Gregers Friisberg

Følg pengene? – Bliver USA rigere af skattenedsættelser?

Posted in USA by Gregers Friisberg on 17/10/2017

Er det virkelig så simpelt, når man skal forklare, hvorfor Kongressen vil bevilge enorme skattelettelser til de rigeste i USA?

Det er i hvert fald, hvad senator Bernie Sanders hævder i en artikel i The Guardian 

Opinionsundersøgelse efter opinionsundersøgelse fortæller os, at det overvældende flertal af amerikanere ikke ønsker, at Kongressen skal beskære Medicare eller Medicaid, og de ønsker ikke at give skattenedsættelser til de rige eller til store virksomheder. ….

Hvorfor kommer med Republikanerne med et sådant absurd budget, som – i næsten enhver henseende  –  er diametralt modsat, hvad det amerikanske folk vil?
    Svaret er ikke svært. Følg pengene. 
    I dag har vi et korrupt valgkampagnefinansieringssystem, som sætter multimillionærer, sammen med nogle af de mest magtfulde topdirektører i USA, i stand til at bidrage med i hundredevis af millioner af dollars til valg af republikanske kandidater, som giver dem mulighed for at få deres synspunkter frem. Derved er den rigeste 1 pct blevet i stand til at sætte det politiske system op, så det favoriserer dem på bekostning af stort set alle andre. Et par eksempler:
    Det republikanske budget (for 2018) vil – hvis vedtaget – give den rigeste familie i USA, Waltonfamilien fra Walmart, en skattenedsættelse på op til 52 mia $ ved at fjerne ejendomsskatten (estate tax) – en skat, der kun gælder for mangemillionærer og milliardærer.  Men hvis du er en ældre medborger på lav indkomst, så vil du og 700.000 andre familier ikke være i stand til at holde varmen til vinter p.g.a. en beskæring på omkring 4 mia $ på varmepengebidraget  (the Low Income Home Energy Assistance Program.).
    ….. Hvis du tilhører den næstrigeste familie i USA, Koch brødrene, så vil du se en skattenedsættelse på op til 33 mia$. Men hvis du omvendt er en studerende fra arbejderklassen, der prøver at finde ud af, hvordan du overhovedet kan få en collegeuddannelse, så vil denne din drøm fordufte sammen med 8 mio andre studerendes drømme, p.g.a. beskæring på mere end 100 mia$ i Pell Grants og andre studiefinansieringsprogrammer.

Man må formode, at Bernie Sanders har ret i denne opgørelse. En amerikansk senator råder over eget sekretariat til fremskaffelse af dokumentation. Og det ville være katastrofalt for ham, hvis han blev taget i at lade sine medarbejdere producere fake news. Man behøver dog ikke gå længere end til en artikel i Forbes Magazine for at finde samme oplysninger.

Hvad er den egentlige forklaring på, at man fremlægger sådanne forslag, som et flertal af befolkningen har udtrykt i meningsmålinger at være klart imod? Der er ikke så lang tid til næste midtvejsvalg i 2018, hvor Repræsentanterne i Repræsentanternes Hus og 1/3 af Senatet er på valg?

Det minder måske lidt om den måde, hvorpå Liberal Alliance, CEPOS og andre økonomiske tænketanke, inklusive nogle officielle økonomiske computersimuleringsprogrammer har villet overbevise den danske befolkning om gavnligheden af topskattelettelser. Det påstås at skabe incitamenter, som øger den økonomiske dynamik, så det vil frembringe en vækst i  BNP, som vil stille alle bedre. Og altså medføre, at skattelettelsen bliver selvfinansierende.

Problemet med denne argumentation er, at den aldrig er blevet overbevisende empirisk dokumenteret.
Tværtimod har økonomer påvist, at der er en klar modtendens: Når folks indkomster stiger, vil de konvertere arbejdstid til fritid, fordi fritid har større “forbrugsværdi” for dem end de materielle goder, der kan erhverves med den kolde indkomstforøgelse. Det er imidlertid argumenter, der meget sjældent trækkes frem i debatten.

Ifølge The National Bureau of Economic Research (NBER) tyder data, de (Romer and Romer) har undersøgt (for mellemkrigsperioden), på, at virkningen af en nedsættelse af marginalskatterne på 1 pct er en 0,2 pct forøgelse i den skattepligtige indkomst i en senere periode.
Den beskrives som signifikant, men af begrænset størrelse. Den ligger lidt under, hvad undersøgelser for perioden efter II. Verdenskrig skulle vise: “Denne elasticitet er lavere, end hvad de fleste sammenlignelige studier, der bruger efterkrigsdata, finder, specielt for højere indkomster.”

De langsigtede effekter ses også som værende begrænsede. Hertil kommer, at dataene for mellemkrigsperioden ses som målt mere præcist, fordi der i denne periode var større svingninger i marginalskattesatserne.

C. Romer skriver i artikel i The New York Times (Wishful Thinking about Tax Rates):

I det mindste siden Calvin Coolidge har politikere udbasuneret udbudssideeffekterne af at beskære marginalindkomstskattesatserne. Lavere satser vil udløse økonomisk vækst, og nedsættelser vil i det store hele blive selvfinansierende – eller sådan hævdes det ofte. Imidlertid viser omhyggelige studier, at der er ringe evidens for sådanne effekter. Måske er det på tide at basere reformer af skattepolitikken på kendsgerninger, ikke udtjente antagelser.”

Det meste af den incitamentøkonomiske argumentation for de dynamiske effekter af lettelser af den marginale indkomstskat har altså ringe empirisk belæg.
Forbes.com skriver om forslagene til skattelettelser: Corporations, business owners and the 1% are the big winners.  Det kan lede i retning af en bekræftelse af Sanders’ politiske analyse: “The political system is rigged“!

 

Advertisements

Comments Off on Følg pengene? – Bliver USA rigere af skattenedsættelser?

Ny krise?

Posted in Økonomi, Global økonomi by Gregers Friisberg on 09/10/2017

Hvem husker ikke den britiske finansminister for nogle år siden – inden finanskrisen – sige, at “boom og bust er afskaffet”. Så kom finanskrisen, og man fik endnu engang syn for sagn for, at økonomien bevæger sig i konjunkturer. Nu er en ny finanskrise måske på vej.

I hvert fald ifølge The Economist, der bruger CAPE-indekset til forudsigelse af det:

cape
Kilde her: The Economist.

Det måske vigtigste globale kendetegn for krise, der nærmer sig, er det såkaldte CAPE, Cyclically adjusted Price Earnings ratio, den inflations- og konjunkturudjævnede kurve for forholdet mellem aktiekurs og overskud.
Med andre ord: Hvor mange kroner skal man betale ved køb af en aktie for at få del i en krones overskud? Niveauet i dag er på niveau med niveauet i 1929 lige inden den store depression, der blev udløst af kraftige aktiedyk på Wall Street børsen i New York. New York-børserne er stadig de toneangivende i Verden. Hvad der sker der, plejer at blive reflekteret i udviklingen på både europæiske og asiatiske børser.

“Boblen uden brus” kalder bladet den nuværende spekulationsboble (ukontrolleret stigning i aktiver som ejendomme, aktier, værdipapirer i øvrigt), fordi stigningerne denne gang finder sted over en bred front, hvor det tidligere alene var aktieindekset bredt(1929) eller high-tech/dot.com aktier (1999). Meget høje niveauer af CAPE er hver gang blevet fulgt af recession (de røde streger i figuren ovenover).
Det går galt, når overdrevne aktiekurser drives op for lånte penge, hvad der ifølge artiklen i The Economist også delvist er tilfældet denne gang.

The Economist skriver konkluderende:

If portfolio managers wake up in two years regretting the high price they paid for shares in one tech giant or another, or wishing they didn’t own a 98-year dollar bond issued by Argentina, so be it. The least—and perhaps the best—that can be done is to ensure that the real economy is protected should prices suddenly fall. That means guarding against purchases made with too much borrowed money of illiquid assets, especially property. It also means ensuring banks have enough capital to withstand a correction in asset prices.

Årsagen er bl.a. centralbankernes udpumpning af penge igennem obligationskøb de senere år. I alt over 11 trillioner$ (11.000 milliarder$!!).

Det er klart, at alt for lave renter og stor pengerigelighed fører til overvurderede aktiver, f.eks. aktier i high-tech selskaber, som er steget 30-40 pct (uden påviselige grunde i stigende overskud) den seneste tid. Siden nytår er aktiekurserne i Europa og Nordamerika steget op imod 13 pct, – alene på optimisme begrundet i Trumps forventede gaver til erhvervslivet, herunder skattelettelser og andre lettelser for erhvervslivet.
I realiteten er det ledige penge på jagt efter noget at blive anbragt i.

Om ikke andet kan de blive brugt til spekulation i ejendomme. At der er en boligprisboble, er der mange tegn på. – Og en del økonomer, der er enige i. Inklusive det såkaldte systemiske risikoråd i Danmark, der har lagt op til stramninger af lånevilkår på det københavnske og århusianske ejerboligmarked. – For i 11. time at se sig undercuttet af den evigglade Brian Mikkelsen.
Problemet med de høje boligpriser i København er jo, at folk kan blive teknisk insolvente, når der går hul på boligboblen, og de sidder med for mange af de sjove rentetilpasningslån, der senere skal refinansieres til en højere rente. Og i den verden trækker den ene fallit som bekndt den anden med sig, fordi långivning og -tagning er forbundet med hinanden.

Som The Economist skriver, så skal man ensure that the real economy is protected should prices suddenly fall. That means guarding against purchases made with too much borrowed money of illiquid assets, especially property.  Illikvide aktiver (f.eks. usælgelige ejendomme eller værdipapirer, der er faldet i værdi),  købt for lånte penge. er opskriften på, hvordan et kriseforløb skabt i den finansielle sektor, kan udvikle sig.

Faresignalerne er mange. Man må håbe, myndighederne reagerer – og ikke stikker hoved i busken, som vi har set Brian Mikkelsen gør det, i misforstået solidaritet med de evigglade børsaktivister.

Bipartisan President?

Posted in USA by Gregers Friisberg on 17/09/2017

Trumturn_Borowitz
The New Yorker vælger at se det fra den humoristiske side. Nu kan Demokraterne samarbejde med Trump om impeachment (rigsretssag) af præsidenten!

“Bipartisan” betyder lidt løst oversat “topartisk”. Det bruges om politikere i et topartisystem, der arbejder til begge sider i det politiske spektrum. Det er tidligere set i amerikansk politik, f.eks. under demokraten Lyndon Johnson i 1960’erne, hvor republikanere i Kongressen støttede dele af Johnsons lovgivning. Og man så det under præsident Reagan i 80’erne, hvor demokrater i nogle sager arbejdede sammen med den republikanske præsident.

Måske derfor kommer det som lidt af en overraskelse, at man nu ser præsident Donald Trump benytte sig af demokratiske mindretal i Kongressen for at få lovgivning igennem, første gang for nogle uger siden, da man fik forlænget det føderale gældsloft, og i sidste uge, hvor et politisk forlig blev strikket sammen med Demokraterne om hjælpe de 800.000 udokumenterede indvandrerbørn og -unge (“DACA”), der kom ind i USA med deres forældre, da de var små børn.

Det, der forbløffer er måske også, at specielt Donald Trump udviser sådan en pragmatisme, at sagen nu pludselig står over ideologien og “partitilhørsforholdet”. Men der er her tale om en præsident, der efterhånden har behov for at vise resultater. Og han har formentlig lyst til at sige “tak for sidst” til sit “eget parti” for den kranke skæbne, som “repeal Obamacare” fik, da dette lovforslag blev fældet på et par stemmer, bl.a. John McCains, hvorefter Obamacare sejler videre og står overfor at skulle hjælpes videre via indgreb i forsikringsmarkedet.

Det skorter i pressen ikke imod advarsler imod de to minoritetsledere i henholdsvis Senatet og Repræsentanternes Hus, Schumer og Pelosi. Trump beskrives som Mercurial (letbevægelig og omskiftelig).  Så efter at have siddet til højenbords med Trump og nippet til rødvin og hvidvin, kan de snart blive udsat for en kold skulder, som mange har oplevet det.
Og Trump selv risikerer at støde sit hvidt-nationalistiske nationalkonservative bagland fra sig. Og står han så helt uden venner? Det får tiden vise. Det kommer nok også til at afhænge af, hvordan den amerikanske offentlighed reagerer. Måske har populisten Trump kunnet lodde stemningerne iblandt vælgerne – eller dele af dem. De vil se resultater af den siddende præsident.

Alt i alt er det dog en noget tynd form for bipartisanship, der måske mest af alt er udtryk for, at Trump vil give et signal til “partikammeraterne” om, at de ikke skal tage ham for givet.
At forlænge et gældsloft er ikke store resultater, når man tænker på, at Republikanerne har sat sig på både præsidentposten og flertallet i begge Kongressens kamre. Der var i valgkampen lagt op til sundhedsreform, en stor skattereform og store investeringer i infrastruktur. Det er ikke foreløbig blevet til noget I stedet har man barslet med et par små mus og lavet ødelæggende besparelsestiltag over for føderale udgiftsprogrammer, samt reduceret USA’s magt i Verden igennem en dårligt udtænkt og gennemført “America First” politik, hvor man f.eks. trækker USA ud af TPP og overlader initiativet på dette område til Kina, og spillet med Nordkorea om Nukes og missiler har udviklet sig til musens leg med elefanten, i stedet for det omvendte.

Comments Off on Bipartisan President?

Steve Bannons projekt

Posted in Global økonomi, Kina, USA by Gregers Friisberg on 15/09/2017

Hvad har Steve Bannon, den tidligere mørkets fyrste/chefrådgiver i Det hvide Hus, egentlig gang i? Og hvor meget nyder han stadig opbakning fra Mr. Trump himself?

Et af Donald Trumps store udenrigspolitiske projekter var fra starten af præsidentvalgkampen og præsidentperioden forholdet til Kina. Under præsidentvalgkampen beskyldte han Kina for at være valutamanipulator.

Kina holdt altså angiveligt kunstigt en lav kurs på yuan/renminbi for at kunne sælge eksportvarer billigere, bl.a. til USA. Det skulle angiveligt være forklaringen på det store amerikanske handelsunderskud (amerikansk import større end amerikansk eksport til Kina) i samhandelen med Kina. Trump truede med ensidige forhøjelser af told på kinesiske varer og tjenester (helt op til 45 pct), hvis Kina ikke rettede ind og gjorde noget ved problemet.

Det kunne på overfladen se ud til at være ligetil at ordne denne sag. Det viste sig imidlertid at blive vanskeligt. Kina ville ikke uden videre acceptere præmissen, at de manipulerede med valutaen. Uafhængige økonomiske eksperter har betvivlet, at Kina bevidst manipulerer med valutaen, i hvert fald hvis man ser på de seneste år, hvor den kinesiske valuta øgede sin værdi. Og hvis de gør det, kan det måske snarere være i modsat retning, altså i retning ad revaluering.

Trumps USA har imidlertid også andre bekymringer end valutaen.

I september 2017 var Trumps fratrådte chefrådgiver Stephen Bannon i Hong Kong, hvor han holdt oplæg om USA’s forhold til Kina.
Det var en forløber for Trumps senere statsbesøg i landet i november 2017. Bannons besøg har formodentlig været et signal til den kinesiske ledelse om, at USA ønsker Kina som medspiller i denne – og andre sager, f.eks. Nordkoreas missilaffyringer – og hvis ikke Kina vil det, kan det blive ubehageligt.

Under besøget advarer Bannon om, at USA specielt ser med alvor på teknologioverførslen fra USA til Kina, når der handles og – ikke mindst – investeres. Når kinesiske virksomheder køber amerikanske virksomheder – eller bare investerer ved at købe aktier i dem – kan der ske en teknologioverførsel, når kineserne herved får indsigt i den amerikanske teknologi. Amerikanerne er bange for, at deres teknologiførerskab sættes over styr, hvorved USA’s supermagtsstatus kan gå tabt.

Figur  : Udviklingen i vekselkursforholdet renminbi/dollar

chinUSexchangerate
Kilde: St.Louis Fed.

Som man kan se af diagrammet ovenover, er der faktisk sket en revaluering af den kinesiske valuta, renminbien, i det lange forløb fra 2004 – 17. Interessant er det at se, at der siden Trumps tiltræden som præsident er sket en revaluering, der dog nok snarere er en spejling af dollarens devaluering. Det interessante er, at den kinesiske valuta ikke har fulgt dollaren hele vejen, – ikke engang halvdelen af vejen i denne depreciering af $.

Tabel   : US/Kina balance i handelen med varer 2017
chinustradebalance
Kilde: Census.gov.

Den kinesisk-amerikanske handelsbalance har i de seneste år svinget i et plus i kinesisk favør på over 300 mia$. Det ser ikke ud til at devalueringen af dollar det seneste halve år har påvirket dette særlig meget – om overhovedet. Men man mangler tallene fra tjenestebalancen, hvor USA har et overskud, dog ikke nær så stort som varehandelsbalancen. En del af det skyldes amerikanske multinationale koncerners investeringer og interne handel.

Det er for snævert kun at se på én bilateral handelsrelation. Kina har formindsket overskud i forhold til andre lande, og i forhold til nogle af disse har USA forbedret balancen. Steve Bannon og Trump har ikke haft særlig godt øje for disse multilaterale totale balancer, hvor også servicehandel inddrages. Deres kommunikation omkring problemerne kommer derved til at antage for meget karakter af China-bashing, hvad der ikke er fremmende for gode relationer imellem de to stormagter. For Trump er det svært at styre sig, når man skal realisere løfterne i den populistiske politik, man gik til valg på.

 

 

Comments Off on Steve Bannons projekt

“Ondskab” – et anvendeligt begreb i politisk reportage?

Posted in Indien, Kina, Uncategorized by Gregers Friisberg on 13/09/2017

Hvad skal der til for at kalde en statsleder for “ond”? At Hitler var det i form af det direkte ansvar for holocaust, kan der nok argumenteres for.
Men hvad med Mao Zedong, som der reelt ikke har været et officielt opgør med, efter at  Deng Xiaoping, efterfølgeren på magten i Kina, bedømte, at han havde 70 pct ret og 30 pct fejl i sin udøvelse af magten? Det var en nem måde at slippe uden om problematikken: Maos eftermæle.   Var han “ond”?
For at være “ond” skal der vel have været en bevidst intention om at ville udøve “ondskab”.

DR K har med en række udsendelser sat sig for at vise “ondskabens ansigter”.

Turen kom den 11.9. til Mao Zedong, Kinas leder fra revolutionen i 1949 til hans død i 1976.
Her fik vi angiveligt serveret sandheden om “den store rorgænger”. Man så, hvordan han systematisk ryddede modstandere af vejen på sin rute til magtens top, hvis eneste formål angiveligt var at fremme egen magt og ambitioner. Det var historiefortælling, mere end historieskrivning. Det var endda dramatisering af historien. Af den mest primitive slags, hvor man så en rollespilsagtig “genopførelse” af scener fra perioden, så man næsten fik det indtryk, at det var Mao personligt, der stod i bødlens rolle. Der var ingen forholden sig til kilder, ikke den mindste stoppen op for at stille relevante spørgsmål. Alt gik ud på at fremme en bestemt pointe: Mandens “ondskab”.

Det er klart, at hvis man mener at kunne bevise, at et menneske –  direkte  – er skyld i “40 – 70 mio menneskers død” (tal, der blev nævnt i udsendelsen), og dette dødstal kunne være undgået, så må det være et ondt menneske, man står overfor, – næsten uanset hvordan man definerer ondskab.
Det var næppe det, der var tale om.
Det betyder ikke, at man skal retfærdiggøre Mao. Men man skal se ham som en del af en anden historisk periode, end vi er i nu og dermed se hans handlinger i et andet perspektiv end den almindelige morders, der laver overlagt mord ud fra tvivlsomme motiver.

Man kan altså diskutere, om ondskab er en særlig relevant term, når man står i nutiden og ser på en tidligere historisk periode og et samfund, som var i en ganske anden situation udviklingsmæssigt end der, hvor vi er i dag i de rige vestlige samfund.
Det kan også diskuteres, om vestlige samfund, især Storbritannien, ikke også har en del af skylden (opiumshandel, tvangsåbning af landet og uretfærdige traktater) for, at Kina kom ned med nakken og stod på randen af totalt kaos og indre opløsning i midten af det 20. århundrede, en situation Mao ville hjælpe landet ud af.

Det var ikke uden videre let at lave jordreformer i et land, hvor godsejere – og fraværende godsejere – sad på en meget stor del af jorden, hvad der førte masser af ineffektivitet og undertrykkelse af småbønder og jordløse bønder med sig. Det var ikke let at bryde konfucianismes og traditionelle tænkemåders magt over sindene.

Mao var en brutal realpolitiker, der brugte ideologi som et legitimationsinstrument for at fremme både personlige ambitioner og det, han så som udviklingsvejen for Kina.
Det store spring Fremad var en fiasko, set på det korte sigt. En del af fiaskoen hang dog også sammen med dårlig høst forårsaget af vejrforhold.
Tvangskollektiviseringer og Kulturrevolutionen bragte mange lidelser med sig. Og en del kunne være undgået med en mere behændig, menneskelig og klartsynende ledelse.

Men den maoistiske politik var også med til at berede et grundlag for Kinas senere økonomiske fremgang. Maoisterne havde en anden opfattelse af kvindens stilling i samfundet, end man havde i det traditionelle kinesiske samfund.
De havde forståelse for, at man skal igennem en industrialiseringsproces for at få udviklet økonomien, og at befolkningen skal have basisuddannelse og sikret grundlæggende sociale og sundhedsmæssige forhold. Som forudsætninger for udvikling ville man også ændre mentaliteten i en traditionelt tænkende befolkning. Skolingskampagner og kulturrevolution var nogle af midlerne til det.

Figur  : Udviklingen i Kinas og Indiens BNP i mia$ 1960-1980 (Verdensbankdata)

chinaindia
Kilde: World Bank.

Tallenes tale er tydelig. Det var ikke først fra Deng XiaoPing reformerne i 1978-80, at Kinas økonomi udviklede sig. Vigtige forudsætninger blev bragt til veje under Mao – efter at de regressive effekter af Det store Spring fremad var overvundet.
Så måske var han medvirkende til, at millioner af kinesere blev hjulpet ud af den mest ekstreme fattigdom. Han kan have frelst mange fra en pinefuld sultedød.

Det kolporterede billede af Mao kommer i sidste instans fra Jung Changs og Jon Halliday’s “Mao, the Unknown Story”, en mursten af en bog, som bygger på interviews og læsning af forskellige kilder, men som ifølge kritikere er præget af en alt for lemfældig omgang med disse, så man ikke kan checke om oplysningerne er korrekte. En af kritikerne går i rette med Chang og Halliday på følgende måde:

Chang and Halliday are magpies: every bright piece of evidence goes in, no matter where it comes from or how reliable it is. Jade and plastic together, the pieces are arranged in a stark mosaic, which portrays a possible but not a plausible Mao. This Mao is lazy, uncommitted, driven by lust for power and comfort, lacking in original ideas, tactically smart but strategically stupid, disliked by everyone he works with, selfish and mindlessly cruel. ‘Absolute selfishness and irresponsibility lay at the heart of Mao’s outlook.’ Mao was a ‘lukewarm believer’ in Marxism. ‘Mao discovered in himself a love for bloodthirsty thuggery.’ He ‘demonstrated a penchant for slow killing’. He ‘out-bandited the bandits’. He ‘was addicted to comfort’. His ‘most formidable weapon was pitilessness’. This was a man with many enemies, generated and regenerated by his persecutions and oppressions. ‘Mao evinced no particular sympathy for peasants’; ‘Mao was extremely unpopular’; ‘Mao was disliked by the locals.’ (London Rev. of Books. LRB)

How could a man like this win power?   –  spørges der?  Ja, det er måske fordi, han har villet noget med magten og været (hensynsløst) dygtig i forsøgene på at nå målene. Ifølge LBR er det gådefulde puslespil omkring Kinas historie ikke faldet på plads med Changs og Hallidays bog:

Chang and Halliday position themselves as near omniscient narrators, permitting themselves to say constantly what Mao and others really thought or really intended, when we seldom have any way of knowing. A cautious historian would avoid taking poems or speeches from Mao as a clear expression of what he felt or intended, understanding that poetry may express a state of feeling, and that a political speech or dialogue may contain rhetorical flourishes, humour or irony, or may be intended to mislead. Chang and Halliday take what Mao says literally, even his well-known outrageous statements that famine and nuclear warfare were no big deal.

Det er klart, at det er problematisk at bedømme en politiker som Mao på retorik. Men hvad skal han da bedømmes på? – Resultater evt. , f.eks. de økonomiske resultater, som faktisk ikke først viste sig efter hans død (jvf diagrammet ovenover), – selv om det er hævdet af adskillige.

I hvert fald kunne man ønske sig et mere nuanceret syn (med brug af mere kildekritik og større forståelse for de historieskabte rammer) end det, der blev præsenteret af TV K i “Ondskabens ansigter”. Det er utrolig, at et public service medie formidler den slags så ukritisk.

Comments Off on “Ondskab” – et anvendeligt begreb i politisk reportage?

Bipolaritet og vælgere

Posted in Storbritannien by Gregers Friisberg on 26/08/2017

Valgresultatet til det britiske parlamentsvalg 8.6.17 er på mange måder skelsættende.

Et overraskende udviklingstræk er styrkelsen af de to store partier, Labour og Konservative. De går begge frem, Labour mere end Konservative, og de får igen tilsammen over 80 pct af stemmerne.

Det går imod den almindelige tendens til, at gamle etablerede partier skulle svækkes af den moderne udvikling, til fordel for nye politiske grupperinger og politiske bevægelser, som man f.eks. har set det i Frankrig.

UKIP’s kollaps har især begunstiget De Konservative. Labour har taget stemmer fra hele det politiske spektrum ved dette valg.

Analytikere af britiske valgdata mener at kunne se en stadig mere svækket klassestemme:

ukklassestemme
Kilde: FT.com

Figuren ovenover viser tendensen: En faldende relativ middelklassestemme til De Konservative og en mindre pro-Labour arbejderstemme til Labour. Ikke desto mindre kan man se, at DE-segmentet stadig tendentielt er mere ovre mod Labour end mod Konservative.

Ved dette valg er alder blevet en af de store skillelinjer:

ukaldersstemme
Kilde: Samme som foregående figur.

Det er en meget markant udvikling, som for en stor del kan forklares ved den generationskonflikt, som den socioøkonomiske udvikling – meget hjulpet på vej af 7 års konservativt styre i Storbritannien – har afstedkommet. Det gælder bolig-, velfærds- og uddannelsespolitik.
Den konservative/Lib-dem regering fra 2010-15 indførte tuition fees (“skolepenge”) til de højere uddannelser (op til 9000£ årligt). Globaliseringen og den økonomiske politik medførte boligbobler i storbyerne, især London, som gjorde det svært for unge at komme ind på boligmarkedet. Børnefamilier blev ramt af økonomiske stramninger, etc. Den konservative finansminister George Osbornes austerity politik (besparelsespolitik) på de offentlige finanser ramte hårdt. Det var en politik, der blev videreført under den konservative majoritetsregering fra 2015. Det store vælgersving over mod Labour har været en reaktion fra de trængte grupper. Og det er tilsyneladende lykkedes at få dem ud at stemme. Financial Times mener, det vil virke polariserende på britisk politik de kommende år:

 Early figures this year suggest that young people turned out in force on Thursday. If they feel their efforts were rewarded, a simultaneous ramping up of youth engagement and age-based polarisation could create a heated political debate for years to come.

Polariseringen sker ikke kun ved, at de unge stemmer Labour, men også ved, at de ældre over 65 massivt stemmer konservativt.
Den såkaldte “dementia tax” skulle rette lidt op på “generationsrovet”, men det var medvirkende til Theresa Mays dårlige valgresultat, at man lavede en u-turn næsten overnight, og pillede dette forslag om egenbetaling af hjemmehjælp m.m. af bordet, hvad der forstærkede indtrykket af tilfældig hovsapolitik.

Ved det franske præsidentvalg tidligere på året og ved valget af Donald Trump til præsident i USA så man tydelige tendenser til, at tendens til at stemme højreorienteret var ligefrem korreleret med dårligt helbred. Den samme tendens kan ses ved det britiske underhusvalg: jo dårligere helbred blandt borgerne i en valgkreds, jo højere stemmeprocent til De konservative:

ukhealthogstemme

Det kan undre rent intuitivt, fordi det er Labour, der har The National Health Service (NHS, det universelle gratis sundhedssystem i Storbritannien), og man derfor ville tro, vælgerne ville vise deres opbakning til denne afgørende faktor for deres levevilkår. Og det vil de måske også i mange tilfælde, men forbindelsen mellem gratis sundhed og politiske valg er ikke umiddelbart synlig.
Og hertil kommer, at helbred som en slags klassemarkør manifesterer sig i kultur og livsstil. Det er udtryk for, at man har penge til at spise sundt, at man har uddannelse til at indse sammenhængene mellem livsstil og sundhed/forventet levetid, og at man har økonomi til at bo et sted, der befordrer sund livsstil og samværsforhold med andre (social kapital), som giver psykisk velbefindende.

Der kan også ses sammenhænge mellem holdninger til EU/Brexit, frygt for globalisering og konservativ stemme, hvad der også rimer med tilsvarende tendenser i Frankrig og USA:

ukleavevoteversuslabconswing
Altså: Jo flere Labour leavestemmer, jo større swing af stemmer fra Labour til Konservative. Hvert rødligt punkt i diagrammet repræsenterer en valgkreds. Der vil typisk være stor sammenhæng i kredse, hvor der er afindustrialiseret og flyttet/outsourcet arbejdspladser til udlandet – og hvor der har været betydelig indvandring af fremmed arbejdskraft, f.eks. fra Østeuropæiske EU-medlemslande. Dele af den herved klemte arbejderklasse har stemt UKIP og er ved dette valg svinget til De Konservative.

Der har ved valget været et voldsomt sving over mod Labour i London og andre storbyer, hvor økonomien har draget fordel af globaliseringen. I London er gennemsnitsindkomsterne 60-70 pct højere end i resten af Storbritannien.
I frankrig fik Macron et godt valg i Paris og andre steder med “ny, it- og globaliseringsbaseret økonomi”.

Comments Off on Bipolaritet og vælgere

Obamacare og det dysfunktionelle politiske system i USA

Posted in USA by Gregers Friisberg on 19/07/2017

Så skete det, alle havde frygtet, men som de fleste nok havde regnet med: Det lykkedes ikke at få en repeal and replace (nedstem og erstat med noget nyt) lovgivning om Affordable Care Act (Obamacare) igennem Kongressen, og det skønt Republikanerne sidder på både præsidentmagt, et flertal (240 ud af 435) i Repræsentanternes Hus og et flertal (52 ud af 100) i Senatet. Enkelte af senatorerne holdt fast i deres afvisning af en lovgivning, der ville have ført til, at formentlig over 20 millioner amerikanere ville miste deres sundhedsforsikring.

I stedet forsøger man at lave en repeal – no replace lovgivning om sundhed, så Obamacare altså forkastes, men uden der er vedtaget en omfattende reform. I stedet skal man så lade systemet køre videre i en eller anden form op til to år, mens man forsøger at blive enige om en erstatning. Men denne strategi kan man heller ikke enes om.

Hvorfor er sundhed så dyr i USA (17-18 pct af BNP), selv om det, man får, er meget ringere end i mange andre lande, hvor sundhedsektoren kun udgør 8 – 11 pct af BNP, f.eks. de nordiske lande og Storbritannien (National Health Service)?

Det korte svar er, at USA er fanget i landets egne ideologiske forestillinger om, hvordan mixet af offentlig service og marked bedst udformes. Man er havnet i en situation med monopoler i sundhedssektoren, som tager sig for rigeligt betalt for deres ydelser.

sundhedssystemer

Det er lidt enkelt sagt et organisationsproblem, hvor man ikke har formået at styre fri af monopoliserede sektorer, jvf figuren ovenover. 4 søjler står, forenklet set,  for organiseringen af udbuddet af sundhedsydelser: 1 Læger, 2 Hospitaler, 3 medicinal og medico-industrien og forsikringssektoren, som spiller en meget stor rolle i USA, – en mindre rolle i de nordiske lande, hvor man har et statsligt system til finansiering over skatterne.

problemet for amerikanerne er, at der har udviklet sig alt for stærke monopoler i disse fire søjler, monopoler man ikke har kunnet tøjle. Der foregår en monopolprisdannelse. Et monopol er en enesælger af en vare og kan derfor sikre sig en høj pris.

Det kendes også – og er også et problem – i den nordiske sundhedsmodel. Tænk blot på Novos faktiske monopol i diabetesbehandling, og som man kan se af størrelsen af denne virksomheds overskud, tager man sig godt  betalt for ydelserne, men der er næppe nogen steder sådanne virksomheder tjener så godt, som netop i USA. Når man i de nordiske lande har haft en vis succes m.h.t. at kontrollere omkostningerne, er det fordi, monopolerne her står over for en anden monopolist, nemlig staten, der bestemmer på finansierings- og indkøbssiden.
På indkøbssiden kalder man et sådant indkøbssystem for et monopson (enekøber). Det er fraværende i USA, hvor det ovenikøbet er blevet en del af den politiske korrekthed, at man slet ikke må diskutere det ideologiske indhold i forestillingen om markedets uovertruffenhed som problemløser. Markedsdiskursen er blevet en hegemon diskurs, som er uden for diskussion. Ingen må sætte spørgsmålstegn ved speciallægers løn. Ingen må debattere, om det er fint, at hospitaler eller medicofirmaer kan opnå store monopolprofitter. De er jo kommet via markedet, og markedet er ufejlbarligt.

Både Clinton og Obama led skibbrud i deres forsøg på at reformere systemet. Det lykkedes dog sidstnævnte at komme igennem med den amputerede Affordable Care Act, som sikrede sundhed for millioner af fattige amerikanere ved, at der skete en udvidelse af Medicaid og dannelse af et forsikringsmarked med støtte, dels igennem forsikringsordninger med solidariske elementer og igennem offentlig støtte.  Det krævede en marginal fordyrelse af de rige amerikaneres forsikringer og skatter, og det er denne marginale fordyrelse, som en stor del af debatten blandt republikanerne har drejet sig om og grunden til, at Obamacare er blevet lagt for had. Når hele processen kommer til give problemer for Republikanerne, skyldes det et skifte i den offentlige opinion. Hvor den ideologiske offensiv fra højrefløjen imod Obamacare tidligere nød udbredt offentlig støtte, så er en del af den amerikanske opinion vendt, så amerikanere over en bred front nu ser med bekymring på, hvad der vil ske, hvis Obamacare kommer ud i et endeligt forlis.

 

 

Comments Off on Obamacare og det dysfunktionelle politiske system i USA

G20 i konfrontationens tegn

Posted in EU, Global økonomi, USA by Gregers Friisberg on 08/07/2017

G20 mødet i juli 2017 var præget af konfrontationer. Først og fremmest en konfrontation mellem frihandelstilhængere repræsenteret ved Tyskland/EU og Kina på den ene side og nyprotektionister repræsenteret ved Trump/Putin på den anden side. Hertil kom USA’s meddelelse om at ville trække sig fra Paris-aftalen om klima.

Over 50.000 demonstranter har vist deres utilfredshed med den manglende demokratiske jordforbindelse i topledernes aftaler, men der er også en mere generel utilfredshed med, at dette globale forum viser en forbløffende mangel på evne til at adressere de virkelige problemer, Verden står overfor: Klimaproblemet, terrorproblemer og flygtningekrisen, der hænger sammen med de fortsatte økonomiske fattigdoms- problemer i dele af verden.

G20 blev dannet i forlængelse af finanskrisen i 2008. Man erkendte, at G7 ikke var tilstrækkelig længere, når Verden nu består af flere betydelige økonomier, herunder Kina, Indien, Rusland og Brazilien (BRIK) end den mere snævre klub af G7. Men G20 er aldrig blevet noget effektivt beslutningstagende forum. Dertil er forskellene imellem landenes interesser for store, og de formelle muligheder for at tage bindende beslutninger for begrænsede. Men det rører ikke ved, at der kan sendes signaler ud om, hvad der rører sig i toppen af den internationale elite. Og det kan være vigtigt nok.

Paradoksalt nok er dette G20 under tysk ledelse præget af en slags EU-revival.        Opinionsundersøgelser i EU-landene viser en øget opbakning bag det europæiske projekt, – ikke mindst blandt de unge.
Paradoksalt, fordi man befinder sig midt i Brexit-problematikken, der fører til britisk udmelding. Men det er måske netop det, der kan danne baggrund for, at de, der er tilbage, samler sig om de ting, der forener, – snarere end det, der skiller. – Og det, der skiller, kan være tungt nok. Det er ikke mindst fremgangen for den populistiske nationalkonservatisme, symboliseret ved Donald Trump og Vladimir Putin, som kan true den globale økonomiske frihandelsorden, andre gerne ser fremmet – ikke mindst Angela Merkel og den kinesiske leder Xi Jinping.

Op til mødet er det lykkedes EU at få vedtaget en frihandelsaftale med Japan. Det vil lægge pres på Donald Trump, der ikke kan fremvise lignende resultater for sin insulære America First politik.

Tyskerne vil få svært ved at få en nogenlunde enig og sammenhængende resolution ud af mødet, men kan trøste sig med, at ikke ret mange gider læse den slags tekster. Mere afgørende kan det blive, at Angela Merkel – og måske Xi Jin Ping, kan stå sammen om at vise en fortsat globaliseringsdagsorden frem for Verden. Den er blevet forberedt af kineserne igennem det berømte Pandadiplomati.

Figur  1  : Fortsatte globale økonomiske ubalancer international investeringsposition (tilgodehavender/gæld) i pct af BNP og betalingsbalanceuligevægte i pct af BNP.

g20tal
Kilde: IMF.org. Row deficit: Rest of World deficit (underskud) og surplus (overskud). Oil: Olieeksporterende lande.

Verdensøkonomien er stadig præget af de “klassiske” uligevægte. Der er overskudslande som Tyskland, Japan og Kina, der genererer store eksportoverskud og får flere tilgodehavender end gæld i kapitalbalancerne (venstre side).

Det er alvorlige problemer, som giver gnidninger – og har gjort det i mange år. Det nye er, at USA nu har fået en præsident, der ser dette som et af hovedproblemerne. Måden, han forsøger at tackle det på, har dog indtil videre ikke vist sig at være særlig konstruktiv. Tværtimod er det den “nye duo” af Tyskland og Kina, der høster image-points på fortsat at ville holde Verden åben for frihandel og globalisering, som står med palmerne.
Xi Jin Ping pointerede dette allerede ved sin tale på World Economic Forum i januar. Angela Merkels bemærkninger om, at Europa ikke er en peninsular udvækst på Asien lader antyde, at der er  – om ikke en rivalisering for globalt lederskab mellem de to globalister, så et klart tysk ønske om at markere interesseskellene, og de er fra tysk side i høj grad økonomiske:

Beijing views Europe as an Asian peninsula. We see it differently,” ….. “Nevertheless, it is a fact that parts of German industry are dependent on China. So we need to deal with China’s demands in a way that brings harmony and advantages for both sides.” (Reuters) .

Merkel har reageret på Trumps nationalistiske America First politik ved at tage den europæiske lederkappe på. Det er sket med udtalelser om, at hvis amerikanerne ikke længere vil prioritere NATO og det atlantiske samarbejde højt, så må europæerne tage skæbnen i egne hænder.

Det er en forståelig reaktion, men det klinger lidt hult så længe, det er Tyskland, der især høster fordele af den austerity  (besparelses-) politik (f.eks. finanspagten), som landet har påtvunget en stor del af det øvrige EU.

Det tyske omverdensrov

Det britiske ugemagasin The Economist har i den sammenhæng nogle instruktive økonomiske statistikker: Et betalingsbalanceoverskud på over 8 pct af BNP.

Figur 2: Tysklands betalingsbalances løbende poster i pct af BNP

g20tal2
Kilde: The Economist.

En arbejdsløshed, der er gået ned under 4 pct af arbejdsstyrken og endelig en voksende positiv balance på de offentlige budgetter (hvad der kun er meget få lande forundt), – og endelig en industribeskæftigelse på knap 20 pct af den erhvervsaktive befolkning, hvad der er næsten det dobbelte af tallene for Storbritannien og USA.  Tyskland har undgået outsourcings- og afindustrialiseringsspøgelset, der eller hjemsøger betydelige dele af Vesteuropa og Nordamerika, og som giver røstelser i det politiske system, når vælgerbefolkningerne samler sig om populistiske politikere, der vil rette op på det.
På dette punkt har den tyske politik været temmelig usolidarisk med det øvrige Europa. Store overskud svarer jo til underskud andre steder. Det er udtryk for, at Tyskland sparer for meget op i forhold til andre lande.

Den stærke eksportsektor er næsten “en historisk arv” for landet, jvf figur 2. Undtagelserne kan forklares som – netop undtagelser.
Det var den tyske genforening i 1990, der pressede lønniveauet op i det samlede Tyskland, fordi en valutaunion i øst og vest blev indført alt for hurtigt med en 1:1 ombytning de to valutaer imellem. Og den førte til store udpumpninger fra den tyske statskasse til genopbygningen af det tidligere DDR. Samtidig skete der en devaluering af andre valutaer i – og udenfor – det europæiske valutasamarbejde, EMS’en. Da disse problemer var overvundet gik det kun fremad med tysk  konkurrenceevne og eksportoffensiv på eksportmarkederne, så den tyske økonomi med Verdens største betalingsbalanceoverskud nu er en trusset for Verdensøkonomien p.g.a. de ubalancer, det skaber. På dette punkt kan man give Trump-administrationen i Washington ret. Men den amerikanske præsident har i øvrigt en alt for naiv opfattelse af handelsproblemerne. Det er ikke en two-way street, der kan klares med bilaterale aftaler. Det er et kompliceret mønster af handelsforbindelser, som store dele af amerikansk erhvervsliv også drager fordel af.

Det, der imidlertid er interessant, er, at der er en udvikling på vej, som på sigt kan reducere problemet med det tyske omverdensrov, i hvert fald i en EU-sammenhæng, jvf figur 3.

Figur 3: Betalingsbalanceunderskud i pct af BNP i euro-zonen. Tyskland og USA.

g20tal3
Kilde: OECD.

Euro-zonen er som samlet økonomisk blok ved at oparbejde et stort eksportoverskud. Målt i absolutte tal er det større end det tyske alene.

Det er ikke bare det tyske overskud, der trækker euro-zonen som helhed op. Adskillige lande har i de senere år forbedret de udenrigsøkonomiske balancer, f.eks. også store økonomier som Italien og Spanien.

Figur 4: Betalingsbalancer i pct af BNP i traditionelle overskudslande og Italien, Spanien og Grækenland
g20tal4
I den forstand er euro-området i gang med at udvikle sig til – om ikke et optimalt valutaområde – så dog et område, der er betydelig mere økonomisk integreret end tidligere. Det kan give mere lovende udsigter for EU m.h.t. at få integrationen til at virke i højere grad til alle landes gavn.
Det er sket igennem en hård proces, der går under betegnelsen “intern devaluering”, dvs man forbedrer konkurrenceevne over flere år igennem en hård nedskæringspolitik og lønreduktion. Det forbedrer lønkonkurrenceevne, men ikke i særlig grad konkurrenceevne igennem højere kvalitet og mere teknologiindhold i varerne. Det øger uligheder, både internt i landene og imellem overskudslande og de traditionelle underskudslande i Sydeuropa.

I forhold til snakken om Angela Merkel som den liberale Verdens og den åbne globaliserings leder, kan man sige, at Tyskland i lyset af disse handelstal spiller sin rolle dårligt. Man beviser jo, at den åbne globalisering ikke er en win-win for alle. Det har ikke engang været en win-win for EU, fordi Tyskland med sin austerity politik har vundet fordele på Sydeuropas bekostning og samtidig har vist manglende vilje til at reformere EU, så handels- og budgetoverskud kunne blive lige så “strafbart” som underskud.

Tyskland har, den stærke økonomi til trods, ikke volumen til at være leder, højst moralsk, hvad der da imidlertid slet heller ligger det kristeligt-konservative CDU fjernt.

Samtidig ser det ud til, at USA har udspillet sin rolle som Verdens leder. Det er i hvert fald en konklusion, som The New York Times er nået frem til:

What recent events have underscored, though — and especially at the G-20 — is that no nation is today large or powerful enough to impose rules on everyone else. In advancing his views, Mr. Trump has alienated allies and made the United States seem like its own private island.

Hvad der må stå klart for alle efter dette G20 topmøde er, at mødet er en milepæl, der viser, at Verden har ændret sig nu. Det er ikke længere en unipolær Verden. Det er heller ikke en bipolær, selv om Putins og Trumps tête-a-tête i over to timer (mens de andre talte om klimapolitik) måske kunne være ment som en antydning af det. Men hvor USA som sin egen “private island” er begyndt at punche under sin vægt, må man nok sige, at Putins Rusland puncher vildt over sin vægt. Ligesom Tyskland i øvrigt gør det med udgangspunkt i det austerity prægede tyske Europa.
Er det da en verden, der må beskrives som multipolær? Det er næppe heller en relevant kategorisering, da enkelte af de store magter er langt større og vægtigere end de andre. Hertil kommer, at magt kan være mange ting. Det er meget andet end BNP og militær styrke.

Ved et G20 møde kommer de andre aspekter i spil. Og det er netop det, der giver muligheder for udøvelse af  “blød” magt som EU, der som bekendt er EU’s specialitet.

G20-mødet i Hamburg vil måske især blive husket for, at det var ved dette møde, præsident Donald Trump forsøgte at realisere et af sine valgløfter fra præsidentvalgkampen, nemlig at nedtone den grønne omstilling af energipolitikken ved bl.a. at trække USA ud af Paris-aftalen om global opvarmning og klimaet. Det var med følgende ordlyd i sluterklæringen fra mødet:

…..24. We take note of the decision of the United States of America to withdraw from the
Paris Agreement. The United States of America announced it will immediately cease
the implementation of its current nationally-determined contribution ………
25. The Leaders of the other G20 members state that the Paris Agreement is
irreversible. We reiterate the importance of fulfilling the UNFCCC commitment by
developed countries in providing means of implementation including financial
resources to assist developing countries…….

Trump trak ved senere interviews lidt i land i forhold til denne holdning, idet han lagde op til en mere pragmatisk amerikansk tilgang med erklæringer som “We’ll see…”.

2017_G20_Hamburg_summit_leaders_group_photo

Den amerikanske isolation viser sig næsten i symbolsk form i gruppebilledet fra mødet. At være isoleret er formentlig ikke noget, der generer Trump særlig meget, men det kan genere USA’s interesser i at gøre sig gældende i Verden. Billedet viser – uden at man naturligvis skal gøre for meget ud af en sådan opstilling – en Verden, hvor EU og Kina – sammen med pragmatisk-moderate stormagter som Japan og Indien er ved at placere sig i centrum, – og USA anbringer sig en selvvalgt isolation.
Oppe mod venstre ser man Christine Lagarde, repræsentanten for Den internationale Valutafond, en institution, der har spillet en stigende rolle de senere år m.h.t. økonomisk governance.

Trumps ageren under mødet har formentlig en indenrigspolitisk baggrund. Det er en relativt gratis omgang at markere sig til fordel for de fossile brændslers økonomi og derved imødekomme dele af det bagland i stater som Kentucky, West-Virginia og Midtvesten, der var med til at sikre ham magten ved præsidentvalget. Der kom følgende ord med i sluterklæringen om USA’s globale energipolitiske rolle:

The United States of America states it will endeavour to work closely with other countries to help them access and use fossil fuels more cleanly and efficiently and help deploy renewable and other clean energy sources, given the importance of energy access and security in their nationally determined contributions.
Vedvarende energi skal efter denne formulering ses i lyset af adgang til energi og national sikkerhed. Men det afgørende har været at få lavet en symbolpolitisk viften med flaget i forhold til baglandet i indenrigspolitikken.

 

Comments Off on G20 i konfrontationens tegn

Affordable Care Act

Posted in USA by Gregers Friisberg on 23/06/2017

Overskriften lyder som noget, George Orwel kunne have satiriseret over. Det er det, der i daglig tale går under betegnelsen “Obamacare” efter den tidligere præsident, der så at sige stod fadder til sundhedssystemet, selv om det fik meget kraftige republikanske fingeraftryk i forsøgene på at få den komplekse lovgivning igennem Kongressen.

Nu ser det ud til, at det republikanske flertal i Kongressen er ved at nå til vejs end med deres “repeal” (tilbagetrækning) af Obamacare og dens erstatning af en ny ordning, som skulle forbedre sundhedssystemet i USA.

Torsdag den 21.6. fremlagdes loven for Senatet. Repræsentanternes Hus har allerede vedtaget deres version.

Under præsidentvalgkampen var Obamacare et af de største hadeobjekter for republikanerne. Med det forslag, der nu fremlægges – og måske kan vedtages – ser det ud til, at man skyder sig selv i foden i forhold til dele af de vælgergrupper i arbejderklassen, der stemte på Donald Trump ved præsidentvalget.

Barack Obama, der ellers har forholdt sig ret tavs siden valget, tager i et indlæg på sin facebookside bladet fra munden:

The Senate bill, unveiled today, is not a health care bill. It’s a massive transfer of wealth from middle-class and poor families to the richest people in America. It hands enormous tax cuts to the rich and to the drug and insurance industries, paid for by cutting health care for everybody else. Those with private insurance will experience higher premiums and higher deductibles, with lower tax credits to help working families cover the costs, even as their plans might no longer cover pregnancy, mental health care, or expensive prescriptions. Discrimination based on pre-existing conditions could become the norm again. Millions of families will lose coverage entirely.

Simply put, if there’s a chance you might get sick, get old, or start a family – this bill will do you harm.

Knap halvdelen af amerikanerne får deres sundhedsforsikring via en arbejdsgiver. Godt en tredjedel af befolkningen, de fattige og de ældre, får sundhedsdækning via Medicaid og Medicare. Og endelig får 9 pct dækning via sundhedsforsikringer, de køber på markeder etableret via Obamacare.

Republikanernes lovgivning forbedrer skattefradragsmuligheder for de velhavende, begunstiger forsikringsselskaberne og forringer ordningerne for de fattige. Det skønnes, at op imod 20 mio amerikanere har fået sundhedsforsikring via The affordable Care Act. Ordningerne for disse forringes, og mange vil opgive at være med.

Onlinemediet Politico.com har lave følgende oversigt over, hvordan den foreslåede lovgivning vil virke:

What the Senate health care bill does to Obamacare:

Individual mandate eliminated
Cost-sharing subsidies eliminated
Planned Parenthood funding eliminated
Pre-existing conditions changed
Medicaid expansion changed
Traditional Medicaid changed
Insurance subsidies changed
Opioid funding changed
 Den individuelle forpligtelse (individual mandate) i Obamacare fastsatte en pligt for alle til at have en forsikring. Hvis ikke, ville man skulle betale med en straf/bøde (penalty). Det slipper man for efter lovforslaget. Det kan lyde som en foræring i frihedens ånd at blive stillet fri på denne måde, men konsekvensen vil blive en afgang i store tal fra ordningen.
Cost-sharing indebærer offentlig støtte til forsikringsselskaber, der skal dække regninger for folk med lavere indkomster, som er forsikret efter ordningen. Efter en overgangsperiode på to år falder støtten væk.
Planned parenthood er hjælp til fødende kvinder og unge familier.
Når man går rækken ned er der tale om forskellige former for forringelser af Obamacare.
Ikke underligt, at Obama er stærkt kritisk over at se det, der måske skulle have været hans største politiske eftermæle blive demonteret på denne måde.
    Trump har udtrykt støtte til at få loven igennem. Således i en tweet efter lovforslagets fremlæggelse for Senatet:
I am very supportive of the Senate #HealthcareBill. Look forward to making it really special! Remember, ObamaCare is dead.
Det kan ende med ham selv som Dead Man Walking i amerikansk politik. Det vil jo, som sagt, kunne udvikle sig til lidt af et selvmål i forhold til nogle af de vælgere, der stemte på ham.
USA bruger mere på sundhed end noget andet rigt land. Ifølge OECD 17 pct af BNP. Og alligevel har man på nogle punkter sundhedsindikatorer, der placerer landet på linje med lande, der nærmest har u-landsstatus.
Det viser, at det ikke altid er korrekt, at produktion i offentligt regi betalt via skatter er dyrere end det, de private markeder kan præstere.
Hvad er årsagerne til det dyre amerikanske sundhedssystem.
Topcheferne (CEO) inden for sundhedssektoren er de højst lønnede i amerikansk erhvervsliv, med gennemsnitlige lønpakker på 37 mio$. De mange tvister om forsikringsordningerne har ført til en hær af vellønnede advokater. Hertil kommer mange andre faktorer.

 

Comments Off on Affordable Care Act

Resultat af britisk valg til Underhuset

Posted in Storbritannien by Gregers Friisberg on 09/06/2017

Det blev ikke det udfald af parlamentsvalget 8.6., som Theresa May havde drømt om.

ukres17Kilde: The Economist. Valgkredsen Kensington i London (den hvide prik) var ikke talt op endnu dagen efter valget, hvad der skyldtes et meget tæt løb mellem Konservative og Labour (den endte med at gå til Labour med kun 20 stemmers overvægt). Det et en kreds, der altid har stemt konservativt, så det siger meget om britisk vælgeradfærds udvikling, at den skifter farve. De unge, uddannede og storbyboere stemmer i stigende grad Labour, mens De konservative fastholder – og måske øger – sit tag i nationalkonservative, globaliseringsfobiske vælgere i landets provins og udkanter.

Resultatet er meget overraskende, idet mange meningsmålinger ikke har tippet så godt et resultat for Labour. Efter den personkampagne, der er kørt imod Labours leder Jeremy Corbyn, har adspurgte i meningsmålinger måske ikke haft lyst til at indrømme det, hvis de ville stemme på Labour. Opinionsmålingsinstituttet You Gov er et af de få, der har forudset resultatet, måske p.g.a. webbaserede målinger.

De Konservative skyder sig i foden for anden gang ved at prøve at løse interne problemer i Det konservative parti ved at spørge vælgerne. Første gang var da David Cameron lovede en folkeafstemning om Storbritanniens medlemsskab af EU, hvad der hjalp ham til valgsejren i 2015. Det bragte samtidig den interne EU-kritiske fløj i partiet til ro. Men afstemningen (52/48 leave/remain) gik ham imod, og han overlod ledelsen af parti og regering til Theresa May.
Denne gang så May et behov for at få et styrket mandat til at føre Brexit-forhandlingerne med EU. De kunne også blive forstyrret af den EU-kritiske fløj i partiet med opslidende diskussioner, og når man evt kom hjem med forhandlingsresultater, der ville blive betragtet som uspiselige.

Nu står man endnu dårligere, end hvis man ikke havde udskrevet valget, og adskillige forventer, at det bliver meget op ad bakke for den britiske premierminister. Forhandlingerne med EU kan blive kaotiske, hvis man fortsat vil gå efter en hard Brexit med udtræden fra både det indre marked og EU’s toldunion.
Samtidig skal det kommende støtteparti DUP, Democratic Unionists Partys, krav imødekommes. Det drejer sig bl.a. om fortsat åbne grænser til Republikken Irland (medlem af EU), og at Nordirland ikke skal have særstatus i forhold til EU, hvad der ellers, efter Brexit-afstemningen i området med betydeligt flertal for remain, har været forventninger om hos nogle. Man vil være en fuldgyldig del af UK. Det er jo sådan set det, Unionisternes politik går ud på. Den konservative regering løber imidlertid ind i det problem, at den risikerer at tage alt for tydeligt parti for den ene part i den gamle konflikt om Nordirlands status – DUP over for Sinn Fein (udgået af IRA og tilhænger af tilslutning til Republikken Irland), når man laver et formelt samarbejde med DUP i Westminster. Hertil kommer, at DUP har en stærkt højreorienteret arv med i bagagen, bl.a. i abort- og LGBT-issues.



Store forskelle på vælgerprisen på et mandat (stemmetal divideret med mandattal):

LANDSDÆKKENDE PARTIER

Conservatives: 318 seats (-12). 13,650,900 votes. 42.4% share

Labour: 261 seats           (+29). 12,858,652 votes. 40% share

Liberal Democrats: 12 seats (+4). 2,368,048 votes. 7.4% share

Greens: 1 seat (=). 524,604 votes. 1.6% share

UKIP: 0 seats (-1). 593,852 votes. 1.8% share

 

REGIONALE PARTIER, DER STILLER OP TIL UNDERHUSET I WESTMINSTER I DERES REGION

Scottish National Party : 35 seats (-21). 977,569 votes. 3% share

Democratic Unionists Party (Ulster): 10 seats (+2). 292,316 votes. 0.9% share

Sinn Fein (Ulster) : 7 seats (+3). 238,915 votes. 0.7% share

Plaid Cymru (Wales): 4 seats (+1). 164,466 votes. 0.5% share

Note: Kensington indgår ikke i tallene ovenover.

Hvor det Grønne mandat “koster” over 500.000 stemmer, er “prisen” på et mandat for Konservative eller Labour langt mindre, kun 40-50.000 stemmer. Valgmåden favoriserer de store partier, med mindre det drejer sig om fokuserede regionale partier, f.eks. i Ulster (Nordirland).

 


Valgresultat i Kensington efter 3. og sidste optælling (kun 4 største partier vist her):

PARTY VOTES
Party

Labour

Emma Dent Coad Votes  16,333
Party

Conservative

Victoria Borwick Votes  16,313
Party

Liberal Democrat

Annabel Mullin Votes  4,724
Party

Green Party

Jennifer Nadel Votes  767
Kilde: BBC. (A YouthQuake?) .

Comments Off on Resultat af britisk valg til Underhuset