Gregers Friisberg

Oprør i Tunesien breder sig

Posted in Demokrati, Udviklingslande by Gregers Friisberg on 25/01/2011

Oprøret i Tunesien ser nu ud til at brede sig til Nordafrikas mest folkerige land, Egypten. The Guardian, der har kontakt med bloggere og reportere i Egypten, skriver:

Tens of thousands of anti-government protesters have clashed with police in Cairo in the largest demonstration in Egypt in a generation. Demonstrators want an end to the authoritarian president Hosni Mubarak’s near 30 years of power.

Police have responded with batons, water cannons and tear gas in a bid to quell the crowd. The demonstration, said to be inspired by the uprising in Tunisia, began peacefully before clashes occurred.

As night falls in Egypt protests have also broken out in the Mediterranean port city of Alexandria. Roads are also being blocked by demonstrators in the Sinai Peninsula, and large rallies are being reported across the Nile Delta and the Suez Canal region.

Lige som i Tunesien er også disse protester inspireret af en enkelt persons skæbne, nemlig Khaled Said, der skulle være udsat for tortur af politiet, med efterfølgende død. På samme måde som i Tunesien har en bevægelse spredt sig via Facebook og Twitter. Og så samme måde som i Tunesien har det autoritære Mubarakregime forsøgt at forbyde Twitter. Facebook-bevægelsen,  We are all Khaled Said, skulle dog stadig være levende og aktiv.

Der har været meget diskussion i især franske medier om det tunesiske oprør, bl.a. om det er en revolution eller bare en paladsrevolution? Og der er gjort meget ud af de specifikt tunesiske træk ved opstanden i Tunesien. Dette land har en meget sekulær tradition og en ret stor og relativt veluddannet middelklasse. Den udviklede nordlige del af Tunesien hører måske kulturelt mere til Europa og Middelhavskulturen end til traditionel nomadisk-arabisk kultur. Ben Ali styret satte sig tungt på magten i over 23 år, som det f.eks. beskrives i et Wikileaks-telegram fra den amerikanske ambassade i Tunis:

På mange måder burde Tunesien være en nær USA-allieret. Men det er landet ikke. Hvor vi deler nogle kerneværdier,  og landet har opnået udviklingsresultater, har Tunesien imidlertid store problemer. Præsident Ben Ali er aldrende, hans regime er præget af sclerose, og der er ingen klar efterfølger. Mange tunesere er frustrerede over mangelen på politisk frihed, og de er vrede over den præsidentielle families korruption, den høje arbejdsløshed og de regionale uligheder. Ekstremismen udgør en fortsat trussel. Og det medvirker til problemerne, at den tunesiske regering ikke tager imod eller tåler nogen form for råd eller kritik, hverken indenlandsk eller internationalt. I stedet søger den at iværksætte stadig større kontrol, ofte gennem brug af politiet. Det er sigende for situationen i landet, at regimet har forsøgt at forbyde og forhindre adgang til disse Wikileaks-telegrammer, hvor den amerikanske ambassadør blotlægger den socioøkonomiske og politiske situation i landet på en måde, der ikke var tilsigtet offentliggørelse.

Egypten er om muligt et mindre udviklet land. Gennemsnitsindkomsten for en egypter er under 1/10 af EU-gennemsnittet.  Mubarak har, i lighed med forgængeren Anwar Sadat, forsøgt sig med økonomiske reformer. De har måske medvirket til en vis vækst, men den berømte “nedrislingseffekt” af nyliberal politik er udeblevet:

Sadat bekendtgjorde økonomiske reformer, bl.a. privatisering, idet han pegede på, at et friere marked ville tilgodese alle egyptere. Disse tanker er blevet gentaget under Mubarak, især siden udpegelsen af premierminster Nazif og hans regering af økonomiske reformatorer i 2004. De økonomiske fremskridt er dog, på samme måde som i 1981, ufuldkomne. Kæmpemæssige statssubsidier har nu, som dengang, tjent til at bremse større økonomiske reformer. I 1981 gik 21,5 % af Bruttonationalindkomsten (BNI) til de rigeste 5 % af befolkningen, mens de fattigste 20 % af befolkningen kun modtog 5 pct af de samlede indkomster. I 2007 vedbliver en almindelig opfattelse af, at Egyptens økonomiske vækst kun tilgodeser en meget lille del af befolkningen. 17 % lever under fattigdomsgrænsen, næsten identisk med tallene i 1981
    Det kan altså så diskuteres, om de nyliberale reformer ikke er ført konsekvent nok igennem, eller om disse reformer i virkeligheden har været en del af problemet? Nogen kinesisk eller indisk udviklingsmodel har der ikke været tale om, selv om størrelsen af det indre marked med en befolkning på over 85 mio måske kunne gøre det muligt.

Figur 1: BNP per indbygger i Algeriet, Tunesien og Egypten. 1950-2008. Geary-Khamis$

Kilde: The Conference Board. Ark kan downloades her . Note: Geary-Khamis$: Teoretisk international købekraftsparitets$ (PPP), hvor valutaenheden måles i forhold til den købekraft, amerikanske dollars havde i USA i 1990 eller 2000.

Når man sammenligner Maghgreb-økonomierne Algeriet og Tunesien med Egypten over et længere historisk forløb, jvf figtur 1, kan man se, at Tunesien måske har nydt godt af den åbne økonomi og placeringen tæt på EU, i hvert fald når det vurderes på gennemsnitlig BNP pr indbygger. Problemet er, som nævnt, at der ikke har været nok “nedrisling” (“trickling-down-effect”). Indkomstfordelingen er blevet mere ulige. Samtidig er landene ramt hårdt af krisen fra 2008, hvad der virker som en kraftig knock-down effekt på den “revolution af stigende forventninger”, der har præget den voksende middelklasse i alle tre lande siden sluthalvfemserne.  Det kan forklare revolutionen, og at den bliver sekulær. Denne effekt er stærkest i Tunesien.  Algeriet er præget af perioden med kraftig økonomisk nedgang, først da franskmændene forlod landet omkring 1960, og siden i slutfirserne og  begyndelsen af halvfemserne, hvor FIS, den islamiske bevægelse blev snydt for en valgsejr (1991), og det som bekendt førte til et tiår med borgerkrigslignende tilstande. Både dengang og nu er demokratibevægelserne, hvor forskellige de end er, blevet svigtet af Vesten.

Egypten er præget af nogle af de samme politiske problemer som Tunesien under Ben Ali, med en sklerotisk, aldrende ledelse og overdreven udøvelse af poitimyndighed og tortur. Mubarak førte en politik, hvor han tillod en svag og ineffektiv intellektuel opposition, og lod denne stille op til valg. Herved skabte han en facade af “demokrati” med manipulerede valg og mangel på presse- og ytringsfrihed. Hans egen søn kørtes i stilling til at efterfølge ham, hvorved kongedømmet næsten  –  dog uden formel kongetitel – kunne genindføres ad bagvejen. Det har været med til at stille det sekulære styre og dets samarbejde med Vesten i et dårligt lys over for befolkningen. Samtidig blev det Islamiske Broderskab, der havde bred opbakning i befolkningen, isoleret og gjort ulovligt. Med det nuværende oprør er der meget hurtigt dannet en ny opposition af unge, der kommunikerer via de sociale net, Facebook, Twitter, m.fl. De er dog blevet udsat for systematisk forfølgelse, en forfølgelse, der kulminerede den 28.1., hvor hele Internettet blev lukket ned, angiveligt første gang, dette skete i et større land i Internettes historie.

EU har forsøgt at udvikle regionen og knytte den nærmere til Europa igennem associeringsaftaler og anspore til udvikling inden for rammerne af Barcelonainitiativet. Reelt har man dog været alt for sendrægtige m.h.t. at udøve effektiv kritik af de diktatoriske regimer. De har været effektive håndlangere i kampen mod terror, og så har man set igennem fingre med de menneskeretskrænkelser og den korruption, der er foregået. Specielt når det gælder Tunesien, har ladet været et mønsterland for nyliberal økonomisk politik. Landet er åbnet op for udenlandske investeringer og samhandel, og det har p.g.a. den overvejende sekulariserede kultur været set som et idealland.
    EU burde have medvirket mere aktivt  til en reel udvikling af landene i Nordafrika, fra Maghreb i Vest til Egypten i øst.
    I stedet for indenlandsk drevet ekspansion, er økonomien i Tunesien karakteriseret ved en fastholdelse i en regional arbejdsdeling, hvor de tunesiske kystområder er investeringsområde for den europæiske turistindustri, og det indre af landet er leverandør af råvarer og lavtbetalt arbejdskraft. Det har nok givet en vis fremgang i den gennemsnitlige indkomst, jf figtur 1. Den fattige del af befolkningen fastholdes dog i arbejdsfunktioner i turistindustri og præindustrielt landbrug, som ikke har meget udviklingspotentiale.  Mange steder er landbruget blevet udkonkurreret af det mere effektive EU-landbrug og landbrugsstøtteordningerne.

I stedet har man i Maghreblandene måttet bruge store mængder fremmedvaluta på import af basale fødevarer. Det gælder ikke mindst et land som Algeriet, at fødevareimportafhængigheden er blevet en økonomisk fælde, idet landet via en ret høj olieproduktion har haft valutaindtægterne til import. På den måde er olieindtægter nærmest blevet en sovepude, i stedet for at blive brugt til udvikling.

Advertisements

Comments Off on Oprør i Tunesien breder sig

%d bloggers like this: