Gregers Friisberg

Hvis euroen havde været en dollar….

Posted in Finanskrise, Global økonomi by Gregers Friisberg on 16/02/2010

Ja, tænk hvis euroen havde været en dollar….. Så havde de europæiske landes gældsproblemer taget sig helt anderledes ud.
    Man havde ikke nødvendigvis været underlagt den fanatiske økonomiske disciplin, som der nu lægges op til i møderne i EU, hvor man prøver at dels lokke, dels true Grækenland til at øge besparelserne på statsbudgettet og fremlægge en troværdig plan for, hvordan landets budgetunderskud kan nedbringes.  Under topmødet torsdag den 11.2.10 lovede stats- og regeringscheferne for euro-zonelandene at komme Grækenland til undsætning, men det var åbenbart tomme løfter. Som det er fremgået af mange økonomiske kommentarer, er det da også nærmest imod reglerne for den økonomiske og monetære union. Her er reglen jo, at sorteper sidder hos synderen! Det er landet, der har underskud, der har et problem. Og det kan ifølge vækst- og stabilitetspagten blive idømt bøde for at have et underskud på over 3 pct af BNP.
    Men disse regler er ikke til at tage alvorligt mere, nu hvor en lang række lande har kæmpestore statsbudgetunderskud. Grækenland ligger i top med et underskud på 12,7 pct af BNP i 2009, Irland 12,5, Spanien 11,2, Frankrig 8,3 og Portugal 8 pct.
    Men var det ikke præcist sådanne underskud, man skulle have ifølge teorien om automatisk budgetreaktion og keynesiansk krisemanagement? Jo, problemet er bare, at det er gået over gevind. Meningen med keynesiansk krisemanagement er, at den skal skubbe så meget gang i økonomien, at skatteindtægter senere stiger som følge af den forøgelse af BNP, som den økonomiske stimulans skulle medføre.  Det hører dog med til historien, at ganske betydelige dele af statsbudgetunderskuddene ikke er keynesiansk krisestyring i klassisk forstand. Dele af de store statsunderskud er bank-bailouts, og det er noget ganske andet. De har ikke de stimulansvirkninger, som målrettet finanspolitik har. Bank-bailouts risikerer at “fordufte” som prop-ups i bankernes balancer og  i ulige indkomstfordeling, når de via banksystemet går til fortsatte bonusordninger.     
    Det, Angela Merkel kaldte en “amerikansk krise” (subprimelån) for halvandet år siden, har med en vis ironi udviklet sig til en europæisk krise, der kan få den V-formede recession til at udvikle sig til en W-formet double dip recession, hvis den får de sydeuropæiske økonomier til at falde ud af euroen som en samling dominobrikker.
     Problemet er endvidere, at underskuddene er så ulige fordelt. Tyskland og Danmark med underskud på henholdsvis 3,2 pct og 3 pct af BNP ligger anderledes lunt i svinget, i hvert fald i 2009.
     Krisen siger noget centralt om problemer i ØMU-konstruktionen. Den var oprindelig et politisk projekt sat i værk af den tyske kansler Helmut Schmidt, den franske præsident Francois Mitterrand og Kommissionsformand Jacques Delors i slutningen af 1980’erne.  Hensigten var at skabe en mekanisme, der ville sikre, at EU med usvigelig sikkerhed ville udvikle sig mere og mere i retning ad politisk union. Det viser sig i dag, at de havde visse profetiske evner, men nok også lidt mere end de drømte om. Den økonomiske interdependens er blevet voldsomt stor. Disse lande hænger sammen i et økonomisk skæbnefællesskab nu, men på en måde, der kan true med at trække dem alle ned i et økonomisk morads.
    Det kunne gå godt i årene med højkonjunktur, men når recessionen kommer, viser svaghederne i euro-konstruktionen sig. Forskellene i udviklingsniveau mellem Nordeuropa og Sydeuropa er for store i forhold til den for ringe centrale politiske styring. Hvis man havde kunnet udvikle både en fælles forpligtende finanspolitik, og en skrap egnesudviklingspolitik/erhvervspolitik, der kunne bringe udkanten op på niveau, ville meget kunne se anderledes ud.
    I årene 1992-95 blev den italienske lire devalueret med 40 pct. Det siger lidt om, hvor hurtigt et sydeuropæisk lands konkurrenceevne kan blive formindsket, og det dermed bliver nødt til at regulere valutakursen for at følge med. Euroen har især været meget fordelagtig for tysk kapital.  Virksomheder som Volkswagen og Siemens fik forhandlet sig til begrænsede stigninger i lønomkostninger. Og når valutarisiciene væk har de kunnet øge afsætningen kraftigt. Volkswagens europæiske salg steg 16 pct fra 2006 til 2008 ifølge Bloomberg, mens det hjemlige salg faldt 3 pct. For Siemens steg andelen af det samlede salg, der kom fra Europa til 41 pct i 2009 mod kun 32 pct fem år tidligere. De tyske arbejdskraftomkostninger har generelt holdt sig i ro, samtidig med at nogle af randøkonomierne har haft stærkt stigende lønomkostninger. Det har givet “behov” for valutakursjusteringer, der altså bare ikke har kunnet gennemføres. Alternativt skulle man have satset på styrkelse af disse landes teknologiudvikling.
    Finanspolitik er stadig det enkelte lands eget domæne.  Man er ikke i samme situation som USA, hvor der ikke er tvivl om, at den samlede amerikanske union må komme en stat som Californien (Verdens 8. største økonomi isoleret set) til undsætning, når staten er løbet ind i uholdbare budgetproblemer.  Der er en fælles amerikansk national identitet og en union med fælles forfatning, der forpligter. Det har EU ikke. Der er stadig separate nationale identiteter, der er stærkere end fællesskabsfølelsen.  Som en tysk beslutningstager på højt niveau har formuleret det: Hvordan kan man komme grækerne til undsætning, når en tysk familie udsat for Hartz4-reformens understøttelsesregler dårlig nok kan overleve økonomisk? Det er en latterlig problematik, når man tænker på, hvad det er for håndører, der skal til for at løse den. Halvdelen eller mindre af de bank-bailouts, et stort land har sat i værk, ville være mere end nok.
     En stor del af de sydlige randstaters problemer er affødt af euroen. I ly af euroen har man nydt godt af så kunstigt lave renter og let låneoptagelse i udlandet, at det har ført til overbelåning, boligbobler og lånefinansieret overforbrug. Hvis man i disse lande havde kørt egen pengepolitik, ville der være sket renteforhøjelser, og valutaerne i de sydeuropæiske lande var blevet devalueret, hvorved deres konkurrenceevne i forhold til Nordeuropa ville være genoprettet.

Kilde: Bloomberg og Economist (11.2.). Note: Første talkolonne: Budgetbalance konjunkturjusteret.  2. talkolonne: Nettogæld, dvs statsgælden i pct af BNP. Tredje talkolonne: BNP-vækst fratrukket omkostninger til servicering af statsgæld. Sidste kolonne: Gennemsnitlig løbetid for statsgæld finansieret af udlandet eller optaget i udenlandsk valuta (“sovereign debt”).

USA har et statsbudgetunderskud i pct af BNP, der ikke ligger meget under de værst stillede europæiske lande. Når man endvidere fratrækker den del af underskuddet, der er konjunkturbestemt, ligger USA højst, jf tabellen. Den bygger på beregninger lavet af Bloomberg og Economist.  Det er imidlertid ikke et problem for USA – i hvert fald ikke på kort sigt – , fordi dollaren er international reservevaluta. Og så længe den anerkendes som sådan, kan USA køre med store underskud. Den anerkendes bl.a. som sådan, fordi den amerikanske union har større politisk styringskapacitet og stabilitet end den europæiske union.

Advertisements
Tagged with: ,

Comments Off on Hvis euroen havde været en dollar….

%d bloggers like this: