Gregers Friisberg

Imperium for lånte penge – hvor længe endnu?

Posted in Global økonomi, USA by Gregers Friisberg on 02/02/2010

Balance på det føderale amerikanske statsbudget i pct af BNP

Det spørgsmål stilles i en længere New York Times artikel efter offentliggørelsen af præsident Obamas budget for 2011. Budgettet viser et underskud på over 1,5 trillioner $ (1500 mia), eller omkring 11 pct af BNP.

Avisen roser præsidenten for hans ærlighed og “mangel på spin” (no sugarcoating) i budgetfremskrivningerne. I modsætning til Bush, der gerne ville prale af ligevægt på budgettet henimod slutåret for hans periode, og  hvor der derfor blev sminket på tallene henimod fremskrivningsperiodens sluttidspunkt, så er Barack Obamas budgetfremskrivning ifølge New York Times rystende ærlig.
     Det mest utrolige er nogle af de oplysninger om budgetfremskrivninger helt frem til efter en evt. anden periode for præsidenten, hvor underskuddet stadig kan ligge på over 5 pct af BNP.  Præsidenten har også talt om, at nu skal det være slut med Matadorpenge!

Er der én ting, det hele bærer præg af, er det netop Matadorpenge. Dollaren begynder mere og mere at ligne sådanne penge, – også selv om den måske stiger på det korte sigt, som følge af euroens vanskeligheder med de sydeuropæiske medlemslande.
    Og spørgsmålet er, hvor længe det kan fortsætte? Budgetunderskuddet  suppleres af et underskud på betalingsbalancen, der ganske vist er faldet de seneste par år p.g.a. den lavere import, som recessionen fører til, men som dog alligevel ligger på omkring 1/2 trn $. Som Lawrence Summers, præsidentens økonomiske rådgiver sagde for et år siden: “Hvor længe kan Verdens største låner forblive Verdens stærkeste magt?” Man kan fristes til at sige, at det er noget, især kinesere og oliesheiker afgør. Det er kun så længe, at de bliver ved med at holde amerikanske statsobligationer (de såkaldte treasuries), at det er muligt at have så stort et underskud. USA kan tillade sig det, fordi landet så at sige “trykker verdenspengene”. Så længe resten af verden accepterer at modtage dollaraktiver, kan USA opretholde et stort underskud på statsbudget og betalingsbalance.

Det kan forekomme at være en smart måde at køre et imperium på: at lade andre betale for det – eller lægge pengene ud til det. En anden måde at se det på er, at det amerikanske politiske system er kørt fast i egen dysfunktionalitet.  Republikanerne vil ikke gå med til skatteforøgelser, og Demokraterne vil ikke gå med til at skære i de offentlige udgifter. Men hvad så med at afmontere imperiet: Stoppe krigene i Afghanistan og Irak? Så de enorme militærudgifter kunne begrænses? Det er åbenbart heller ikke en option.

Den nuværende administration i Det hvide Hus er formentlig den mest “keynesianske”, der nogensinde har siddet. Den politisk-økonomiske efterrationalisering går på, at det store budgetunderskud stimulerer økonomien så meget, at man stille og roligt kan vente på, at underskud afløses af større ligevægt på det mellemlange sigt. Det kan blive en farlig tanke, hvis det egentlige problem er, at budgettet er strukturelt underfinansieret, fordi skattetrykket er for lavt til det aktivitetsniveau, man ønsker.

Det romerske imperium brød også sammen p.g.a. dårlig økonomi i 3-400-tallet. Kejserne i Rom blev mere og mere ødsle. I første række klarede man problemerne ved at blande kobber i guldmønterne. Det svarer lidt til det, amerikanerne gør med at trykke dollars. I modsætning til USA kunne romerne ikke køre underskudsbudgettering. Det var ikke et industrialiseret samfund med en stor statssektor i økonomien. Det, der underminerede den romerske kejsers magt var også et magtskifte mod Øst. Magten drejede i retning mod den østlige del af Middelhavet, Lilleasien og Konstantinopel.  I dag er den globale magt igen ved at dreje Østpå, denne gang dog noget længere mod øst. Amerikanerne kan stadig irritere kineserne ved at sælge avancerede våben til Taiwan, men hvor længe endnu?

Det kan være fristende at sammenligne USA med det gamle Rom. Men spørgsmålet er, om sammenligning overhovedet er muligt andet end som en overfladisk analogi. Det gamle Rom var et stabilitetspræget samfund. Der var ikke den dynamik, som der er i et industrielt samfund, der hviler på udnyttelse af (for) billige fossile brændsler. Der er en økonomisk ekspansion indbygget i amerikansk kapitalisme, som ikke fandtes tilsvarende i det gamle Rom, hvor trangen til imperial hegemoni var begrundet i en politisk dynamik snarere end en økonomisk.

New York Times stiller bekymret spørgsmålet, om USA risikerer at ende som Japan, hvor over et årtis økonomisk stagnation siden midt-halvfemserne førte til en nedgang i den japanske magt i Verden?  Det er imidlertid en sammenligning, der slet ikke holder vand. USA vil formentlig vedblive med at være en supermagt mange år endnu. Det har højere relativ demografisk vækst end både Euro-zonen, Rusland – og Kina. Og det ligger stadig i front m.h.t. teknologi på visse områder.  Kina er lige strøget forbi USA som Japans største handelspartner. Det kan på længere sigt medvirke til forskydninger i magtforholdene i det østlige Asien. Japan vil se en større interesse i at kline sig op ad en ekspanderende kinesisk økonomi.

Derfor er der heller ikke hold i de mange dommedagsvisioner om det amerikanske imperiums snarlige undergang. For nogle dage siden præsenterede nogle unge mig for en video Fall of the Republic, produceret af  radioværten Alex Jones og hans Infowars website. Mage til undergangsvisionært sludder og demagogisk konspirationsteori skal man lede længe efter.  Hele konceptet bygger på en forsimplet konspiration, hvor multinationale selskaber og andre onde kræfter indgår i en sammensværgelse omkring fjernelse af dollaren  og indførelsen af en verdensregering, der vil underminere den amerikanske forfatnings sikring af frihedsrettighederne.  Det er ikke primært fra den kant, truslen mod friheden vil komme, men snarere fra Jones’ og højrefløjsrepublikaneres oppiskning af stemninger på et forfejlet grundlag.

Advertisements

Comments Off on Imperium for lånte penge – hvor længe endnu?

%d bloggers like this: