Gregers Friisberg

Ponzi og Wall Street – finanskrise da capo?

Posted in Finanskrise, Global økonomi by Gregers Friisberg on 11/03/2011

Det er nu over to år siden, at Bernie Madoff blev arresteret for Verdenshistoriens største svindelnummer. Igennem en såkaldt Ponzi scheme fik han franarret intetanende investorer op imod 50 mia dollars. Nogle har siden fået dækket dele af deres tab.

En Ponzi scheme kan beskrives som en slags pyramide, hvor man får penge ind i bunden og udbetaler udbytte i toppen. Den kan kun fungere så længe, pyramidens bund har større areal end pyramidens top, så der hele tiden kan udbetales udbytte. Det kunne gå i lang tid i højkonjunkturårene, men da de var omme, begyndte det at vakle, og bekymrede investorer meldte Madoff til politiet.

For et stykke tid siden udløb to-års fristen for indlevering af retslige krav om geninddrivelse af midler til de snydte investorer. Og i den tid har kuratoen Irving Picard haft travlt. Nogle af de sidst indregistrerede krav fik folk til at spærre øjnene op, idet nogle af Verdens største banker: JPMorgan Chase, UBS, HSBC, Citigroup og Merrill Lynch er involveret.  Søgsmålene beskylder dem for enten at undlade at opspore svindelen, eller, i nogle tilfælde, bevidst at give en aktiv hånd i formidlingen af den. Et søgsmål til 9 mia $ indeholder bl.a. en påstand om, at den britiske storbank HSBC to gange hyrede KPMG, et multinationalt revisionsfirma, til at undersøge Madoffs metoder, og at HSBC efterfølgende undlod at foretage sig noget, da revisorerne udtrykte foruroligelse over, hvad der mon foregik i Madoffs fremgangsrige firma.

Det er måske ikke så mærkeligt, at det forholder sig sådan. Offentligheden lukkede øjnene for fejlene i det økonomiske system under finanskrisen. Og det virkelig foruroligende er, at denne strudsepolitik fortsætter også efter krisen. At politikere også lukkede øjnene, – eller i hvert fald lod være med at foretage sig noget, er blevet dokumenteret nu, og det fra den mest usandsynlige kilde, nemlig de efterhånden berømte Wikileaks.

I et opsigtsvækkende telegram fra USAs Londonambassade fortælles i detaljer om en parlamentarikerkomsammen, hvor amerikanske parlamentarikere fra Kongressen besøgte London i flere dage og havde møder med medlemmerne af Underhusets finansudvalg, det britiske finanstilsyn og topdirektører fra nogle af storbankerne.  Det var midt under finanskrisen og giver et interessant billede af lovgivernes forestillinger om finanskrisen.

De mener, at den afgørende årsag til den økonomiske krise var finansfolks “gruppetænkning” (group think) og mangel på opsyn/tilsyn fra bestyrelser (lack of oversight from boards of directors).  

John McFall, formand for Finansudvalget og Labour MP kritiserede bestyrelsen for Royal Bank of Scotland (RBS)  for ikke at sætte spørgsmålstegn ved RBS’ køb af  den hollandske storbank ABN Ambro på toppen af højkonjunkturen, hvorved RBS’s balance blev så dårlig, da konjunkturen vendte, at den britiske stat ud fra too-big-to-fail filosofien måtte undsætte RBS med milliarder af tilskud i pund.

Michael Fallon, Konservativ MP, fremhævede mangelen på ansvarlig virksomhedsledelse  (corporate governance) og ineffektiv selvregulering i branchen!!

Når der skal foreslås ændringer, der kan bringe cirkuset under kontrol, foreslås øget styring af  –  og regler – om bonusudbetalinger og lønningernes højde i finanssektoren. Til nyheder om, at bonusudbetalinger og høje lønninger ser ud til at fortsætte, siger man lige ud, at Punch bowlen er flyttet ind midt på bordet, og skeen er blevet større!

Møderne finder sted lige inden det store G20 topmøde i London i april 2009, hvor lederne af Verdens største industrinationer gav hinanden håndslag på, at nu skulle der gøres noget ved junglelovene i finanssektoren.  I den anledning diskuterer lovgiverne temaet om de to kapitalismemodeller, der lagde op til konflikt med hinanden under mødet, men som hurtigt blev afsporet, da Barack Obama tog pippet fra de vesteuropæiske statsledere ved at starte med at mødes på tomandshånd med Kinas præsident Hu Jintao. De to modeller, der stod over for hinanden på mødet, var den angel-saksiske model med stor frihed til finanssektoren og den francogermanske europæiske kontinentalmodel propageret af Sarkozy og Merkel, hvor finanssektoren skal styres mere stramt og kravene til egenkapitaldækning/opsparing skal øges markant.

Det kan undre, at både Labour og konservative parlamentarikere i Storbritannien er enige om, at den anglo-saksiske model skal forsvares for enhver pris imod EU’s forsøg på at indføre mere regulering:  Alle MPs udtrykte bekymring for, at Storbritanniens interesser i den finansielle sektors økonomi kunne blive undermineret af beslutninger fra Bruxelles. Mark Todd, Labour MP, sagde, at “Brusselles så krisen som en mulighed for at udfordre den angel-saksiske markedsmodel”. Det lyder som en efterklang af Margaret Thatcher, den konservative jernlady, der så Bruxelles som centret for “reguleringssocialisme” og derfor lagde sig i selen med at få udviklet britisk markedskapitalisme via det berømte “Big Bang” i 1986, hvor Londonbørsen blev dereguleret.

Nationale økonomiske interesser går forud for internationale regler, der kan lægge bånd på finanssektoren. I det lys er det måske ikke så mærkeligt, at det ikke er lykkedes at komme igennem med en effektiv regulering af finanssektoren, hverken i USA eller Europa.

Kongressen har haft en undersøgelseskommission siddende, som i januar barslede med en stor rapport om årsagerne til finanskrisen. Den konkluderer bl.a.:

Krisen nåede et seismisk omfang i september 2008, hvor Lehman Brothers gik ned, og et muligt sammenbrud af forsikringsgiganten American International Group (AIG) lå lige om hjørnet. Panikken blev opildnet af en manglende gennemsigtighed af balancen (forhold mellem aktiver og passiver) i de største finansvirksomheder, samtidig med at  forholdet mellem de store too-big-to-fail institutioner var præget af et kompliceret væv af gensidige forbindelser, som ingen kunne gennemskue. Det fik kreditmarkederne til at gå i sort. Aktiemarkedet styrtdykkede. Økonomien røg ud i en dyb recession.

Rapporten er præget af en ret dyb indsigt i årsagerne til krisen og en rystende ærlighed, når man tager i betragtning, hvem det er, der fra politisk hold må siges at være ansvarlige. Er der nogen, der kunne være ansvarlige, må det netop være Kongressen, der har mulighed for at lovgive sig ud af en del af problemet med den amerikanske finanssektor.

Det understreges i rapporten, at det er de seneste årtiers ændringer af finansmarkederne igennem globaliseringen – den øgede globale gensidighed og forbundethed, der sammen med manglende transparens og styring kan få finanssektoren til at løbe amok. Det er et problem, der ikke er blevet løst. Derfor kan man læne sig tilbage og vente på det næste sammenbrud.

Advertisements

Comments Off on Ponzi og Wall Street – finanskrise da capo?

%d bloggers like this: