Gregers Friisberg

Tab og vind – med forskellige metoder

Posted in Økonomi by Gregers Friisberg on 13/11/2009

Under overskriften “Free to Lose” skriver Paul Krugman i sin seneste column på New York Times, at USA’s og Tysklands kriseerfaringer er meget forskellige.  I det førstnævnte land er beskæftigelsen faldet 5 pct, og arbejdsløsheden er fordoblet. I det andet land er beskæftigelsen faldet med kun 1/2 procent, og arbejdsløsheden er ikke steget ret meget.  Det sker, selv om Tyskland i første række blev ramt voldsomt af krisen, idet der var et kraftigt initialt fald i industriomsætning som følge af et eksportdrop. Det har så rettet sig delvist igen, efter at verdenshandelen, som den eksportrettede tyske økonomi er ret så afhængig af, begyndt at bevæge sig opad igen.

Har det ene land ikke noget at lære af det andet? spørger han.

Figur 1: Udviklingen i amerikansk arbejdsløshed (arbejdsløse i pct af arbejdsstyrke). Faktiske tal i øverste figur, og projekterede tal fra Obamas økonomiske rådgivningsteam
amunempRomer-Bernstein_Chart
Kilde: Bureau of Labor Statistics og ChristineRomerChart. Ovenstående tal omfatter ikke folk, der har opgivet at søge arbejde. Og de omfatter heller ikke deltidsbeskæftigede, der gerne vil på fuld tid. Tælles disse grupper med, skønnes arbejdsledigheden at ligge på over 17 pct af arbejdsstyrken.

I starten af 2009, da den nys tiltrådte Obama-administration skulle overbevise omverdenen om, at stimulanspakken til næsten 800 mia $ var nødvendig, producerede hans økonomiske team den nederste figur ovenover, hvor den lyseblå kurve er arbejdsløsheden, som den angiveligt ville blive, hvis man ikke vedtog stimulanspakken, og den tydeligere, mere optrukne blå kurve er arbejdsløshedsudviklingen med stimulanspakken. Det kom altså, jvf øverste figur, der er de faktiske tal, til at gå endnu værre end selv den mest pessimistiske forudsigelse.  I slutningen af 2009 skulle arbejdsløsheden kun være omkring 8 pct. Den er  faktisk over 10 pct.
    Det er naturligvis ikke Barack Obamas skyld. Det kunne jo også tænkes, at det var gået endnu en tand værre end det øverste diagrams tal.  Hvorfor er den amerikanske arbejdsløshedsudvikling blevet så voldsom?

Krugman mener selvfølgelig,  at USA kan lære af Tyskland. Og overskriften på hans indlæg antyder, hvad det er, der kan læres. Han mener, der er gundlæggende forskel på beskæftigelsespolitikken i de to lande. I Tyskland har man givet støtte til, at jobs i industrien har kunnet bevares, og man har aktivt satset på arbejdsfordeling. I USA har man i højere grad ladet falde, hvad ikke kunne stå.

Der er da også grundlæggende forskelle på den amerikanske krisepolitik i denne krise og i 30’ernes krise. Dengang  fik man New Dealpolitikkens aktive beskæftigelsesfremme med Roosevelt-adminstrationens Works Progress Administration, der simpelthen satte millioner af arbejdere i gang på offentligt understøttede arbejdsprogrammer – noget for noget, noget for understøttelsen. Og det var stort set alle, der blev involveret – lige fra minearbejdere til forfattere. Den berømte novelleforfatter John Cheever, der har udmalet lyksalighederne ved Happy Life in Suburbia i sine bidende portrætter af amerikansk forstadsliv, startede således sin skribentkarriere på offentlig forsørgelse under dette arbejdsprogram.  Obamaadministrationen har i højere grad foretrukket ekspansiv finanspolitik med den over 700 mia $ store stimulanspakke i starten af 2009. Den har ikke gjort sin fulde virkning endnu, men ser foreløbig ud til at have haft svært ved at begrænse den dramatiske stigning i den amerikanske arbejdsløshed.

Tyskland har både stimulansprogram og lovgivning, der beskytter arbejdstagere mod hurtige fyringer.

 Billedet er dog nok mere kompliceret end som så. Det er både tysk og svensk økonomi, der er ved at rette sig for øjeblikket – i modsætning til amerikansk og dansk økonomi. En væsentlig forklaring ligger i forskellig konkurrenceevne.  I de mere og mere åbne økonomier er konkurrenceevne mere og mere afgørende for beskæftigelsesudviklingen. Lande som Tyskland og Sverige har simpelthen en bedre konkurrenceevne. I Tysklands tilfælde skyldes det en politik under højkonjunkturen, hvor det ikke primært gjaldt om fra politisk side at puste til spekulative ejendoms- og aktiebørsbobler. I Sverige har man ladet valutaen tilpasse sig udviklingen på hovedmarkederne. I Danmark har man ført fastkurspolitik. Det har man selvfølgelig på sæt og vis også gjort i Tyskland, idet dette land jo er ankerlandet for euroen. Men Tyskland har haft mere at have denne politik i end Danmark, idet man i højere grad har sørget for at bevare konkurrenceevnen i eksporterhvervene og i de importerhverv, der konkurrerer med udlandet.  

Danskerne har siddet med tilbageholdt åndedræt og set på, at industriarbejdsplads efter industriarbejdsplads er lukket: Stopper det dog ikke snart?  Det ser det ikke ud til at gøre. Tværtimod, nu begynder servicearbejdspladser også at blive inddraget.  Og det ene kreative forslag efter det andet fremlægges om, hvordan man via ekspansiv finanspolitik, eller mere støtte til bankerne, kan gøre noget ved problemet. Disse løsningsforslag er skudt noget ved siden af, når hovedproblemet er svigtende konkurrenceevne. Svenskerne har forstået det. Tyskerne har forstået det!  Har Krugman? Det ser det mærkværdigt nok ud til, han ikke har.

Det er meget andet end jobs, folk er frie til at miste. The Guardian har sendt en korrespondent til Californien for at følge en FN menneskerettighedsudsendings undersøgelser af krænkelser af økonomiske menneskerettigheder i USA.  Det drejer sig om menneskeretsekspteren Raquel Rolnik, der blev forment adgang til landet under Præsident Bush, men som under den nye administration har haft lettere ved at få adgang til at rapportere om de vilkår, ofrene for krisen i USA må leve under.  Rolnik kritiserede bl.a. den amerikanske regering for at hælde milliarder af dollars i bankredninger og i redning af andre dele af det store erhvervsliv, mens ofrene for den stadig dybere hjemløse-krise er “usynlige” i den offentlige bevidsthed. 

Antallet af tvangsauktioner (foreclosures) er steget voldsomt, og det gælder i logisk forlængelse heraf jo så også antallet af hjemløse.

I modsætning til tidligere krisegennemslag er situationen præget af, at det meste af den almennyttige boligsektor, USA tidligere havde, nu er afmonteret, så folk er henvist til at leve på gaden eller i trailerparker eller simpelthen interimistiske teltlejre, der skyder op mange steder i staten; de fleste gemt behørigt væk, så synet af dem ikke vækker anstød.  En enlig på bistand får 221 $ om måneden, oplyses det, et beløb, der ikke har ændret sig i over 10 år, og som kun rækker til den halve udgift for et typisk lejet værelse i byen. Så folk på bistand er henvist til at bo blandt venner eller på gaden.

Advertisements

Comments Off on Tab og vind – med forskellige metoder

%d bloggers like this: