Gregers Friisberg

Konferencehype og COP 15 Blues

Posted in Klimapolitik by Gregers Friisberg on 12/12/2010

Hvad kan retfærdiggøre, at tusindevis af mennesker flyver i jetfly til Cancun i Mexico og derved bidrager kraftigt til den globale opvarmning, de skulle mødes for at nedbringe? Svar: Resultater! – Og hvad nu, hvis resultaterne beklageligvis er udeblevet?

Svar: Så må man producere noget spin i medierne, der retfærdiggør mødet. Det er præcist, hvad der skete.

Kilde: Pol.dk

Den ene avis efter den anden faldt over hinanden for at komme frem med det glade budskab: FN-talebutikken har reddet jorden fra global opvarmning.

Realiteten er, at der stadig ikke er lavet en juridisk bindende aftale, der kan lægge bånd på udledningerne af CO2. Der er vedtaget en erklæring, der fortsætter linjen fra den mislykkede Københavnskonference i 2009. Det er til gengæld så lykkedes at få banket alle u-lande, bortset fra Bolivia, på plads.

Erklæringen bekræfter kønne målsætninger om, at temperaturstigningerne skal holdes under 2 grader i forhold til det præindustrielle niveau, men angiver ikke forpligtende vej til målet. Det bekræftes også, at de udviklede lande skal stille med 100 mia dollar i en grøn klimafond. Det er en god ide, men der er ikke  bevilget konkrete penge endnu, og erfaringer fra tidligere højtidelige mødeerklæringer om undsætning af fattige lande finansielt, lover ikke godt for den faktiske målopfyldelse.  Det iøjnefaldende ved denne konference er stats- og regeringsledernes fravær. Det har formentlig gjort det lettere at nå til enighed om en erklæring, men vil på den anden side også kunne gøre det lettere at løbe fra løfterne.

I modsætning til den euforiske presse må man gratulere EU’s klimakommissær Connie Hedegaard for en prisværdig realisme i vurderingen af resultatet, når hun på Kommissionens hjemmeside siger:

“the two weeks in Cancún have shown once again how slow and difficult the process is. Everyone needs to be aware that we still have a long and challenging journey ahead of us to reach the goal of a legally binding global climate framework”.

En “juridisk bindende global aftale”.  Præcist det, der stadig mangler. Der er både USA, Kina, Japan og mange flere storudledere af CO2, der først skal bringes til vandingstruget, før egentlige resultater er nået.

Kunsten bliver at nå en aftale, inden Kyotoprotokollen udløber i 2012. Kyotoprotokollen sætter bindende grænser for udledning af drivhusgasser for EU og 37 andre industrilande. Cancunerklæringen tager ikke stilling til, hvad der skal ske, når Kyotoprotokollen udløber. Det er overladt til næste års møde i Sydafrika.

De første wikileaks embassy cables fra den amerikanske ambassade i København begynder at dukke op. I et fra februar 2010 skriver ambassadøren om det danske COP-formandsskab, at statsminister Rasmussens optræden under mødet ville få konsekvenser for Danmarks varetagelse af funktionen resten af året og for Danmarks optræden i internationale forsamlinger. Hun citerer Berlingske Tidende for, at han gav Bo Lidegaard, hans klimachefrådgiver, en overhaling  foran danske delegerede efter, at “han selv følte sig ydmyget af fremmede diplomater, da han overtog ledelsen af mødet og det gik ind i sin slutfase. Hun citerer en anonym international analytiker, der kritiserer de danske beslutningstagere for at lade en ikke-forberedt Rasmussen gå ind i denne ilddåb i internationalt mødediplomati. Det var ensbetydende med at “smide ham for hajerne”.  Hun nævner den danske oppositions kritik af, at han “smider håndklædet i ringen” og opgiver at være dirigent, da han mødes af stædig kritk fra de latinamerikanske ALBA-landes side.

Det kan undre – eller det kan det måske ikke? – at ambassadøren ikke nævner hendes eget lands rolle i, at den danske fadæse udviklede sig som den gjorde. Hun læser nok ikke den britiske avis The Guardian. Fadæsen var nemlig bl.a. forårsaget af den såkaldte “danske tekst”, der blev afsløret af The Guardian, og som mere end noget andet var medvirkende til at bringe u-landene på krigsstien, idet de følte sig tilsidesat i den studehandel af et kompromis, “teksten” lagde op til.  Det er ikke usandsynligt, at “teksten” er blevet forfattet i et tæt samarbejde med Danmarks nærmeste allierede, USA og Storbritannien.  “Teksten var klart til fordel for USA og Vesten” (ifølge FN-chefforhandler Yvo De Boer).

Man må sige, når man ser tilbage på året, at ambassadørens spådomme er gået i opfyldelse. Danmark ser ikke ud til at have spillet nogen særlig fremtrædende formandsrolle i løbet af året. – Og det er måske godt det samme? Det har alt andet lige nok været nemmere for Mexico, med forbindelser både til u-landsgruppen og USA,  at strikke et forlig sammen. I den forstand er det måske “starten på en ny æra”.

Det er for øvrigt tankevækkende, at de genstridige ALBA-lande (Venezuela, m.fl.) denne gang er reduceret til ét land, nemlig Bolivia.  Dette land påkalder sig særlige problemer i forbindelse med de mangelfulde resultater, eller den manglende juridiske forpligtethed.

Den globale opvarmning er allerede begyndt at have alvorlige konsekvenser for miljøet og naturen på den bolivianske højslette.  Bolivianerne mener endvidere, at handelen med CO2-kvoter bliver et kommercielt cirkus, der især vil gavne de store multinationale virksomheder. Cancun-erklæringen indeholder endvidere en aftale om redning af jordens skove, den såkaldte REDD (Reducing Emissions from Deforestation and Forest Degradation in Developing Countries).
REDD vil give forurenere i Nord en chance for at købe carbonkreditter mod til gengæld at beskytte skovene. Bolivia opfatter dette som en markedsmæssiggørelse af skovene i Syd, som vil true indianske befolkingers kontrol over skovene og deres livsgrundlag samtidig med, at den reelt vil give forurenerne ret til fortsat at forurene.

Advertisements

Comments Off on Konferencehype og COP 15 Blues

%d bloggers like this: