Gregers Friisberg

2 + 2 = 5,5

Posted in Økonomi, Politik by Gregers Friisberg on 16/03/2011

At 2 + 2 = 5,5 er en logik, der ikke kun gennemtrænger den moderne del af finansverdenen, når den udvikler sjove finansielle instrumenter, men også dansk politik, når nye partier gebærder sig på det politiske marked.

Et af Anders Samuelsens yndlingscitater er en udtalelse af Churchill om, at “man skal ikke have tillid til andre statistikker end dem, man selv har manipuleret” (Do not trust any statistics you did not fake yourself). Statistik er for den behændige politiske konstruktør talkonstruktioner, der frembringes og sammensættes for at tjene et formål i den politisk-økonomiske konstruktion af den politiske diskurs, hvis fornemste rolle er at fiske vælgere, der søger efter et standpunkt.

Når man tager partiets program i betragtning kan man udvide citatet til, at “man skal ikke have tillid til anden økonomisk-politisk teori end den, man selv har manipuleret”. Partiets hovedpåstand om de økonomiske sammenhænge bygger på noget, der ifølge folkloren blev nedfældet på en papirsserviet af en en af præsident Ronald Reagans økonomiskie rådgivere.  

Der er en tydelig sans for, at politik er et diskursivt spil, hvor det gælder om at formulere sig på en måde, der slår igennem hos det segment, man sigter mod – næsten uanset sandhedsværdien i udsagnene, der bruges til at få vælgerne i nettet med, i øvrigt.

Anders Samuelsen og Liberal Alliance er i gang med at bygge en politisk diskurs, som kan sikre partiet repræsentation i det næste folketing med et pænt antal mandater.

I opbygningen af diskursen lægger man vægt på nogle enkle sandheder, som man forsøger at banke ind. Pengedoping fra Saxobank og andre Joakim von And’er giver ressourcerne til store reklamekampagner. Lavere skatter giver øget vækst, påstås det frejdigt uden dokumentation. Større personlig frihed gennem fjernelse af den statslige “Big Mother”. Indvandrerpolitikken skal være præget af “åbne grænser, men lukkede kasser”, så man får de kvalificerede udlændinge ind og siger nej til de uuddannede og dyre.

Samtidig forsøger man at lægge en kant til de andre partier i Folketinget. Det sker bl.a. v.h.a. vedlagte figur.

 http://www.liberalalliance.dk/presse/annoncer

De andre partier beskrives som bærere af den danske tradition for “socialdemokratisk velfærdsstat” i større eller mindre grad, hvorved de i deres tåbelige selvtilfredshed har underlagt sig den velfærdsstatslige Big Mama; hvorimod Liberal Alliance løfter sig i frihed og globalt udsyn. Man må håbe for partiet, at figuren er lavet med et smil. Ellers står det galt til med humoren i partiet.

De enkle sandheder om skattens betydning for konkurrenceevnen drives frem igen og igen. Partiet tager ikke stilling til, hvordan de enorme skattelettelser skal finansieres. Det må formodes, at man forestiller sig, at det skal ske ved de såkaldte “dynamiske effekter”, dvs lysten til at producere stiger i takt med det økonomiske udbytte .

 Hvordan sådanne effekter opstår under lavkonjunktur, siges der ikke noget om. Det tages blot for givet, at virketrangen i erhvervslivet vil vokse ligefrem proportionalt med lavere skatteprocenter, især på topskatten. Det er den velkendte incitamentøkonomiske diskurs, som allerede Laffer og Reagan kørte frem med i 80’erne. Allerede dengang viste den sig ikke at holde stik, idet den amerikanske vækst bl.a. skyldtes øgede forsvarsudgifter. Samtidig førte disse til et stigende statsunderskud i USA.

En ny politisk diskurs skal gerne  ud over en række argumenter også bestå af italesættelse og lidt sprogekvilibrisme, der serverer en ny og indbydende sproglig palet for vælgerne. I figuren ovenover bruges f.eks. to adjektiver til at beskrive værdiorienteringen i 1. kvadrants y-akse: Moderne og global. Det er to plusord. Hvem vil ikke gerne være moderne og global? Det vil partierne i 3. kvadrant sikkert også gerne være!

Omvendt med den nedadgående y-akse.  Her bruges to navneord: Tradition og nationalisme. Det er anderledes tungt og negativt ladet i forhold til at være moderne og global.

Hvad nu hvis disse to tillægsord skrives om til navneord: Modernitet og globalisering? De skifter i betydelig grad betydning. Modernitet står for en kompleks samfundstilstand, der er meget andet end det positive ord “moderne”. “Globalisering” er også et meget mere komplekst begreb end global. At være “global” er udtryk for udsyn til Verden. “Globalisering” beskriver komplekse processer og samfundstilstande, der ofte opleves som havende negative bibetydninger: Outsourcing, sweatshops, finanskrise.

Et blik på den foregående blogpost kan give et indtryk af nogle af problemerne, som den økonomiske frihed, Liberal Alliance gør sig til fortaler for, kan indebære. Vi har allerede set, hvordan Verdensøkonomien har været tæt på at gå i stå som følge af lidt for meget frihed og kreativitet i finanssektoren. Problemet med Samuelsens frihedsbegreb er, at det omfatter denne “frihed” plus en lang række yderligere friheder, altsammen bragt sammen i en pærevælling af forvirring, der lukker for klare politiske optioner og valg, snarere end at give disse.

Liberal Alliance vælger at lægge skattelettelserne der, hvor de har mindst effekt. Det vil ikke have meget virkning at sænke selskabsskatten, da virksomhederne i forvejen via gunstige afskrivningsregler kan nedbringe, eller evt. helt undlade at betale denne skat. Topskattelettelser kan muligvis have en effekt på arbejdsudbudet under højkonjunktur med mangel på arbejdskraft, men har det næppe i krisetider. Desuden kan virkningen gå den anden vej: Folk erhverver eventuelt mere fritid, når den disponible indkomst gør det muligt. Derved falder arbejdsudbudet altså. Sådanne indvendinger fra universitetsøkonomiens teori er imidlertid irrelevante for partiet. Der argumenteres frejdigt ud fra den såkaldte “reformdagsorden”, som liberale økonomer har formuleret som svaret på den “lille åbne økonomis” udfordringer i lyset af den tiltagende globalisering.

Udover at indeholde en temmelig tyndbenet økonomisk politik er Liberal Alliances diskurs også en anti-establishment diskurs. Man kæmper for at gøre demokratiet mere autentisk. Det påstås, at demokratiet er afløst af en kamp om swing votes.  Nogle hundrede tusinde vælgere er svingvælgere mellem rød og blå blok, og det har reduceret dansk politik til en march på stedet, hvor kampen står om disse vælgere.  Det er en ofte fremført påstand i visse dele af  politisk teori, hvor man ser den politiske valgproces som et spejlbillede af markedet: Politikerne sælger budskaber, som var det vaskepulver, og vælgerne vælger blandt budskaberne efter, hvad der giver fuld valuta for den afgivne stemme.  
     Påstanden om demokratiets forarmelse i de store partiers kamp om svingvælgernel gøres til byggestenen for en antiestablishment diskurs, hvor ét parti – Liberal Alliance –  postulerer at stå for den autentiske vare, for Liberal Alliance kan nu sige, at alle de øvrige partier er ens m.h.t. at ligge i den socialdemokratiske velfærdssump, mens Lib. Alliance tager den påståede autenticitet i vælgernes ønsker om klare valgmuligheder alvorligt.

Spørgsmålet er, om Liberal Alliance virkelig har lært af Ny Alliances børnesygdomme. Det var bl.a. spørgsmålet om en manglende konsistent og sammenhængende politik, der fik det nystartede projekt til at lide skibbrud. Det samme ser ud til at ske for Liberal Alliance. Berlinske Tidende spurgte således om partiets holdning til aktuelle velfærdsspørgsmål, så som afskaffelse af børnecheck, ældrecheck m.v., hvor partiets kandidater udtrykte meget divergerende holdninger. Partilederen svarede:

LA-partileder Anders Samuelsen vil ikke høre tale om, at hans kandidater er splittede.»Vi går ikke til valg på at afskaffe hverken børnecheck, ældrecheck og folkepension. Og det er der heller ikke nogen af mine kandidater, der går til valg på,« siger Samuelsen.

Det lyder som om, man siger det, vælgerne gerne vil høre (populisme). Med den skattepolitik, man vil føre, kan det blive nødvendigt at skære ned på diverse velfærdsordninger. Der skal gerne være sammenhæng i et partiprogram m.h.t., hvilke udgiftsforslag der er, og hvordan de tænkes finansieret.

Avisen er også snedig nok til at spørge, om partiet går ind for fri hash. Her er der også forskellige holdninger. Partilederen går ind for det, ifølge Berl. Tidende, men vil ikke gøre det til en mærkesag, der skal kæmpes for. Det menes bare ud fra forskellige overvejelser at være en fornuftig politik, f.eks. m.h.t. at bekæmpe bandekriminalitet via det økonomiske grundlag for den. – “Og det ser ud til at have fungeret fint i Holland”. Lakmusprøven må imidlertid være, om man er klar til at tage det med i sit partiprogram og udforme en sammenhængende politik på området.

Den manglende indbyrdes programmatiske konsistens kompenseres der til gengæld for via kandidaternes formodede kândiseffekt. Adskillige af partiets topkandidater er kendte mennesker, der forventes at trække stemmer.

Advertisements

Comments Off on 2 + 2 = 5,5

%d bloggers like this: