Gregers Friisberg

Koalitionspolitik i UK

Posted in Storbritannien by Gregers Friisberg on 09/12/2010

Spørgsmålet om skolepenge – tuition fees har ført til betydelige brydninger imellem partierne i britisk politik.
Clegg fra det ene af koalitionens to partier, Liberaldemokraterne,  har i interviews i britiske blade benægtet, at den førte “skolepenge”-politik er socialt skæv.
     Han argumenterer med, at der jo er afsat midler til, at særligt begavede unge fra arbejderklassen kan søge legater og dermed komme ind på lige vilkår med de bedrestilledes børn. Det er imidlertid ret begrænsede midler, der er afsat til disse formål. Mange politiske kommentatorer og mange i LibDem-baglandet undrer sig over, hvad Liberaldemokraterne egentlig får ud af koalitionssamarbejdet – andet end ledernes adgang til privilegier og ministerbiler. Partiet stod til i starten af valgkampen til at få op imod en tredjedel af stemmerne. Det gik så lidt ned under valgkampen, men valgresultatet for partiet var stadig fint. Det var mest p.g.a. den britiske valgmåde med flertalsvalg i enkeltmandskredse, at den parlamentariske repræsentation relativt set blev ret mager. Hvorfor sætte al den vælger-goodwill overstyr? Man kunne i spøg sige: Endelig er der et parti, der ikke lefler for vælgerne? Men det er ikke det, der er sagens kerne; for det gør man jo alligevel. Liberaldemokratiske MP’er har ude i deres constitutencies (valgkredse) ladet sig presse af vælgere til at undlade at stemme i dag – hvad der er ret uhørt i britisk politik.

Forklaringerne ligger et andet sted. Der er ikke tradition for koalitionspolitik i Storbritannien. Og partierne har optrådt som amatører. I starten af regeringsperioden gik de to partier med planer om, at parlamentet skulle vedtage en forsikring om, at det ikke skulle opløses inden for fem-årsperioden, en både udemokratisk og kluntet fremgangsmåde for stabilitet, som da heller ikke blev til noget. Et sådant koalitionssamarbejde kan kun fungere på længere sigt, hvis også det mindre koaltionsparti tilgodeses i den samlede interesseafvejning. Det mest spektakulære tiltag til imødekommelse af Liberaldemokratiske interesser er initiativet til reform af valgmåden. I maj skal der stemmes i Underhuset om indførelse af et Alternative Vote system, der reformerer flertalsvalg-i-enkeltmandskredse sådan, at det sikres, at ingen kandidat vælges, med mindre vedkommende har mindst halvdelen af de afgivne stemmer bag sig. Det sikres via alternativstemmer, så vælgerne altså skal stemme på én foretrukken kandidat og derudover på alternativ 2, 3, m.fl. Ved optællingen tildeles kandidaterne så 2. og 3. stemmer, indtil en kandidat har nået 50 pct. Det indgår imidlertid også i lovforslaget, at valgkredsene skal tegnes op efter de seneste befolkningsforskydninger, og det vil blive gjort på en måde, der mindsker den favorisering Labour ellers har haft i kraft af, at der har været befolkningsafgang fra mange af de nordlige kredse. Der er altså en mild gerrymanderingproces i gang, der vil favorisere LibDems og Konservative i dette lovforslag. Samlet set er det dog ret begrænset, hvor meget alternativstemmevalgsystemet vil rykke mellem partierne. Det vil ikke rykke tilnærmelsesvist så meget, som en indførelse af forholdstalsvalg ville gøre. Det er altså en så begrænset indrømmelse til Liberaldemokraterne, at de kan bruge det i retfærdiggørelse over for deres bagland, men næppe til ret meget mere.

Ifølge The Guardian blev lovforslaget vedtaget med 323 stemmer imod 302.
Den store historie dagen efter i den kulørte presse var, at det kongelige par, Prins Charles og hertuginden af Cornwall “blev angrebet” af de demonstrerende.  Og endnu en sensationsvinkel: “Teachers, leave them kids alone!” Bloggers beretning.
I de mere seriøse blade gik man i gang med at analysere konsekvenserne af Cleggs Pyrhussejr.

Advertisements

Comments Off on Koalitionspolitik i UK

%d bloggers like this: