Gregers Friisberg

Dimensioner i amerikansk udenrigspolitik

Posted in Amerikansk udenrigspolitik, USA by Gregers Friisberg on 11/01/2010

(Figuren viser orienteringslinjer/fixpunkter i den amerikanske udenrigspolitiske diskurs ifølge FP. Det er Wilson ud mod venstre. Hamilton mod højre. Begge disse herrer er samtidig opad i retning mod globalismepilen. Nedad mod populisme/lokalisme befinder Jefferson og Jackson sig)

“Karklud eller kriger?” – det er det spørgsmål, det amerikanske udenrigspolitiske tidsskrift Foreign Policy stiller om Barack Obama i sit seneste nr. Bladet mener, han lider under Carter-syndromet, altså mere karklud end kriger. Præsidenten tørrer op efter sig ude omkring i Verden og forsøger at forbedre denne v.h.a. tale om menneskerettigheder og styrkelse af det multilaterale element i den internationale politik.
Det er naturligvis et temmelig fortegnet billede af, hvad Carter egentlig stod for. Det er nok især i hans pensionisttilværelse, han har udviklet sig i den retning, hvor han f.eks. har opfordret til, at Hamas skal inddrages i forhandlingerne om Palæstinas fremtid, og hvor han i det hele taget er en af de internationale statsmænd, der mest utvetydigt er gået ind for en anstændig behandling af Palæstinaproblematikken.
Men der er ingen tvivl om, at amerikanerne strides om fortolkningen af de udenrigspolitiske udfordringer, og hvilken diskurs der vil være den bedste. Diskurskampen er vigtig. Det har været et problem for Barack Obama, at han konstant får hæftet etiketten “Wimp” på sig fra højrefløjens side. Den går lige ind hos en stor del af den offentlige opinion (og dermed også hos Obama selv), når trætheden over den siddende præsident begynder at sætte ind, og han falder i meningsmålingerne.
I artiklen i Foreign Policy kommer debatten om Wimp/warrior præsidenten op på et højere niveau, end man ellers ser i en stor del af den amerikanske debat.
Til spørgsmålet om det er en ny Carter, der er på vej, siger bladet, at det vil afhænge af, på hvilken måde det lykkes Obama at forlige sin indre Jefferson med sin indre Wilson. Bliver han en koldblodet realist eller en idealist med et blødende hjerte? Bladet sætter fire orienteringspunkter op for, hvordan den udenrigspolitiske diskurs har udfoldet sig i USA siden landets grundlæggelse. Retningslinjerne er de fire giganter i amerikansk historie: Alexander Hamilton, Woodrow Wilson, Thomas Jefferson (præsident 1801-09), og Andrew Jackson (præsident 1829-1837).
Hamilton var landets første finansminister. Han gik ind for en stærk føderal regering, der indretter et stærkt militær og som forfølger en realistsk global politik. Den amerikanske stat skal gå efter at fremme økonomisk udvikling og den amerikanske kapitals interesser, både hjemme og i udlandet. Woodrow Wilson, der var USA’s præsident under I. Verdenskrig, og som kom med de berømte 14 punkter til Versailleskonferencen efter krigen, er enig i behovet for en stærk global politik, men vil i højere grad fremme den via demokrati og menneskerettigheder, som det f.eks. kom til udtryk i vedtagelsen af planen om Folkeforbundet (der imidlertid blev forkastet af Senatet). Jeffersonianere er imod den globalistiske koncensus. USA skal ikke forpligte sig længere end bukserne kan holde. Den nationale sikkerhedsstat med et stærkt militær skal nedtones. Jacksonianerne er ifølge Foreign Policy de tryghedssøgende og populistiske Fox News TV-kiggere. De er mistænksomme over for den hamiltonianske big business-linje, Wilsoniansk “god vilje” politik, men de er også imod Jeffersoniansk svaghed.
Obama ses nu som en modstræbende Wilsonianer/Jeffersonianer, som vi kendte ham fra præsidentvalgkampen, der tvinges ud i en stillingtagen til det komplekse amerikanske imperiale cirkus af internationale aftaler, basesystemer, det hele krydret med dårligere opinionsratings, en populistisk folkelig opinion og krav fra et militært-industrielt kompleks derhjemme. Denne cocktail – eller den måde, han lod sig påvirke af det – forklarer dels, at han måtte vandre rundt i Det hvide Hus i et par måneder og overveje McCrystalrapportens mål for troppeforstærkninger i Afghanistan, samt glidningerne i retorikken fra præsidentvalgkampens taler om, hvordan USA skal trække sig ud af Irak og til Nobelfredspristalen om “retfærdig krig”.
Den seneste udvikling er Detroit-fly-bombemandens påvirkning af retorikken. Efter flere dages møder med sine sikkerhedsrådgivere i Det hvide Hus kommer Obama ud med udtalelser, der rykker ham længere væk fra den wilsonianske pladderhumanisme og over imod en mere hamiltoniansk linje. Han gør, hvad han kan for at stryge den uheldige “wimp”-mærkat af sig. I sit svar på kritik af en for forsigtig linje, siger han “we are at war against al-Qaeda”.
Den wilsonianske multilateralistiske linje kommer især frem i talerne i Cairo 6.4.09 og talen om atomnedrustning i Prag. I Cairo siger han f.eks.:
Så længe vort forhold defineres af vore forskelle, vil vi forstærke de, der sår had frem for at så fred, de, der fremmer konflikt snarere end det samarbejde, der kan hjælpe vore folk på begge sider til at nå retfærdighed og velstand. Og denne cyklus af mistænkelighed og uenighed må bringes til afslutning.
 
 
Obama kommer ikke til at leve op til denne målsætning ved at tale om at være i “krig med Al-Qeada”. Dermed er ikke sagt, at man skal føre dialog med Al-Qeada, men man risikerer, at man just falder i den fælde, disse terrorister har sat op for det sekulære Vesten.
Det er forståeligt (og nødvendigt), at man vil bekæmpe terrorisme. Men hvordan bør det gribes an? Der er en socio-økonomisk baggrund for terrorisme, som kan være vanskelig at fange og ikke mindst formulere i en politisk diskurs over for offentligheden. Det er her, problemet ligger i forhold til amerikansk populisme, og just her, præsidenten skulle have stoppet op. Et af USA’s store retoriske fejlgreb siden 2001 har været omtalen af terroristbekæmpelse som “krig”. Det har mudret folkeret og internationale retsbegreber, herunder krigens regler i Genevekonventionerne, til.
Den traditionelle politologiske diskurs om amerikansk politik, som den kommer til udtryk i Foreign Policy artiklen er imidlertid også forfejlet. Realisme og idealisme bør ikke ses som modstående størrelser, som der kan vælges imellem i førelsen af politikken, men forskellige måder, hvorpå supermagten varetager sine interesser på og udvikler en politisk diskurs til det. Wilson var idealist, fordi det var en mere behændig måde at føre stormagtspolitik på i forhold til de europæiske kolonimagter på den tid. Det var ikke kun for folkenes blå øjnes skyld, at man ville indføre princippet om folkenes selvbestemmelse i de 14 punkter. Det var en behændig måde for amerikansk big business, der på det tidspunkt var ved at blive dominerende i Verden, at komme til fadet på i en situation, hvor de europæiske kolonimagter var ved at have udspillet deres rolle. Og ikke mindst fordi, man konkurrerede med et fremstormende Tyskland om at komme først til dette fad.
Advertisements

Comments Off on Dimensioner i amerikansk udenrigspolitik

%d bloggers like this: