Gregers Friisberg

Eurovisioner eller Europa a la carte?

Posted in EU by Gregers Friisberg on 05/12/2010

Helle Thorning og Villy Søvndal forsøger at tænke langsigtet om EU i dagens kronik i Politiken: “En aktiv og ansvarlig Europapolitik”. VK-regeringen kritiseres for at have ført en for passiv og tilbagelænet Europapolitik. De to oppositionspolitikere ser frem til Danmarks overtagelse af formandskabet i EU i 2012, hvor de måske har indtaget regeringstaburetterne og skal udforme en Europapolitik.

Der er ikke noget i vejen med ambitionerne og visionerne: Et grønt socialt afbalanceret indre marked. EU som en stemme i Verden, der svarer til unionens økonomiske vægt. Danmarks opnåelse af øget indflydelse i Verden via EU-samarbejdet.

Der er ikke nogen argumentation for, hvad EU vil komme til at stå for som den eventuelle supermagt, som kronikørerne ser for sig. Hvad skal den øgede magt bruges til, hvis det lykkes EU at tage sig sammen og optræde i enighed – i stedet for at være amerikanernes lydige skødehund (hvad man pt er nødt til at være p.g.a. den interne uenighed mellem de europæiske stormagter om projektet)?. Det går ikke, som de to kronikskrivere gør, bare uden videre at antage, at EU vil være en styrkelse af det alment gode i Verden. Det er der ikke noget belæg for.

Når de kommer til, hvad der konkret skal gøres i den hjemlige EU-politik, ikke mindst omkring EU-forbeholdene, skinner den relativt store uenighed partierne imellem klart igennem. Det gælder især forbeholdet til den fælles valuta, hvor man dækker sig bag følgende formulering:

Siden danskerne stemte nej til euroen i 2000, har netop euroforbeholdet holdt de andre forbehold som gidsler. Der er en stor folkelig skepsis til europrojektet, og det er heller ikke nogen hemmelighed, at Socialdemokraterne og SF ser forskelligt på, hvorvidt netop dette forbehold skal afskaffes.

Skulle S og SF komme til at danne regering efter næste valg, vil vi imidlertid ikke gemme os bag den uenighed og bruge den som undskyldning for ikke at varetage Danmarks interesser i forhold til de to andre forbehold.

At der er folkelig skepsis, bør vel ikke afholde politikere fra at tage stilling til problematikken. Herved undgår man overhovedet at berøre det problem, der er det pt mest påtrængende i EU, og som bl.a. vedrører det store skisma mellem et højtudviklet Nord og et lavereudviklet Syd. Det store spørgsmål om man vil gå ind for mere politisk forpligtende samarbejde for at løse problemer om udvikling i to eller flere hastigheder inden for det store område, affejes med en bemærkning om: Socialdemokraterne og SF ønsker imidlertid ikke, at EU udvikler sig til noget mere eller større, end de europæiske befolkninger vil. Vi siger klart nej til drømmen om Europas Forenede Stater. Her kan man bekvemt dække sig bag, hvad man påstår er folkeviljen, folkets mening. Hvad der alternativt vil ske, hvis man ikke tager hånd om problemet, diskuteres ikke. Det diskuteres heller ikke, hvordan Danmarks valutapolitik skal udformes, hvis man ikke vil med i euroen. Her fører man i virkeligheden den samme laid back politik, som VK har ført. Det er jo et helt afgørende spørgsmål, om Danmark kan køre videre med den bevidstløse valutapolitik, man har haft i årevis. Man kan bare kigge over Sundet for at se, hvordan en valutapolitik, der mere bevidst er tilrettelagt efter realiteterne i de udenrigsøkonomiske udfordringer, kan virke.

Vælgeropportunisme kommer ind i omtalen af retsforbeholdet:

Retsforbeholdet vil vi omdanne til en tilvalgsordning. Vi vil altså ikke helt afskaffe retsforbeholdet, men i stedet indføre en ordning, hvor Danmark fra sag til sag kan beslutte, om vi vil deltage i EU’s retlige samarbejde eller bevare vores egne regler. Dermed vil Danmark kunne samarbejde om at bekæmpe terror, børneporno, kvindehandel, narkosmugling, menneskehandel og andre former for grænseoverskridende kriminalitet, men samtidig selv bestemme over andre områder, for eksempel udlændingepolitikken.

Man vil holde fast i den førte stramme indvandrerpolitik. Alternativt kunne man have foreslået, at Danmark står last og brast i løsningen af et problem, der er langt større i visse andre lande end i Danmark. Det kunne have lagt op til den store udfordring, det ville være faktisk at forsøge at overbevise de danske vælgere om, at EU-medlemsskabet måske kunne være andet og mere end dansk bekvemmelighed, men at man bør være med til at løfte fælles byrder – når man nu er med i dette “fællesskab” af lande, der er lavet for at sikre freden, som det pompøst forkyndes i starten af kronikken: “Vi lever på et kontinent, der har været præget af konflikt og krig, siden nogen fandt på at kalde det Europa. EU handler derfor i sin grundvold om at skabe varig fred i Europa”. Det er en bemærkning, der nærmest ligner en efterklang af et af føderalisternes velkendte retoriske kneb, en kliché, der ikke bliver mere rigtig af at blive gentaget.

I stedet forestiller man sig en ny stor national aftale mellem ja-partier og en folkeafstemning om a la cartemodellen på retforbeholdet og det forsvars- og sikkerhedspolitiske forbeholds afskaffelse. Der er nogle store hvis’er her.
Er det muligt at lokke vælgerne frem til stemmeurnerne i så relativt uinteressante sager – i hvert fald sammenlignet med euroafstemningen i 2000?
Kan man overhovedet lave en sådan aftale mellem ja-partierne?
Kan man få EU overbevist om, at Danmark skal kunne få den “tilvalgsordning” på retsforbeholdet? Det er jo nærmest at gøre grin med forpligtende internationalt samarbejde. Hvis Danmark skal have en sådan ordning, kunne andre vel også forventes at anmode om at få en. Det er nok billigere for den nationale statskasse end at være med i en fælles ordning. Hvis alle skal have tilvalgsordninger, falder fællesskabspolitikken sammen!

Advertisements

Comments Off on Eurovisioner eller Europa a la carte?

%d bloggers like this: