Gregers Friisberg

OK!

Posted in Økonomi by Gregers Friisberg on 28/03/2018

Ved den danske model forstås, at en mængde regler i det danske samfund, på arbejdsmarkedet, er blevet til igennem aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, dvs fagforbund (f.eks. 3f, Dansk Metal, HK etc) og de modstående arbejdsgiverorganisationer, f.eks. DA, Dansk Industri.
Herved har det været muligt i Danmark at lave regler og ordninger, der gælder for store grupper i det danske samfund, uden at man har måttet involvere folketinget. Det vil sige, at mange anliggender, som der lovgives om i andre lande, bliver besluttet mellem arbejdsmarkedets parter i Danmark. Et typisk eksempel er mindsteløn, som man ikke har nogen lov om i Danmark. Baggrunden for, at det har kunnet lade sig gøre, er den høje organisationsgrad, dvs den højde procentdel af lønmodtagerne, der er medlemmer af fagforeningerne. Den danske model er imidlertid under pres. Det viser sig i tendens til fald i medlemsskabet af de store landsdækkende forbund, og det viser sig i globaliseringens pres.

arbmarkhierarki3

Offentligt arbejdsmarked

Men når det gælder det offentlige arbejdsmarked, er det ikke altid OK eller uproblematisk, sådan som det foregår, når staten både er arbejdsgiver og lovgiver.

Der er i første omgang tale om det, man kalder asymmetrisk magt.
   Staten sendte lockoutvarsler til over 440.000 offentlig ansatte. Og staten (regering/Folketing) kan afslutte det hele med et lovindgreb.
Det viste sig dog at blive lidt af en boomerang for de offentlige arbejdsgivere, idet overenskomstforhandlingerne bl.a. kom til at dreje sig om, hvem der stod stærkest i offentligheden. Der blev offentliggjort opinionsmålinger, der viste en udbredt støtte i offentligheden til lønmodtagersiden, hvad der så ud til at medvirke til en opblødning af arbejdsgiversiden. OK-forhandlingerne blev også en kamp om hearts and minds, så det asymmetriske magtspil blev mere komplekst end først antaget. De offentlige arbejdsgivere blev bevidste om, at de udover at være arbejdsgiver også var politikere, der skulle positionere sig til den næste valgkamp.

Op til påsken 2018 mødtes forhandlerne for de offentlig ansatte i Forligsinstitutionen efter forhandlinger, der trak ud og trak ud.

 

Løn

Innovationsminister Sophie Løhde, der er arbejdsgivermodpart for de statsansatte (ca. 180.000) har spillet ud med et lønløft på 6,7 pct over den kommende treårige overenskomstperiode. For staten er overenskomstforhandlingerne med de offentlig ansatte blevet en del af både udgiftspolitikken og konkurrenceevnepolitikken (over for udlandet).
Man ser de offentlige udgifter blive øget, og derfor vil man holde igen. Og man ser konkurrenceevnen over for  udlandet blive reduceret af lønstigninger til de offentlig ansatte, der måtte “smitte af” på løndannelsen i den private sektor.
Regeringen blødede dog sin holdning op, – måske under indtryk af opinionsmålinger, der viste bred støtte blandt vælgerne til de offentlig ansatte.

Løn omregnet til timeløn. Gennemsnit 2016.

Mænd og kvinder i alt Mænd Kvinder Kvinder i pct af mænd
Offentlig forvaltning og service 294,56 314,7 285,57 90,7
Stat (inklusiv sociale kasser og fonde) 319,2 324,81 312,51 96,2
Kommuner og regioner i alt 286,52 306,97 280,35 91,3
Regioner 319,7 379,49 303,06 79,9
Kommuner 276,33 286,43 273,2 95,4
Virksomheder/org (privat sektor) 306,22 319,35 281,43 88,1

Kilde: Statistikbanken. (Lonss20)

Tabellen ovenover viser store summariske gennemsnit, hvor offentlig sektor føring på lønnen nogle steder hænger sammen med højere uddannelsesniveau, f.eks. regionerne (hospitaler) med mange læger og staten med mange DJØF’ere. Ellers ligger lønnen, når der ses på funktioner, mange steder højere i den private sektor end i den offentlige.

Det er også forskelle i uddannelsesniveau, der er med til at forklare forskelle mellem kønnene. Det er eller imod bestemmelserne om ligeløn i lovgivningen. Men der er stadig betydelige kønsforskelle m.h.t. løn på arbejdsmarkedet. Mænd får ofte højere tillæg, og de har jobfunktioner, der aflønnes med en højere sats. Målet om mere ligestilling lønmæssigt forsøges der taget højde for igennem skævdeling til fordel for de laverelønnede, f.eks. FOA’ere (SOSU-assistenter) og pædagoger. Men åbenbart ikke nok til at sikre kønsmæssig ligestilling. På mange områder har kvinder også mere deltidsarbejde.

loenindeks17
Kilde: Statistikbanken (Danmarks Statistik maner til forsigtighed m.h.t. at bruge de ovenstående tal til sammenligning af lønudvikling over tid)

En stor del af diskussionen drejede sig om, hvem der var lønførende, den offentlige sektor eller den private? Det afhænger af tidshorisonten. Indeksberegninger kan “snyde”, idet udviklingen bl.a. afhænger af de absolutte tal i basisåret og ikke mindst af, at personalesammensætningen i beskæftigelsesområderne ændrer sig. Det sidste kan der tages højde for ved en standardberegning, hvor personalesammensætningen (f.eks. forholdet mellem akademisk personale og HK’ere) holdes konstant.

Modparten, lønmodtagerorganisationerne, krævede lidt over 8 pct. for den kommende OK18.
Det må betegnes som ret moderate krav, idet højkonjunkturen formentlig vil føre til en lønglidning i den private sektor (som de offentlig ansatte får 80 pct af som følge af den reguleringsordning, der er i de offentlige overenskomster, – men det sker med en betydelig forsinkelse i tid i forhold til lønglidningen).
Reguleringsordningen kan skabe cykliske forløb, hvor de offentlig ansatte som nævnt kan stige efter en regulering, der kommer efter en konjunkturopgang (men altså kun med 80 pct) plus tillagte stigninger, der følger af det, der er aftalt ved sidste OK-forhandling. De privatansatte kan stige hurtigere i en konjunkturopgang, hvor de offentlig ansatte kommer på med forsinkelse.

De overraskende positive tal for samfundsøkonomien i 2018 burde blødgøre de offentlige arbejdsgivere. Når det ikke sker, hænger det sammen med, at de i vidt omfang ligger under for den dagsorden, der sættes af konkurrencestatskonceptet og globaliseringen.

Opsigelsen af spisepausekutymerne på de statslige arbejdspladser kan give effektivitetsgevinster på 7 pct (en halv times frokost pr dag omsat til ugentlig tid) – og omsat til penge et betydeligt mia-beløb. Det er en helt afgørende trofæ for den statslige arbejdsgiver, hvor Bjarne Corydon-ånden stadig huserer i lokalerne.

 

OK-system og økonomisk situation

Man kan undre sig lidt over, at det er så svært at nå en aftale, i hvert fald når det gælder løn. Der var blevet offentliggjort tal fra Danmarks Statistik, som viser, at de offentlige finanser ender i et pænt plus på omkring 21 mia kr for 2017:

Off_finanser18
Kilde: Danmarks Statistik.

Det skyldes konjunkturopsvinget, hvor det økonomiske opsving endelig var kommet ud af finanskrisens lange skygge.
Når konjunkturen bedres, kommer der flere i beskæftigelse. Dermed stiger skatteindtægterne, og udgifterne til arbejdsløshedsunderstøttelse og social velfærd formindskes.

Danmark har med 7,8 pct overskud på betalingsbalancen i pct af BNP en så stærk økonomi, at man overskrider EU’s vejledende retningslinjer for 6 pct for dette overskud. Sært nok vanker der ikke bøder, når det går den vej. – Omvendt ved betalingsbalanceunderskud på over 3 pct, hvor det teoretisk set kan give bøder ifølge EU’s Vækst- og stabilitetspagt.

De offentlig ansatte kan gøre Danmark en tjeneste ved at komme igennem med lønstigninger og en efterfølgende forøgelse af forbruget, som kan nedbringe det enorme betalingsbalanceoverskud bare en lille smule. Det er værd at tænke over, når forhandlerne mødes i Forligsen!

Det er efterhånden et nærmest byzantinsk system, der er bygget op omkring overenskomster (OK) i den højt celebrerede “danske model”:

OKoffentlig
Forhandlingerne foregår på de tre niveauer: kommuner (KL), Regioner (Danske Regioner) og staten. Inden man mødtes med arbejdsgiverne aftalte lønmodtagerorganisationerne en slags musketered med hinanden. Man ville hjælpe Danmarks Lærerforening (DLF) til at få en arbejdstidsaftale igennem. Lærerne er stadig fortørnede over behandlingen af dem ved 2013 overenskomsten, hvor et lovindgreb blev trukket ned over dem efter ugers konflikt, der tømte en del af deres strejkekasse. På statsområdet vil man have en OK-sikret frokostpause.

Staten er klar overhund på arbejdsgiversiden. Hvis kommuner og regioner skulle formaste sig til at indgå en OK, som ikke er klaret af med staten, kan staten teoretisk set nægte at betale for det igennem bloktilskuddene til de to andre instanser. Hertil kommer de årlige forhandlinger mellem staten på den ene side og kommuner og regioner på den anden om rammen for de sidstnævntes budgetter. Derfor overlades det normalt til finansministeren at bestemme den samlede offentlige ramme.

Det kan overordnet set gøre det muligt at holde OK inden for en samlet nationaløkonomisk ramme, men giver problemer m.h.t. at tilpasse forhandlinger til mindre OK-områder med særlige behov og krav.
De kan ofte se sig kørt over, når der sker sammenkædninger af Overenskomster i forhandlingsaftaler og i de endelige afstemninger. Både lærere og gymnasielærere er således kommet gevaldigt i klemme med de særlige arbejdstidsaftaler, der er behov for på deres områder for, at arbejdsvilkårene kan blive tålelige.
De særlige behov på disse områder er blevet pakket væk med krav om “normalisering” af arbejdet, så det afspejler, hvad der foregår i den private sektor.

 

Udsættelse af varslede konflikter

Den 28. marts udskød Forligsinstitutionen de varslede konflikter med 2 uger. Det så ud til, at der var mulighed for nogenlunde enighed om lønspørgsmålene, hvorimod de to andre spørgsmål (læreres tjenestetidsaftale og de statsansattes frokostpause) stadig indeholdt stort konfliktpotentiale. Og hvor langt vil solidariteten mellem de faglige organisationer så kunne holde? Det er evident, at i lys af den danske økonomis potentiale i 2018 og nogle år frem skulle selve lønspørgsmålet være den mindste tandpine for arbejdsgiverne. Meget mere afgørende vil det være, at man kan komme videre med moderniserings- og fleksibiliseringsprogrammerne for den offentlige sektor. Derfor skal “ufleksible” regler, der beskytter de ansatte og begrænser arbejdsgiverledelsesretten, fjernes.
Det er derfor, de virkelige “knaster” er tjenestetidsaftaler (DLF, men indbefatter også årsnorm, dvs optælling af arbejdstid på årsbasis, for f.eks. sygeplejersker og andre i Sundhedskartellet). samt kravene om OK-dækning af frokostpauser.

DA blander sig  –  muligt regeringsindgreb

Efterhånden som det trak op til en historisk omfattende konflikt på det offentlige arbejdsmarked, begyndte en vis panik at brede sig, både blandt politikere på Christiansborg og i organisationsverdenen. Var nødberedskaberne på sygehusene tilstrækkelige, når så mange ansatte stod til at blive lockoutet? DA (Dansk Arbejdsgiverforening) blandede sig med en kommentar, hvad der er usædvanligt for denne organisation, idet den danske model bl.a. implicerer, at parterne kører showet til ende uden den form for indblanding via medierne. Men der var helt oplagt en frygt fra DA’s side for, at de offentlige lønforhandlingers dagsorden var ved at spille til lønmodtagernes fordel, og det gav frygt for afsmitning til det private arbejdsmarked (via lokale lønforhandlinger) og dermed for konkurrenceevnen over for udlandet.

Det kunne potentielt trække op til et indgreb fra regeringens/Folketingets side under henvisning til de samfundsmæssige interesser, der var på spil. Men ingen tvivl om, at denne part nødig vil gøre noget uden det er med udgangspunkt i f.eks. en forligsskitse fra Forligsinstitutionen. Sporene fra lærerkonflikten i 2013 var stadig i frisk erindring. Efter 4 ugers konflikt greb Folketinget ind med lov 409, der tvang folkeskolelærerne i arbejde (efter der var gjort godt indhug i deres konfliktfond). Den danske stat måtte senere høre for i ILO (FN’s International Labour Organisation), at man sad retten til indgåelse af kollektive aftaler overhørig.

De politiske partier, som er de aktører, der kommer til at gribe ind, hvis det bliver aktuelt, udviste forskellige holdninger. Socialdemokraterne afviste indblanding under henvisning til, at det ville være imod den danske model. Parterne skulle altså selv finde en løsning. Partiet sad ikke i regering,  –  i modsætning til i 2013, hvor man deltog i indgrebet i læreroverenskomsten. Nu var situationen en anden. Partiet var i opposition, og der var kommet ny ledelse til.
Venstrefløjspartierne er imod regeringsindgreb. De borgerlige regeringspartiers holdning til et indgreb i en konflikt vil formentlig udvikle sig under konflikten og i takt med, at folkestemningen evt.  ændrer sig.

 

BILAG

Gennemsnitsløn for de 10 største faggrupper i kommuner og regioner:

(Med i bruttolønnen er pension og særydelser. Statistikken dækker over månedslønnede og timelønnede, men ikke elever, ekstraordinært ansatte og personer i fleksjob)

Stilling Bruttoløn, september 2008, i kr. Bruttoløn, september 2017, i kr. Stigning i pct.
Lærere, KL 33.603,44     41.885,88     24,65
Pædagoger, KL 28.235,51     34.550,54     22,37
Sygeplejersker, Regioner 32.247,22     37.933,93     17,63
Social- og sundhedshjælpere, KL 26.535,27     32.308,31     21,76
Social- og sundhedsassistenter, KL 27.915,17     33.614,25     20,42
Specialister (kontor og administration), KL 33.336,09     38.706,87     16,11
Socialpædagoger, KL 30.107,57     35.749,21     18,74
Pædagogmedhjælpere, KL 21.227,53     25.650,37     20,84
Socialrådgivere, KL 31.472,33     36.565,84     16,18
Dagplejere (fire fuldtidsbørn), KL 24.626,57     30.334,30     23,18

Kilde:  Finans.dk

 

LINKS endvidere til: Statens løndatabase (gymnasielærere, DJØF’ere i ministerier, ansatte i forsvaret mv.).

Statistiske diagramdiskurser fra OK-parterne.

P.s.  Min baggrund for at skrive om disse ting er bl.a., at jeg i en årrække har været TR på min arbejdsplads og medlem af hovedbestyrelsen i min fagforening (GL) et par perioder. Desuden er jeg forfatter til bogen “Organisationer, stat, arbejdsmarked”. Gyldendal 1987.

Advertisements

Comments Off on OK!

Det truede demokrati

Posted in Demokrati by Gregers Friisberg on 21/03/2018

In secretly recorded conversations, Cambridge Analytica’s CEO, Alexander Nix, claimed he had met Trump “many times”, while another senior member of staff said the firm was behind the “defeat crooked Hillary” advertising campaign (nedkæmp forbryderiske Hillary reklamekampagnen).

“We just put information into the bloodstream of the internet and then watch it grow, give it a little push every now and again over time to watch it take shape,” said the executive. “And so this stuff infiltrates the online community, but with no branding, so it’s unattributable, untrackable.”

Det er ganske opsigtsvækkende afsløringer, The Guardian bringer i dag om skandalerne forårsaget af Cambridge Analytica. Det føjer sig til The Observers historier i søndags om, hvordan det er lykkedes at tappe omkring 50 mio Facebook konti for for deres og deres venners m.fl. venners personlige data, – data, der så kan anvendes til målrettede kampagner rettet specifikt til dette hovedsagelig amerikanske brugersegment.

Det siger ikke så lidt om, hvor skrøbeligt, det amerikanske repræsentative demokrati er, når det angiveligt skulle kunne væltes omkuld af en veltilrettelagt kampagne. Det skyldtes også, at marginerne var så små imellem de to kandidater Trump og Clinton. Hilary Clinton vandt endda på stemmer – omkring 3 mio – men tabte i nogle afgørende swingstater og dermed i valgmandskollegiet, der afgjorde valget.

 

Påvirkning af vælgere via targeted ads og kampagner

 

Cambridge Analytica, selskabet bag datatyveriet, arbejder i politiske kampagner ud fra en opfattelse af, at det afgørende ikke er facts, og hvem der vinder den saglige diskussion. Det drejer sig derimod om følelser. Politiske valg vindes på, hvem der er bedst til at fortolke de følelser, der rører sig i de afgørende vælgersegmenter og sætte ind på at vinde dem over ved at finde kerneargumenterne i relation til følelserne. Det kan eksempelvist i 2016-valget i USA være vælgersegmenters frygt for indvandring og det, der er kaldt “the browning of America”. Det kan være en irrationel frygt for, at nationens arbejdspladser siver ud af landet. Eliten behøver ikke at bekymre sig om det. Det er ikke dens arbejdspladser, der er truet.
Herefter gælder det så om at lave målrettede (targeted) reklamespots, der rammer, evt helt ned på individniveau. Data fra Nettet skal filtreres, så segmenter af vælgere kan nås v.h.a. targeted slogans og ads, jvf billedet herunder.

clinton16a
Kilde: The Guardian.

I figuren ovenover er givet et rids af metoden i datamarkedsføringen af politiske budskaber. Man fik som sagt adgang til rådata fra 50 mio Facebrookbrugere.
Data scientists laver ved hjælp af datasorteringsprogrammer modellering, som gør  de relevante data brugbare. Dvs de ønskede oplysninger, der kan bruges i en politisk sammenhæng, trækkes ud. De analyseres og oversættes til relevant indhold. De færdige ads målrettes brugere på sociale medier efter brugersegmenteringsmodeller (brugerne opdelt efter sociale kategorier, så som uddannelse, jobs, race/etnicitet, køn, geografisk lokalisering, etc).

clinton16

Af indhold, der blev betragtet som særlig virkningsfuldt i 2016-valgkampen, er de ti “ubekvemme sandheder” om Hilary Clinton, jvf figuren ovenover. Den blev målrettet brugere af sociale medier i de vigtigste swing-stater. Man brugte adskillige minutter på at klikke på de ti billeder øverst, og så kom den tilhørende historie frem nedenunder, f.eks. som vist ovenover Clintonfondens brug af 50 mio$ til rejseudgifter.

Det var reelt omkring 40.-50.000 vælgere i swing-stater som Wisconsin og Pennsylvania, der kom til at rykke valget til Trumps fordel, idet disse hidtidige demokratiske højborge leverede mange valgmandsstemmer (samtidig med, at Clinton fik flere mio overskydende stemmer i en sikker demokratisk stat som Californien).

Når det måske kom til at spille en vis rolle i det amerikanske valg, skyldes det ikke mindst det amerikanske valgsystem, det tætte løb, og kandidaternes egen optræden. Hillary Clinton var, udover historierne om  Clintonfonden, uheldig i håndteringen af nogle af sine kernevælgergrupper – jvf f.eks udtalelsen om “a Basket of Deplorables” om Trump-vælgere.
Hun har derved selv medvirket til at give næring til de primitive kampagner imod hende.  Der er ikke noget at sige til, at vælgere i den amerikanske arbejderklasse har følt sig forrådt, og en demagog af Trumps kaliber dermed har haft relativt let spil hos nogle vælgere.

Denne brug, eller misbrug, af Internettet og de sociale medier giver næring til en frygt for det repræsentative demokratis fremtid.

 

Klarer den amerikanske forfatning og politiske demokrati udfordringen?

 

Men der kan ligge en større trussel for demokratiet i populismen og den forstærkede højrenationale konservatisme.

Autoritære ledere styrkes rundt omkring. Man kan nævne, hvordan den kinesiske præsident Xi Jinping har fået ophævet den tidsmæssige begrænsning på genvalg til præsidentposten i Kina. Donald Trumps kommentar til dette var “Maybe we’ll give that a shot some day”. Det var en udtalelse, der faldt under en fund-raising dinner (the “gridiron dinner”)  i Trumps residens i Mar-A-Lago Florida. Og som det er karakteristisk for mange Trump udtalelser, skal det måske forstås som en morsomhed. Men måske er det alvorligt ment. Det vil fremtiden vise.

Men hvilke muligheder har den amerikanske præsident for at styre USA i mere autoritær retning og indføre flere og flere diktatoriske tiltag?
Man har set Trump udvikle sig til en flittig bruger af de såkaldte executive orders of the President.  Det er præsidentielle dekreter, der kan udsendes begrundet i lovgivningen eller præsidentens beføjelser. Det gjorde han i de indledende direktiver om indvandring fra nogle muslimske lande, et småracistisk tiltag.
Og f.eks. har Trump kunnet indføre toldtariffer med henvisning til hans rolle i sikkerhedspolitikken (hensynet til, at landet har en stål- eller aluminiumsproduktion, hvis der opstår alvorlige internationale spændinger, der kan sætte en stopper for vigtig import).

Muligheden for at tiltage sig diktatorisk magt begrænses i vidt omfang af den amerikanske forfatning, der bygger på magtdelingslæren og de såkaldte checks-and-balances, hvor udøvende, lovgivende og dømmende magt holder hinanden i skak.

uschecksandbalances

Den amerikanske forfatning er lavet oprindelig for at forhindre royal eller anden centralmagt (King George i England) fra at tiltage sig diktatorisk magt.
Derfor magtdeling, checks-and-balances og ikke mindst relativt stor autonomi for enkeltstaterne. De kan på flere områder være mere autonomt selvbestemmende end f.eks. landene i EU. Amendment (tilføjelse) 10 til forfatningen knæsætter princippet om, at alle anliggender/kompetencer, der ikke eksplicit i forfatningen er tillagt unionen, er enkeltstaternes domæne. Hertil kommer på mange områder et veludbygget direkte demokrati med referendumafstemninger lokalt og på enkeltstatsniveau om en lang række anliggender. Et sådant både direkte (refernda) og indirekte (repræsentativt) demokrati kan umiddelbart være svært at udrydde, da forsøg herpå vil blive mødt af modstand fra mange sider.

Men en øverste populistisk leder kan mobilisere folkelig opbakning bag sine tiltag. Det vil være svært for Trump i den nuværende situation (primo 2018), hvor hans approval ratings ikke er særlig høje. Men i f.eks. en eventuel international krisesituation vil man ofte bakke op om de nationale samlingssymboler, herunder ikke mindst præsidenten, der jo som bekendt er valgt af vælgerne og i øvrigt også er øverstkommanderende for unionens væbnede styrker.

 

De sociale medier og den demokratiske proces

 

De sociale medier er tidligere blevet hyldet som et gode for demokratiet. Man mindes det arabiske forår i 2011 og frem, hvor arabiske befolkninger rejste sig imod diktatorer og autokratiske ledere. Facebook var et af medierne, der blev brugt til debatter i lukkede fora og til at kalde folk til demonstration. Senest har anti-schoolshooterbevægelsen med udspring i Parkland Florida brugt samme metoder til at kalde gymnasieelever sammen i flere amerikanske storbyer.
Nettet blev set som en velkommen folkelig erstatning for de gamle, trætte traditionelle medier, der havde stigende vanskeligheder med at udfylde deres rolle som vagthunde for demokratiet igennem kritisk journalistik. Her kunne nogle af de sociale medier være en kærkommen anden mulighed, – med hurtige debatter, friske indlæg, samt kritisk folkelig “citizen-journalistik”, der kunne udfordre magten.

I dag ser man noget anderledes på sagen. Man er kommet på den anden side af 2016 med Breitbart, Bannon-Trump og russisk indblanding i amerikansk valgkamp. De sociale medier ses nu af mange som farlige for demokratiet.
I lande, hvor alle har smartphone og en stor del af befolkningen “er på” i gennemsnit op imod 3-4 timer om dagen, kan falske nyheder og stupide debatter, der “går viralt” føre til en spredning af misinformation og dannelse af holdninger, der kan indebære væsentlige risici for demokratiet – igennem støtte til svagt funderede populister og pengefolk, der vil malke systemet for nogle af de enorme potentielle reklameindtægter, det kan give.

Det gennemsnitlige stykke indhold på de sociale medier bliver kun betragtet nogle sekunder. Men det er den overordnede læggen-mærke til, ikke den specifikke information, der betyder noget. Jo mere folk bruger deres afhængighedsskabende sociale medier, jo mere opmærksomhed kan disse selskaber sælge til annoncører – og jo flere data om deres brugeres adfærd kan de samle sammen til sig selv. Det er en stadig mere overskudsgivende forretning….. Tilsammen kontrollerer Facebook og Alphabet (Google) omkring halvdelen af Verdens digitale reklameindtægter. …
    Folk deler ikke indhold udelukkende fordi det er informativt. De deler, fordi de vil have opmærksomheden selv og for, hvad de ting, de deler, siger om dem. De ønsker at blive hørt og set, – og respekteret. De vil have deres posts skal likes, deres tweets retweeted. Informationerne spredes via de sociale medier som vira. – Noget, der normalt er patologisk (sygeligt) er i de sociale medier en aktivitet, der belønnes. Med baggrund i viden fra alle de data, de samler har de sociale medier en god forestilling om, hvad der går viralt, og hvordan et budskab kan vrides, indtil det går viralt (The Economist 4.11.17).

Det er just denne evne til at vride budskaber, så de går viralt, der gør de sociale medier farlige for demokratiet. Det er det, der er med til at skabe fake news og ekkorum, der bliver falske billeder af virkeligheden, men som folk ikke desto mindre spejler sig i i noget, der kan blive en farlig kollektiv rus.

LINKS: I denne artikel fra The Atlantic beskrives det, hvordan selv simple apps som Cow Clicker kan bruges til at lokke personlige data fra Facebook-brugere.

She Downloaded all her Facebook data. Hun konkluderede: I came to the realization that the act of Facebooking should not be a passive sport.

Comments Off on Det truede demokrati

Europas sygeste mand?

Posted in EU by Gregers Friisberg on 06/03/2018

“Europas syge mand” bliver Italien kaldt. – Og ikke mindst efter det nys overståede valg. Valgresultatet til Deputeretkammeret blev:

Valg til Deputeretkammeret (2. kammer (Senatet 1. kammer) 4.3.18

Italienvalg18

Det var lidt af et mavepustervalg, som gør det meget vanskeligt at danne regering. Ingen af de eksisterende koalitioner eller enkeltpartier har de nødvendige 40 pct til at danne regering. Man kan da forestille sig, der kommer en længerevarende regeringskrise eller måske dannelse af en regeringsbærende koalition på tværs.

Man havde ellers før valget fra nogle sider forestillet sig muligheden af en italiensk “Grosko” (Grosse Koalition) af de “ansvarlige”, regeringsbærende partier, Det demokratiske Parti (socialdemokratisk, tidligere eurokommunister) og højrealliancen under ledelse af Berlusconis konservative parti Forza Italia. Men de har begge fået så dårligt at valg, at det ikke længere ser ud som en mulighed.

Det bliver svært at komme uden om 5-stjernebevægelsen, som er blevet langt det største parti, og som har erklæret, at det er parat til at tage ansvar.

Det italienske valg er et svar på den krise, ikke alene Italien, men også EU er i. De to kriser hænger sammen. EU har udvist en forbløffende vilje til at gennemføre tysk-inspireret austerity (spare-) politik, formuleret i finanspagtens krav om højst 0,5 pct strukturelt underskud på de offentlige finanser.
Når det imidlertid gælder gennemførelsen af politikken m.h.t. indvandring inden for det område af politikken for retlige og indre anliggender, som skulle være kommet under fælles beslutningstagning (“almindelig beslutningsprocedure) i Ministerrådet og Europaparlamentet, er villigheden til at spille med fællesskabsmusklerne sørgeligt fraværende.
Med det resultat, at Italien i årevis har siddet med et massivt immigrationsproblem, hvor resten af Europa har foldet hænderne from over maven og kigget væk: – Godt det ikke er os, der skal tumle med det problem!! –  Vi bor heldigvis så langt væk, at det ikke har noget med os at gøre!

Men det burde jo netop have været alle, der burde have tilsluttet sig fælles løsninger.

Den meget omtalte italienske venstre- og højrepopulisme i henholdsvis 5-stjernebevægelsen og Lega, samt Fratelli d’Italia, er et resultat af en indvandringspolitik, der er brudt sammen og en længerevarende økonomisk stagnation, som har efterladt over 1/3 af de unge under 25 på bagperronen uden jobs og økonomiske muligheder. Samtidig er landet stadig præget af den økonomiske skillelinje lige syd for Rom mellem det industrielle Nord og det underudviklede Syd. Den italienske statsgæld udgør i dag over 130 pct af BNP, en betydelig overskridelse af de såkaldte konvergensrammer i unionstraktaten.

bnpItalGerFra
Kilde: Worldbank.org

Figuren ovenover viser udviklingen i BNP i faste priser i eurozonens tre største økonomier, Tyskland, Frankrig og Italien. Italiens rolle som syg mand bliver rigtig tydelig efter eurostart 1999. Da man havde sin egen valuta, devaluerede man den, så man dermed kunne genoprette konkurrenceevne over for udlandet. Det er man afskåret fra nu. Til gengæld burde EU have udviklet ordentlige fællesskabspolitikker til afværgelse af sdåanne europæiske “udkantsproblematikker”.

Det er først i det sidste par år, at man er kommet op på en beskeden økonomisk vækst på 1 – 1,5 pct. Landets økonomi/BNP er stadig på et niveau, BNP’et var på lige før finanskrisen i 2008. Det italienske lønniveau på det almindelige arbejdsmarked er i dag ikke meget højere end det var, da landet blev en del af euro-zonen så tidligt som ved fællesvalutaens start i 1999.

Det bør være et wake-up call for EU til at tage sig sammen! I stedet for at se Italien som et stort operetteshow med mafiosi og sydlig folklore og lokalkolorit, bør man tage det alvorligt og undersøge, hvordan landet kan integreres ordentligt i EU-økonomien. Er Italien Europas sygeste mand, eller er det eurokonceptet, som det er praktiseret indtil nu, der er sygt? Det er en nærmere undersøgelse værd!

 

 

 

 

 

 

Comments Off on Europas sygeste mand?

Vil robotterne tage vore jobs?

Posted in Uncategorized by Gregers Friisberg on 02/02/2018

The Guardians økonomiredaktør Larry Elliott synes ikke at være i tvivl. Han har besøgt Seattle, hvor Amazon netop har indrettet en ny butik, og det har gjort et stort indtryk på ham, – og på en anden af avisens reportere.

Og imponerende – eller skræmmende? – ser det ud:

amazongo

En kunde er på vej ind i butikken Amazon Go. Det eneste, hun skal gøre, at at swipe sin phone, hvor hun har downloadet en app til “købeoplevelsen”. Dernæst går hun ind og tager varer ned fra hylderne, hvor sensorer registrerer hendes køb. Det følges også af sensorer og computersystemer installeret i butikkens loft. Kunden slipper for at stå i kø ved kassen. Det kan have sine fordele – ikke mindst for småbørnsforældre, der slipper for frontalangrebet fra oplevelsesudhungrede børn, der i det traditionelle supermared vil tage for sig af de ting, butikkerne stiller i øjenhøjde for børnene lige før kasseapparatet.
Når hun har tilfredsstillet sin powershopping mania, går hun ud igen. 10 minutter senere kommer der en kvittering frem på telefonen, hvor det vises, at pengene er trukket fra hendes konto, og hvad hun har købt.

The Guardians reporter forsøgte at snyde systemet ved hurtigt at tage varer ned fra hylder, sætte dem op igen og skifte ud med andre. Det blev registreret korrekt af systemet, hvad der var blevet købt og taget med ud af butikken. Det kræver altså et minimum af indsats fra shopperens side. – Og det kan føre til et kæmpetab af arbejdspladser i detailsektoren, når denne teknik er implementeret. For det nytter nok ikke meget at kæmpe imod, som journalisten bemærker. Det har tidligere forsøg på at modsætte sig teknologisk fornyelse vist. Det være sig de velkendte Luddites, der kæmpede imod dampdrevne spinderimaskiner for længe siden i England, eller typograferne på aviser rundt omkring. Den teknologiske fornyelse kom før eller siden.

Samtidig kan man dog konstatere, at forudsigelser om ringere samlet beskæftigelse gang på gang er blevet gjort til skamme. De forsvundne jobs er blevet erstattet af andre. Det sker bl.a. igennem den såkaldte Keynes-effekt: Realindkomsterne stiger, når det bliver muligt at producere varer og serviceydelser billigere, og dermed stiger den samlede efterspørgsel og produktionen på andre områder.

Der er dog økonomer, der mener, at det denne gang kan gå hen og udvikle sig anderledes. Dels er denne 4. industrielle revolution mere teknologisk gennemgribende, fordi maskin- og computersystemerne får indbygget “kunstig intelligens”, og de dermed får selvforstærkende automatiseringsvirkninger, idet systemerne jo selv kan bruge indvundne erfaringer til at blive mere produktive og effektive. Dels ser den kapitalistiske markedsmodel i dens globalkapitalistiske udformning ud til at give stigende ulighed, en ulighed, der kan modvirke den omtalte Keynes-effekt (realindkomsterne stiger kun, eller mest, for de højere lag i indkomstfordelingen, som ikke har samme forbrugstilbøjelighed som de fattigere lag).

Den nye teknologi med Internet-of-things, hvor maskinerne kommunikerer indbyrdes, kan føre til store muligheder for overvågning.
Forbrugernes adfærd kan registreres og kortlægges på alle mulige måder. Og de virksomheder (Amazon, Google, Facebook m.fl.), der bliver bedst til at samle enorme mængder af data sammen, får store fordele i konkurrencen. Derfor kan der da også være meget fordel i at gøre dem til public utilities (offentlige servicevirksomheder), i stedet for, at de er private virksomheder, idet det så vil blive reguleret og stillet til rådighed for alle aktører på markedet. Men her er problemet, at der ikke er nogen fælles statsmagt oven over nationalstaterne, som vil kunne udfylde denne rolle. Men kunne det lade sig gøre via et mere intensiveret samarbejde internationalt, f.eks. i FN-regi?

Men paradoksalt er det vel egentlig, at man skal have så negativt syn på muligheden for at blive fri for arbejdets tyranni. Den nye teknologi giver mulighed for nedsættelse af arbejdstiden. Når vi ikke ser det som en mulighed, hænger det sammen med, at vi er fanget ind af den dominerende opfattelse af, at vi skal konkurrere med andre nationer. Derfor strammer vi balderne og lægger os i selen for at holde føringen i forhold til indere og kinesere. Der er tale om fremmedgørende virkninger af markedsrelationerne, som man kunne frigøre sig fra. Som en kendt filosof formulerede det for lang tid siden:
Med fremmedgørelsens ophævelse…..

 regulerer samfundet den almindelige produktion og gør det netop derved muligt for mig at gøre dette i dag, noget andet i morgen, at gå på jagt om morgenen, fiske om eftermiddagen, beskæftige mig med kvægavl om aftenen, kritisere oven på middagen, netop hvad jeg har lyst til, uden nogen sinde at blive jæger, fisker, hyrde eller kritiker. Dette at vi gror fast i en social virksomhed, at vort eget produkt konsoliderer sig til en tinglig magt over os, som vokser ud af vor kontrol, gennemkrydser vore forventninger, tilintetgør vore beregninger, er et af hovedmomenterne i den hidtidige historiske udvikling (Den tyske Ideologi)

Det kan nok virke lidt utopisk på mange. Men mindre kunne også indebære betydelige fremskridt i forhold til den nuværende laden-stå-til, hvor IT-giganterne under foregivelse af varetagelse af almene og fælles interesser, sætter sig mere og mere på en teknik, der burde komme alle til gode.

 

 

A Borderline Case?

Posted in USA by Gregers Friisberg on 07/01/2018

Personer med borderline har, som det også er tilfældet med personer med andre former for personlighedsforstyrrelser, en adfærd og oplevelsesmåde, som afviger fra det forventede og accepterede i vores kultur. Adfærden og måden at opfatte virkeligheden på er uhensigtsmæssig i personlige og sociale situationer og vil have negative konsekvenser for individet selv og omgivelserne. Der findes mange forskellige kombinationer af symptomer, men borderline kan fx være præget af ustabilt humør og usikker selvopfattelse samt en tomhedsfølelse. (Psykiatrifonden)

Det ser ud som om, den amerikanske præsidents tweets bliver vildere og vildere. Nogle af de seneste har rejst en debat i USA, om Trump har “lost it” (som forfatteren til bogen Fire and Fury har sagt)?, dvs på godt gammelt dansk “gået fra snøvsen”, altså har overskredet grænsen til det psykotiske. Det er bl.a. tweets som nedenstående, der kunne lægge op til det:

trumptweetjan18

Man kan vælge at se det fra den humoristiske side. Og så ligner det jo to umodne drenge, der står og sammenligner: “Min er større end din”.

Man kan også, som Carol Cohn gør i New York Times, underkaste det en feministisk diskursanalyse, og så når hun frem til, at det er en farlig sammenblanding af maskulinitet og missiler:

……with his fragile ego and his particularly obsessive concern with his reputation for manliness — may have brought these dynamics to the surface, but they have been there all along, if in less crude and lurid ways. (“med hans skrøbelige ego og hans specielt tvangsmæssige optagethed af sit omdømme for mandighed – kan disse dynamikker være kommet op på overfladen, men de har været der hele tiden, omend i mindre grove og skumle former”)

Er personligheden “winding down”, altså i en slags frit fald til et oprindeligt infantilt stadium, som iagttagere har været inde på?

Michael Wolff, forfatter til Fire and Fury, beretning fra iagttagelser og interviews i Det hvide Hus, skriver, at præsidenten er at sammenligne med en ni-årig: Det drejer sig om øjeblikkelig tilfredsstillelse (instant gratification). Og hvis det ikke opnås, frustreres man og man skynder sig videre til noget andet, der bedre imødekommer det narcissistiske behov for anerkendelse.  Udenrigsminister Rex Tillerson, der i et udbrud skulle have kaldt præsidenten for a moron (en idiot) afviser dog, at han ligefrem er psykotisk.
En anden hypoteser går på, at de mange besynderligheder, der udfoldes i tweetsene er udtryk for en prøven-grænser-af, altså en slags infantilisme, der dog ikke er det samme som et mentalt sammenbrud eller borderline-adfærd.

Når der spørges til intellektuelle evner til at bestride det krævende job som præsident, henviser præsidenten i en tweet til, at han er et “stabilt geni” (a stable genius). Det er måske igen et forsøg på at være morsom!  Begrundelsen skulle ellers angiveligt være, at han er kommet igennem en collegeuddannelse (i lighed med 30-40 pct af amerikanerne!), og at han har bygget en milliardforretning op!

Det er imidlertid netop denne “business-mind”, og den måde en sådan variant af “business-mind” opererer på, der gør, at man må betvivle evnerne til at udføre et job som USA’s præsident. Kig engang på de to øvrige tweets ovenover. På basis af en total mangel på kendskab til historikken og generel viden om, hvad konflikterne i Palæstina egentlig drejer sig om, konkluderer Trump, at man må tage den amerikanske u-landsbistand af bordet, fordi palæstinenserne angiveligt ikke har kunnet blive trukket til forhandlingsbordet.
Løsning af internationale konflikter sammenlignes med indgåelsen af en forretningsaftale, hvor det forventes, at blot betalingen er stor nok, må en aftale kunne indgås. Der er ingen sans for kompleksiteten i en international konflikt som den, der udfolder sig i Palæstina og Mellemøsten. Med sin anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad har Trump valgt side i den palæstinensisk-israelske konflikt. Og det har gjort det mangefold vanskeligere for USA at indtræde i en neutral mæglerrolle.
Man kan næsten se en bekræftelse på nogle af påstandene i Fire and Fury om, at præsidenten ikke læser ret meget, men får de fleste af sine informationer fra overfladisk TV-kigning på Fox News og andre, endnu mere tvivlsomme informationskanaler.

Derudover må man selvfølgelig sige, at Wolffs beretninger skal underkastes kritisk granskning. Den form for reportager er ofte præget af beretterens forudfattede meninger, og materialet, der bringes videre, vil tilsvarende være bestemt af dette.

Men præsidentens tweets taler unægtelig for sig selv.

En del af Trumps selvros kører omkring de påståede økonomiske resultater. Han skriver bl.a. i en tweet 5.jan. 18:

Dow goes from 18,589 on November 9, 2016, to 25,075 today, for a new all-time Record. Jumped 1000 points in last 5 weeks, Record fastest 1000 point move in history. This is all about the Make America Great Again agenda! Jobs, Jobs, Jobs. Six trillion dollars in value created!

Dow Jones er som bekendt det traditionelt ledende amerikanske aktieindeks (30 af de mest handlede aktier i Wall Street). At det er steget med 6000 mia$, tages som udtryk for jobskabelse og en “værdi”, der er skabt. Det er imidlertid “værdi”, der kan forsvinde fra den ene time til den anden.
Det kan lige så vel være udtryk for en aktieboble, som der går hul på på et tidspunkt – med alvorlige konsekvenser for ikke alene USAs økonomi, men for Verdensøkonomien. Det har ikke meget med Make America Great Again!, men måske snarere Make America economically explosive again! – lidt som i 1929  og september 2008 hvor den varme, tomme luft fra indholdsløse penge var med til at udløse økonomiske kriser.

We want a real leader – 
Not a Creepy Tweeter!

råbte unge demonstranter i gaderne efter Trumps indsættelse som præsident.

Trumps folk har forklaret de mange besynderlige tweets med, at præsidenten ønsker at gå udenom de filtre, der omgiver de traditionelle medier. Han udnytter mulighederne for at kommunikere direkte til det amerikanske folk  –  og resten af Verden, for den sags skyld.

Men indtil videre er denne glimrende mulighed blevet forspildt til fordel for, at man uforvarende er kommet til at udvikle “the best and funniest show in town”. Men det er knap so sjovt, når udløsningsknappen til et evt. atomragnarok skal indgå i et traditionelt macho-sammenligningsspil, hvor Trump kan berolige sig og sine compatriots med, at de sidder øverst på ophobningen af amerikansk teknologisk og økonomisk magt, – og derfor relativt let vil kunne udradere dette “depleted and poor country”, som hans rådgivere åbenbart har belært ham om i et af introkurserne i elementær samfundskundskab i Det hvide Hus.

 

Comments Off on A Borderline Case?

Demokratiets vagthund

Posted in 4. statsmagt, Demokrati, Frankrig by Gregers Friisberg on 04/01/2018

Den traditionelle statskundskabsteori om mediernes rolle i demokratiet er under skud disse år. Ifølge denne teori er medierne demokratiets vagthund, som råber op, når magten misbruges. Medierne beskrives som dagsordenssættende, dvs de har en rolle m.h.t. , hvad der er vigtigt at tage op i offentligheden. Og de beskrives som “den fjerde statsmagt” – udover den lovgivende, udøvende og dømmende, fordi medierne får magt igennem formuleringen af den interessante dagsorden for debatten og for ny lovgivning, og fordi de tvinger politikerne til at kommunikere til vælgerne på bestemte måder.

De sociale medier er i gang med at sætte ny rammer for mediernes funktion. De traditionelle medier er på tilbagetog. Det gælder de trykte aviser og TV-nyhedsmedier, som har svært ved at fange den unge generations opmærksomhed. En stigende andel af befolkningen stiller sig tilfreds med nyheds-titbits fra deres Facebook- og Twittergfeeds, eller fra nye, utiltalende online-medier. Fake news kan rejse shitstorms, der kan få selv garvede politikere til at smide tøjlerne og opgive den politiske kamp. Og ofte må rutinerede politikere give op over for nye populistiske politikere, der har en mere sikker adgang til at bruge de nye medier. Det så man f.eks. under den amerikanske valgkamp, hvor reality-TV værten Donald Trump kunne feje sine republikanske modstandere af banen og køre hele vejen op til præsidentembedet igennem en valgkamp, hvor arsenalet af nye medier blev udnyttet effektivt.

Der er reageret forskelligt på denne udvikling rundt omkring i Verden. Et af de nye, opsigtsvækkende initiativer, er det den franske præsident Emmanuel Macron tog den 3. januar, hvor han annoncerede fremlæggelsen af ny lovgivning imod fake news i valgkampsperioder. Den nye lov skal ifølge forslaget indeholde krav om mere gennemsigtighed om sponsoreret indhold. Man skal kunne se, hvem der finansierer indhold. Og der skal lægges loft over den mulige finansiering fra disse kilder. Statens kontrolmyndigheder skal udstyres med muligheder for at kræve indhold fjernet – og endda have mulighed for at kunne blokere et website.
“Hvis vi skal kunne beskyttet det liberale demokrati, må vi være stærke og have klare regler”,  udtalte Macron ved fremlæggelsen af initiativet.

Det er opsigtsvækkende – og en noget modsigelsesfyldt erklæring, for de gode intentioner til trods, må man stille spørgsmålet: Hvem skal definere, hvad der er “fake”, og hvad der må accepteres som indlæg i en debat om politik op til en valgkamp?
Macron kan åbenbart godt selv se problemet, for han foreslår samtidig, at man kan lade sig inspirere af en procedure, som organisationen Reporters sans frontieres (“Journalister uden Grænser”) har sat i gang, hvor de laver en slags anerkendelses- eller certificeringsordning for sociale mediers nyhedsorganer.  Det er måske et organ, man kunne have en vis tillid til, men om det løser problemet er noget usikkert.

Macrons interesse i at stække de sociale medier under valgkampe har også en baggrund i hans egne erfaringer under den franske præsidentvalgkamp i 2017, hvor de russiske stationer RT og Sputnik angiveligt blandede sig med løgnagtige nyheder og kampagner.

Macron blev endvidere udsat for “nyhedshistorier” under valgkampen om påståede konti i skattely. National Front lederen Marine Le Pen refererede historier om hans placering af midler i offshore konti på Bahamas, en sag, han satte advokater på, fordi det angiveligt var pure opspind. Rygterne cirkulerede en masse på Nettet via tusindevis af sociale medie-konti i timer før den afgørende TV-duel mellem Macron og Le Pen. Der blev også rundsendt forfalskede dokumenter, der skulle bevise Macrons deltagelse i uhyrlighederne. Blandt de fantasifulde tiltag var website, der var bygget op og lay-outed som den respekterede belgiske avis Le Soir (Aftenbladet), som “rapporterede”, at Saudiske pengekilder finansierede Macrons kampagne. Le Soir tog afstand fra sagen og sagde, de intet havde med disse interessante “nyheder” at gøre.

Hvad der skete under den franske præsidentvalgkamp er beskrevet som et lærebogseksempel på, hvor galt det kan gå. Det illustrerer, hvor naiv den traditionelle opfattelse af mediernes rolle i det parlamentariske demokrati (jvf ovenfor) er. De nye medier har skabt en karikatur af vagthunderollen. Vagthunden er kommet til at lide af en farlig form for hundegalskab, der gør dens bid samfundsnedbrydende i alvorlig grad. Spørgsmålet er blot, om den franske reaktion er den mest relevante måde at reagere på. Man kan frygte, den vil kunne nedbryde forudsætningerne for demokratiet på andre måder. Efter Macrons og La France En Marches valgsejr i foråret 2017 er der koncentreret meget magt i den i forvejen meget stærke franske statsmagt. Præsidenten sidder ikke alene på en stærk præsidentiel magtposition. Han har også i dette tilfælde absolut flertal i den franske nationalforsamling.

Comments Off on Demokratiets vagthund

Præsidentiel “stil”

Posted in Amerikansk udenrigspolitik, USA by Gregers Friisberg on 29/12/2017

Den ekstraordinære kulde, som det nordøstlige USA oplever disse dage, har fremkaldt nye lyriske udbrud på den presidentielle tweet fra Det hvide Hus:
trumptweet
Som sædvanlig en præsident in poor style.  Han er tilsyneladende uvidende om, at en periode med koldt vejr kan være mulig, selv om der er en global opvarmning i gang. Det sidste vedrører dybereliggende og længerevarende klimatiske ændringer, og det kan ske samtidig med perioder i det daglige vejrlig, hvor det er koldt.
Men det er også tænkeligt, at tweeten mere skal ses som et udslag af den særlige fandenivoldske stil, Donald Trump har gjort til sit adelsmærke: At vise Verden, at han tør udfordre med provokerende bemærkninger – og provokerende politik!

Populister er kendt for at turde kalde en spade for en spade. No nonsense politik for baglandet! Det er realpolitik – og burde som sådan kunne være befriende. Det er imidlertid ikke rart, når det er Verdens dominerende magt, der optræder på den internationale scene på den måde.

Dybere set er det dårlig interessevaretagelse for USA. Og det er langt fra at gøre America Great again! Snarere tværtimod. Amerikansk økonomi forsinkes i den nødvendige omstilling til en mere grøn økonomi. Man holder fast i fossil energi i en blind tro på, at denne energi giver arbejdspladser. Hvad den måske gør på det korte sigt, men ikke på det længere sigt.

Der er en forurettet tone: “Our country, but not other countries, was going to pay TRILLIONS of dollars to protect against”.  Ejendomsspekulanten vil have fuld valuta for pengene. Men det er ikke sådan, internationalt samarbejde virker! Ulande, og de såkaldte emerging economies, har berettigede krav om, at det også er deres tur til at få en industriel udvikling i gang, så de kan komme op på de rige, vestlige landes niveau.

Det er desværre helt i tråd med Trumps politik i øvrigt, f.eks. den nylige anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad.
Efterfølgende skal FN straffes med trusler om indeholdelse af amerikansk kontingent, fordi Generalforsamlingen med overvældende flertal tog afstand fra anerkendelsen. Som jo ret beset er imod folkeretten, idet FN med beslutningerne i 1947-48 gav Jerusalem status af international by – med lige ret for palæstinensere og israelere.

“That good old Global Warming”!  –  Med sin latterliggørelse af FNs klimapolitik isolerer USA sig yderligere.

 

 

Comments Off on Præsidentiel “stil”

Catalonien

Posted in Catalunya, Latino by Gregers Friisberg on 22/12/2017

Valget den 21.12. til Cataloniens lokalparlament gav det næsten værst tænkelige resultat. Det kan fortolkes både som en sejr for selvstændighed/separatisterne og for tilhængerne af fortsat union med Spanien. De første fik et flertal af pladserne i Cataloniens parllament, de sidste fik flest stemmer:

Valgresultat 21.12.:
cataluna1

Kilde: El Pais. ERC: Det traditionelle republikanske uafhængighedsparti. Har traditionelt nydt godt af, at en stor del af katalanerne forbinder uafhængighed med muligheden for at frigøre sig fra det spanske monarki – og altså få en republik i stedet. CUP: Venstreorienteret frihedsparti. Juntsxcat: Junts per Cataluna. Catcomu: Sammen om Catalonien (Podemosborgmesters lokalparti, som ikke vil tage stilling for den ene eller anden lejr). PSC: Partido Socialista de Cataluna: Lokalvariant af PSOE, det socialdemokratiske spanske socialistparti. PP: Partido Popular: Det konservative spanske parti, fik historisk dårligt valg.

 

Uafhængighedstilhængere i venstre side ovenover. Puigdemonts parti Juntsxcat fik 34 mandater (“Independentistats”). Men det største parti blev Ciudadans (CS), et midterparti udgået af de folkelige bevægelser for fornyelse af Spaniens demokrati de senere år. De fik 37 mandater. De catalanske socialister (PSC) fik 17. Det mest glødende separatistiske parti, CUP (Candidatura de Unidad Popular),  blev tungen på vægtskålen.
Der kan altså teoretisk set dannes en flertalsregering af tilhængere af fuld uafhængighed. Problemet er bare, at lederen af det hele, – eller af det største af uafhængighedspartierne, Puigdemont, befinder sig i udlandet og ikke har lyst til at vende hjem, fordi der er udstedt en arrestordre på ham.

Den noget kluntede konservative premierminister Mariano Rajoy har kørt den hårde linje over for uafhængighedsbevægelsen. Og det ser ikke ud til, at han har tænkt sig at bløde op på det. Han har tilbudt forhandlinger,  – på et legalitetens grundlag.

Målt i stemmer (søjlen til venstre) har unionstilhængerne flertal. Med godt 52 pct af de afgivne stemmer. Det hænger sammen med demografi og valgkredsinddeling. Man kan se, at der er flere unionstilhængere i storbyerne end ude i provinsen og på landet:

cataluna2
Kilde: El Pais. Man kan f.eks. se, at i Barcelona får uafhængighedstilhængerne (Independentistas) kun 44 pct, og resten går til no independentistas.

Det i sig selv burde afholde en eventuel uafhængighedsregering fra at erklære uafhængighed. Det ville ikke være særlig demokratisk, at en meget lille majoritet – eller minoritet målt i stemmer –  kører hen over et lille flertal af vælgeres ønsker. Det er heller ikke godt at vide, om den spanske centralregering i Madrid igen vil sende politi og specialstyrker af sted for med alle midler at banke de genstridige katalanere på plads. Det ville igen kunne få situationen til at gå i hårdknude. Der er ikke andet for, end at parterne må til forhandlingsbordet og få start i en ændring af den spanske forfatning, der evt. omdanner landet til en forbundsstat med flere muligheder for mere udstrakt selvstyre.

Den catalanske nationalisme er blevet sammenlignet med andre auafhængighedsbevægelser og fremblomstrende regionalisme i Europa, og man taler om, at en evt. succes for dens politiske projekt vil føre til en opblomstring af “nationalismer” og regionale bevægelser, ikke alene i Europa, men også i dele af Mellemøsten (kurderne).
Det er der nok lidt om kan ske. Men bortset fra det, så er den katalanske nationalisme unik. Det er en unik kultur, der har rødder århundreder tilbage, hvor Barcelona var hjemsted for en blomstrende økonomi med vidtstrakte forbindelser ud  i Middelhavsområdet. På sin vis var det mere naturligt at handle den vej end ind i de uvejsomme bjergområder i Spanien. Under den spanske borgerkrig i 1930’erne var regionen hjemsted for republikanske og anarkistiske samfundseksperimenter – i opposition til kongemagt og kirke i det øvrige Spanien, og ikke mindst i opposition til spansk fascisme, repræsenteret af General Franco.
Da Franco kom til magten, blev den katalanske nationalisme og særlige kultur og samfundsform slået ned med hård hånd. Om det så var sproget, blev det forbudt. Mariano Rajoys måde at slå uafhængighedsbevægelsens og lokalparlamentets politik ned på, bl.a. med påkaldelse af artikel 155 i den spanske forfatning og arrestationer og rettergange imod lokalpolitikere, påkalder hos katalanerne mindelser om Frankoperioden. Et af resultaterne er valgresultatet for Partido Popular (PP).

Noget af det interessante nye i udviklingen er valgresultatet for Barcelona, jvf ovenfor. Barcelona har igennem de seneste årtier udviklet sig til en globaliseret metropolstorby med en ret blomstrende økonomi og tilgang af arbejdskraft udefra, både fra det øvrige Spanien og fra udlandet. En meget stor del af denne nye befolkning er ofte mere spansksindet end katalansktænkende. Det er måske også derfor, man fornemmer en vis desperation i den stærke katalanske nationalfølelse. Det er nu eller aldrig.

 

Min baggrund for at skrive om disse ting er bl.a. , at jeg sammen med Per Werge har skrevet bogen Catalonien – vil selv:

Catvilselv

 

 

Comments Off on Catalonien

GOP skattereform (2): Smide benzin på et bål, der allerede brænder lystigt.

Posted in Økonomi, USA by Gregers Friisberg on 17/12/2017

GOP står, som de fleste bekendt, for Grand Old Party, Republikanerne. Det ser nu ud til, at den store skattereform kan blive vedtaget. Medlemmerne af de to kamres Joint Committee underskrev den endelige version af loven i fredags. Og den kan nu komme til afstemning for endelig vedtagelse i både Repræsentanternes Hus og Senatet. Skønt Republianerne har et spinkelt flertal på 52-48 (den nyvalgte Demokrat fra Alabama tiltræder forst den 1.1.), så kan der alligevel opstå tvivl, idet to af de ældste senatorer McCain fra Arizona og Cochran fra Mississippi ikke er ved helt godt helbred, og måske derfor ikke når at deltage i afstemningen.

Trump er sejrssikker:  “I think we could go to 4%, 5% or even 6%, ultimately,” the president said. “We are back. We are really going to start to rock.”

En vækst på 4 pct blev nævnt som en mulighed allerede under præsidentvalgkampen. Nu antages den måske at kunne nå 6 pct. Hvad der vil være uhørt i en tid, hvor mindre årgange er på vej ud på arbejdsmarkedet, og man vil stoppe for indvandring/arbejdskraft fra udlandet.

Det er også et superoverdrevent vækstscenarie i betragtning af, at den amerikanske økonomi i forvejen er stærkt på vej til at nærme sig sin kapacitetsgrænse. Arbejdsløsheden er ved at være så lav, at det kan begynde at knibe med at få arbejdskraft nok til en større udvidelse af produktionen. Det kan tænkes, at det i stedet bliver importen, der øges. Det er ikke godt for et handelsbalanceunderskud, der i forvejen er alt for højt.

US18oek
Kilde: The Economist, 16.12.17. GDP: BNP. Annualised: På årsbasis.

Som man kan se af figuren, er det en mindre del af efterspørgselsvæksten, der kommer fra investeringer og eksport. Der kommer derimod meget fra det private forbrug.

us18oek2

Man plejer at sige, at i den situation vil der komme et opadgående pres på lønningerne. Arbejdsgiverne vil byde lønnen op i et forsøg på at få arbejdskraft. Det kan sætte gang i inflationen. Det er en velkendt, ja nærmest fortærsket økonomisk sammenhæng, der i fagjargon går under betegnelsen Phillips-kurven (faldende arbejdsløshed fører til stigende priser). Der er økonomer, der har forklaret den svagere Phillipskurvesammenhæng med, at den store pool af billig arbejdskraft, som den åbne globalisering har ført med sig, presser lønningerne i den vestlige verden, specielt lønninger for arbejdere og middelklasse. Det kan der nok være noget om. Hertil kommer fagforeningernes svækkede magt som følge af lavere organiseringsgrad, lovindgreb, den nyliberale diskurs’ sejr og de store virksomheders større indflydelse på løndannelsen.

En medvirkende faktor er også de mange billige varer og tjenesteydelser, som de indiske og kinesiske, m.fl. eksportoffensiver på Verdensmarkedet har ført med sig. Lønmodtagerne i Vesten har fået mere for deres løn ved indkøb i Wal-Mart, Ikea, Jysk Sengetøj o.lign., der importerer i stor stil fra de globale markeder.

Men man må dog nok stadig formode, at prispresset melder sig på et tidspunkt. Olieprisen er begyndt at stige, og de fossile brændsler udgør stadig langt størsteparten af energiforsyningen i de rige lande.

Derfor vil det være ret begrænset, hvor længe Trump får at nyde sin rocken med båden. Der er også stor risiko for, at den kæntrer. Der er for øjeblikket gang i en – ikke løninflation – men inflation i investeringsaktiver som aktier og ejerboliger. Der har i længere tid været spekulative bobler på vej på aktivmarkederne. Derfor kan der også være en umiddelbar risiko for, at det udvikler sig til en ny recession.

Reformerne er de mest vidtgående siden 1986: …………. (it) marks the most substantial redrawing of taxation in America since Ronald Reagan’s 1986 tax cuts. It would slash the tax burden on corporations from 35% to 21%, and the top level of individual taxes from 39.6% to 37%.
Det er paradoksalt, at skattereformen ventes at føre til en stærk stigning i den amerikanske stats gæld, og at Republikanerne selv var langt fremme i skoene m.h.t. at kritisere Barack Obama administrationen for at føre uansvarlig finanspolitik.

 

 

 

Comments Off on GOP skattereform (2): Smide benzin på et bål, der allerede brænder lystigt.

Trumps sejrrige skattepolitik

Posted in USA by Gregers Friisberg on 03/12/2017

Trumps skatteforslag er – med forskellige ændringer og varianter – nu vedtaget i Den amerikanske Kongres. Den er vedtaget af Republikanerne i både Senatet (med 51 ctr 49) stemmer og Repræsentanternes Hus (House). Der tilbagestår nu udarbejdelsen af et fælles forslag, der kan sendes til præsidenten til underskrift.

I en analyse af lovgivningsprocessen beskriver bladet The New Yorker det som en “parodi på en lovgivningsproces”. Loven er hastet igennem på få uger og i løbet af den afsluttende nats debat, og med sider i den trykte tekst, hvor der er tilføjet håndskrevne notater, som bl.a. er kommet ind som sidste-øjebliks rettelser, der skal imødekomme nogle republikanske “tvivlere”, ofte af konservativ observans (Steve Daines fra Montana og Ron Johnson fra Wisconsin). Angiveligt for at hjælpe ejere af småvirksomheder, er der tilføjet regler om såkaldt pass-through indkomst. For at undgå dobbeltbeskatning kan overskud i virksomheder overføres direkte til ejerne, hvad der gør det muligt at reducere marginalskatten for disse fra 39,6 pct til under 30 pct. Den rigeste ene procent af skatteyderne, der ifølge bladet modtager over halvdelen af den pass-through indkomst, der genereres i den amerikanske økonomi, er derved blevet begunstiget endnu mere end i de oprindelige skatteforslag. Det gælder bl.a. Donald Trump, der “ejer i dusinvis” af sådanne foretagender.

Senatsplanen beholder de nuværende skattetrin, men nedbringer  nedsætter satserne. Forslaget indebærer, at man går tilbage til de nuværende satser i 2025, idet formålet jo er stimulans til økonomien:

 

Indkomst skattesatser Indkomst niveauer for enlige og par:
Nuværende satser Senatets forslag Enlige Gift-Fælles
10% 10% $0-$9,524 $0-$19,049
15% 12% $9,525-$38,699 $19,050-$77,399
25% 22.5% $38,700-$59,999 $77,400-$119,999
25% – 28% 25% $60,000-$169,999 $120,000-$389,999
33% 32.5% $170,000-$199,999 $390,000-$449,999
33% – 35% 35% $200,000-$499,999 $450,000-$999,999
39.6% 38.5% $500,000+ $1M+

 

Repræsentanternes Hus’ forslag reducerer antallet af skattetrin til fire og sænker 3 satser:

 

Indkomstskattesatser Indkomst niveauer for enlige og par::
Nuværende satser Repræsentanternes Hus’

forslag

Enlige Gift/Fælles
10-15% 12% $0-$44,999 $0-$89,999
25-28% 25% $45,000-$199,999 $90,000-$259,999
28-39.6% 35% $200,000-$499,999 $260,000-$999,999
39.6% 39.6% $500,000+ $1M+
Planen indebærer fjernelse af en række fradrag. Dog opretholdes fradrag for velgørenhed, prioritetsrenter, ejendomsskatter og pensionsindbetalinger.

Selskabsskatten nedsættes fra 35 pct til 20 pct. Det kan lyde dramatisk – og er det forsåvidt også, især med henblik på signalværdien. I forvejen betaler mane virksomheder ikke meget mere end 15 pct i selskabsskat (skat af virksomhedsoverskud), idet afskrivningsregler, fradragsmuligheder og skattetænkning i forvejen giver store muligheder for nedbringelse af de faktiske selskabsskatter.

Det er sandsynligt, at forslagene vil gå igennem med mindre ændringer. Det er en betydelig politisk sejr for Donald Trump. Ovenpå fiaskoen med afvikling af Obamacare får han endelig et betydeligt reformforslag igennem Kongressen.

De sociale virkninger kan blive betydelige. Der gives især lettelser til virksomheder og de velstående. Det vil derfor kunne øge uligheden i det amerikanske samfund betydeligt. Det kan booste privatforbruget. Og det er næppe det, USA har behov for. Der er tværtimod behov for investeringer i Uddannelse, sundhed og infrastruktur, herunder ikke mindst energiomstilling.

De økonomiske virkninger kan blive omfattende, især med hensyn til forøgelse af USA’s i forvejen meget store statsgæld. De optimistiske forventninger til dynamiske effekter i form af øget økonomisk vækst, vil formentlig kun komme til at virke i begrænset omfang. USA ligger i forvejen pt på kapacitetsgrænsen for, hvor meget økonomien kan udvide,  – specielt også p.g.a. Trumps indvandringspolitik (sværere at få udenlandsk arbejdskraft, der kunne udfylde de ledige positioner på arbejdsmarkedet).
Derfor vil den lempede skattepolitik kunne få inflationære virkninger og dermed påvirke konkurrenceevnen negativt. Så måske vil USA’s i forvejen store betalingsbalanceunderskud stige p.g.a. stigende import.

 

Comments Off on Trumps sejrrige skattepolitik