Gregers Friisberg

Bryder euroen sammen p.g.a. populisme?

Posted in Økonomi by Gregers Friisberg on 09/04/2010

Har Angela Merkel ikke været uheldig med sine bemærkninger om, at Grækenland skal betale markedsrenter for sin gæld?
    Hun har vel gjort det, fordi der er regionalvalg i Tyskland til maj, og det er upopulært at gå ind for at komme den uheldige sydlige fætter til undsætning. Men bemærkningen ser ud til at have katastrofale konsekvenser. Spekulanterne løber lige nu stormløb imod de græske statsobligationer, hvorved renten nærmer sig 7 pct, og det derved bliver stadig sværere for Grækenland at finansiere sin statsgæld.
   Merkel kan forsvare sit synspunkt med, at det jo følger logisk af vækst- og stabilitetspagten, at et land ikke skal belønnes for at bryde reglerne. Tværtimod, det kan blive idømt bøde. Problemet er bare, at den nuværende situation er speciel p.g.a. finanskrisen og den overdrevent bobleagtige højkonjunktur i de foregående år. Man nærmer sig en situation, hvor det vil være mere fordelagtigt for Grækenland at få lån fra IMF.

Man kan forestille sig, at et land har en moderat gæld på 50 pct af BNP (nogenlunde Danmarks situation). Der er 4 pct rente. Hvis landets statsbudget er i strukturel balance (altså en balance, hvor man har pillet konjunkturelementet ud),  så vil landet under disse omstændigheder have et underskud på budgettet på 2 pct af BNP (de 4 pct rente af 50 pct gælden). Hvis BNP stiger med 4 pct om året, vil landet ikke have problemer, idet gælds/BNP forholdet da vil forblive det samme.

Grækenland har en gæld på over 100 pct af BNP. Med det angivne eksempel skal der ikke mget fantasi til at se, hvad der vil ske, hvis renten stiger, eller hvis væksten falder. Man kommer ind i en ond cirkel, hvor der bliver stadig større problemer med at servicere gælden.  Før finanskrisen satte ind, var situationen omvendt: Lav rente, høj BNP vækst. Det gjorde det muligt at køre i flere år med budgetudvidelser.

Hertil kommer det særlige forhold, der gør sig gældende, når gælden er en såkaldt sovereign debt (gæld i international valuta, der skal tilbagebetales i international valuta). Grækenland skal bruge  enten euro, dollar eller anden international valuta til at betale gælden. Og den vokser hastigt, da underskuddet på budgettet er over 12 pct, og renten stiger.  Hvis Grækenland bryder sammen, kan andre af de svage sydeuropæiske økonomier bliver trukket med ned. De bliver spekulanternes næste offer. Og dermed vil euroen være brudt sammen.

Der er næppe nogen, der kan have en interesse i, at euroen bryder sammen – og da slet ikke Tyskland, der selv var interesseret i euro-konstruktionen i sin tid, og som har store fordele af den, idet den sikrer afsætningsmarkeder for den udadorienterede tyske industri. Et sammenbrud for euroen i den nuværende situation vil medføre gevinster for de spekulanter, der spekulerer i et sådant sammenbrud (og dermed udløser det), der vil få gevinsterne ved Englands udtræden af EMS-samarbejdet i 1992 til at ligne søndagsskolepenge.  

Den tyske politik lugter af snæversynet nationalisme. EU er godt nok, når man har fordele af samarbejdet. Den snævre nationalisme viste sig også, da man skulle udnævne folk til de nye poster som udenrigsminister og præsident for unionen. Det skulle helst ikke være for markante politikere, der ville kunne besværliggøre de store landes nationale interessevaretagelse.

Man har bragt Grækenland i en helt uholdbar situation, da det er så godt som umuligt at foretage de nødvendige besparelser i det tidsperspektiv, der forlanges. Når man sammenligner Grækenlands situation med Storbritanniens, kan man se, hvor urimeligt landet bliver behandlet. Storbritannien har sin egen valuta.  Det har gjort det muligt for Bank of England at føre krisebekæmpende stimulanspolitik via det, man kalder quantitative easing, hvad der reelt er det samme som udpumpning af penge fra Centralbanken. Bank of England har købt obligationer op i stor stil og dermed tilført den britiske økonomi betalingsmidler og samtidig medvirket til at holde obligationsrenten nede. Storbritanniens budgetunderskud er næsten på linje med det græske, men Storbritannien kan finansiere sin optagelse af statsgæld til den halve rente. Samtidig er det britiske pund devalueret, hvad der på sigt vil give muligheder for at forbedre den udenrigsøkonomiske balance igennem eksportstigning og reduktion af importen.

Grækenland har ikke kunnet lave krisebekæmpelse gennem quantitative easing. Landets centralbank skal aftale med den europæiske centralbank, ECB,  hvor mange euro der kan tilføres den græske økonomi, og det er under alle omstændigheder ECB, der styrer den samlede pengepolitik for euro-zonen. Grækenland har heller ikke nogen valuta at devaluere, men er tvunget til at føre den politik, nogle har kaldt “intern devaluering” (lønreduktion og offentlige besparelser), og andre har kaldt spænde- livremmen-ind politik, voldsom deflationspolitik  –  med de store afsavn for befolkningen, som en sådan politik indebærer.

I modsætning til Storbritannien er Grækenland låst fast i en situation uden de samme økonomisk-politiske muligheder, som et land med egen valuta har.

Advertisements

Comments Off on Bryder euroen sammen p.g.a. populisme?

%d bloggers like this: