Gregers Friisberg

Ruller jasminrevolutionen videre til Kina?

Posted in Kina by Gregers Friisberg on 01/03/2011

Det er et spørgsmål, mange har stillet. Og der er ingen tvivl om, at der er  betydelig nervøsitet for det hos de kinesiske myndigheder. Ord som “Egypt” og “Tunisia” er blevet lukket ved internetsøgning i landet. De kinesiske myndigheder har udviklet instrumenter til effektiv kontrol over nettet, og hvad der kan løbe igennem det i Kina, idet al traffik løber igennem kommunikationsministeriet i Beijing. Der kan naturligvis være vanskeligheder m.h.t. at kontrollere wi-fi traffik via satellitter, men her forsøger man formentlig at overvåge modtagefaciliteter og straffe lovovertrædere.

Søndag den 27.2. indkaldte internetaktivister og menneskerettighedsforkæmpere til møder i kinesiske storbyer. Det blev imidlertid ikke til de massefænomener, som man har set i de arabiske lande i Mellemøsten.   Protesterne blev kvalt af emsigt politi.

Siden Tien-an-Men massakren i 1989 har der ikke været stærke systemkritiske massedemonstrationer, som regimet ikke har kunnet håndtere. Hvad skyldes det? Der er jo fattigdom i landet. Javist, men meget fattige mennesker kan nok være utilfredse med deres levevilkår, men det er næppe herfra, ,man henter revolutionær energi. Det er ofte blandt studerende og i middelklassen. Da de studerende demonstrerede på Tien-An-Men pladsen i 1989 var det da også bl.a. i utilfredshed med nogle af de samme forhold, som de unge demonstrerer imod i de arabiske lande: Arbejdsløshed, stigende fødevarepriser og mangel på ytringsfrihed. Men bortset fra det sidste er der nok som følge af den stærke økonomiske vækst i Kina skabt en økonomi, der holder de værste sult- og arbejdsløshedsproblemer stangen, i hvert fald blandt uddannede.

Der er en betydelig utilfredshed med mangelen på ytringsfrihed, myndighedernes styring af Internettet og ikke mindst mangelen på flere politiske partier at kunne stemme på ved valgene. Da jeg rejste rundt i Kina i sommeren 2010, talte jeg med adskillige kinesere, som gav udtryk for irritation over, at det kun var muligt at stemme på kommunistiske kandidater ved valg. Men det var for det meste kun irritation. Det var ikke noget, man ville gøre noget ved igennem demonstrationer imod myndighederne.

Den mindre klangbund for oprør i Kina skal nok ikke kun forklares ved en effektiv politiindsats, men også ved en bedre socioøkonomisk situation. Det, der gør myndighederne nervøse, er da også udsigten til, at den økonomiske vækst aftager, og der dermed ikke skabes så mange arbejdspladser som tidligere.

Hertil kommer, at det kinesiske regime faktisk er præget af en vis responsitivitet. Det er væsentligt at have for øje, hvordan de forskellige søjler af magt i det kinesiske samfund kan respondere på ønsker og krav fra befolkningen.

Statsorganer og magtsøjler i det kinesiske post-kommunistiske samfund

Politik i Kina er i stigende grad ved at blive et system af countervailing power (modstående interessegrupper). Det er det, figuren ovenover illustrerer. Man så det under den amerikanske forsvarsminister Robert Gates’ nylige møde med præsident Hu Jintao. Få timer før dette møde prøvefløj det kinesiske militær det nye stealthfly, landet har produceret. Det var utrolig dårlig timing og kan næppe være tilfældigt. Landet er ved at få et militært-industrielt kompleks, der kappes med den civile politiske ledelse om at tegne landet.

Klassestrukturen ændrer sig meget hastigt med nye uddannede mellemlag, og en voksende arbejderklasse, der begynder at optræde som aktør på arbejdsmarkedet – og nok snart nok også i andre fora.

Der er endvidere ved at opstå et kinesisk bourgeoisi (kapital- og virksomhedsejere), der søges optaget i partiet. Dele af det politiske system, f.eks. hæren, PLA, fungerer i stigende grad som interessent i forhold til andre dele af det politiske system. Det giver mulighed for udvikling i retning ad pluralistisk demokrati, fordi interesser søger efter alliancepartnere i deres bestræbelser på at udbygge deres magt internt i systemet.

Hvor præsident Hu Jintao repræsenterer konservativ kommunistisk statsræson (med militær afstivning fra PLA), repræsenterer Wen Jiabao som premierminister og partigenosse den blødere linje, der forsøger at imødekomme visse af de folkelige krav eller tage dem i opløbet, inden de bliver til krav. Det er således karakteristisk, at Wen Jiabao har gennemført en chat på det kinesiske internet med kinesiske netizens, hvor han bl.a. addresserer “årsager til ustabilitet”, og hvor han også lover, at der skal gøres noget ved stigende fødevarepriser og den voksende ulighed i landet. Kina skal ikke fremover fokusere så meget på BNP-vækst, siger han, men mere på, at væksten bliver økologisk bærbar, og at indkomstfordelingen ikke bliver for ulige.  At skabe mere social lighed skal altså vægtes i forhold til BNP-vækst som rent mål. Energiforbruget skal nedbringes igennem en effektivisering af energianvendelsen. I den kommende femårige “programperiode” skal væksten “kun” være 7,5 pct årligt, imod 10 i den foregående. Og man kan måske begynde at se konturer af mere velfærd:

Wen sagde, at regeringen havde arbejdet med at få etableret et system af social sikkerhed, som ville addressere pensionsspørgsmål, sundhedstjenester, beskæftigelse og indkomstydelser, og som ville have som mål at reducere indkomstkløften og lade flere mennesker nyde godt af den økonomiske vækst.

Der laves en sammenfatning af Wens bemærkninger.  Listen dækker en lang række af hovedoverskrifter, lige fra Wens løfter om at beskytte gadebørn og til at sørge for genforeningen af Kina. Det er mere konfuciansk end kommunistisk i opfattelsen af lederens ansvar og forpligtelser.  

De kinesiske netizens stillede ikke mindre end 400.000 spørgsmål, hvoraf Wen nåede at besvare 20 i løbet af den to timer lange chat. Chatten holdtes 6 dage før møde i den kinesiske Nationale Folkekongres, der er et slags parlament for landet.

Det giver naturligvis ikke mange muligheder for at slippe damp ud af en trykkoger. Men så kan man spørge, i hvor høj grad Kina er en trykkoger? Så længe partiet kan levere varen, økonomisk vækst, er der mulighed for at holde sig ved magten – i hvert fald i den nærmeste fremtid. Og begrebet “menneskerettigheder” forsøger man at definere på traditionel kinesisk vis som de socioøkonomiske rettigheder. Også her er der dog bevægelse, selv om det tit er et skridt frem og to tilbage.  På det lidt længere sigt er det nok ikke sandsynligt, at en demokratibevægelse kan holdes tilbage. Den nuværende demokratibevægelse er dog ret intellektuel og forankret hos menneskeretsaktivister og  studerende i nogle få eliteuddannelser. Den kan faktisk minde lidt om oppositionen i Egypten før opstandene. Der er behov for en udbredelse til bredere kredse af befolkningen, som det er sket i Mellemøsten.

Medierne i Kina har ikke just svælget i oplysninger om begivenhederne i Mellemøsten. Der er ikke meget tvivl om, at de repræsenterer et problem for den kinesiske ledelse. Og det er et problem på flere niveauer. Der er dels risikoen for dominoeffekt. Dels er der det problem, at den opstigende ideologisk-symbolske stjerne, som den såkaldte Beijingmodel har været de senere år – og ikke mindst efter finanskrisen, svækkes. Kina har ellers stået stærkt i store dele af den 3. Verden efter finanskrisen, hvor de vestlige demokratier er kommet i krise og den nyliberale model for, hvordan en økonomi skal bygges op, er kommet under kraftig kritik p.g.a. den uregerlige – ja, ligefrem systemtruende, finansielle sektor. Nu er en række mellemudviklede lande i både Latinamerika og Mellemøsten måske på vej til at udvikle en – i hvert fald for det politiske systems vedkommende – mere avanceret samfundsmodel. Det er måske derfor en mand som Wen Jiabao, der et eller andet sted, nok må betegnes som demokrat, pludselig får travlt. Samtidig er det karakteristisk for udviklingen, at man ikke længere kan tale om én monolitisk ledelse i Kina. Der er flere magtcentre, der er ved at vokse frem. Og de strides om magten, herunder om, hvem der skal formulere den dominerende magtdiskurs. Men partiet har formået at bevare sit magtmonopol indtil nu. Når modmagt forsøger at etablere sig igennem dannelse af organisationer og mere fasttømrede bevægelser, slås de ned, lederne intimideres – og fængsles eventuelt.

Ved udgangen af 2010 har 457 mio kinesere adgang til Internettet. En stor del af dem har adgang til det via mobiltelefoner. Kina er på dette punkt betydelig mere udviklet end de mellemøstlige lande. Det giver muligheder for, at protester kan spredes via nettet, og der hurtigt kan kaldes til demonstrationer over de sociale net, som man har set det i Mellemøsten. Men det giver også sikkerhedspolitiet øgede muligheder for at kontrollere demonstranter og systemkritikere. Nyere kinesiske mobiltelefoner er udstyret med GPS, der giver mulighed for at lokalisere mobilbrugerne. I Beijingområdet arbejdes med et trafikreguleringssystem baseret på mobiltelefoners GPS. Kinesiske eksperter formoder, at dette systems virkelige begrundelse – eller en skjult dagsorden bag det – er sikkerhedskontrol af befolkningens bevægelser.

Advertisements

Comments Off on Ruller jasminrevolutionen videre til Kina?

%d bloggers like this: