Gregers Friisberg

Det irske problem

Posted in Finanskrise, Global økonomi by Gregers Friisberg on 17/11/2010

Huspriserne er nominelle priser (sort kurve) og indkomstudvikling (rød kurve) viser et indeks af huspriser divideret med gennemsnitsindkomst (Brian Lucey/Kilkenomics)

Hvad er egentlig kernen i det irske problem?
Det er med EU-medlemsskab og euro blevet til et todelt økonomisk-politisk problem, der dels drejer sig om at være med i euro-zonen, dels drejer sig om den nationale selvbestemmelsesret, og dermed om demokratiet, der måske ryger sig en tur i den nuværende form? Begge problemkomplekser er forbundne.

Det er ikke noget at grine af. De unge veluddannede er allerede begyndt at pakke kufferterne for at søge lykken andre steder i den engelsktalende verden. Og alligevel forsøger irerne at få lidt sjov ud af det. Den kendte irske økonom ved Trinity College i Dublin, Brian Lucey, har deltaget i den nylige Kilkenny-konference, hvor økonomer og satirikere sammen har sat sig til at vurdere den irske krise og udviklet både en ny valuta, Marbles, og Kilkenomics som en ny og mere underholdende økonomisk disciplin end den, vi ellers kender.

Figuren viser, hvordan ejendomsboblen udviklede sig og drev landets økonomi ud i sumpen. Det hang sammen med euroen på den måde, at euroen førte til lave renter. Det stimulerede en alt for kraftig byggekonjunktur og en for stor finanssektor.

Den ukontrollerede globalisering af finanssektoren skubbede på. Almindelige indskud fra indlånere skrumpede fra 2000-2008 til de halve af finansieringen af nye udlån i irske banker. Til gengæld steg finansieringen fra de internationale lånemarkeder og fra obligationsudstedelse kraftigt. Det blev lånt ud, bl.a. til ejendomssektoren.

Den irske stats økonomiske morads skyldes ikke mindst, at man har lavet så store låne- og garantipakker (bail-outs) til de private banker, at underskuddet på statsbudgettet er røget op på over 14 pct, og statsgælden vokser kraftigt, langt ud over EU’s såkaldte konvergenskrav, der kun tillader, at budgetunderskuddet i pct af BNP er 3 pct.

EU vedtog i foråret en nødfond på 750 mia euro til at imødekomme netop sådanne situationer, så et lands krise ikke smitter andre og fører til euroens opløsning. Irland stritter imod at blive undsat af EU, fordi det fører til tab af national suverænitet og selvbestemmelsesret på centrale områder. Landet kan blive tvunget til at opgive sin lave selskabsskat på 12,5 pct og det kan blive tvunget til budgetindskrænkninger ud over, hvad der allerede er vedtaget. Landet vil på det nærmest blive sat under administration. Det bliver prisen for at være med i euroen.

Det er imidlertid heller ikke et tiltrækkende alternativ at gå ud. Det vil føre til en kraftig nedskrivning af “Marbles”, eller hvad den nye valuta ellers skal kaldes, hvorved euro-gældens værdi valutarisk kan blive kraftigt forøget.

I virkeligheden skulle man nok have ladet bankerne sejle deres egen sø. Det er imidlertid også ret urealistisk. Når man gerne fra EUs side vil undsætte irerne, er det bl.a. for at redde det europæiske banksystem. En stor del af Irlands og de andre euro-periferilandes statsgæld er jo ejet (og/eller forsikret i de såkaldte credit default swaps) som obligationsbeholdninger af bl.a. de store banker og andre finansinstitutioner. De finansielle strømme er indbyrdes forbundet i den finansielle globaliserings grænseoverskridende aktiviteter, men man ligger stadig under for en illusion om national styringskapacitet.

Det hele ender med, at det bliver den tyske model for økonomisk styring, der vinder. Og euro-zonen vil køre videre – hvis den ikke bryder sammen – med tyskerne i førersædet. Man er lige ved at sige, at IMF-modellen kunne være mere tiltrækkende: Devaluering og budgetdisciplin pålagt af IMF som betingelse for lån. Det ville nok være en bedre vinkel på sagen, hvis det er det nationale demokrati, der skal reddes i en eller anden form.

Advertisements

Comments Off on Det irske problem

%d bloggers like this: