Gregers Friisberg

Hvornår overhaler Kinas BNP USA’s?

Posted in Global økonomi, Kina by Gregers Friisberg on 20/12/2010

I løbet af 2010 er Kinas økonomi strøget forbi Japans, så Kina nu er den næststørste økonomi i Verden, i hvert fald målt på BNP i købekraftsparitet (PPP: Purchasing Power Parity). Ved denne måling tager man hensyn til – og tilpasser efter de forskellige prisniveauer. Indenlandsk producerede og udvekslede varer og tjenesteydelser vil være billige, når arbejdskraften er billig. Hvis en frisør tjener 20 kr i timen, kan han eller hun udføre en klipning betydelig billigere, end hvis frisøren tjener 150 kr i timen.  Denne faktor indregnes i PPP-opgørelserne af BNP.

Næste land, der vil blive overhalet, er den største økonomi, USA. Man har hidtil troet, at det vil tage lang tid, før Kina overhaler USA, men fortsætter de nuværende vækstrater, ser det ud til at ske omkring 2020, altså om kun ca 10 år. Det vil omkalfatre den verden, vi kender, og skabe en ny global magtbalance.

Figur 1: Vækst i Kinas og USA’s BNI. Mio $, løbende priser PPP

Kilde: Verdensbanken/WRI. Hent fil her.

I figur 1 er de to landes bruttonationalindkomst (BNI) afsat. I 1980, da de økonomiske reformer i Kina lige var startet, var Kinas økonomi 1/10 af den amerikanske. I 2008 var den amerikanske økonomi knap dobbelt så stor.

Figur 2: Kinas og USA’s BNI fremskrevet med antagelse om 3 pct vækst i USA og 8 pct vækst i Kina

 Kilde: Samme som figur 1, og egne beregninger. Regneark kan hentes her. Ifølge tal fra the Conf.Board indhentes USA hurtigere. Og ifølge en ny opgørelse fra Penn World Tables, der offentliggøres i februar 2011 overhalede Kina USA allerede i 2010.

Ved de relativt konservative estimater i figur 2, vil den kinesiske økonomi overskride USA’s i størrelse allerede omkring 2020.  Det er naturligvis ikke sikkert, det er det, der sker. Der er en del økonomer, der mener, at den nuværende kinesiske økonomiske konjunktur er præget af en voldsom ejendomsboble, som der vil blive prikket hul på. Og der er kinesiske økonomer, der vurderer, at den kinesiske økonomi har nået enden af den nuværende udviklingscyklus. Investeringsniveauet har været højt, men kapitaludnyttelsen er ringe, og der er bygget for meget gæld op i økonomien, bl.a. i en overdimensioneret og uproduktiv ejendomssektor:

Der er to bekymrende aspekter forbundet med den høje investeringsrate. For det første har lokale regeringer indflydelse på en stor del af investeringsbeslutningerne. For det andet står investeringer i fast ejendom for næsten 1/4 af totalen. Nogle lokale regeringer graver bogstavelig talt huller og fylder dem op igen for at få det lokale BNP op. Som en følge heraf er der simpelthen alt for mange luksusejendomskomplekser, storslåede kontorbygninger og enorme skyskrabere. Hoteller i Kinas provinsbyer kan få femstjernede hoteller i vestlige hovedstæder til at se tarvelige ud. Kina er blevet en af verdens største forurenere. Støv og smog kvæler landets byer…..  
 
Det siger lidt om det problematiske i at måle en økonomis udviklingsniveau på BNP-tal, for hvad gemmer der sig i virkeligheden bag tallene? Når lokale myndigheder kan have interesse i at puste produktionen op, forklares det bl.a. ved, at den kinesiske økonomi stadig indeholder betydelige planøkonomiske elementer, og det gælder om at leve op til planen.  Men der er naturligvis ingen tvivl om, at der har været kraftig vækst i Kina. Der er også blevet argumenteret for, at BNP’s størrelse undertiden underdrives. Det sker f.eks., når private udbydere vil skjule størrelsen af deres produktion af angst for at komme i myndighedernes søgelys, – eller ud fra ønsker om at undgå betaling til fællesskabet.

Når man kan sætte spørgsmålstegn ved vækstens mulighed for at fortsætte, –  i hvert fald i det hidtidige tempo, hænger det sammen med de omstillingsproblemer, der kan være i den nuværende situation, hvor man skal gå over fra en vækst baseret på eksportsektoren til en, der i højere grad skal bygge på hjemmemarkedet og på  at få alle kinesere med. Og der er problemerne med at klare omstillingen til en vidensøkonomi, der kan køre med på de højere led i de globale værdikæder:

Efter årtier af hurtig ekspansion er Kina blevet fabrikken i den globale økonomi. Problemet er, at landet ikke er andet end en fabrik. En mangel på innovation og kreativitet er økonomiens Achilleshæl. For eksmpel er Kina m.h.t. volumen blevet verdens største bilproducent, der kværner 17 mio køretøjer ud i 2010. Men andelen af modeller, der er udviklet af kinesiske bilfabrikanter, er forsvindende lille.

Der kan ske ting, der for en kortere eller længere periode sætter den kinesiske økonomi ned i et lavere væksttempo.

På den anden side er antagelsen om 3 pct vækst i USA måske også i den høje ende.

Det er rimeligt at antage en løbende yuanopskrivning, der f.eks. også fandt sted fra 2005, hvor Kina foretog kontrolleret flydning af yuan/renminbi. Markedet presser i den retning med stor efterspørgsel på den kinesiske valuta som følge af et stort eksportoverskud. Kina kan modvirke dette, da landet stadig har kontrol med kapitalbevægelser og valutatransaktioner, men det giver tendens til inflation og spekulative bobler i landet. Man vil derfor formentlig i takt med, at den kinesiske eksportsektor bevæger sig upmarket med mere forfinede produkter se en løbende opskrivning af valutaen.

Det kan endda ikke afvises, at Kina allerede overskrider USA i økonomisk størrelse i 2015 – 18. Det skyldes, at Kina for øjeblikket lader de statslige sektorer af økonomien satse meget på forskning og produktudvikling, og der investeres meget i udbygning af de højere uddannelser i landet. Det vil gøre det muligt relativt hurtigt at udvikle produkter, der kan sælges til højere priser, og det vil give et boost til BNP’s størrelse målt i international fællesvaluta.

I en rapport fra Price Waterhouse (PwC) estimeres det, at Kinas BNP allerede i 2018 vil gå forbi USAs, når det måles i købekraftsværdi (Purchasing Power Partity, PPP), hvorimod det først vil ske i 2032, når der måles i markedsdollar. Det kan skyldes, at PwC-rapporten, i modsætning til The Economists opgørelse, ikke beregner effekterne af valutakurstilpasninger (den forventede revaluering af Renminbien).

Figur 3: Tidspunkter for kinesisk overhaling af USA på forskellige områder. Overhalede (overtook) med rødt. Overhaler med blåt.

Kilde: The Economist. Note: Chinas/US ratio: Kinas tal divideret med USAs. Beef consumption: Forbrug af oksekød. Net foreign assets: Nettoværdi af udenlandske aktiver (værdipapirer og investeringer). Patents granted for residents: Indenlændinges erhvervelse af patenter. Fortune Global 500: De 500 største virksomheder i Verden.  GDP at market exchange rates: BNP i markedspriser.  GDP at PPP: BNP i købekraftsparitet.  Stockmarket capitalisation: Værdien af aktienoterede virksomheder (aktiekapital gange kurs).  (Link til interactive chart, hvor vækst-, inflations- og valuta kan indstilles)

I 2010 blev Kina Verdens største producent af industrivarer (manufacturing). Hermed var en hundrede år gammel amerikansk førerposition på dette område overgået. USA er større inden for serviceøkonomi – men hvor længe endnu? 

Ændring af økonomisk magtbalance

Den økonomiske magtbalance i Verden er ved at ændre sig. Økonomerne hos PwC vurderer, at det er finanskrisen, der fremskynder denne ændring. Det kan der nok være noget om. Det er dog ændringer, der har været på vej længe. Men det er klart, at den økonomiske stagnation, som finanskrisen har bevirket for de vestlige økonomier, samtidig med, at de asiatiske og latinamerikanske økonomier ikke er faldet meget tilbage i væksttempo, har fremskyndet udviklingen.

Figur 4: Ændret økonomisk magtfordeling: Fra G7 til E7 (7 Emerging Market Economies)

Kilde: PwC.

I 1970’erne og senere kunne G7 (USA, Japan, Tyskland, Frankrig, UK, Italien, Canada) optræde formynderisk som en slags uofficiel “økonomisk verdensregering”, der forsøgte at komme med tiltag imod den ubehagelige kombination af stagnation og inflation (stagflation) i 1970’erne. Man lavede f.eks. Plazaaftalen, som skulle få den amerikanske valuta ned i værdi i forhold til D-mark og yen, så uligevægten i Verdenshandelen blev mindre.

Nu kan G7 åbenbart erstattes af E7 (Kina, Indien, Brazilien, Rusland, Mexico, Indonesien og Tyrkiet). Men det er selvfølgelig en overdrivelse. I mellemtiden har man opfundet G20, hvor begge grupperinger sidder, og som første gang gjorde sig gældende ved topmødet i London i april 2009.  For godt nok ser E7 ud til at passere G7 allerede før 2020 i økonomisk vægt (BNP i købekraftsparitet), men USA, Japan og Tyskland er stadig betydende økonomier.

 De to “blokke” og G20 er så svage  – og kan dårligt nok kaldes sammenslutninger – , at de næppe får den stor betydning for den reelle magtbalance i Verden. Det får størrelsesforholdet mellem Kina og USA derimod. Og det kommer til at spille en stor rolle for dette bipolære forhold, hvordan EU kommer til at udvikle sig.

Tabel 1: 4 største økonomiers  BNI andele målt i købekraftsparitet


En anden interessant tendens i disse tal er forholdet mellem USA og EU. USA indhenter EU i 2030. Det skyldes den højere befolkningstilvækst i USA  –  og formentlig antagelser om en lidt højere vækstrate. Her er der tale om usikre projektioner. Hvis det lykkes at holde sammen på ØMU og euro, og den tyske økonomiske model breder sig i hele området, vil en apprecieret euro kunne ændre de ovenstående tal ganske meget i eurozone/EU-favør, idet EU-produktionen da vil blive afregnet til en højere pris. Det skulle principielt ikke slå så kraftigt igennem, når målingen er i PPP-værdi, men det vil alligevel afspejle en højere økonomisk værditilvækst i de europæiske økonomier.  

Hvis USA ellers kan regne med, at NATO vil fortsætte med at holde sammen, kan landet se frem til fortsat at udøve en form for hegemoni, men det bliver en hegemoni, der i stigende grad vil kunne udfordres af Kina, som allerede i 2020 –  sammen med EU – vil være den største økonomi. 

Lægger det ikke op til en tripolær Verden? –  Måske , men det vil igen afhænge af, hvordan EU-samarbejdet udvikler sig.

Økonomisk svaghed i at være “Verdens fabrik”

Det er dog ikke altid nok at se på de rå statistiske data, når man skal vurdere økonomiers udviklingsevne. Kinas problem er, at landet kan blive fastholdt i rollen som “Verdens fabrik”. Det betyder, at man ligger i den billige ende af den globale økonomis værdikæde og sælger billige varer, evt at man blot samler produkter, hvor andre har leveret de dyre halvfabrikata. Man kan kalde denne model for “iphone-globalisering“, fordi I-phonen er så fint et eksempel på det.  Officielt vejer iphonen økonomisk 1,9 mia $ i det amerikanske handelsunderskud over for Kina. Bag dette tal gemmer sig imidlertid en anden realitet. Kineserne samler produktet og sender det ud fra Kina, men tjener kun 3,6 pct af dets værdi. USA får 6 pct, japanerne 34 pct, tyskerne 17 pct, sydkoreanerne 13 pct, etc. Produktionen af halvfabrikata finder sted i produktionscentre, hvor man har kunnet byde ind med den bedste state-of-the-art teknologi til den bedste kvalitet sammenholdt med konkurrencedygtig pris. Kina har ikke været interessant som produktionssted for flere af de højteknologiske halvfabrikata. Det er en fejltagelse at kalde iphone et kinesisk produkt, selv om der står “made in China” på det. Det er i virkeligheden mest et japansk-amerikansk produkt, hvor japanerne har stået for det meste af indmaden og amerikanerne har lavet software og design.
     På samme måde siger walmartiserings-globaliseringen en hel del om Kinas økonomiske svaghed. Man laver billigt tøj, legetøj og elektronik til amerikanerne, men hvor meget tjener man egentlig på det i forhold til, at man havde brugt arbejdskraften til at producere noget af det, som f.eks. japanere, sydkoreanere og tyskere producerer med en langt højere lønnet arbejdskraft. Hvis ikke Kina i de kommende år bliver i stand til at overlade disse hylder i Walmartbutikkerne til indere og vietnamesere, vil det på længere sigt se sort ud for den kinesiske udviklingsmodel.

Ændring af politisk og militær magtbalance?

Når man skal vurdere magtbalance, er det ikke nok at se på økonomi.  Den økonomiske tyngde i form af f.eks. BNP’s og eksportens størrelser siger noget om et lands eller områdes muligheder, men det kan være et potentiale, der ikke nødvendigvis udnyttes. Når man ser på det økonomiske potentiale, Kina allerede nu har, må man sige, at det er en relativt stille supermagt, der kunne spille mere med musklerne, end landet gør. Forsøger landet at spille en medierende rolle i Verden? – Måske ikke i de umiddelbare omgivelser og over for f.eks. Tibet, men det betragter Kina jo som bekendt som indre anliggender.

Men i områder, der er  “yderområder” i forhold til Riget i Midten, og i Verden som en global  helhed, ser det ud til at landet lægger op til samarbejde og fredelig løsning af konflikter.  Kina har vundet meget ved at projicere blød magt i Verden de seneste årtier. Landet er i dag en større udlåner til de fattige lande end Verdensbanken. Kina udstationerer ikke tropper i andre Verdensdele, men er samtidig ved at blive en af de største bidragydere til FN’s fredsbevarende styrker. Det er ikke Kina, der sidder fast i umulige krige i Irak og Afghanistan. Mange u-lande ser efterhånden mere hen til Kinas statskapitalistiske økonomiske model end de kigger efter The Statue of Liberty og amerikansk markedsfundamentalisme, når de skal finde inspiration til at komme ud af underudviklingens morads. Menneskeretskrænkelser og mangel på pluralistisk demokrati kan veje til den anden side.  

Figur  5: Militærudgifter i USA og Kina

Kilde: The Economist

Der er mange, der taler om Kinas oprustning, og det kan da også tage sig dramatisk ud, når man f.eks. ser på
venstre side af figuren ovenover. Men det er netop et spørgsmål om perspektivet, der anlægges på det.  USA bruger 6 – 7 gange så meget efter SIPRIs tal.  USA står stadig for tæt ved halvdelen af Verdens samlede militære udgifter.  Og som man kan se af højre side af figuren, bruger USA over dobbelt så stor en andel af et langt større BNP end Kina. Kina kan pt ikke matche USA m.h.t. det teknologiske udviklingsstade af en stor del af det militære isenkram.

Men det lavere udgiftsniveau til militær kan just være det, der er med til at give Kina fordele i det økonomiske kapløb. Opsparing, investeringer og kapitaldannelse kan bruges på udbygning af de civile sektorer. Kina  bygger altså økonomiske  kapabiliteter op, måske med henblik på at bringe sig i front også på det militære område på et senere tidspunkt. Det sker samtidig med, at USA lader sig slide op på de irakiske og afghanske slagmarker.

Kina kan altså se en strategisk mulighed i pt at have en underspillet rolle i Verden.  Det vil være dumt at tirre den hegemone magt for meget, før man har noget mere at have det i.  – Og det varer åbenbart ikke mange år, når man ser på de økonomiske fremskrivninger.

Noget helt andet er, at de to lande snarere er i et økonomisk afhængighedsforhold til hinanden. USA er afhængig af at indkøbe billige forbrugsvarer til at fylde Wal-Marts hylder, og de skal have nogen til at finansiere deres betalingsbalance- og budgetunderskud. Og Kina er afhængig af eksportsektorens udvikling og af at beskytte deres investering i amerikanske værdipapirer.

Kan man uden videre tage for givet, at supermagter vil begynde at udvise hegemon adfærd, når den økonomiske vægt begynder at gøre det relevant? Kinas officielle holdning til dette er, at det er en vestlig diskurs, der har sin baggrund i den vestlige filosofiske og samfundsvidenskabelige tradition.

Den økonomiske udviklingsvej, Kina tilsyneladende har valgt kunne dog ifølge den realistiske teori tilsige det. Der vil opstå mangel på fossile energiråstoffer, hvad der i stigende grad vil føre til oprustning på havene for at olietransporter og transport af andre strategiske råstoffer kan beskyttes. Det vil være nødvendigt at sikre tilførsel af fossil energi til landets fortsatte økonomiske udvikling, med mindre omstillingen til grønne energiformer, som landet satser meget på, lykkes.

Det er ikke første gang, det internationale system skifter karakter p.g.a. nye fremstormende magter. Det skete i 1910’erne, hvor det britiske hegemoni blev undermineret af den stærke økonomiske vækst i Tyskland og USA. Det førte som bekendt til to verdenskrige, før USA kunne trække sig ud som sejrherre og opbygge et nyt hegemoni i slutningen af det 20. århundrede.

Denne gang kan situationen ende med et kinesisk hegemoni i sidste halvdel af det 21. århundrede, men der er bestemt ingen garanti for, at det sker. Et-barnspolitikken har ført til, at Kina står med en aldrende befolkning i midten af det 21. århundrede, hvor Indien kan have vokset sig større befolkningsmæssigt.  Og som man kan se af tabel 1, er det måske snarere en multipolær verden med 4 dominerende økonomiske centre, der tegner sig ude i horisonten. Men som sagt, vil det også afhænge af, om EU kan overvinde “småstatshalløjet”.

Ifølge den strukturrealistiske teori vil en ændring i landes kapabiliteter (økonomiens størrelse, militær m.v.) kunne påvirke det internationale system på forskellige måder. Med en dominerende magt vil man få et unipolært system, hvor den hegemone magt vil forsøge at varetage sine interesser via opbygning af militære kapabiiliteter og ved at foretage intervention i urocentre, der kan true stabiliteten.  Det kan også tænkes, at den hegemone magt vil forsøge at forhindre andre magter i at udfordre hegemoniet. Og det kan gøres på mange forskellige måder. 

Hvis der er to dominerende magter, vil man få et bipolært system. Det forestiller man sig i denne teori er mere stabilt end et multipolært system, der kan blive ustabilt igennem opbygning af alliancer der skaber uligevægt.

Globaliseringswin-win?

Den realistiske teoris antagelser om, at forholdet mellem to supermagter vil blive en bipolær situation præget af underliggende konfrontation, hvor de vil søge at afbalancere hinanden igennem opbygning af kapabiliteter, blev udfordret af den liberale globaliseringsteori omkring årtusindeskiftet og i starten af det 21. århundrede.  Præsident Barack Obama sagde således ved sit besøg i Asien i november 2010:

Vi ser på opstigende magter med det syn, at i det 21. århundrede vil national sikkerhed og økonomisk vækst i det ene land ikke ske på bekostning af det andet. Jeg ved, der er mange, der stiller spørgsmål om, hvordan USA opfatter Kinas opstigning. Men, som jeg har sagt, i en Verden præget af gensidighed og med forbindelser på kryds og tværs, behøver magten ikke være et nulsumsspil, og ingen nationer behøver at frygte andres succes.

Den amerikanske præsident George W. Bush gentog adskillige gange i sine taler, at frihed og demokrati skulle blot vinde frem, så vil Verden efterhånden blive præget i demokratiets billede. Amerikanske og vestlige værdier om demokrati og menneskerettigheder vil blive universelle globale værdier.  Demokratiet vil brede sig på alle niveauer, og demokratiske lande går som bekendt ikke i krig med hinanden!
     Kinas hurtige opstigning har ikke bekræftet denne antagelse – snarere tværtimod. Kina er nok på mange måder blevet et mere åbent og tolerant samfund på mikroplan, og især et mere markedsøkonomisk samfund, men en virkelig tilbundsgående demokratisering har ikke fundet sted. Det kommunistiske parti sidder stadig tungt på magten. Ideologisk har det bevæget sig væk fra maoistisk kommunisme henimod en opfattelse præget af en statsideologi, hvori indgår taoistisk universalistisk harmoni og modsætningerns overvindelse, konfucianisme, og på  partiplanet socialistisk markedsøkonomi,  i en skøn blanding med autoritær nationalisme.
    Kina hævder sine interesser ud fra en noget brysk nationalisme, når landet ser det som nødvendigt – uden hensyntagen til amerikanernes/Vestens synspunkter. Det så man ske ved COP 15 i København i december 2009, og man så det ved G20 topmødet i november 2010, hvor Kina satte sig i spidsen for en gruppe nye økonomier i en effektiv forhindring af den vestlige dagsorden for mødet. Man ville ikke gå med til en global afbalancering af økonomien ud fra den amerikansk opstillede dagsorden: En Pct-grænse for betalingsbalanceuligevægte og en tilpasning af kinesisk og tysk industriel konkurrenceevne via valtuakurstilpasning. Det var paradoksalt nok et næsten planøkonomisk forslag om, hvordan man kunne bringe Verdensøkonomien i balance.  På dette punkt kunne man sige, at amerikanerne faktisk havde vægtige argumenter, men de stødte på en kinesisk selvopfattelse og analyse af de globale økonomiske relationer, der var urokkelig. Kina ville ikke foretage valutarisk tilpasning efter Vestens opfattelse af den korrekte Renminbikurs.

Kina er gået i gang med at udbygge sine militære kapabiliteter, og man vil da nok ad åre se, at der vil blive sat hårdt mod hårdt, når det gælder kapløbet om Afrikas og Latinamerikas tilbageværende ressourcer.  Der vil ikke være voldsomt meget rum for win-win, når de begrænsede ressourcer og de klimapolitiske scenarier bringes ind i billedet. Men de to lande vil formentlig undgå at komme i storkrig med hinanden. Det kan ikke lade sig gøre med de arsenaler af nukleare våben, de har opbygget.

PISA chokket 2010 

De kommende år vil styrkeforholdet de to supermagter imellem kunne blive afgjort af det uddannelsesmæssige og forskningsmæssige kapløb.  På dette punkt er situationen den, at amerikanerne nok stadig fører klart  på højere uddannelse og forskning, men formentlig er på vej til at tabe kapløbet på de øvrige uddannelsesmæssige niveauer.

Tabel 2: PISA score i 2009-underøgelse (kilde: OECD 2010)

En amerikansk iagttager sammenligner resultatet med Sputnik-chokket i 1957, der førte til, at USA  begyndte at bruge mange flere penge på uddannelse og forskning. 

Nicholas Kristof mener i øvrigt, at det skyldes den konfucianske indstilling, at respekten for uddannelse er så høj. Han tager de forbehold, der normalt tages: at der er for meget udenadslære i kinesisk uddannelse, at landområderne sakker bagud i forhold til storbyerne, etc. Det er imidlertid noget, kineserne selv er klar over og arbejder hårdt på at overvinde, men kreativitet og kritisk-analytisk tænkning kan ikke uden videre efterlignes, eller det tager i hvert fald  lang tid at gøre det. Derfor tager mange kinesiske forældre med pengepungen i orden deres børn ud af de kinesiske skoler og sender dem til vestlige skoler i stedet. Men som følge af finanskrisen kan de ikke få jobs der og vender derfor tilbage til Kina.

Det er også vigtigt at have for øje, at skolevæsenet i Shanghai, som Kinas resultater kommer fra, er det bedste i Kina.  Men kvaliteten øges pt overalt i Kina ifølge kommentatoren fra The New York Times, der er kinesisk gift og velbevandret i landet. Det fremgår da også af OECD’s konklusion, at hver af de kinesiske regioner klarede sig bedre i matematik- og science-testene end USA.

Kristof mener ikke, at det er udviklingen af en stealth fighter (fly, der kan undvige radarovervågning), der repræsenterer den største udfordring for USA, men at det er “PISA-chokket”: 

Amerikanere tænker på den kinesiske strategiske udfordring i relation til Stealth-flyet, men den virkelige udfordring er det kinesiske uddannelsessystem og lidenskaben efter at lære, som præger det.

Stealth-fighteren har ført til opstandelse i Pentagon og amerikansk militær.   Set i lyset af militærudgifterne i de to lande, jvf figur 5, må man dog nok sige, at forsvarsminister Gates’ og forskellige vestige mediers ophidselse over den nylige kinesiske oprustning tager sig lidt komisk ud. Kina prøver vel blot at rette lidt op på en i forvejen mangelfuld balance? På den anden side er det måske menneskeligt naturligt, at man hæfter sig ved den part, der rokker ved status quo. Amerikanerne ser deres dominans i Stillehavet truet.

“This is our generation’s Sputnik moment”

Præsident Barack Obama bruger sin State of the Union Address (tale om nationens tilstand) 2011 til at understrege, at USA har behov for offentlige investeringer i forskning og uddannelse for at klare dette nye “Sputnik chok”, som kinesernes satsen på de nye teknologier og deres satsen på uddannelse indebærer. Han understreger bl.a. i talen, at det er de nye teknologier (internet, m.m.), der har medvirket til en situation, hvor de hidtil gældende økonomiske magtforhold i Verden er ved at ændre sig til de nye økonomiers fordel. Det giver ham mulighed for at fremme sin egen dagsorden over for en kongres, der, i hvert fald for Repræsentanternes Hus’ vedkommende, er domineret af  republikanere. Men det skete ved at tale til fælles interesser, henover partiskellene. Og den kinesiske Konfucius-mentalitet blev mødt med en fremhævelse af lærerjobbet som en patriotisk opgave for amerikanske unge: “If you want to make a difference in the life of our nation, if you want to make a difference in the life of a child,” sagde han, “become a teacher. Your country needs you.”

Advertisements

Comments Off on Hvornår overhaler Kinas BNP USA’s?

%d bloggers like this: