Gregers Friisberg

Britiske BNP-tal får diskussionen mellem keynesianere og udbudssideøkonomer til at blusse op igen

Posted in Finanskrise, Global økonomi by Gregers Friisberg on 26/01/2011

Efter at de første chok oven på offentliggørelsen af de britiske BNP-tal for 4. kvartal 2010 har lagt sig, er eftertænksomheden begyndt at indfinde sig. Der har hidtil været en vis enighed om at tilskrive faldet på 0,5 pct i produktionen vejret i slutningen af året. De kraftige snefald og kulden gik hårdt ud over den britiske økonomi, der for 3/4 er baseret på produktion af tjenesteydelser.

Nu er tvivlen rigtig begyndt at melde sig. For, som The Economist skriver, vejrforholdene på det europæiske kontinent har været af lignende vintermæssig strenghed, og her ser det ikke ud til, at der har været et lignende produktionsfald. Årsagen kan altså i stedet ligge i de voldsomme nedskæringer på de offentlige budgetter, som blev vedtaget af den konservativt-liberale regering. Disse kan dog næppe være begyndt at virke med fuld styrke endnu. Det vil sige, at så har man måske endda det værste i vente?

Problemet er altså: Hvor meget skal man i en økonomisk nedgangskonjunktur satse på budgetmæssig disciplin? En for stærk sats på balance på budgettet kan risikere at kvæle en spirende opgang i økonomien. Det er netop det keynesianske argument, at under konkunkturnedgang skal økonomiens automatiske budgetvirkninger få lov til at udfolde sig for at modvirke konjunkturnedgangen. Den øgede arbejdsløshed fører til mindskede skatteindtægter. Samtidig vil udbetalingterne af arbejdsløshedsunderstøttelse virke som en forøgelse af de offentlige udgifter, der holder efterspørgselen oppe hos de dele af indkomstmodtagerne, der har den højeste forbrugskvote.

Den automatiske budgetreaktion kan sammen med politisk besluttet økonomisk stimulanspolitik virke krisedæmpende.

Hvis denne dyrekøbte britiske erfaring er korrekt, kan det være et kraftigt indlæg i den danske debat om krisebekæmpelse. Der synes i Danmark at være en overordentlig udbredt udbudssideøkonomisk opfattelse blandt danske mainstreamøkonomer, hvad enten de sidder i bankerne eller Det økonomiske Råd. Det viser opbakningen til den udbudssideorienterede økonomiske “reform”-dagsorden. De offentlige velfærdsydelser skal tilpasses, så udbudet af arbejdskraft øges. Men om der er beskæftigelsesmuligheder for den større tilgang af arbejdskraft, synes ikke at være studium værd. Det antages uden videre for givet, at en større tilgang af +60-årige til arbejdsstyrken da naturligvis vil kunne finde beskæftigelse.

Det er klart, at den forbedret konkurrenceevne vil kunne øge beskæftigelsesmulighederne i eksportindustrien i en meget åben økonomi med stor udenrigshandel. Men beskæftigelsesmulighederne beror overordnet set på, hvor stor efterspørgselen efter varer og tjenester er.  I en situation med udbredt konjunkturnedgang, er det ikke nok at øge konkurrenceevnen, når afsætningsmulighederne ikke er der.

Det er bl.a. det, de britiske erfaringer viser. Ikke alene er man i gang med at øge arbejdsudbudet ved at fyre løs af offentlig ansatte, – efter nedskæringerne. Man har også en selvstændig valutapolitik i Storbritannien. Pundet flylder, og det er igennem 2009-10, altså under krisen, flydt nedad, så der er tale om en samlet betydelig devaluering over for eurozonen. Det har dog ikke skabt tilstrækkelig konkurrenceevne i forhold til en eurozone, hvor problemet snarere er utilstrækkelig efterspørgsel p.g.a. krisen. Det lægger ideelt set op til, at man burde føre keynesiansk krisebekæmpende politik koordineret i hele Europa. Man gør imidlertid det modsatte. Overalt er man i gang med at spænde livremmen ind. Fiskalkonservatismen fejrer triumfer som dominerende politisk-økonomisk ideologi.  Og hvis nogle protesterer, bliver de præsenteret for de græsk-irske budgethelveder. Men de er dels selvforskyldt, forårsaget af en uheldig håndtering af bankkrisen, og de er forårsaget af den generelle europæiske budgettilbageholdenhed, der forårsager, at aben ender på skuldrene af  de svageste euroøkonomier.

I virkeligheden forholder det sig sådan, at afvejningen af økonomisk politik for meget globaliserede økonomier er en vanskelig balancegang imellem at holde efterspørgselen oppe af hensyn til afsætningsmuligheder og beskæftigelse på hjemmemarkedet på den ene side, og på den anden side muligheden for at gavne international konkurrenceevne på den anden side  på en måde, der kunne modvirke effekten af efterspørgselsudvidelse på hjemmemarkedet. Hvis der er opgangskonjunktur på de internationale markeder, og det pågældende land har det rette mix af afsættelige varer og tjenesteydelser, kan eksportstrategien kombineret med konkurrenceevneforbedring i nogle tilfælde være en mere økonomisk udbyttegivende vej end keynesiansk efterspørgselsregulering, der kan føre til bundløs gæld, når renten evt. begynder at stige. Argumentet om efterspørgselsstimulans kan derved for den åbne globaliserede økonomi forskydes til det supranationale niveau.

Euroens konstruktion gør det vanskeligt at lave modcyklisk økonomisk politik. Hvert land er indstillet på at bringe orden i eget hus, snarere end at tænke på, hvor høj efterspørgselen er i hele unionen.  Den europæiske Centralbank er gearet til at lave inflationsbekæmpelse, og der er ikke noget effektivt centralt  finanspolitisk beslutningsniveau, der kan vedtage en samlet stimulanspakke, som man f.eks. så det ske i både USA og Kina i 2009.

Advertisements

Comments Off on Britiske BNP-tal får diskussionen mellem keynesianere og udbudssideøkonomer til at blusse op igen

%d bloggers like this: