og folket. Det er væk i dette tilfælde. De gule veste har skåret dette led over og er gået i direkte clinch med magten. Derfor ser man også denne fuldstændig overrumplet. Det varede temmelig længe før Jupiter, Præsidenten selv, vovede sig ud af sit hi i Elyseepalæet for at sige nogle ord til folket om sagen.

Bevægelsen har i sit udspring været meget tværpolitisk sammensat. Venstre- højredimensionen har ikke kunnet bruges til rubricering af deltagerne. At repræsentanterne for politiske grupperinger og ideologier siden er løbet til og forsøgt at sætte sit præg på bevægelsen, fortolke den og give den retning, rører ikke ved, at den fra start var a-ideologisk.

Aktionerne startede i midten af november 2018 ved at personer fra store dele af den franske provins satte hinanden stævne via Facebook og foranstaltede vejblokeringer ved rundkørsler og vejknudepunkter.
Anledningen kunne synes bagatelagtig – for “eliten” – en ca 50 øres forhøjelse af dieselafgifter for at undgå forurening af diselpartikler og CO2. Men det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Økoskatten vendte fordelingsmæssigt den tunge ende nedad. Det, der var en økoproblematik for de højere magter, var et anslag imod livsformen for mennesker, der var afhængige af at bruge bil til at komme til og fra arbejde i småbyer og mellemstore provinsbyer uden meget offentlig transport.

Diagonalevide

Ifølge den franske geograf Hervé Le Bras kommer en stor del af de aktive i De gule Veste fra det, han kalder den tomme diagonal (Le Diagonal Vide), en diagonal, der går fra Ardennerne i nord til Pyrenæerne i syd, jvf Frankrigskortet ovenover. Det er et område, der igennem nogle årtier er blevet affolket, bl.a. som følge af den globaliserede økonomis måde at allokere befolkning, kapital og ressourcer på efter den økonomiske logik i denne form for økonomisk udvikling. Befolkningstømningen er yderligere forstærket af nedskæringerne på offentlige velfærdsbudgetter, der forsøger at imødekomme den perverse økonomiske logik i den nyliberale globaliseringsdiskurs. I området inden for diagonalen er man blevet afhængig af bilen til transport til og fra arbejde og til de daglige indkøb, hvor der bliver længere og længere imellem megabutikkerne.

Det var dog meget mere end denne afgift på brændstof, der satte gang i gemytterne. Det var protester imod den stigende ulighed i Frankrig, som præsident Macrons nyliberale reformer har medført.
De dygtige og aktive på arbejdsmarkedet skulle have flere incitamenter. Derfor afskaffelse af formueskat og reduktion af skatter på investeringsindkomst og på virksomhederne. Hertil kom et mere “fleksibelt arbejdsmarked” igennem lovindgreb imod fagforeningernes normsættende magt på arbejdsmarkedet.

Det havde måske ikke fået de virkninger for udløsning af aktioner og protester, hvis reformpolitikken var lykkedes, og det franske BNP og indkomsterne var steget markant. Det skete ikke. Godt nok har Frankrig fået lidt del i den økonomiske vækst i euro-zonen de sidste par år, men slet ikke tilstrækkeligt til markant at reducere den fortsat meget høje arbejdsløshed. Og fremgangen i indkomster er højst ulige fordelt. De allerrigeste har fået en uforholdsmæssig stor andel, og de lavere indkomster (herunder “middelklassen”) en ringe del.

Måske som en følge af den særlige politiske kultur i Frankrig er protesterne sat ind her først. Men der er nok ikke noget mærkeligt i, at de ser ud til at brede sig til Belgien og Holland. Hvad skyldes det?

Det er muligt, at den økonomiske politik i euro-zonen kan give en del af baggrunden for det. Den såkaldte “austerity”-politik med vedtagelsen af finanspagten i 2015, der kun giver rum for et underskud på statsbudgetterne på 0,5 pct (“strukturelt” underskud) levner ikke mange frihedsgrader for regeringer, som vil stimulere økonomien og dermed bekæmpe arbejdsløshed v.h.a. offentlige investeringer.
Til gengæld har austeritypolitikken (nedskæringer på offentlige budgetter m.h.p. budgetbalance) ikke givet nævneværdige problemer for de mest konkurrencedygtige euro-zoneøkonomier, f.eks. Tyskland.  Traditionelt har Frankrig kunnet gøre noget ved faldende konkurrenceevne i forhold til Tyskland ved at devaluere franken. Det kan man ikke, når man er med i euro-zonen.

Det er formentlig i denne påtvungne økonomiske stagnation, hvor man er bastet og bundet af den “hårde euro”, der er en væsentlig baggrund for de protester, man ser nu. Og hvis den såkaldte “højkonjunktur” er ved at fade ud, og den stramme økonomiske politik opretholdes, vil man nok komme til at imødese nye, og måske forstærkede protester.

Figur 1: BNP pr indbygger (Internationale $ købekraftsparitet)

BNP Tyskl Frankr

Kilde: Verdensbanken.

Diagrammet ovenover siger det tydeligere end nok så mange ord. Af de to lande er det især Tyskland, der har fået glæde af Euro fort  (“faste og stærke euro”) politikken. Tyskland stryger forbi Frankrig og fortsætter mere og mere i overhalingsbanen,  omtrent lige fra det øjeblik, hvor den fælles euro indføres (omkring 2000). Den franske økonomi har stagneret, og det har ikke hjulpet på det, at man har ført en kynisk “reformpolitik”, der især har begunstiget de højeste indkomster.

Advertisements

Comments Off on Allons Enfants!

Trumps Nulsums-Verden

Posted in Amerikansk udenrigspolitik, Global økonomi, USA by Gregers Friisberg on 10/06/2018

Er det en præsident eller en reality TV star, der sidder i Det hvide Hus – eller måske en sprængfarlig cocktail af de to, når præsidentens narcissistiske karaktertræk tilføjes?

TrumpsWreckingBall

Kilde: The Economist forside 7.juni 2018. En wrecking-ball er en stor tung, svingende metalkugle, som entreprenører bruger til at rive en bygning ned med. “Bygningen” er i dette tilfælde den amerikanske verdensorden, som USA byggede op efter II. Verdenskrig, og som ikke mindst efter 1989 har sikret et globalt hegemoni for landet.

 

Med America First politikken står USA for en ekstrem realisme i udenrigspolitikken (foreign Policy). Det er national økonomisk interesse i snæver forstand, det drejer sig om. Trump er vred over, hvad han som businessman ser som en “bad deal” for USA, når landet er i underskud i udenrigshandelen. Det indgår ikke i regnestykket, at landet har fået mange fordele af den “skæve udenrigshandel” (jvf nedenfor), fordi man har kunnet financiere det ved at være global banker (global bankmand), der stod for at trykke den internationale møntfod, samtidig med at det har sikret USAs globale hegemoni, og de fordele, det har indebåret.

AngelaogTrump_FacingOff
Foto fra situation imellem mødesessioner ved G7-topmødet. Billedet er taget af den tyske delegations fotograf Jesco Denzel.

Udover ekstrem realisme kommer imidlertid også et farligt performanceaspekt ind. Et G7-møde er “uinteressant” for Trump, fordi det ses som en “snakkeklub”, der blot befæster og bekræfter gamle venskaber. Det virkelig interessante er at spille en rolle, ja, nærmere performe, i storpolitikken – uden tanke og overvejelse over de relativt svære strategiske problemstillinger m.h.t. de nye globale balancer, der er ved at opstå med Kina-Rusland som modsætninger på den storpolitiske arena.

Den “præsidentielle adfærd” i storpolitikken tyder mere og mere på performanceaspekt end fornuftig og rationel realistisk interessevaretagelse.
Som nu når Trump forlader G7 topmødet i Canada før tid efter at USA først har tilsluttet sig en fællesudtalelse og derefter forkastet den. Og med et par velrettede tweets leveret efter mødet fornærmer han værten, Justin Trudeau, ved at kalde ham “uærlig og svag”:

Trumptweetjuni18

Vigtigere end at udbygge og befæste forholdet til gamle venner og allierede, er det åbenbart at “gå over i historien” som den præsident, der løste problemerne på den koreanske halvø.
Trump overser, at han risikerer at blive nyttig idiot for Kim Jung-Un i dennes forsøg på at afbalancere den kinesiske indflydelse på den koreanske halvø. Kim Jung-Un kan spille USA og Kina ud imod hinanden og derved opnå fordele for Nordkorea. V.h.a den fredsindstillede præsident Moon i Sydkorea er en tilnærmelse mellem de to Korea’er blev mulig.
Amerikanerne kan også have øjnet en mulighed for at dæmme op for kinesisk indflydelse ved at binde både Nordkorea og Sydkorea – og måske med tiden et samlet Korea – tættere til sig. Men det bringer de traditionelle alliancer i opbrud – ikke mindst kan det blive interessant at se, hvordan japan vil reagere.

Bilaterale handelsforhold

Det lyder snart som en forarmelsesteori. USA  har kun lænkerne at miste, når man nu er 500 mia$ nede i handelsunderskud over for resten af Verden. Når man medregner den for USA vigtige balance i handelen med tjenesteydelser, ser billedet ikke nær så sort ud.

Trump er ikke helt uden pointer i hans bekymring over de bilaterale økonomiske relationer til Kina. I modsætning til mange andre tidligere u-lande har Kina stillet krav om deling af teknologi, når landets virksomheder skulle indgå i samarbejde med vestlige. Og der er “stjålet” teknologi igennem disrespekt for copyright – eller “right to copy”, som det ironisk formuleres af forurettede vesterlændinge.

I det hele taget er der meget surhed over, at kineserne ser ud til at være både hurtigere og bedre i konkurrencestatskapløbet end Vesten. F.eks. siger USA’s merkantilistiske handels minister Wilbur Ross:

They have been the factory floor of the world, now their vision is to be the technology center for the world,” Ross said.

“What they are really trying to do is take their immense trade surplus from the conventional industries of today … and plow them into semiconductor research and every kind of research you can imagine.”
Men kineserne er alligevel i vidt omfang begyndt at spille efter de internationale spilleregler – i en erkendelse af, at det på langt sigt er til egen fordel.

En stor del af handelsunderskuddet hænger sammen med, at amerikanske virksomheder importerer halvfabrikata og råvarer til deres afdelinger eller samarbejdspartnere i Kina, som forarbejder dem og eksporterer tilbage til USA. Hvis det lykkes Trump at eskalere handelskrigen, vil det betyde, at USA i vidt omfang kommer til at skyde sig selv i foden, fordi de amerikanske virksomheder rammes på deres forsyningskæder med filialer i Kina.

Det er ikke kun amerikanske virksomheder, som vil få “disrupted” deres forsyningskæder. En række asiatiske økonomier, der eksporterer til Kina kan blive hårdt ramt:

Forsyningskædelande for kinesisk eksport. Værdiøgning af kinesisk eksport til USA som pct af landenes BNP.

supplychainpain
Kilde: The Economist 30.3.18

Det bekymrer åbenbart ikke Trump. A bad deal is a bad deal, no matter what. Eller sådan er der nogle, der fortolker det. Rent faktisk ved man ikke, hvad der foregår i hovedet på ham, og hvor langt han vil lade handelskrigen udvikle sig.

USA’s handelsbalance (varer) med Kina i mia $

useximp18
Kilde: Economist .

Det hjælper selvfølgelig ikke på det gode humør, at man kan se underskuddet vokse og vokse. Selv når tjenesteydelser, hvor USA står stærkt, regnes med, er underkuddet langt over 300 mia. Det skyldes bl.a., at levestandarden i Kina (f.eks. målt i BNP pr indbygger) stadigvæk er betydelig lavere i Kina.

bnpprindbDKUSKINA
Kilde: Verdensbanken.

Der vil være tendens til, at det generelle lønniveau følger BNP pr indbygger. Med den lavere løn kan Kina producere billigere end de rige lande, hvis ellers Kinas produktivitet (produktion pr arbejder) følger nogenlunde med, – og det har den gjort.

Kina lader kursen på sin valuta følge dollaren, hvad der gør, at problemet intensiveres samtidig med en stigende kinesisk konkurrenceevne. Med den økonomiske vækst, som har været hastig de seneste årtier er teknisk niveau og kvalitet blevet løbende forbedret, og det har muliggjort en stærk eksportfremgang. Den hurtigt stigende eksport er en del af hemmeligheden bag den stærke vækst.

Fremgangen i eksporten har især været hurtig efter 2001, hvor Kina blev medlem af verdenshandelsorganisationen WTO.

Økonomer i Deutsche Bank har lavet en opgørelse, der viser, at USA er i overskud i forhold til resten af Verden. Dette overskud fremkommer, når man ikke alene tager tjenesteposterne med i betalingsbalancen, men også inddrager en opgørelse over, hvad amerikanske virksomheder sælger i udlandet i forhold til, hvad udenlandske virksomheder sælger i USA:

US-SurplusTotal
Her efter Bloomberg.com.

Selv i forhold til Kina er USA løbet ind i et mindre overskud, når handelsrelationen opgøres på denne måde.

Handelskrigen er så småt gået i gang. Det startede med stål og aluminium, og derefter har USA udtaget en liste over kinesiske eksportvarer på over 50 mia$, som skal have smækket betydelige toldsatser på. Kineserne reagerer prompte ved at udtage amerikanske varegrupper, og de udtages i områder, hvor Trumps kernevælgergrupper kan blive ramt. Da Kina eksporterer langt flere forskellige varenumre end USA, løber Kina hurtigere tør for reaktionsmuligheder inden for handelsområdet. Og en kommentator konkluderer tørt, at snart har Kina ikke andre reaktionsmuligheder end atomvåbnet tilbage.

Det skønnes, at kineserne har en beholdning på over 1200 mia$ amerikanske statsobligationer.  –  Hvad der kan blive et våben for Kina, før atomvåbnet sættes ind! Et salg kan formindske prisen (kursen) på obligationerne og dermed føre til rentestigning. Herved vil kineserne imidlertid ramme sig selv. Det vigtigste ved en sådan handling vil være signalværdien. Tilliden til amerikanske værdipapirer kan lide et alvorligt knæk. Det største knæk for amerikansk økonomi er imidlertid allerede i gang. Og det hænger sammen med den uigennemskuelige og impulsive adfærd, Trump udviser. Han har delvist ret i sine påstande. Det er en bad deal, USA er endt med over for både Kina og EU, men måden, han griber det an på, er ikke heldig. Hvis en ødelæggende handelskrig skal undgås, vil det være en god ide at involvere WTO og lade forhandlinger foregå i regi af denne organisation.

EU har et handelsoverskud over for USA, der nærmer sig 100 mia $. Begge lægger told på varerne, men EU’s (f.eks. på biler) er i gennemsnit højere.

Hertil kommer EU’s aggressive pengepolitik, der føres via den europæiske centralbank, ECB. Dens quantitave easing (pengeudpumpning via køb for over 60 mia euro pr måned af obligationer) fører til lavere rente og dermed tendens til en lavere kurs på euro. Og det giver eurozonen (og lande, der har lagt deres kurs fast over for euro, som f.eks. Danmark, en konkurrencefordel i handelen med USA.

Man kan undre sig over, hvorfor USA hidtil har accepteret det? Det hænger nok sammen med, at USA skabte den internationale økonomi i sit eget billede efter II. Verdenskrig. Andre valutaer blev bundet i kurs over for amerikanske dollar i og med Bretton Woods aftalerne og USA var primus motor i udformningen af det internationale handelssystem med først GATT og siden WTO. Og USA accepterede betydelige handelsunderskud, fordi man kunne finansiere disse igennem salg af amerikanske Treasuries (statsobligationer) og altså via en politik, der nærmest var identisk med at trykke dollars til dækning af underskuddet. Det var med til at fastholde de andre lande i et tæt økonomisk samarbejdsforhold med USA.

Når dette ikke længere er så let, er det udtryk for, at USA ikke længere er så dominerende en økonomi som tidligere. Og landets militære dominans er også ved at blive mindre:

USA, Kina og EU sammenlignet med hensyn til BNP i købekraftsparitet, eksport af varer og militærbudgetter

kinaUSapr
Kilde: The Economist, primo april 18

Målt i volumen (mængden af producerede varer målt ved PPP) er den kinesiske økonomi allerede størst. Og Kina er klart verdens største eksportør.
Med hensyn til militærudgifter ligger landet stadig langt efter USA, men det er begyndt at hale hastigt ind på USA, jvf 3. diagram til højre ovenover.

Imperial Overstretch?

USA har længe lidt af imperial overstretch.
Trumps America First politik er en erkendelse af dette. Man trækker sig tilbage for at slikke sårene. – Og måske komme tilbage med fornyet styrke? MAGA  –  Make America Great Again?

Det kan man selvfølgelig prøve på. Men det er nok ikke den rigtige vej til det, man har valgt at følge med Trumps politik. Det er ikke så meget det, at man er gået i gang med at bygge toldmure, der er problemet. Det er der mange lande, der pt er i gang med. Det er mere den ensidige tro på, at gammeldags protektionisme er en vej frem. USA kunne alternativt forsøge at forbedre sin konkurrenceevne over for omverdenen ved sats på udbygning af uddannelsessektor og infrastruktur, og igennem formindskelse af de etniske modsætninger og konflikter i landet.
Man kan sige meget om Trump, men ærligheden omkring det at være merkantilister, tjener amerikanerne til ære. – Selv om det gøres med lige lovlig voldsomme fanfarer i det Trumpske tilfælde.
Andre lande er betydelig mere diskrete, når de indfører handelsprotektionistiske tiltag. Kina har f.eks. været meget mere diskret. Det er nok en brat opvågnen, de har været ude for i konfrontationen med den grænseløse Trump.

Det danske handelsoverskud i forhold til USA

Et land, der relativt set har et eksportoverskud  over for USA, der er langt større end Kinas er sjovt nok Danmark.

DKUS_handel15
Kilde: Danmarks Statistik.

På vareområdet er det især medicinalindustri og maskiner og transportmidler, og på tjenesteområdet søtransport, der giver de store overskud til Danmark.

Underligt nok har Danmark ikke hørt et ondt ord herom. Og danskerne er ovenikøbet ikke så flinke som kineserne til at finansiere det amerikanske underskud igennem investering i amerikanske aktiver.

 

Kina er med Belt and Road initiativet i gang med et globaliseringskoncept, der vil give amerikanerne nye hovedbrud:

BeltandRoadInitiative
Kilde: China Daily.

Det er et kæmpemæssigt handels-, energi- , transport- og infrastrukturprojekt, der skal binde 71 lande i Asien, Europa og Afrika sammen. Det er en slags genoplivelse af den gamle “Silkevej”, hvorad varer blev transporteret mellem Østasien og Europa. Men denne gang bliver det ikke på heste- og kamelryg, men via højhastighedstog og skibsruter.

Noget af det nye i denne udvikling er kinesiske forestillinger om, at initiativet udbygges med en “arktisk silkevej”. Kina blev observatør i Arktisk Råd i 2013, og man er begyndt at bruge denne udsigtspost til at lufte forestillinger om et kinesisk engagement i Arktis.

ArktiskSilkevej
Kilde: The Economist, 12.4.18.

Lugter det hele af nyimperialisme? Vil Kina blive en trussel?

Det er der delte meninger om.  – Ikke en trussel ifølge Stratfor analytiker Zhang Zhixing, som ikke mener, man kan forvente så aggressiv en adfærd fra Kinas side, som man har oplevet det i Det sydkinesiske Hav, hvor Kina udbygger basefaciliteter på kunstige øer for at kunne forsvare de livsvigtige søruter, bl.a. igennem at hævde territoriel overhøjhed over en større del af området. Men det er af gode grunde ikke muligt i Arktis. Det forventes først, at området er tilstrækkelig isfrit i løbet af nogle år.

Andre ser knap så lyst på det: “Man skal lægge mærke til Grønland. Politiske eliter der går ind for uafhængighed fra Danmark, men vil ikke tage springet, fordi øens økonomi er så afhængig af dansk støtte. Udsigten til kinesiske investeringer kunne ændre på dette. Skulle Grønland blive uafhængig, kunne Kina udløse sin pondus og gennemslagskraft i Det arktiske Råds (observatørpost) til at fremme sine interesser, når de arktiske stater mødes” (The Economist 12.4.18).

Det er jo interessante perspektiver for Grønland: Hvilke imperialister er de mest behagelige: Kinesiske eller amerikanske?

 

Comments Off on Trumps Nulsums-Verden

Italien og euroen

Posted in EU by Gregers Friisberg on 28/05/2018

Har den italienske præsident begået en slags statskup ved ikke at anerkende den nyudnævnte regeringsleder Giuseppe Contes valg af finansminister. Kandidaten, Paolo Savona, falder ikke i præsidentens smag, fordi han er kritiker af euroen, og han og de to nye – såkaldt “populistiske” – regeringspartier kan ende i en situation, hvor Italien må forlade euroen.

Det mener præsidenten er uforeneligt med italienernes økonomiske interesse.

Det er spørgsmålet, om præsidenten overhovedet har beføjelser til dette. Han er indirekte valgt af medlemmer af Deputeretkammeret og Sentatet, henholdsvis Andet og Førstekammer i parlamentet, plus delegerede fra provinserne, en forsamling på i alt godt 1000 personer. Og han forventes at føre en politisk-konstitutionel stabilitetspolitik, men ikke en politik, der skal sørge for finansiel og økonomisk stabilitet.

Italiensk parlamentsvalg marts 2018

Party % af stemmer ved valg 2018 Ændring i pct i forhold til foregående valg
 Fem stjerne bevægelse 32.22 6.62
 Democratisk Parti 18.9 -6.5
 Lega 17.69 13.59
 Forza Italia 13.94 -7.66
 Fratelli d’Italia 4.35 2.35
 Fri og Lige 3.38

Resultatet af det italienske parlamentsvalg, jvf ovenfor, blev et flertal til de to “populistiske” partier Femstjernebevægelsen og Lega. Tilsammen fik de omkring 50 pct af stemmerne og flertal i parlamentet. Og de har efter lange og trange forhandlinger opnået en form for enighed om dannelse af en regering.

Det er en regering, der straks kom på koalitionskurs med EU og finansmarkederne. Ganske vist tager den forslag om udgangsmuligheder fra euroen, af bordet, men dens økonomiske politik med f.eks. gennemførelse af et borgerlønsforslag fra Femstjernebevægelsen og offentlige pensioner vil med Italiens gælds- og offentlige finansproblemer antagelig kunne udløse en ny eurokrise.

Præsident Mattarella gav som begrundelse for sit krav, at “usikkerhed om vores stilling i euroen har foruroliget italienske og udenlandske investorer, som har investeret i obligationer og virksomheder”. (The Guardian 28.5.).  Den stigende rente på italienske statsobligationer (som er med til at finansiere en statsgæld på i forvejen 130 pct af BNP) vil formindske mulighederne for fortsatte velfærdsudgifter og dermed udsætte italienerne for risici.

 

Det kan nok være et uangribeligt argument, men ikke et argument for en præsident at agere på med de konstitutionelt definerede beføjelser, han har. Italien er dermed kastet ud i en forfatningskrise, hvor mulighederne for nyvalg nævnes som en løsning. Vælgerne skal tale. Men vælgerne har jo allerede talt. Og det nytter ikke at nedgøre deres tale som “populisme”. Det er et begreb, der i stigende grad bliver brugt til at karakterisere politik, man ikke bryder sig om. Men egentlig er det ret udemokratisk ikke at ville anerkende et valgresultat som det foreliggende.

Det stiller igen eurokonstruktionens store problemer med at kunne udforme en politik, der er gavnlig for både den nordlige og sydlige del af området, på spidsen. Italien har efterhånden gennemlevet ti år med økonomisk stagnation og faldende levestandard som følge af den spareorienterede finanspolitik i eurozonen.

Udvikling i BNP pr indbygger i tusinder af $ i faste 2010 priser
BNP pr indb ItalGer
Kilde: Verdensbanken.

Tallenes tale er tydelig, jvf ovenfor. Det gennemsnitlige BNP pr indbygger ligger i 2018 på et niveau a la årtusindeskiftet. Mange unge er arbejdsløse. Der er dannet et stort prekariat med usikre beskæftigelsesforhold.  I frustration over manglende styr på udviklingen er mange vælgere gået over til de såkaldte “populistiske” partier. “Populisme” er i den sammenhæng et ord, der bekvemt hentes ned fra det “politologiske” vokabularium. Reelt er det et ord, der i denne sammenhæng er blottet for indhold og blot viser en afstandtagen fra disse vælgeres ret til at foretage et demokratisk valg.

Der har dog ellers være visse tendenser til forbedring af Italiens økonomi de sidste par år.
Væksten har ikke været vild, men der er tendens til positiv økonomisk vækst og langsomme forbedringer af arbejdsløshedstal, som figuren ovenover også lader antyde. Betalingsbalanceudviklingen har den seneste tid forbedret sig og er altså udtryk for en langsomt forbedret italiensk konkurrenceevne, og det er denne udvikling, nogle er bange for sættes over styr.
Men som i andre dele af Europa ser man en tendens til regionale forskelle i udvikling – i Italien mellem den nordlige og sydlige del af landet. Det er forskelle i regionaludvikling, som slår særlig stærkt igennem i Italien.
Landet føler sig også svigtet af det øvrige EU i immigrationspolitikken, hvor store ord og fælles oplæg til løsninger ikke er blevet til noget, og Italien står alene tilbage med problemet at skulle håndtere et stort tal migranter udefra.

Den italienske forfatningskrise kan også ses som symptom på de nye politiske værdier i et Europa i forandring. Den gamle fordelingspolitik med højre-venstre skala har delvist måttet vige for værdipolitikken, hvor indvandringsspørgsmål, lov-og-orden politik, miljøpolitik og andre aktuelle politiske sager trænger sig på. Det viser sig f.eks. i valgresultatet for Det demokratiske Parti, en slags socialdemokratisk parti, som længere tilbage er arvtagerne fra euro-kommunismen, den tidligere stærke kommunistiske bevægelse i Italien. En del af disse stemmer kan være gået til Femstjernebevægelsen. De “fordelingspolitiske” islæt viser sig dog stadig i form af forslag om omlægning af offentlig velfærd (borgerløn, pensioner).

Det er en politisk noget umage koalition, idet Lega, det tidligere regionale Lega Nord, er et højreorienteret parti med forslag om skattelettelser. De to partier er fælles i en kritik af euroen for at “kvæle” (bl.a. formuleret som et “tysk bur”) Italiens økonomi med Euro- Finanspagtens krav om budgetdisciplin.

Fra en EU-vinkel ses de økonomisk-politiske forslag som noget, der vil lægge en bombe under den stabilitetsorienterede politik, euro-zonen har forsøgt at føre.
Problemet med denne politik er, at den er meget langsomt virkende i det sydlige Europa, og den risikerer at sænke dele af dette område i en slags “Grækenlandssyndrom” – , hvor statsgælden kommer ud af kontrol.

 

Comments Off on Italien og euroen

OK-forhandlingsresultat

Posted in Arbejdsmarked by Gregers Friisberg on 30/04/2018

De offentlige OK-forhandlinger blev afsluttet med et resultat af forhandlingerne på statens område lørdag aften den 28.4.

Det  ikke blev muligt at holde Musketereden hele vejen igennem. Landets undervisere blev efterladt på bagperronen uden en arbejdstidsaftale.

Dennis Kristensen fra Forbundet af Offentlig Ansatte (FOA) valgte at gå solo og indgå en delaftale for de 41.000 LO-medlemmer i regionerne onsdag den 26. FOA så en mulighed i lønrammen på 8,1 pct, over den tre-årige OK-periode fra 2018-21, som arbejdsgiverne efterhånden havde strakt sig til. Hertil kom, at han kunne få ekstra penge fra den pengepose på 0,5 mia, som statens hovedforhandler, innovationsminister Sophie Löhde, havde fået med til den afsluttende del af forhandlingerne. Det drejede sig om penge til FOA’s lavtlønsprojekt, ligelønsprojektet og et rekrutteringsprojekt (stigende mangel på arbejdskraft i sundhedssektoren).
Fredag blev der indgået aftale mellem de offentlige arbejdsgivere (KL, Kommunernes Landsforening) og de 500.000 ansatte på det kommunale område.  Det forlød først, at den største “knast”, lærernes arbejdstidsaftale (DLF-krav om kvartårlig arbejdsnorm), var faldet på plads sammen med de samme generelle lønstigninger som på regionernes område, men det viste sig senere, at det, der var indgået aftale om var, at der nedsættes en kommission til at se på lærernes arbejdsforhold frem til næste overenskomstrunde. Arbejdstidsaftalen blev altså nærmest spillet til hjørne.
Når DLF (Danmarks Lærerforening) forhandlerne gik med til det, kan det have sammenhæng med, at åbningen for OK-aftale på FOA-området har givet dem en fornemmelse af, at de ville ende i samme situation som i 2013 med en enegang, hvor arbejdsgiverne så ville kunne udsætte dem for en opslidende lock-out, med udsigt til et nyt nederlag.

Statsaftalen gav samme lønstigning som de øvrige områder, dvs 8,1 pct, hvor de 5,60 pct vil blive generelle lønstigninger. For de statsansatte undervisere, bl.a. GL, kom det til at betyde, at specielle krav om indflydelse på planlægning af arbejdet ikke umiddelbart var imødekommet med statsaftalen med akademikerne, men måtte vente på en forhandling af organisationernes (GL og Undervisningsforbundet) specielle krav frem til 11.5.

Alt i alt er det et ret magert forhandlingsresultat. Man kom til at “betale” for en arbejdsgiverbetalt frokost igennem en lempelse af reglerne om plustid, så en aftale om 42 timers arbejdsuge – uden ekstra overarbejdsbetaling (der er ikke formelt tale om overarbejde) nu kan indgås mellem den enkelte og arbejdsgiveren udenom TR.
Den arbejdsgiverbetalte frokost var i forvejen en kutyme. Og man skal desuden stå til rådighed i frokostpausen.
De generelle lønstigninger på omkring 2 pct pr år vil måske nogenlunde kunne holde trit med inflationen.
– Selv om det reelt måske er ret tvivlsomt i betragtning af, at der har været kraftig opgang i oliepriserne, og at store skattelettelser i USA vil kunne påvirke i retning ad overophedning for de globale økonomiske konjunkturer. Det vil smitte af på europæisk og dansk økonomi med opadgående inflationspres.
Det vil kunne føre til stærkere lønglidning på det private arbejdsmarked, hvor udbud og efterspørgsel hurtigere fører til forstærket lønstigning ved decentrale forhandlinger, især på arbejdskraftmæssige mangelområder.
Men her har man jo så for den offentlige sektor bevaret reguleringsordningen i overenskomsten, der  med ca 1,5 års forsinkelse giver 80 pct udmøntning af lønefterslæb i forhold til de privatansatte.
Og det forhadte privatlønsværn, indført af finansminister Bjarne Corydon ved overenskomstforhandlingerne i 2015, som sikrer, at de offentlige lønninger ikke løber forud for de private ved økonomiske konjunkturforløb, der ikke er i sync, blev afskaffet ved OK18.
Privatlønsværnet har været en torn i øjet på mange offentlig ansatte, fordi det antyder, at der er et A- og et B-arbejdsmarked. Et A-arbejdsmarked for eksportindustri og andre “dynamiske” områder og en tungere velfærdssektor, hvor de lønmæssige goder kommer senere og med en lavere udmøntning.

 

 

Comments Off on OK-forhandlingsresultat

Musketered

Posted in Arbejdsmarked by Gregers Friisberg on 25/04/2018

Det er udtryk for en vis ironi, at den person, der har opfundet brugen af betegnelsen Musketered, er ham, der så går hen og bryder den, fordi han kan hive nogle lønklumper hjem til sine medlemmer.

Dennis Kristensen er så gammel i gårde, at han må have vidst, hvad konsekvensen af denne enegang kan blive, f.eks. enegang og evt. nederlag efter en opslidende konflikt, for nogle af de grupper, der ikke har lavet en aftale endnu. Det gælder ikke mindst lærerne, hvis krav om arbejdstidsaftale ser ud til at være uspiseligt for arbejdsgiverne.

Dennis K. mener imidlertid ikke, det er et problem:

Vi har opnået en aftale, som giver medlemmerne den reallønsfremgang, der fra begyndelsen har været afgørende for et resultat. Musketereden har bragt os langt og flyttet arbejdsgiverne et godt stykke, men den kan ikke betyde, at der udbryder konflikt, på områder, hvor der kan indgås gode aftaler” (FOA.dk)

Det er lige præcis det, der kan, hvis KL bliver ved at stikke en kæp i hjulet på lærernes ønske om at få en arbejdstidsaftale, som alle andre grupper på arbejdsmarkedet har. Lærerne fik jo “normaliseret” deres arbejde i 2013 med et lovindgreb, et indgreb, man mente var nødvendigt, fordi lærerne havde en OK, som havde lavet “indgreb i arbejdsgivernes  ret til at lede og fordele arbejdet”, som det er blevet formuleret på lederplads i Børsen (19.3.):

borsenleder19_3
Nu er det imidlertid sådan, at hovedaftalen netop siger, at ledelsesretten ikke er absolut. Den er begrænset af de aftaler, der indgås mellem parterne, som f.eks. bestemmelserne om arbejdstid i lærernes overenskomst før 2013. Nu må vi bare håbe, at Bonde fortsætter med at være stædig, og at han bakkes op af de andre lønmodtagergrupper.

 

Comments Off on Musketered

OK!

Posted in Arbejdsmarked, Økonomi by Gregers Friisberg on 28/03/2018

Ved den danske model forstås, at en mængde regler i det danske samfund, på arbejdsmarkedet, er blevet til igennem aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, dvs fagforbund (f.eks. 3f, Dansk Metal, HK etc) og de modstående arbejdsgiverorganisationer, f.eks. DA, Dansk Industri.
Herved har det været muligt i Danmark at lave regler og ordninger, der gælder for store grupper i det danske samfund, uden at man har måttet involvere folketinget. Det vil sige, at mange anliggender, som der lovgives om i andre lande, bliver besluttet mellem arbejdsmarkedets parter i Danmark. Et typisk eksempel er mindsteløn, som man ikke har nogen lov om i Danmark. Baggrunden for, at det har kunnet lade sig gøre, er den høje organisationsgrad, dvs den højde procentdel af lønmodtagerne, der er medlemmer af fagforeningerne. Den danske model er imidlertid under pres. Det viser sig i tendens til fald i medlemsskabet af de store landsdækkende forbund, og det viser sig i globaliseringens pres.

arbmarkhierarki3

Offentligt arbejdsmarked

Men når det gælder det offentlige arbejdsmarked, er det ikke altid OK eller uproblematisk, sådan som det foregår, når staten både er arbejdsgiver og lovgiver.

Der er i første omgang tale om det, man kalder asymmetrisk magt.
   Staten sendte lockoutvarsler til over 440.000 offentlig ansatte. Og staten (regering/Folketing) kan afslutte det hele med et lovindgreb.
Det viste sig dog at blive lidt af en boomerang for de offentlige arbejdsgivere, idet overenskomstforhandlingerne bl.a. kom til at dreje sig om, hvem der stod stærkest i offentligheden. Der blev offentliggjort opinionsmålinger, der viste en udbredt støtte i offentligheden til lønmodtagersiden, hvad der så ud til at medvirke til en opblødning af arbejdsgiversiden. OK-forhandlingerne blev også en kamp om hearts and minds, så det asymmetriske magtspil blev mere komplekst end først antaget. De offentlige arbejdsgivere blev bevidste om, at de udover at være arbejdsgiver også var politikere, der skulle positionere sig til den næste valgkamp.

Op til påsken 2018 mødtes forhandlerne for de offentlig ansatte i Forligsinstitutionen efter forhandlinger, der trak ud og trak ud.

 

Løn

Innovationsminister Sophie Løhde, der er arbejdsgivermodpart for de statsansatte (ca. 180.000) har spillet ud med et lønløft på 6,7 pct over den kommende treårige overenskomstperiode. For staten er overenskomstforhandlingerne med de offentlig ansatte blevet en del af både udgiftspolitikken og konkurrenceevnepolitikken (over for udlandet).
Man ser de offentlige udgifter blive øget, og derfor vil man holde igen. Og man ser konkurrenceevnen over for  udlandet blive reduceret af lønstigninger til de offentlig ansatte, der måtte “smitte af” på løndannelsen i den private sektor.
Regeringen blødede dog sin holdning op, – måske under indtryk af opinionsmålinger, der viste bred støtte blandt vælgerne til de offentlig ansatte.

Løn omregnet til timeløn. Gennemsnit 2016.

Mænd og kvinder i alt Mænd Kvinder Kvinder i pct af mænd
Offentlig forvaltning og service 294,56 314,7 285,57 90,7
Stat (inklusiv sociale kasser og fonde) 319,2 324,81 312,51 96,2
Kommuner og regioner i alt 286,52 306,97 280,35 91,3
Regioner 319,7 379,49 303,06 79,9
Kommuner 276,33 286,43 273,2 95,4
Virksomheder/org (privat sektor) 306,22 319,35 281,43 88,1

Kilde: Statistikbanken. (Lonss20)

Tabellen ovenover viser store summariske gennemsnit, hvor offentlig sektor føring på lønnen nogle steder hænger sammen med højere uddannelsesniveau, f.eks. regionerne (hospitaler) med mange læger og staten med mange DJØF’ere. Ellers ligger lønnen, når der ses på funktioner, mange steder højere i den private sektor end i den offentlige.

Det er også forskelle i uddannelsesniveau, der er med til at forklare forskelle mellem kønnene. Det er eller imod bestemmelserne om ligeløn i lovgivningen. Men der er stadig betydelige kønsforskelle m.h.t. løn på arbejdsmarkedet. Mænd får ofte højere tillæg, og de har jobfunktioner, der aflønnes med en højere sats. Målet om mere ligestilling lønmæssigt forsøges der taget højde for igennem skævdeling til fordel for de laverelønnede, f.eks. FOA’ere (SOSU-assistenter) og pædagoger. Men åbenbart ikke nok til at sikre kønsmæssig ligestilling. På mange områder har kvinder også mere deltidsarbejde.

loenindeks17
Kilde: Statistikbanken (Danmarks Statistik maner til forsigtighed m.h.t. at bruge de ovenstående tal til sammenligning af lønudvikling over tid)

En stor del af diskussionen drejede sig om, hvem der var lønførende, den offentlige sektor eller den private? Det afhænger af tidshorisonten. Indeksberegninger kan “snyde”, idet udviklingen bl.a. afhænger af de absolutte tal i basisåret og ikke mindst af, at personalesammensætningen i beskæftigelsesområderne ændrer sig. Det sidste kan der tages højde for ved en standardberegning, hvor personalesammensætningen (f.eks. forholdet mellem akademisk personale og HK’ere) holdes konstant.

Modparten, lønmodtagerorganisationerne, krævede lidt over 8 pct. for den kommende OK18.
Det må betegnes som ret moderate krav, idet højkonjunkturen formentlig vil føre til en lønglidning i den private sektor (som de offentlig ansatte får 80 pct af som følge af den reguleringsordning, der er i de offentlige overenskomster, – men det sker med en betydelig forsinkelse i tid i forhold til lønglidningen).
Reguleringsordningen kan skabe cykliske forløb, hvor de offentlig ansatte som nævnt kan stige efter en regulering, der kommer efter en konjunkturopgang (men altså kun med 80 pct) plus tillagte stigninger, der følger af det, der er aftalt ved sidste OK-forhandling. De privatansatte kan stige hurtigere i en konjunkturopgang, hvor de offentlig ansatte kommer på med forsinkelse.

De overraskende positive tal for samfundsøkonomien i 2018 burde blødgøre de offentlige arbejdsgivere. Når det ikke sker, hænger det sammen med, at de i vidt omfang ligger under for den dagsorden, der sættes af konkurrencestatskonceptet og globaliseringen.

Opsigelsen af spisepausekutymerne på de statslige arbejdspladser kan give effektivitetsgevinster på 7 pct (en halv times frokost pr dag omsat til ugentlig tid) – og omsat til penge et betydeligt mia-beløb. Det er en helt afgørende trofæ for den statslige arbejdsgiver, hvor Bjarne Corydon-ånden stadig huserer i lokalerne.

 

OK-system og økonomisk situation

Man kan undre sig lidt over, at det er så svært at nå en aftale, i hvert fald når det gælder løn. Der var blevet offentliggjort tal fra Danmarks Statistik, som viser, at de offentlige finanser ender i et pænt plus på omkring 21 mia kr for 2017:

Off_finanser18
Kilde: Danmarks Statistik.

Det skyldes konjunkturopsvinget, hvor det økonomiske opsving endelig var kommet ud af finanskrisens lange skygge.
Når konjunkturen bedres, kommer der flere i beskæftigelse. Dermed stiger skatteindtægterne, og udgifterne til arbejdsløshedsunderstøttelse og social velfærd formindskes.

Danmark har med 7,8 pct overskud på betalingsbalancen i pct af BNP en så stærk økonomi, at man overskrider EU’s vejledende retningslinjer for 6 pct for dette overskud. Sært nok vanker der ikke bøder, når det går den vej. – Omvendt ved betalingsbalanceunderskud på over 3 pct, hvor det teoretisk set kan give bøder ifølge EU’s Vækst- og stabilitetspagt.

De offentlig ansatte kan gøre Danmark en tjeneste ved at komme igennem med lønstigninger og en efterfølgende forøgelse af forbruget, som kan nedbringe det enorme betalingsbalanceoverskud bare en lille smule. Det er værd at tænke over, når forhandlerne mødes i Forligsen!

Det er efterhånden et nærmest byzantinsk system, der er bygget op omkring overenskomster (OK) i den højt celebrerede “danske model”:

OKoffentlig
Forhandlingerne foregår på de tre niveauer: kommuner (KL), Regioner (Danske Regioner) og staten. Inden man mødtes med arbejdsgiverne aftalte lønmodtagerorganisationerne en slags musketered med hinanden. Man ville hjælpe Danmarks Lærerforening (DLF) til at få en arbejdstidsaftale igennem. Lærerne er stadig fortørnede over behandlingen af dem ved 2013 overenskomsten, hvor et lovindgreb blev trukket ned over dem efter ugers konflikt, der tømte en del af deres strejkekasse. På statsområdet vil man have en OK-sikret frokostpause.

Staten er klar overhund på arbejdsgiversiden. Hvis kommuner og regioner skulle formaste sig til at indgå en OK, som ikke er klaret af med staten, kan staten teoretisk set nægte at betale for det igennem bloktilskuddene til de to andre instanser. Hertil kommer de årlige forhandlinger mellem staten på den ene side og kommuner og regioner på den anden om rammen for de sidstnævntes budgetter. Derfor overlades det normalt til finansministeren at bestemme den samlede offentlige ramme.

Det kan overordnet set gøre det muligt at holde OK inden for en samlet nationaløkonomisk ramme, men giver problemer m.h.t. at tilpasse forhandlinger til mindre OK-områder med særlige behov og krav.
De kan ofte se sig kørt over, når der sker sammenkædninger af Overenskomster i forhandlingsaftaler og i de endelige afstemninger. Både lærere og gymnasielærere er således kommet gevaldigt i klemme med de særlige arbejdstidsaftaler, der er behov for på deres områder for, at arbejdsvilkårene kan blive tålelige.
De særlige behov på disse områder er blevet pakket væk med krav om “normalisering” af arbejdet, så det afspejler, hvad der foregår i den private sektor.

 

Udsættelse af varslede konflikter

Den 28. marts udskød Forligsinstitutionen de varslede konflikter med 2 uger. Det så ud til, at der var mulighed for nogenlunde enighed om lønspørgsmålene, hvorimod de to andre spørgsmål (læreres tjenestetidsaftale og de statsansattes frokostpause) stadig indeholdt stort konfliktpotentiale. Og hvor langt vil solidariteten mellem de faglige organisationer så kunne holde? Det er evident, at i lys af den danske økonomis potentiale i 2018 og nogle år frem skulle selve lønspørgsmålet være den mindste tandpine for arbejdsgiverne. Meget mere afgørende vil det være, at man kan komme videre med moderniserings- og fleksibiliseringsprogrammerne for den offentlige sektor. Derfor skal “ufleksible” regler, der beskytter de ansatte og begrænser arbejdsgiverledelsesretten, fjernes.
Det er derfor, de virkelige “knaster” er tjenestetidsaftaler (DLF, men indbefatter også årsnorm, dvs optælling af arbejdstid på årsbasis, for f.eks. sygeplejersker og andre i Sundhedskartellet). samt kravene om OK-dækning af frokostpauser.

DA blander sig  –  muligt regeringsindgreb

Efterhånden som det trak op til en historisk omfattende konflikt på det offentlige arbejdsmarked, begyndte en vis panik at brede sig, både blandt politikere på Christiansborg og i organisationsverdenen. Var nødberedskaberne på sygehusene tilstrækkelige, når så mange ansatte stod til at blive lockoutet? DA (Dansk Arbejdsgiverforening) blandede sig med en kommentar, hvad der er usædvanligt for denne organisation, idet den danske model bl.a. implicerer, at parterne kører showet til ende uden den form for indblanding via medierne. Men der var helt oplagt en frygt fra DA’s side for, at de offentlige lønforhandlingers dagsorden var ved at spille til lønmodtagernes fordel, og det gav frygt for afsmitning til det private arbejdsmarked (via lokale lønforhandlinger) og dermed for konkurrenceevnen over for udlandet.

Det kunne potentielt trække op til et indgreb fra regeringens/Folketingets side under henvisning til de samfundsmæssige interesser, der var på spil. Men ingen tvivl om, at denne part nødig vil gøre noget uden det er med udgangspunkt i f.eks. en forligsskitse fra Forligsinstitutionen. Sporene fra lærerkonflikten i 2013 var stadig i frisk erindring. Efter 4 ugers konflikt greb Folketinget ind med lov 409, der tvang folkeskolelærerne i arbejde (efter der var gjort godt indhug i deres konfliktfond). Den danske stat måtte senere høre for i ILO (FN’s International Labour Organisation), at man sad retten til indgåelse af kollektive aftaler overhørig.

De politiske partier, som er de aktører, der kommer til at gribe ind, hvis det bliver aktuelt, udviste forskellige holdninger. Socialdemokraterne afviste indblanding under henvisning til, at det ville være imod den danske model. Parterne skulle altså selv finde en løsning. Partiet sad ikke i regering,  –  i modsætning til i 2013, hvor man deltog i indgrebet i læreroverenskomsten. Nu var situationen en anden. Partiet var i opposition, og der var kommet ny ledelse til.
Venstrefløjspartierne er imod regeringsindgreb. De borgerlige regeringspartiers holdning til et indgreb i en konflikt vil formentlig udvikle sig under konflikten og i takt med, at folkestemningen evt.  ændrer sig.

 

BILAG

Gennemsnitsløn for de 10 største faggrupper i kommuner og regioner:

(Med i bruttolønnen er pension og særydelser. Statistikken dækker over månedslønnede og timelønnede, men ikke elever, ekstraordinært ansatte og personer i fleksjob)

Stilling Bruttoløn, september 2008, i kr. Bruttoløn, september 2017, i kr. Stigning i pct.
Lærere, KL 33.603,44     41.885,88     24,65
Pædagoger, KL 28.235,51     34.550,54     22,37
Sygeplejersker, Regioner 32.247,22     37.933,93     17,63
Social- og sundhedshjælpere, KL 26.535,27     32.308,31     21,76
Social- og sundhedsassistenter, KL 27.915,17     33.614,25     20,42
Specialister (kontor og administration), KL 33.336,09     38.706,87     16,11
Socialpædagoger, KL 30.107,57     35.749,21     18,74
Pædagogmedhjælpere, KL 21.227,53     25.650,37     20,84
Socialrådgivere, KL 31.472,33     36.565,84     16,18
Dagplejere (fire fuldtidsbørn), KL 24.626,57     30.334,30     23,18

Kilde:  Finans.dk

 

LINKS endvidere til: Statens løndatabase (gymnasielærere, DJØF’ere i ministerier, ansatte i forsvaret mv.).

Statistiske diagramdiskurser fra OK-parterne.

P.s.  Min baggrund for at skrive om disse ting er bl.a., at jeg i en årrække har været TR på min arbejdsplads og medlem af hovedbestyrelsen i min fagforening (GL) et par perioder. Desuden er jeg forfatter til bogen “Organisationer, stat, arbejdsmarked”. Gyldendal 1987.

arbmarkbog

Comments Off on OK!

Det truede demokrati

Posted in Demokrati by Gregers Friisberg on 21/03/2018

In secretly recorded conversations, Cambridge Analytica’s CEO, Alexander Nix, claimed he had met Trump “many times”, while another senior member of staff said the firm was behind the “defeat crooked Hillary” advertising campaign (nedkæmp forbryderiske Hillary reklamekampagnen).

“We just put information into the bloodstream of the internet and then watch it grow, give it a little push every now and again over time to watch it take shape,” said the executive. “And so this stuff infiltrates the online community, but with no branding, so it’s unattributable, untrackable.”

Det er ganske opsigtsvækkende afsløringer, The Guardian bringer i dag om skandalerne forårsaget af Cambridge Analytica. Det føjer sig til The Observers historier i søndags om, hvordan det er lykkedes at tappe omkring 50 mio Facebook konti for for deres og deres venners m.fl. venners personlige data, – data, der så kan anvendes til målrettede kampagner rettet specifikt til dette hovedsagelig amerikanske brugersegment.

Det siger ikke så lidt om, hvor skrøbeligt, det amerikanske repræsentative demokrati er, når det angiveligt skulle kunne væltes omkuld af en veltilrettelagt kampagne. Det skyldtes også, at marginerne var så små imellem de to kandidater Trump og Clinton. Hilary Clinton vandt endda på stemmer – omkring 3 mio – men tabte i nogle afgørende swingstater og dermed i valgmandskollegiet, der afgjorde valget.

 

Påvirkning af vælgere via targeted ads og kampagner

 

Cambridge Analytica, selskabet bag datatyveriet, arbejder i politiske kampagner ud fra en opfattelse af, at det afgørende ikke er facts, og hvem der vinder den saglige diskussion. Det drejer sig derimod om følelser. Politiske valg vindes på, hvem der er bedst til at fortolke de følelser, der rører sig i de afgørende vælgersegmenter og sætte ind på at vinde dem over ved at finde kerneargumenterne i relation til følelserne. Det kan eksempelvist i 2016-valget i USA være vælgersegmenters frygt for indvandring og det, der er kaldt “the browning of America”. Det kan være en irrationel frygt for, at nationens arbejdspladser siver ud af landet. Eliten behøver ikke at bekymre sig om det. Det er ikke dens arbejdspladser, der er truet.
Herefter gælder det så om at lave målrettede (targeted) reklamespots, der rammer, evt helt ned på individniveau. Data fra Nettet skal filtreres, så segmenter af vælgere kan nås v.h.a. targeted slogans og ads, jvf billedet herunder.

clinton16a
Kilde: The Guardian.

I figuren ovenover er givet et rids af metoden i datamarkedsføringen af politiske budskaber. Man fik som sagt adgang til rådata fra 50 mio Facebrookbrugere.
Data scientists laver ved hjælp af datasorteringsprogrammer modellering, som gør  de relevante data brugbare. Dvs de ønskede oplysninger, der kan bruges i en politisk sammenhæng, trækkes ud. De analyseres og oversættes til relevant indhold. De færdige ads målrettes brugere på sociale medier efter brugersegmenteringsmodeller (brugerne opdelt efter sociale kategorier, så som uddannelse, jobs, race/etnicitet, køn, geografisk lokalisering, etc).

clinton16

Af indhold, der blev betragtet som særlig virkningsfuldt i 2016-valgkampen, er de ti “ubekvemme sandheder” om Hilary Clinton, jvf figuren ovenover. Den blev målrettet brugere af sociale medier i de vigtigste swing-stater. Man brugte adskillige minutter på at klikke på de ti billeder øverst, og så kom den tilhørende historie frem nedenunder, f.eks. som vist ovenover Clintonfondens brug af 50 mio$ til rejseudgifter.

Det var reelt omkring 40.-50.000 vælgere i swing-stater som Wisconsin og Pennsylvania, der kom til at rykke valget til Trumps fordel, idet disse hidtidige demokratiske højborge leverede mange valgmandsstemmer (samtidig med, at Clinton fik flere mio overskydende stemmer i en sikker demokratisk stat som Californien).

Når det måske kom til at spille en vis rolle i det amerikanske valg, skyldes det ikke mindst det amerikanske valgsystem, det tætte løb, og kandidaternes egen optræden. Hillary Clinton var, udover historierne om  Clintonfonden, uheldig i håndteringen af nogle af sine kernevælgergrupper – jvf f.eks udtalelsen om “a Basket of Deplorables” om Trump-vælgere.
Hun har derved selv medvirket til at give næring til de primitive kampagner imod hende.  Der er ikke noget at sige til, at vælgere i den amerikanske arbejderklasse har følt sig forrådt, og en demagog af Trumps kaliber dermed har haft relativt let spil hos nogle vælgere.

Denne brug, eller misbrug, af Internettet og de sociale medier giver næring til en frygt for det repræsentative demokratis fremtid.

 

Klarer den amerikanske forfatning og politiske demokrati udfordringen?

 

Men der kan ligge en større trussel for demokratiet i populismen og den forstærkede højrenationale konservatisme.

Autoritære ledere styrkes rundt omkring. Man kan nævne, hvordan den kinesiske præsident Xi Jinping har fået ophævet den tidsmæssige begrænsning på genvalg til præsidentposten i Kina. Donald Trumps kommentar til dette var “Maybe we’ll give that a shot some day”. Det var en udtalelse, der faldt under en fund-raising dinner (the “gridiron dinner”)  i Trumps residens i Mar-A-Lago Florida. Og som det er karakteristisk for mange Trump udtalelser, skal det måske forstås som en morsomhed. Men måske er det alvorligt ment. Det vil fremtiden vise.

Men hvilke muligheder har den amerikanske præsident for at styre USA i mere autoritær retning og indføre flere og flere diktatoriske tiltag?
Man har set Trump udvikle sig til en flittig bruger af de såkaldte executive orders of the President.  Det er præsidentielle dekreter, der kan udsendes begrundet i lovgivningen eller præsidentens beføjelser. Det gjorde han i de indledende direktiver om indvandring fra nogle muslimske lande, et småracistisk tiltag.
Og f.eks. har Trump kunnet indføre toldtariffer med henvisning til hans rolle i sikkerhedspolitikken (hensynet til, at landet har en stål- eller aluminiumsproduktion, hvis der opstår alvorlige internationale spændinger, der kan sætte en stopper for vigtig import).

Muligheden for at tiltage sig diktatorisk magt begrænses i vidt omfang af den amerikanske forfatning, der bygger på magtdelingslæren og de såkaldte checks-and-balances, hvor udøvende, lovgivende og dømmende magt holder hinanden i skak.

uschecksandbalances

Den amerikanske forfatning er lavet oprindelig for at forhindre royal eller anden centralmagt (King George i England) fra at tiltage sig diktatorisk magt.
Derfor magtdeling, checks-and-balances og ikke mindst relativt stor autonomi for enkeltstaterne. De kan på flere områder være mere autonomt selvbestemmende end f.eks. landene i EU. Amendment (tilføjelse) 10 til forfatningen knæsætter princippet om, at alle anliggender/kompetencer, der ikke eksplicit i forfatningen er tillagt unionen, er enkeltstaternes domæne. Hertil kommer på mange områder et veludbygget direkte demokrati med referendumafstemninger lokalt og på enkeltstatsniveau om en lang række anliggender. Et sådant både direkte (refernda) og indirekte (repræsentativt) demokrati kan umiddelbart være svært at udrydde, da forsøg herpå vil blive mødt af modstand fra mange sider.

Men en øverste populistisk leder kan mobilisere folkelig opbakning bag sine tiltag. Det vil være svært for Trump i den nuværende situation (primo 2018), hvor hans approval ratings ikke er særlig høje. Men i f.eks. en eventuel international krisesituation vil man ofte bakke op om de nationale samlingssymboler, herunder ikke mindst præsidenten, der jo som bekendt er valgt af vælgerne og i øvrigt også er øverstkommanderende for unionens væbnede styrker.

 

De sociale medier og den demokratiske proces

 

De sociale medier er tidligere blevet hyldet som et gode for demokratiet. Man mindes det arabiske forår i 2011 og frem, hvor arabiske befolkninger rejste sig imod diktatorer og autokratiske ledere. Facebook var et af medierne, der blev brugt til debatter i lukkede fora og til at kalde folk til demonstration. Senest har anti-schoolshooterbevægelsen med udspring i Parkland Florida brugt samme metoder til at kalde gymnasieelever sammen i flere amerikanske storbyer.
Nettet blev set som en velkommen folkelig erstatning for de gamle, trætte traditionelle medier, der havde stigende vanskeligheder med at udfylde deres rolle som vagthunde for demokratiet igennem kritisk journalistik. Her kunne nogle af de sociale medier være en kærkommen anden mulighed, – med hurtige debatter, friske indlæg, samt kritisk folkelig “citizen-journalistik”, der kunne udfordre magten.

I dag ser man noget anderledes på sagen. Man er kommet på den anden side af 2016 med Breitbart, Bannon-Trump og russisk indblanding i amerikansk valgkamp. De sociale medier ses nu af mange som farlige for demokratiet.
I lande, hvor alle har smartphone og en stor del af befolkningen “er på” i gennemsnit op imod 3-4 timer om dagen, kan falske nyheder og stupide debatter, der “går viralt” føre til en spredning af misinformation og dannelse af holdninger, der kan indebære væsentlige risici for demokratiet – igennem støtte til svagt funderede populister og pengefolk, der vil malke systemet for nogle af de enorme potentielle reklameindtægter, det kan give.

Det gennemsnitlige stykke indhold på de sociale medier bliver kun betragtet nogle sekunder. Men det er den overordnede læggen-mærke til, ikke den specifikke information, der betyder noget. Jo mere folk bruger deres afhængighedsskabende sociale medier, jo mere opmærksomhed kan disse selskaber sælge til annoncører – og jo flere data om deres brugeres adfærd kan de samle sammen til sig selv. Det er en stadig mere overskudsgivende forretning….. Tilsammen kontrollerer Facebook og Alphabet (Google) omkring halvdelen af Verdens digitale reklameindtægter. …
    Folk deler ikke indhold udelukkende fordi det er informativt. De deler, fordi de vil have opmærksomheden selv og for, hvad de ting, de deler, siger om dem. De ønsker at blive hørt og set, – og respekteret. De vil have deres posts skal likes, deres tweets retweeted. Informationerne spredes via de sociale medier som vira. – Noget, der normalt er patologisk (sygeligt) er i de sociale medier en aktivitet, der belønnes. Med baggrund i viden fra alle de data, de samler har de sociale medier en god forestilling om, hvad der går viralt, og hvordan et budskab kan vrides, indtil det går viralt (The Economist 4.11.17).

Det er just denne evne til at vride budskaber, så de går viralt, der gør de sociale medier farlige for demokratiet. Det er det, der er med til at skabe fake news og ekkorum, der bliver falske billeder af virkeligheden, men som folk ikke desto mindre spejler sig i i noget, der kan blive en farlig kollektiv rus.

LINKS: I denne artikel fra The Atlantic beskrives det, hvordan selv simple apps som Cow Clicker kan bruges til at lokke personlige data fra Facebook-brugere.

She Downloaded all her Facebook data. Hun konkluderede: I came to the realization that the act of Facebooking should not be a passive sport.

Comments Off on Det truede demokrati

Europas sygeste mand?

Posted in EU by Gregers Friisberg on 06/03/2018

“Europas syge mand” bliver Italien kaldt. – Og ikke mindst efter det nys overståede valg. Valgresultatet til Deputeretkammeret blev:

Valg til Deputeretkammeret (2. kammer (Senatet 1. kammer) 4.3.18

Italienvalg18

Det var lidt af et mavepustervalg, som gør det meget vanskeligt at danne regering. Ingen af de eksisterende koalitioner eller enkeltpartier har de nødvendige 40 pct til at danne regering. Man kan da forestille sig, der kommer en længerevarende regeringskrise eller måske dannelse af en regeringsbærende koalition på tværs.

Man havde ellers før valget fra nogle sider forestillet sig muligheden af en italiensk “Grosko” (Grosse Koalition) af de “ansvarlige”, regeringsbærende partier, Det demokratiske Parti (socialdemokratisk, tidligere eurokommunister) og højrealliancen under ledelse af Berlusconis konservative parti Forza Italia. Men de har begge fået så dårligt at valg, at det ikke længere ser ud som en mulighed.

Det bliver svært at komme uden om 5-stjernebevægelsen, som er blevet langt det største parti, og som har erklæret, at det er parat til at tage ansvar.

Det italienske valg er et svar på den krise, ikke alene Italien, men også EU er i. De to kriser hænger sammen. EU har udvist en forbløffende vilje til at gennemføre tysk-inspireret austerity (spare-) politik, formuleret i finanspagtens krav om højst 0,5 pct strukturelt underskud på de offentlige finanser.
Når det imidlertid gælder gennemførelsen af politikken m.h.t. indvandring inden for det område af politikken for retlige og indre anliggender, som skulle være kommet under fælles beslutningstagning (“almindelig beslutningsprocedure) i Ministerrådet og Europaparlamentet, er villigheden til at spille med fællesskabsmusklerne sørgeligt fraværende.
Med det resultat, at Italien i årevis har siddet med et massivt immigrationsproblem, hvor resten af Europa har foldet hænderne from over maven og kigget væk: – Godt det ikke er os, der skal tumle med det problem!! –  Vi bor heldigvis så langt væk, at det ikke har noget med os at gøre!

Men det burde jo netop have været alle, der burde have tilsluttet sig fælles løsninger.

Den meget omtalte italienske venstre- og højrepopulisme i henholdsvis 5-stjernebevægelsen og Lega, samt Fratelli d’Italia, er et resultat af en indvandringspolitik, der er brudt sammen og en længerevarende økonomisk stagnation, som har efterladt over 1/3 af de unge under 25 på bagperronen uden jobs og økonomiske muligheder. Samtidig er landet stadig præget af den økonomiske skillelinje lige syd for Rom mellem det industrielle Nord og det underudviklede Syd. Den italienske statsgæld udgør i dag over 130 pct af BNP, en betydelig overskridelse af de såkaldte konvergensrammer i unionstraktaten.

bnpItalGerFra
Kilde: Worldbank.org

Figuren ovenover viser udviklingen i BNP i faste priser i eurozonens tre største økonomier, Tyskland, Frankrig og Italien. Italiens rolle som syg mand bliver rigtig tydelig efter eurostart 1999. Da man havde sin egen valuta, devaluerede man den, så man dermed kunne genoprette konkurrenceevne over for udlandet. Det er man afskåret fra nu. Til gengæld burde EU have udviklet ordentlige fællesskabspolitikker til afværgelse af sdåanne europæiske “udkantsproblematikker”.

Det er først i det sidste par år, at man er kommet op på en beskeden økonomisk vækst på 1 – 1,5 pct. Landets økonomi/BNP er stadig på et niveau, BNP’et var på lige før finanskrisen i 2008. Det italienske lønniveau på det almindelige arbejdsmarked er i dag ikke meget højere end det var, da landet blev en del af euro-zonen så tidligt som ved fællesvalutaens start i 1999.

Det bør være et wake-up call for EU til at tage sig sammen! I stedet for at se Italien som et stort operetteshow med mafiosi og sydlig folklore og lokalkolorit, bør man tage det alvorligt og undersøge, hvordan landet kan integreres ordentligt i EU-økonomien. Er Italien Europas sygeste mand, eller er det eurokonceptet, som det er praktiseret indtil nu, der er sygt? Det er en nærmere undersøgelse værd!

 

 

 

 

 

 

Comments Off on Europas sygeste mand?

Vil robotterne tage vore jobs?

Posted in Uncategorized by Gregers Friisberg on 02/02/2018

The Guardians økonomiredaktør Larry Elliott synes ikke at være i tvivl. Han har besøgt Seattle, hvor Amazon netop har indrettet en ny butik, og det har gjort et stort indtryk på ham, – og på en anden af avisens reportere.

Og imponerende – eller skræmmende? – ser det ud:

amazongo

En kunde er på vej ind i butikken Amazon Go. Det eneste, hun skal gøre, at at swipe sin phone, hvor hun har downloadet en app til “købeoplevelsen”. Dernæst går hun ind og tager varer ned fra hylderne, hvor sensorer registrerer hendes køb. Det følges også af sensorer og computersystemer installeret i butikkens loft. Kunden slipper for at stå i kø ved kassen. Det kan have sine fordele – ikke mindst for småbørnsforældre, der slipper for frontalangrebet fra oplevelsesudhungrede børn, der i det traditionelle supermared vil tage for sig af de ting, butikkerne stiller i øjenhøjde for børnene lige før kasseapparatet.
Når hun har tilfredsstillet sin powershopping mania, går hun ud igen. 10 minutter senere kommer der en kvittering frem på telefonen, hvor det vises, at pengene er trukket fra hendes konto, og hvad hun har købt.

The Guardians reporter forsøgte at snyde systemet ved hurtigt at tage varer ned fra hylder, sætte dem op igen og skifte ud med andre. Det blev registreret korrekt af systemet, hvad der var blevet købt og taget med ud af butikken. Det kræver altså et minimum af indsats fra shopperens side. – Og det kan føre til et kæmpetab af arbejdspladser i detailsektoren, når denne teknik er implementeret. For det nytter nok ikke meget at kæmpe imod, som journalisten bemærker. Det har tidligere forsøg på at modsætte sig teknologisk fornyelse vist. Det være sig de velkendte Luddites, der kæmpede imod dampdrevne spinderimaskiner for længe siden i England, eller typograferne på aviser rundt omkring. Den teknologiske fornyelse kom før eller siden.

Samtidig kan man dog konstatere, at forudsigelser om ringere samlet beskæftigelse gang på gang er blevet gjort til skamme. De forsvundne jobs er blevet erstattet af andre. Det sker bl.a. igennem den såkaldte Keynes-effekt: Realindkomsterne stiger, når det bliver muligt at producere varer og serviceydelser billigere, og dermed stiger den samlede efterspørgsel og produktionen på andre områder.

Der er dog økonomer, der mener, at det denne gang kan gå hen og udvikle sig anderledes. Dels er denne 4. industrielle revolution mere teknologisk gennemgribende, fordi maskin- og computersystemerne får indbygget “kunstig intelligens”, og de dermed får selvforstærkende automatiseringsvirkninger, idet systemerne jo selv kan bruge indvundne erfaringer til at blive mere produktive og effektive. Dels ser den kapitalistiske markedsmodel i dens globalkapitalistiske udformning ud til at give stigende ulighed, en ulighed, der kan modvirke den omtalte Keynes-effekt (realindkomsterne stiger kun, eller mest, for de højere lag i indkomstfordelingen, som ikke har samme forbrugstilbøjelighed som de fattigere lag).

Den nye teknologi med Internet-of-things, hvor maskinerne kommunikerer indbyrdes, kan føre til store muligheder for overvågning.
Forbrugernes adfærd kan registreres og kortlægges på alle mulige måder. Og de virksomheder (Amazon, Google, Facebook m.fl.), der bliver bedst til at samle enorme mængder af data sammen, får store fordele i konkurrencen. Derfor kan der da også være meget fordel i at gøre dem til public utilities (offentlige servicevirksomheder), i stedet for, at de er private virksomheder, idet det så vil blive reguleret og stillet til rådighed for alle aktører på markedet. Men her er problemet, at der ikke er nogen fælles statsmagt oven over nationalstaterne, som vil kunne udfylde denne rolle. Men kunne det lade sig gøre via et mere intensiveret samarbejde internationalt, f.eks. i FN-regi?

Men paradoksalt er det vel egentlig, at man skal have så negativt syn på muligheden for at blive fri for arbejdets tyranni. Den nye teknologi giver mulighed for nedsættelse af arbejdstiden. Når vi ikke ser det som en mulighed, hænger det sammen med, at vi er fanget ind af den dominerende opfattelse af, at vi skal konkurrere med andre nationer. Derfor strammer vi balderne og lægger os i selen for at holde føringen i forhold til indere og kinesere. Der er tale om fremmedgørende virkninger af markedsrelationerne, som man kunne frigøre sig fra. Som en kendt filosof formulerede det for lang tid siden:
Med fremmedgørelsens ophævelse…..

 regulerer samfundet den almindelige produktion og gør det netop derved muligt for mig at gøre dette i dag, noget andet i morgen, at gå på jagt om morgenen, fiske om eftermiddagen, beskæftige mig med kvægavl om aftenen, kritisere oven på middagen, netop hvad jeg har lyst til, uden nogen sinde at blive jæger, fisker, hyrde eller kritiker. Dette at vi gror fast i en social virksomhed, at vort eget produkt konsoliderer sig til en tinglig magt over os, som vokser ud af vor kontrol, gennemkrydser vore forventninger, tilintetgør vore beregninger, er et af hovedmomenterne i den hidtidige historiske udvikling (Den tyske Ideologi)

Det kan nok virke lidt utopisk på mange. Men mindre kunne også indebære betydelige fremskridt i forhold til den nuværende laden-stå-til, hvor IT-giganterne under foregivelse af varetagelse af almene og fælles interesser, sætter sig mere og mere på en teknik, der burde komme alle til gode.

 

 

A Borderline Case?

Posted in USA by Gregers Friisberg on 07/01/2018

Personer med borderline har, som det også er tilfældet med personer med andre former for personlighedsforstyrrelser, en adfærd og oplevelsesmåde, som afviger fra det forventede og accepterede i vores kultur. Adfærden og måden at opfatte virkeligheden på er uhensigtsmæssig i personlige og sociale situationer og vil have negative konsekvenser for individet selv og omgivelserne. Der findes mange forskellige kombinationer af symptomer, men borderline kan fx være præget af ustabilt humør og usikker selvopfattelse samt en tomhedsfølelse. (Psykiatrifonden)

Det ser ud som om, den amerikanske præsidents tweets bliver vildere og vildere. Nogle af de seneste har rejst en debat i USA, om Trump har “lost it” (som forfatteren til bogen Fire and Fury har sagt)?, dvs på godt gammelt dansk “gået fra snøvsen”, altså har overskredet grænsen til det psykotiske. Det er bl.a. tweets som nedenstående, der kunne lægge op til det:

trumptweetjan18

Man kan vælge at se det fra den humoristiske side. Og så ligner det jo to umodne drenge, der står og sammenligner: “Min er større end din”.

Man kan også, som Carol Cohn gør i New York Times, underkaste det en feministisk diskursanalyse, og så når hun frem til, at det er en farlig sammenblanding af maskulinitet og missiler:

……with his fragile ego and his particularly obsessive concern with his reputation for manliness — may have brought these dynamics to the surface, but they have been there all along, if in less crude and lurid ways. (“med hans skrøbelige ego og hans specielt tvangsmæssige optagethed af sit omdømme for mandighed – kan disse dynamikker være kommet op på overfladen, men de har været der hele tiden, omend i mindre grove og skumle former”)

Er personligheden “winding down”, altså i en slags frit fald til et oprindeligt infantilt stadium, som iagttagere har været inde på?

Michael Wolff, forfatter til Fire and Fury, beretning fra iagttagelser og interviews i Det hvide Hus, skriver, at præsidenten er at sammenligne med en ni-årig: Det drejer sig om øjeblikkelig tilfredsstillelse (instant gratification). Og hvis det ikke opnås, frustreres man og man skynder sig videre til noget andet, der bedre imødekommer det narcissistiske behov for anerkendelse.  Udenrigsminister Rex Tillerson, der i et udbrud skulle have kaldt præsidenten for a moron (en idiot) afviser dog, at han ligefrem er psykotisk.
En anden hypoteser går på, at de mange besynderligheder, der udfoldes i tweetsene er udtryk for en prøven-grænser-af, altså en slags infantilisme, der dog ikke er det samme som et mentalt sammenbrud eller borderline-adfærd.

Når der spørges til intellektuelle evner til at bestride det krævende job som præsident, henviser præsidenten i en tweet til, at han er et “stabilt geni” (a stable genius). Det er måske igen et forsøg på at være morsom!  Begrundelsen skulle ellers angiveligt være, at han er kommet igennem en collegeuddannelse (i lighed med 30-40 pct af amerikanerne!), og at han har bygget en milliardforretning op!

Det er imidlertid netop denne “business-mind”, og den måde en sådan variant af “business-mind” opererer på, der gør, at man må betvivle evnerne til at udføre et job som USA’s præsident. Kig engang på de to øvrige tweets ovenover. På basis af en total mangel på kendskab til historikken og generel viden om, hvad konflikterne i Palæstina egentlig drejer sig om, konkluderer Trump, at man må tage den amerikanske u-landsbistand af bordet, fordi palæstinenserne angiveligt ikke har kunnet blive trukket til forhandlingsbordet.
Løsning af internationale konflikter sammenlignes med indgåelsen af en forretningsaftale, hvor det forventes, at blot betalingen er stor nok, må en aftale kunne indgås. Der er ingen sans for kompleksiteten i en international konflikt som den, der udfolder sig i Palæstina og Mellemøsten. Med sin anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad har Trump valgt side i den palæstinensisk-israelske konflikt. Og det har gjort det mangefold vanskeligere for USA at indtræde i en neutral mæglerrolle.
Man kan næsten se en bekræftelse på nogle af påstandene i Fire and Fury om, at præsidenten ikke læser ret meget, men får de fleste af sine informationer fra overfladisk TV-kigning på Fox News og andre, endnu mere tvivlsomme informationskanaler.

Derudover må man selvfølgelig sige, at Wolffs beretninger skal underkastes kritisk granskning. Den form for reportager er ofte præget af beretterens forudfattede meninger, og materialet, der bringes videre, vil tilsvarende være bestemt af dette.

Men præsidentens tweets taler unægtelig for sig selv.

En del af Trumps selvros kører omkring de påståede økonomiske resultater. Han skriver bl.a. i en tweet 5.jan. 18:

Dow goes from 18,589 on November 9, 2016, to 25,075 today, for a new all-time Record. Jumped 1000 points in last 5 weeks, Record fastest 1000 point move in history. This is all about the Make America Great Again agenda! Jobs, Jobs, Jobs. Six trillion dollars in value created!

Dow Jones er som bekendt det traditionelt ledende amerikanske aktieindeks (30 af de mest handlede aktier i Wall Street). At det er steget med 6000 mia$, tages som udtryk for jobskabelse og en “værdi”, der er skabt. Det er imidlertid “værdi”, der kan forsvinde fra den ene time til den anden.
Det kan lige så vel være udtryk for en aktieboble, som der går hul på på et tidspunkt – med alvorlige konsekvenser for ikke alene USAs økonomi, men for Verdensøkonomien. Det har ikke meget med Make America Great Again!, men måske snarere Make America economically explosive again! – lidt som i 1929  og september 2008 hvor den varme, tomme luft fra indholdsløse penge var med til at udløse økonomiske kriser.

We want a real leader – 
Not a Creepy Tweeter!

råbte unge demonstranter i gaderne efter Trumps indsættelse som præsident.

Trumps folk har forklaret de mange besynderlige tweets med, at præsidenten ønsker at gå udenom de filtre, der omgiver de traditionelle medier. Han udnytter mulighederne for at kommunikere direkte til det amerikanske folk  –  og resten af Verden, for den sags skyld.

Men indtil videre er denne glimrende mulighed blevet forspildt til fordel for, at man uforvarende er kommet til at udvikle “the best and funniest show in town”. Men det er knap so sjovt, når udløsningsknappen til et evt. atomragnarok skal indgå i et traditionelt macho-sammenligningsspil, hvor Trump kan berolige sig og sine compatriots med, at de sidder øverst på ophobningen af amerikansk teknologisk og økonomisk magt, – og derfor relativt let vil kunne udradere dette “depleted and poor country”, som hans rådgivere åbenbart har belært ham om i et af introkurserne i elementær samfundskundskab i Det hvide Hus.

 

Comments Off on A Borderline Case?