Gregers Friisberg

“Dybt demokrati”

Posted in Demokrati, USA by Gregers Friisberg on 23/02/2011

Under mange reportager om Egyptens politiske styre har ligget en antagelse om, at det da heldigvis er meget bedre i Europa og Nordamerika. Disse steder er jo så at sige demokratiets vugge – eller det var i Europa, at demokratiet fødtes. Og i USA opfandt de magtdelingslæren, – eller fandt ud af at bruge denne ide i praksis.

Derfor kan vi godt tiltage os en vis ret til at belære andre om demokrati, som f.eks. EUs udenrigsminister Baronesse Ashton gjorde det efter EU-topmødet, hvor EU’s ledere drøftede krisen i Egypten. Her indførte hun begrebet “dybt demokrati”. Dybt demokrati kan egypterne ikke regne med at få overnight. Det er noget, det tager tid at udvikle.

Man kunne også vælge at forholde sig mere kritisk til begrebet: Er vi egentlig så gode til demokrati? Der tortureres heldigvis ikke, men fungerer demokratiet så ideelt, som det burde?

Det spørgsmål tager New York Times’ faste klummeskriver Bob Herbert op i en af sine klummer, og hans svar er et dundrende nej. Amerikanerne kan ikke besmykke sig som demokrater, når man ser, hvordan det amerikanske demokratiske system har udviklet sig i praktiseringen af styreformen.

Man må da nok retfærdigvis for demokratiet tilføje, at Herberts demokratidefinition bevæger sig videre ud end det rent formelle, det rent procedurale, idet han ser på det substantielle indhold i demokratiet og deltagelsen i det: Deltager befolkningen? Kan styreformen bruges til at der også opnås den spredning af økonomiske muligheder til alle, som er en forudsætning for, at de kan deltage? Han finder frem til, at det gør den ikke:

Mens millioner af almindelige amerikanere kæmper med arbejdsløshed og faldende levestandarad, er den virkelige magts styretøjer næsten totalt overtaget af den finansielle og forretningsmæssige elite. Det betyder i virkeligheden ikke noget, hvad almindelige mennesker ønsker. De rige dirigerer orkestret, og politikerne danser efter melodien.

Det er jo næsten det samme som det, ungdommen i Egypten kæmper imod.  –  Selvfølgelig kan man sige, at der kan være ytringsfriheden. Men hvis man igen kigger på det substantielle – er det så en rettighed, de, der er uden ressourcer, kan deltage i? Medierne er for en stor del ejet og kontrolleret af den forretningsmæssige elite.

Bob Herbert kommer endvidere med følgende argument:

Så hvad vi  altså får i dette vort demokrati er forbløffende store og stadig mere obskøne skattenedsættelser og andre appelsiner-i-turbanen fordele for de rigeste, mens de købte politikere hakker løs på grundlæggende sociale ydelser og det sociale sikkerhedsnet og siger, at det har vi ikke råd til.

Her går Herbert ind og ser på de beslutninger, der kommer ud af de demokratiske procedurer. Hertil kan modargumentet jo lyde, at folk får de politikere, de har fortjent. Bryder de sig ikke om beslutningerne, må de vælge nogle andre næste gang. Det er demokratiets vilkår. Men hertil siger Herbert, at politikerne er købt af storkapitalen, idet forretningsfolk giver støtte igennem valgkomiteer og på andre måder, og at politikere, der vælges på basis af en sådan støtte vil være tilbøjelige til ikke at spytte efter hånden, der fodrer dem.

Hertil kommer, at de rige velgørere i USA giver mange penge til tænketanke, universiteter og skoler – altsammen naturligvis i en god mening. Det drejer sig om at højne kvaliteten af uddannelse og forskning. Men ikke alle ser det sådan.

Hvis vort fungerende demokrati er så problematisk, hvordan kan vi så egentlig få stillet kriterier op til vurdering af demokratiets reelle tilstand – og få formuleret forslag til forbedringer?

Der er nogle, der systematisk forsøger at måle graden af demokrati, f.eks. ved at opstille demokratiindeks, hvor man måler scoren på forskellige demokrativariable. Nogle af disse indeks kan være ikke så lidt etnisk-kulturelt centrerede. Ikke overraskende kommer de ud med et resultat, der viser, at de selv lever i den bedste af alle verdener, det vestlige demokrati. Det gælder f.eks. Freedom House . 

Et af de bedste af den slags indeks er det, The Economist’s interne tænketank, EIU, laver. Her er ikke helt den samme tendens til vestlig selvros. USA og Storbrtiannien ligger f.eks. lavt, idet terrorlovgivningen, ifølge EIU, har medvirket til en forringelse af borgerrettigheder, så som beskyttelse imod vilkårlig fængsling og beskyttelse imod aflytning o.lign.

Kilde: EIU. Note: Electoral process and pluralism: Her måles valg og pluralisme (flere partier). Functioning of government: Demokratiske procedurer i staten, f.eks. objektiv sagsbehandling, retsstatsprinciipper, o.lign. Political participation: Valgdeltagelse, deltagelse uden for valg, etc. Civil liberties: Borgerrettigheder, f.eks. ytringsrihed, forsamlingsfrihed, beskyttelse af bolig og privatliv.

Det er måske ikke overraskende, at de nordiske lande scorer højt, når demokrati måles på EIU’s facon. De formelle kriterier opfyldes i de nordiske landes retssamfund. Men herudover kan de godt lide under nogle af de problemer, som Bob Herbert hæfter sig ved i det amerikanske demokrati. Der er også i de nordiske lande en stor kapitalkoncentration, hvor store kapitaler og erhvervslivets organisationer giver støtte til politiske partier/politikere og til kunst og videnskab. Ved den nylige generalforsamling i Den danske Bank kunne Danmarks største kapitalgruppe A.P. Møller Mærks f.eks. sætte sin egen mand, Eyvind Kolding, ind som bestyrelsesformand i Danmarks absolut største bank, hvor Mærsk sidder på en stor aktiepost. Det var der ikke mnge, der hæftede sig ved i den politiske debat. Tværtimod blev det fremhævet, at Mærsk nu “strammer grebet om Danske Bank”. Men uproblematisk i en demokratisk sammenhæng er det ikke.  Det giver en stor koncentration af økonomisk magt, der igen kan ytre sig, åbent eller skjult, igennem udøvelse af politisk indflydelse.

Franske politologer, f.eks. Michel Camau, har kritiseret den skarpe opdeling mellem “demokratiske” og “autoritære” regimer, som man ofte foretager i amerikansk (og dansk) inspireret politologi. Det er værdiladede begreber, som så efterfølgende kan bruges til at kritisere araberne for at være “udemokratiske”. Det er også med til at komplicere sagen, at de “udemokratiske” træk ofte kan hænge sammen med en kolonialistisk historik, der har skabt en afhængig økonomi, og som dermed medvirker til at fastholde “umoderne” samfundsstrukturer. Hvorfor skal Egyptens BNP pr indbygger være en tiendedel af Italiens? I det romerske imperium var de ligestillede, ja, en by som Alexandria var endda et lysende eksempel på civilisation. Det giver ikke mening at sige, at det er fordi, araberen i modsætning til europæeren ikke mestrer en moderne industri- og serviceøkonomi. Det giver måske mere mening at sige, at når han ikke gør det, er det fordi, europæerens oldeforældre har anbragt ham i en økonomisk inferiør position, som han har svært ved at rejse sig fra i dag p.g.a. fastfrosne økonomiske strukturer og spilleregler.

Man har i den franske politologiske tradition, som Camau repræsenterer, forsøgt at relativere forskellene mellem de to typer af politiske systemer og i stedet foreslå modeller, hvor Nord-/Sydsystemerne konvergerer. De etablerede “demokratier” bliver mindre og mindre “demokratiske” i og med deres beslutningsprocesser præges af en opdeling i udemokratiske enklaver af indlemmede (koopterede) eksperter og særinteresser (interesseorganisationer/pressionsgrupper), hvorimod de “autoritære” systemer er i fuld gang med at åbne sig  i forhold til EU’s, Verdensbankens og Den internationale Valutafonds smukke ord om “god regeringsførelse”.  Globaliseringen er med til at skabe opdelte og decentraliserede beslutningsprocesser, samtidig med, at der for visse beslutninger sker en centralisering. Det fører til grundlæggende ændringer af det nationale demokrati, som vi plejer at se på, når vi taler om demokrati. Nogle nationale parlamenter bliver på det nærmeste reduceret til sogneråd, – og det hvadenten det drejer sig om styrer i de rige, vestlige lande eller i de fattige lande i Syd.  

På det overordnede plan fører det til blandingsformer af politiske systemer snarere end en dikotomi (to-delthed) af demokratier over for autoritære styrer.

Advertisements

Comments Off on “Dybt demokrati”

%d bloggers like this: