Gregers Friisberg

Dominobrikker vakler

Posted in Demokrati by Gregers Friisberg on 18/02/2011

Dominoeffekten af demokratibevægelserne i Mellemøsten har fået mange til at stille spørgsmålet: Hvorfor? Og hvorfor lige netop nu? Hvad er baggrunden for de revolutionære omvæltninger – elle mere beskedent: Kravene om demokrati?

Gene Sharps bog Fra Diktatur til Demokrati giver gode råd om, hvordan et diktatur kan væltes. Bogen skulle efter sigende være blevet benyttet af demokratibevægelser rundt omkring i Verden, også i Tunesien og Egypten.  Sharp indkredser diktaturernes svage punkter og giver på den baggrund det råd, at modstandsbevægelserne skal være ikke-voldelige. Hvis der vælges voldelige metoder, vælges der en slagmark, der passer diktaturet perfekt, fordi det så kan benytte de samme metoder og dermed befæste undertrykkelsesapparatet.  

I sidste instans, skriver Sharp, beror et diktaturs magt på, at det har befolkningens passive eller aktive støtte i et eller andet omfang. Hvis det ikke har det, kan det godt pakke sammen, som begivenhederne i Tunesien og Egypten da også viser.

Det er en gammel sandhed i den politiske videnskab, at det forholder sig sådan. Den amerikanske politolog David Easton har f.eks. beskrevet, hvordan ethvert politisk system holder sig oppe ved at forarbejde krav og støtte til politiske beslutninger. Krav og støtte kan have udspring i socioøkonomiske forhold, der hører til det politiske systems omgivelser. Det er altså krav også om andet end demokrati og menneskerettigheder, men også f.eks. fødevarer, der er til at betale, jvf figuren herunder, der viser, at fødevarepriserne globalt steg over 30 pct i løbet af sidste halvdel af 2010.  Ofte er priserne på basale forbrugsvarer politisk bestemt i disse lande. Der gives subsidier, men det er ikke altid, subsidierne reguleres opad med prisstigningerne.

Kilde: IMF.org. Udviklingen i priser på fødevarer og forskellige råvarer

Den tyske sociolog Max Weber har beskrevet, hvordan politiske systemer benytter sig af forskellige legitimitetsgrundlag, fra traditionel over karismatisk og til juridisk-rationel legitimitet. Den traditionelle legitimitet har man f.eks. i Iran, hvor præstestyret bygger på en fortolkning af islam. Man får hermed legitimitet via befolkningens tro. Det holder kun, så længe befolkningen er dybt religiøs. Når den økonomiske modernisering fremtvinger nye rationelle forestillinger og sekularisering, vil denne form for legitimitet begynde at bryde sammen. Den karismatiske legitimitet manglede man netop i Tunesien og Egypten, fordi hverken Ben Ali eller Mubarak var særlig karismatiske ledere. De har ikke samme karisma som f.eks. en Hugo Chavez i Venezuela.  Den juridisk-rationelle legitimitet bygger på en slags samfundskontrakt mellem de styrende og styret. Det har man f.eks. i Kina, hvor Kommunistpartiet kan holde sig ved magten, så længe økonomien drøner derudad med høje vækstrater, men hvor det er noget uvist, hvad der sker, når væksten evt. begynder at stagnere. Det er da også netop med finanskrisens gennemslag, at regimerne i Mellemøsten er begyndt at vakle.  De har fået vanskeligere ved at levere varen til stadig mere kritiske befolkninger.

Det hjælper ikke på traditionelt legitimeret magt at smykke sig med lånte fjer, som når emiren af Bahrain udnævner sig til konge i 2002. Det hjælper formentlig heller ikke at modtage Dannebrogsordenen. som det skete under det nylige danske statsbesøg.

Efter demonstrationerne i går, hvor tre mennesker blev skudt af sikkerhedsstyrker i Bahrain, vil de britiske myndigheder genoverveje tilladelser til salg af våben til Bahrain. Skønt menneskerettighedsorganisationer havde udtrykt betænkelighed ved menneskerettighedssituationen i Bahrain, havde britiske virksomheder fået tilladelse til salg af “crowd control” våben som dem, der førte til dødsfaldene i går.

Bahrain er på grund af sin strategiske beliggenhed en strategisk vigtig partner for Vesten. Den amerikanske Femte Flåde har base der. Landet illustrerer, hvor svært det er for USA at balancere mellem sine ønsker om at støtte folkelige kræfter, samtidig med, at man gerne vil opretholde støtten til loyale allierede i landets magtstruktur:

the US secretary of state, Hillary Clinton, telephoned her Bahraini counterpart to express “deep concern” after riot police stormed a protest camp

Stillet over for realpolitikken kommer menneskerettigheder og demokrati til kort.

 The Economist har forsøgt at indkredse, hvad der fører til krav om samfundsændring i de fattige lande i Mellemøsten, i form at et “skokasterindeks“. Det vægter 35 pct for andelen af befolkningen, der er under 25; 15 pct for antallet af år, regeringen har været ved magten: 15 pct for både korruption og mangel på demokrati som målt i eksisterende indeks; 10 pct for BNP per person; 5 pct for et censurindeks og 5 pct for det absolutte antal unge under 25. For Bahrains vedkommende spiller det yderligere en rolle at en lille Sunni-muslimsk minoritet dominerer en shiitisk majoritet. Denne opdeling har demonstranterne dog afvist og udtrykt, at de kæmper en fælles kamp imod korruption og undertrykkelse.

Skokasterindekse  er alt for skematisk. BNP per person kan f.eks. tælle begge veje i mellemindkomstlande. Dyb fattigdom kan give apati, og højt BNP per capita kan give mæthed og tilfredshed. Det er i laget midt imellem, der sker noget, og især når der sker hastige ændringer i BNP per indbygger, og dette tal i øvrigt ændrer sig samtidig med andre ændringer, især f.eks. i klassestrukturen, evt via udbygning af uddannelser og iværksætteraktivitet i landet.

Hvad med Saudiarabien – konservatismens store, stærke bolværk i regionen? Vakler det saudiske kongehus? Vurderinger går her på, at den saudiske konge har større karisma end de andre mellemøstlige ledere,  at levestandarden er relativt høj (højt BNP pr indbygger) og at de religiøse institutioner er stærke i landet.

Libyen har med op imod 100 døde udøvet den voldsomste repression. Den regeringstro avis  Al-Zahf al-Akhdar har advaret om, at staten vil slå hårdt ned på protesterne. De, der modsætter sig regimet, risikerer “selvmord”. Den britiske udenrigsminister William Hague har fordømt volden som “uacceptabel og afskyvækkende”. Storbritannien har imidlertid travlt med at tage afstand fra det ellers hyggelige venskabsforhold, man har opbygget med Gaddafi, en fornyelse af forholdet, der oprindelig blev startet af Tony Blair i 2004. Tilnærmelsen førte til, at Libyen åbnede dørene for britiske olieselskaber. Gaddafi blev en ny allieret i “krigen imod terror”, og Storbritannien solgte våben til landet.

I sidste ende er det naturligvis et åbent spørgsmål, hvor store ændringer de pågående “revolutioner” reelt kommer til at indebære? Nøglen til forandring ligger i mange tilfælde hos militæret. I hvilket omfang er f.eks. det egyptiske militær indstillet på virkelige forandringer? Når det var parat til at give Mubarak silkesnoren, var det netop fordi han var en potentielt trussel for militærets magtstilling p.g.a. hans stigende upopularitet.

Advertisements

Comments Off on Dominobrikker vakler

%d bloggers like this: