Gregers Friisberg

Fornyelse i britisk politik?

Posted in Politik by Gregers Friisberg on 16/04/2010

Kan Clegg, den liberaldemokratiske leder i Storbritannien, forny britisk politik? Det spørgsmål stiller adskillige britiske medier i dag efter TV-debatten i går, den første nogensinde.  At dømme efter meningsmålinger havde debatten en betydelig virkning m.h.t. at flytte stemmer.  Debatten blev set af 9,4 mio, og umiddelbart må man betegne den som en succes. Der var hurtige meningsudvekslinger, og de tre politikere gjorde det godt, især altså Clegg.

Han udpeges også mange steder af kommentatorer som “vinderen” af TV-debatten. Efter skandalen om de britiske parlamentarikeres udgiftsbilag er der betydelig politikerlede i Storbritannien. Den rammer især det siddende regeringsparti, Labour, men også De Konservative, der fører i meningsmålingerne. Men De Konservative er ramt af flere skandaler, både udgiftsbilag og Lord Ashcroft, en udlandsbrite, som har en fremtrædende position i partiet, har givet støtte til det, samtidig med at han har undgået at betale skat.

Liberaldemokraterne går heller ikke ram forbi m.h.t. manipulation med expeses-bilag, men i mindre omfang end de to store partier.

Gordon Brown, PM for Labour, lægger op til samarbejde med Liberaldemokraterne. Det er udsigten til dødt løb – et “hung parliament”, der gør det. I går forsøgte han under debatten at få Clegg med i en “knibtangsmanøvre” over De Konservative, – i en fælles indkredsning af de svage punkter i Camerons politik. Men Clegg hoppede ikke på den. Han kritiserede tværtimod Labour for ikke at have gjort noget alvorligt ved de demokratiske reformer af britiske politik, som er blevet lovet, og som Liberaldemokraterne i Underhuset har stillet forslag om.

I går strøg løfterne om reformen igen gennem luften: Recall (mulighed for at tilbagekalde en MP’s mandat, hvis valgkredsen er utilfreds med den førte politik. Et valgt overhus. Petitionmulighed fra vælgernes side,
Reformer af valgmåden, etc. Labour lovede allerede før valget i 1997, hvor partiet tog over fra De Konservative, at der skulle laves reformer af valgmåden til Underhuset (flertalsvalg i enkeltmandskredse, som favoriserer de store partier).  Labour har frafaldet det tidligere ambitiøse, men mere demokratiske krav om at gå over til forholdstalsvalg. Nu foreslår partiet et såkaldte Alternative vote system, der indebærer to stemmesedler. Vælgerne skal altså sætte to kryds, og en kandidat er først valgt, når kandidaten har nået 50 pct med 1. og 2. stemmer.  Man mener dermed, at det giver bedre  legitimitet, fordi halvdelen af en valgkreds’ vælgere står bag den pågældende.  Problemet er imidlertid, at alternative vote systemet ikke flytter ret mange mandater – ikke nær så mange som forholdstalsvalg vil gøre.  I det hele taget virker de to gamle partier noget lunkne i deres fornyelsespolitik.

Den politisk-ideologiske forskel imellem dem er også ret begrænsede. Labour er mere stat  – og mindre personlig frihed/menneskerettigheder (ifølge Konservative og Liberaldemokrater). Konservative er mere personlig frihed (efter egen mening)og kommunitarisme – og mindre stat. Den økonomiske krise kan gå hen og koste David Cameron den sejr, der ellers i lang tid har set sikker ud.  Han har kritiseret det store budgetunderskud på statsbudgettet, men det ser ud til, at Browns argumenter om, at det er nødvendigt som krisebekæmpende politik er ved at gå ind hos vælgerne. Derfor ser man også Cameron trække kraftigt i land, hver gang Brown går i kødet på ham med spørgsmål om, hvor præcist det er der skal spares. 

Der er langt fra Cameron til Thatcher. I modsætning til hende mener Cameron faktisk, at der er et samfund. Befolkningen er ikke bare en samling atomiserede individer på et marked. Der er skruet ned for den liberalistiske ideologi.  Kommunitarismen er den mest fremtrædende del af De Konservatives forslag til ny politik efter Labour.  Men om det kan lade sig gøre at engagere borgerne i community service i den grad, De Konservative forestiller sig det, er nok tvivlsomt.

Advertisements

Comments Off on Fornyelse i britisk politik?

%d bloggers like this: