Gregers Friisberg

Westminstermodellen i forandring

Posted in Demokrati, Storbritannien by Gregers Friisberg on 24/08/2009

Hvad er det, der gør, at den såkaldte Westministermodel opfattes som værende i en stadig mere alvorlig krisetilstand? Det er et spørgsmål, iagttagere af britisk politik længe har overvejet. 
    Det er imidlertid en krise ikke alene for Westminister, men for parlamentarisk politik generelt, og som ifølge iagttagere viser sig på mange måder:
   Tiltagende politisk apati og fremmedgørelse for eksempel. Vælgerne deltager ikke, eller meget lidt. Eller har de overhovedet muligheder for at deltage på tilfredsstillende vis? – andet end som klakører på forskellige hadeblogs som f.eks. Guide Fawkes?
    Der er faldende medlemsskab af partierne. 

Der er en række fænomener, Storbritannien har fælles med andre lande med demokratiske systemer: Det er f.eks. markedsmæssiggørelse af politik, hvor politik designes til spiselige pakker af politiske eksperter og spindoktorer, så der er overskuelige valg for vælgerne at træffe. Det har ofte den modsatte effekt, nemlig at forskellen på de politiske alternativer forsvinder.
    Hertil kommer, at globalisering og EU-integrationen indsnævrer valg- og råderum for det nationale demokrati.
     Man plejer at sige, at vælgerne har de politikere, de fortjener. De har jo selv valgt dem. Den kan også vendes om til, at “democratic polities get the levels of political participation they deserve”, som Colin Hay, forfatteren til “Why we hate Politics” (Polity Press 2007), har formuleret det. Parlamentariske systemer hænger fast i et niveau for deltagelse (retten til at sætte et kryds hvert fjerde år), der går tilbage til industrialiseringens barndom og demokratiets opståen, hvor det var en helt anden kamp, der var relevant.
    Hertil kommer den stigende anvendelse af rational choice til udformning af politik. Hvor politik tidligere drejede sig om et valg for kollektivet (collective choice) og aktøransvarlighed bag valget, så har markedsmæssiggørelsen af samfundet igennem de seneste årtier skubbet collective choice og politikeransvarlighed til side. Råd og nævn med udpegede eksperter er sat til at tage beslutninger med stor rækkevidde på flere og flere områder. Udliciteringer og privatiseringer har overladt beslutninger til anonyme bestyrelser.
     Vælgerne er de senere år blevet vænnet til, at politik drejer sig om rationelle kalkuler af fordele og ulemper, der vejes op imod hinanden. Kontraktpolitikken skulle have gjort disse valg nemme, men den har i stedet udløst utilfredshed og apati. Hvorfor får jeg ikke mere for at afgive min stemme på det parti? – synes den utilfredse vælger at spørge. Forestillingen om det repræsentative demokrati tog ikke oprindeligt udgangspunkt i en nyliberal model for, hvordan markedets usynlige hånd skal styre alle samfundsmæssige valg og prioriteringer.
     Men der er også specielle træk ved Westministermodellen, som gør den særlig.

Hvad går modellen ud på?

Westministermodellen er opkaldt efter Westminster, det sted i London, hvor Underhuset og en del af ministerierne ligger. Westminstermodellen er betegnelsen for det engelsk-inspirerede parlamentariske demokrati, hvor regeringsmagten skifter mellem de to dominerende partier, der ofte er en følge af valgmåden (flertalsvalg i enkeltmandskredse, first-past-the-post).

House of Commons    Oppositionspartiet udgør en institutionaliseret opposition, i England ligefrem kaldt “Her Majesty’s loyal opposition” med skyggekabinet og sæde over for regeringen på oppositionsbænken i Underhuset. Man er klar til at overtage magten, når regeringspartiet er kørt træt og magten skifter. Det giver et magtmæssigt duopol, der nok kan være med til at levere stabile regeringer, men som også kan gøre politik kedsommelig.

Når regeringspartiet skal spænde over et stort ideologisk felt, så vil den opposition, der findes i partiet ligne den opposition, man i systemer med forholdstalsvalg kan finde uden for det eller de dominerende partier, jf f.eks. at Labours venstrefløj i perioder har lignet SF/Enhedslisten.
    Der er et Green Party i Storbritannien, der faktisk er ret populært. Det er således repræsenteret i Londons bystyre (Greater London Council) og andre storbyer, men har svært ved at komme “past the post” ved Underhusvalg. Det har ikke flertal i nogen enkelt valgkreds, hvor der skal vælges én.

Under Irakkrigen rejste kritikken af Westminstermodellen sig i visse tilfælde til en proteststorm. Man mente fra flere sider, at grunden til, at England kunne finde på at deltage i denne krig, som så mange var imod, hang sammen med, at statsministeren, der var pro-krig, havde for meget magt. Det blev fremført, at som følge af mangelen på en forfatning, var Labourlederen Tony Blair end ikke nødt til at fremlægge spørgsmålet om, hvorvidt Storbritannien skulle deltage i krigen, for Underhuset. Nu gjorde han det alligevel. Men principielt set kunne det have været en regeringsafgørelse.       

Det udmærker altså også Westminstermodellen, at der kan være lovlig lidt magtadskillelse mellem den udøvende magt og den lovgivende magt. Det bevirker, at en lang række af beslutninger rykker helt ind i statsministerkontoret, i stedet for at blive afgjort via politisering, politisk konflikt og demokratiske forhandlingsprocedurer mellem partierne i Underhuset.

Traditionelt har magten i en britisk regering ligget i Kabinettet, der består af de 15-20 vigtigste ministre. De holder regelmæssigt møder, hvor regeringens politik fastlægges. Under New Labour 1997 – er magten imidlertid blevet centraliseret mere og mere omkring statsministerens og dennes særlige råde af presserådgivere og særlige rådgivere. Det fremgik af, og blev dokumenteret af, en kritik fremført af tidligere kabinetssekretærer over for en forfatningskomité i Overhuset.

Et centralt punkt i deres kritik er, at “Whitehall er blevet politiseret” igennem udpegningen af de særlige rådgivere og centraliseringen af magten. Whitehall er betegnelsen for centraladministrationen, ministerierne. Her har man tidligere haft billedet af den neutrale embedsmand (“Yes Minister”), der ideelt set overlod politisering og politiske beslutninger til politikerne. Embedsmandens opgave var at levere et “objektivt” forarbejde med angivelse af alternativer og mulige beslutninger, som politikeren kunne vælge imellem. Nu sker der en politisering. Man retter ind efter, hvad topledelsen forventer. Det svækker Underhusets magt, når parlamentsmedlemmerne står over for et toptunet bureaukratisk og politiseret hierarki i Whitehall.

Det er måske med til at forklare det britiske parlamentariske systems krise i 2009, hvor man løb ind i bilagsskandalen. MP’erne (Members of Parliament) har lov til at få betalt en række udgifter i forbindelse med deres arbejde i London, f.eks. a second home, reparationer og vedligeholdelse af det og forskellige udgifter, udover gagen på omkring 65.000 £ årligt. Bilagsskandalen viste, at det var gået over gevind, og det førte til stor politisk fremmedgørelse og parlamentslede blandt en stor del af vælgerne. Premierminister Gordon Browns forsøg på at få “ryddet op” ved at udpege Sir Thomas Legg til at undersøge sagerne, gav bagslag, idet han selv blev pålagt at betale over 12.000 £ tilbage.  

En opinionsundersøgelse viste midt under bilagsskandalen allerede i august, at støtten til de tre gamle partier var på et lavpunkt. Over 40 pct ville stemme på et af de mindre, ukendte partier, eller blive hjemme ved valget til Europaparlamentet, der blev afholdt i begyndelsen af juni 2009. Men sådan plejer det nu at være ved disse valg. I Storbritannien er der traditionelt en meget lav valgdeltagelse til Europaparlamentet. Ved dette valg, hvor der stemmes i store valgkredse, er det lettere for små partier at komme ind. Det lykkedes således BNP, British National Party, at få to valgt ind i Europaparlamentet.

Hvis De Konservative kommer til magten ved næste Underhusvalg, og det tyder opinionsmålingerne på, vil der komme en betydelig mere EU-skeptisk regering i landet.
Det er især Labour, der ser ud til at blive “straffet” for bilagssagen, selv om også konservative MP’ere har været involveret i betydeligt omfang.
   Labour har  næsten været på niveau med Liberaldemokraterne i nogle målinger.
   Det er et spørgsmål, om utilfredsheden med de to store partier er sådan, at det kan bringe Liberaldemokraterne på banen som parti nr 2, som altså kan fortrænge Labour som det andet parti, der favoriseres af first-past-the-post flertalsvalget? Det er dog nok tvivlsomt. Så skulle det være gået forbi Labour i meningsmålingen.
Det er et alvorligt problem for Storbritannien midt under den økonomiske krise, at støtte i befolkningen er på et sådant lavpunkt. Det er et politisk system i krise. Hvad kan så gøres for at demokratisere det? Bringe det tættere på vælgerne?
Mange forlanger et opgør med valgmåden. Flertalsvalget har tendens til at favorisere de udholdende, der vil blive ved i politik valg efter valg efter valg. Det er ikke levebrødspolitikere, befolkningen har behov for i en situation med mistillid til politikere og det politiske system. En del kommentatorer forestiller sig, at forholdstalsvalg vil kunne bidrage til en løsning, måske ikke på hele problematikken, men måske gøre, at vælgerne føler sig bedre repræsenteret.
ukvote

Stemmeresultat til Underhusvalg. Kun én valgt i hver af de over 600 Underhusvalgkredse

 
 
 
Ideologier og partier
 
 
Tony Blair var sammen med sociologiprofessoren Anthony Giddens opfinderen af “den 3. vej” , og hvad der lidt er det samme New Labour. Det drejede sig om at finde en mellemvej mellem, hvad man så som gammeldags statsstyret socialisme på den ene side og liberalistisk markedsøkonomi på den anden. I stedet for et shareholder society ville man lave et stakeholder society, som alle kunne få lod og del i via en form for socialt “ejerskab”, – ikke kun dem med kapital. Det blev dog mestendels ved de smukke ord, og mange har kritiseret Blair (og Brown) for i virkeligheden at videreføre arven fra Margaret Thatcher, et fleksibelt markedsstyret samfund. Det har vist sig ved initiativer i retning af at udvikle markedsstyringsmodeller, udlicitering o.lign. inden for velfærdsstatens kerneområder, sundhed og uddannelse. Labours ideologiudvikling kan også analyseres ud fra Oxymoronmetoden (jf nedenfor), hvor ideologiretninger ses i deres paradoksale sammensathed. Man kan da f.eks. tale om rød thatcherisme, når man bruger markedet og offentlig udlicitering af opgaver (sammen med evt. skattemæssig finansiering) som middel til at skabe incitamenter og omstilling.
Oxymoron-pakker på inputsiden
 
De Konservative (The Tories) har siden finanskrisens gennemslag i 2008 og de gunstige meningsmålinger konstant måttet knibe sig i armen: Kan det virkelig være sandt?
     Tvivlen har affødt et behov for ideologi. Kritikken af de konsensussøgende vælgere og politikere, der får al politik til at tage sig ens ud, har gjort sin virkning på partiet. Men hvordan udvikle konservativ ideologi i det 21. århundrede? Det er blevet til en optagethed af det, Colin Hay kalder politikkens inputside: Hvordan udvikle en politik – en ny pakke, der kan appellere til vælgerne? 
     Herudaf er kommet en pose blandede, noget bittersøde bolsjer, såkaldte oxymorons (Oxymoron ex: “deafening silence”), hvor et udsagn indeholder sin egen modsætning i sig. Det gør det muligt at sælge varen til et bredere udsnit. Man taler f.eks. om Red Toryism: Omfavning af velfærdsstaten. I visse henseender har De Konservative bevæget sig til venstre for New Labour i forsvaret af f.eks. National Health Service (NHS). Partiformand David Cameron har talt begejstret for at bevare NHS i sin kendte form med universelle sundhedstilbud til borgerne.  Hvor New Labours Tony Blair sagde i sine valgkampe: Der er tre ord, der betyder noget: Education, education, education, som svaret på, hvadd man vil, siger Cameron: Der er tre bogstaver, der udtrykker det, De Konservative vil: N… H…. S… På dette punkt ligger Cameron dog i strid med andre fløje i sit parti, der ikke er så begejstrede for den “betontunge statsmastodont”. Det er Cameron heller ikke selv. Når det drejer sig om the National Health Service ser han netop denne mastodont som en organisk institution i bedste konservative ideologitradition.
ideologivejrhaner
    En anden centrumtendens hos De Konservative er kommunitarismen, hvis credo er fællesskab og borgeren som samfundsborger. Et grundsynspunkt er, at der kan være så lidt social kapital i et samfund, at det truer med at gå i opløsning i brudte kvarterer, familier og med omsiggribende kriminalitet og drikkeri, altså en tilstand af samfundsmæssig opløsning og fremmedgørelse. Den konservative kommunitarisme vil tage fat på denne trussel og på finanskrisens problemer ved at indføre en “samfundsetisk dimension af markedet”. Markedet skal styres ud fra fællesskabets interesser. De fattige skal ikke overlades til deres fattigdom. De skal udstyres med sociale ressourcer, social kapital, via uddannelse og almene boliger.  Retningen “progressiv konservatisme” vil decentralisere magten og bruge internettet til at øge den offentlige sektors responsivitet i forhold til borgerne.
    Så er der den atomiserede liberalisme, ultraliberalismen, også kendt under navnet thatcherismen. Det er den mest udprægede højrevariant af konservativ ideologi, hvor partiets ideologiudvikling nærmer sig liberalismen. Da man ikke i Storbritannien har et stærkt markedsliberalistisk parti, er dette vel det nærmeste, man kommer det. Fløjen er dog ikke særlig stærk hos De konservative længere.
    Libertær paternalisme vil forene den traditonelle socialkonservatismes tagen hold om de svage i samfundet med, at man modsætter sig en for stærkt intervenerende stat, der kan fjerne friheden for den enkelte.  Der er i denne fløj tendenser i retning ad fiskal konservatisme. Man ser med rædsel på, hvordan Gordon Browns Labourregerings forsøg på at styre landet uden om finanskrisen ved at øge underskuddet på de offentlige finanser, fører til opbygningen af en gigantisk statsgæld. “Hvad er det for en arv, vi overlader til vore børn”? –  “Kommende generationer skal ikke bøde for denne generations fejltagelser”.  Endelig er der den gode gamle nationalistiske konservatisme, der vil holde Storbritannien fri af unionsudviklingen i EU, bevare pundet og udbygge det “atlantiske fællesskab” som et modtræk til “Bruxelles-socialismen”.
Irrational choice
 
 
Den rigtige højre-nationale ideologi finder man hos BNP, British National Party

I 1997 var partiformand Griffin medforfatter til en pamflet, hvor han stillede spørgsmålet, om der var en betydelig zionistisk indflydelse i de britiske medier. Han fik en betinget dom for at uddele materiale, der kan opildne til racehad.

Griffin er en ret dreven politiker, uddannet på Cambridge University, velklædt og velartikuleret. Det er meget hans fortjeneste, at partiet fik over 10 pct af stemmerne i det industrielle rustbælteområde i den britiske nordvestregion. Om fortidens konfrontatoriske marcher har han fornylig sagt i et interview, at det var mægtig sjovt at slås med de venstreorienterede, men det var en “forfærdelig dårlig måde at lave politik på”. Han er i de senere år gået målrettet efter at maksimere partiets vælgerbasis, hvad der er lykkedes netop i de tidligere britiske industrielle kerneområder, hvor en uuddannet arbejderklasse sidder tilbage og føler sig svigtet af især Labours udvikling til middelklasseparti. Disse vælgere har der ikke været mange tilbud til i “den trejde vej”. De har ikke været med i omstillingen til vidensøkonomi. De har ikke erhvervet de kompetencemæssige forudsætninger for det. Det er en omstilling, der for øvrigt viser sig at have hvilet delvist på varm luft, når man tager finanssektorens sammenfald under finanskrisen i betragtning.

Disse vælgere siger ofte, når de bliver spurgt, at de “ikke er racister”, men politikerne i London har godt af at lære en lektie. Om det så nødvendigvis er en lektie, der går på, at den britiske “løve” skal rejse sig i al sin magt og vælde og vise fordums storhed igen, er nok tvivlsomt. Det er nok snarere en lektie, der går på, at de ikke vil affinde sig med en ekskluderende, marginaliserende politik, der skiver dem selv af samfundets udvikling.

Hos Griffin er der en storladen retorik, der går langt ud over brød-og-smør politik, og som for øvrigt ville have fået både Churchill og Thatcher til at blegne i deres variant af lysebrun nationalkonservatisme:

The far left and the Tory types who thought that the British spirit was dead and that they could walk all over 10,000 years of history, tradition, culture and heritage, were wrong. The British lion has awoken, and its roar will now be heard throughout the world“.

Det er lige før, man er ved at blive helt glad for, at denne løve er bundet op i NATO og det anglo-amerikanske partnerskab. Det sætter vel visse begrænsninger for dens udfoldelser!

I kabinettet af sære ideer indgår noget, der nærmest ligner en dolkestødslegende om, at Storbritannien er blevet forrådt af globaliseringen. Internationale interesser er kommet ind og har overtaget britiske aktiver via et “privatiseringstyveri” af de fælles goder. En oprydning i og udforskning af dette har han og Andrew Brons tænkt sig skal være en af deres første indsatser. Som indvalgte i Europaparlamentet får de priviligeret adgang også til arkiverne i Westminster, hvor det britiske parlament og de væsentligste ministerier ligger.

The dissolution of the institutions and property of the British nation into the hands of the internationalists is the single greatest piece of larceny in our history

Man tør næsten ikke tænke på, hvad denne “analyse” bringer mindelser om. “Internationalists” bringer mindelser om et ord, man ikke vil kunne bringe i anvendelse i den sammenhæng, – ikke mindst når man tænker på Griffins og Brons’ antisemitiske fortid. I nazitidens Tyskland var der lignende analyser af internationale finansfolks skyld m.h.t. det økonomiske morads i trediverne og Tysklands betaling af krigsskadeserstatninger.

Liberaldemokraterne, LibDems, kaldtes tidligere the Wigs. Det var før Labour det andet af de to store partier. Men med den britiske industrialisering og dannelsen af en stor arbejdklasse fra slutningen af det 19. århundrede, kunne det efterhånden se skriften på væggen. Op igennem det 20. århundrede blev det reduceret til det 3. parti, der måtte lide under valgmåden. Det har undertiden haft over 20 pct af stemmerne, men det har kun givet partiet måske 5 pct af pladserne i Underhuset. Det har imidlertid flere gange været ved at blive tungen på vægtskålen, med mulighed for indflydelse.  Partiet har som regel ideologisk ligget i midten af det politiske spektrum, et socialliberalt parti ikke ulig det danske Radikale Venstre. Det har dog i de senere år udviklet sig i “venstreorienteret” retning med modstand imod Irakkrig og skepsis over for Afghanistan-ditto og med en øget grøn profil.

 Forslag til reformer af det britiske politiske system

The Independent nævner følgende i en artikel om behovet for reformer. For det første er der behov for reform af den måde, Underhuset fungerer på. Almindelige MPs (Members of Parliament) skal have en reel rolle som lovgivere, i stedet for at at være i rugekasse som wannabe ministre, der venter på en plads i regeringen eller kabinettet ved næste regeringsomdannelse. Det kræver, at den reelle lovgivningsbeføjelse gives tilbage fra statsministerkontoret til Underhuset, og det kræver, at Underhuset bliver udstyret med mere effektive instrumenter til parlamentarisk kontrol (f.eks. efterspørgsler som i det danske folketing, eller høringer med vidneaflæggelse under strafansvar, som man har i den amerikanske Kongres). Lovgiverne må hævde parlamentets suverænitet i det politiske system, siger avisen.  Det betyder, at udvalgene (select committees) bør få større magt. Endvidere skal det være parlamentet, der skal bestemme over dagsordenen, bl.a. hvor lang tid der må gå til  behandling af love, og hvordan taletidsregler er. Sådan er det i USA (og Danmark). I Storbritannien er det regeringen, der bestemmer dette.  Avisen nævner videre behovet for reform af valgmåden:

 We need an end to the first-past-the post voting system in the House of Commons. Proportional representation is the obvious way to put an end to safe-seat apathy and get voters to reconnect with the political system.

Med safe-seat apathy menes, at mange valgkredse i Storbritannien p.g.a. valgsystemet er så sikre, at man ikke behøver at bekymre sig om genvalg og derfor ikke behøver at anstrenge sig særlig meget i det politiske arbejde. Det fører til apatiske levebrødspolitikere.  Reformer af valgmåden er tidligere foreslået af den såkaldte Jenkins kommission: 

The mechanisms for this were clearly set out by the 1998 Jenkins commission which proposed the alternative vote plus system which has most recently been endorsed by Labour’s leader-in-waiting, Alan Johnson, who wants a referendum on the subject on the same day as the next general election. About time, too; the Labour manifesto pledged that in 1997, but the party has consistently reneged on that promise under both Tony Blair and Gordon Brown ever since. Britain has already introduced PR in the elections for the Scottish Parliament and the Welsh Assembly; it has reinvigorated politics there and could do so nationally. It will create a more responsive electoral system that will make politicians more accountable. And it will also make it easier for parties to foster a more inclusive political culture. Der peges også på behov for reformer i Overhuset:

Further reform is needed in the House of Lords too. MPs voted in 2007 for an upper chamber with between 80 per cent and 100 per cent of its members elected. It is time to put that “in principle” vote into practice, perhaps with a system of an electoral college which will allow electors to find seats for members of the great and the good who can continue to scrutinise the actions of the government in a more independent-minded manner than would a chamber entirely controlled by government whips. Endelig peges på behovet for større decentralisering:

Greater decentralisation is needed elsewhere. In education that means more power to schools and their governors. Mechanisms are also needed to get power down to the people in health and other sectors of the community too. There should also be greater responsibilities for local government in carefully targeted areas 

© Gregers Friisberg 2009

Advertisements

One Response

Subscribe to comments with RSS.

  1. psychic said, on 13/10/2011 at 8:11 pm

    Terribly well written post


Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: