Gregers Friisberg

Ude af kontrol?

Posted in Global økonomi by Gregers Friisberg on 15/05/2011

Det er det udtryk, den britiske avis The Independent  bruger om toplønningerne i britisk erhvervsliv. 

I Storbritannien har man en kommission til undersøgelse af lønniveauerne, The High Pay Commission, og den offentliggør en undersøgelse, som viser et skred opad i indkomsterne i den høje ende af skalaen. Det gør avisen bekymret over det britiske samfunds sammenhængskraft på længere sigt, hvis denne udvikling fortsætter.

Tabel 1: Udviklingen i indkomster i forskellige percentiler i indkomstskalaen 1996-97 - 2007-8.

Undersøgelserne falder sammen med den periode, hvor der har siddet Labourregering i Storbritannien. Uligheden fortsatte med at stige under Labour, men der var en lidt hurtigere relativ vækst i indkomsterne for dem i bunden i forhold til udviklingen under de tidligere konservative regeringer.

I Danmark konstateres en lignende udvikling, blot ikke helt så dramatisk som Overseas:

En ny opgørelse fra Berlingske Research viser, at direktionsmedlemmerne fra selskaber i det toneangivende C20-indeks gennemsnitligt indkasserede 8,9 mio. kr. sidste år. I 1994 fik et direktionsmedlem i det daværende KFX-indeks i gennemsnit en årsløn på 2,4 mio. kr. Altså næsten en firedobling.

I samme periode er timelønnen for almindelige lønmodtagere blot steget med 80 procent, viser lønstatistikken fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA)…… Kilde: Berlingske Tidende 28.4.11

Det, der svarer til KFX-indekset i Storbritannien hedder FTSE 100, altså de 100 største virksomheder i et samlet aktieindeks.  Her lå lønnen for direktørerne i snit på 3.7 mio £ (omkring 33 mio kr), altså betragteligt over det danske niveau. Det er 145 gange så meget som en britisk gennemsnitsløn. Det danske direktørniveau ligger  “kun” på omkring 35 gange en gennemsnitsløn.  Den britiske High Pay kommission forventer, at det britiske direktørlag vil stige til 214 gange gennemsnittet i 2020.

Da udviklingen i det angloamerikanske område direkte bliver brugt som begrundelse og sammenligningsgrundlag for diskussionen i Danmark, behøver vi ikke kigge meget i krystalkuglen for at se, hvad vi kan vente os.

Men der er vel stort set tale om en gunstig udvikling, hvis resultater er direkte proportionale med incitamenter? vi vil allesammen blive rigere, hvis vi belønner vore ledere godt?

Så enkelt er det dog ifølge The Independent langt fra. Avisen piller stort set alle argumenterne for de høje lønninger fra hinanden en efter en og tilbage står, ifølge avisen, at det er et nøgent magtforhold, der gør sig gældende. Direktørerne tager den løn, de kan tage, simpelthen fordi det er i deres magt at gøre det, og fordi, det mest er andre direktører, de sammenligner sig med, når de lægger op til lønforhøjelse. Det er ikke rimelighedsbetragtninger i forhold til samfundsgenemsnit, sammenhængskraft eller “produktivitet”, der gør sig gældende.
   Det er ellers det sidste, der er grundlaget for den såkaldte neoklassiske økonomiske teoris lønteori: En arbejdskraft aflønnes efter dens marginale produktivitet, dvs hvad tilførsel af en enhed mere af produktionsfaktoren giver i produktionsresultat. Det er naturligvis en ret abstrakt modelbetragtning, der ikke har meget med virkeligheden at gøre. Specielt ikke, når det gælder lønninger i de højere luftlag. Hvis det ikke er økonomiske sammenhænge, men magtforhold, der gør udslaget, vil det måske være mere relevant at se på sociologisk klasseteori til forklaring. Den britiske rapport taler om, at denne del af arbejdsmarkedet ikke fungerer ordentligt. Der er behov for øget regulering. Den lavere ende af arbejdsmarkedet er bedre belyst. Det gælder både problemer omkring minimumsløn og ligeløn.

Den liberaldemokratiske erhvervsminister Vince Cable er kritisk over for udviklingen. Han siger til avisen:

Det kan ikke forsvares, at lønforskellene udbygges yderligere. Når bankfolk bailes out af staten og alligevel bliver ved med at forlange større summer, det finder folk uundskyldeligt. Det er klart, at der må gøres noget for at styrke aktionærernes ansvar på dette område.

Vince Cable rører her ved noget centralt. Hvis aktionærdemokratiet fungerede, ville generalforsamlinger og bestyrelser vel under udøvelse af deres ansvar stoppe udviklingen? Det gælder ikke mindst, når udviklingen ikke er i deres interesse. Man får ikke bedre og mere resultatgivende virksomheder ud af det, og det er dermed delvist unødvendige penge ud af lommen på selvsamme aktionærer.  Hvorfor kan den almindelige ejerkapitalismes interesser ikke slå igennem på dette felt?

Dette spørgsmål er bl.a. analyseret af en samfundstænker som John Kenneth Galbraith, der forklarer det ved den magt, der koncentreres i den såkaldte teknostruktur i de allerstørste virksomheder. De, der sidder i toppen af virksomhedshierarkierne og udøver den daglige ledelse får stor magt og kan via indflydelse i bestyrelserne sætte aktionærerne skakmat. Men aktionærstrukturen i virksomhederne spiller nok også en rolle. Store Gründerkapitalister vil nok kunne yde et vist modspil til teknostrukturen. Det vil et stort antal mindretalsaktionærer nok i mindre grad kunne.

Daron Acemoglu opregner et mere komplekst sæt af faktorer til forklaring på den voksende ulighed i lønninger på det amerikanske arbejdsmarked. Almindelige lønninger har været stagnerende faldende siden 1970’erne. Der er for det første svækkelsen af fagforeningerne. For det andet er der økonomiske faktorer så som globalisering og IT, der gør uddannelser til knappe faktorer, som belønnes.
    For det tredje gør, som det vises i en artikel af to økonomer fra New York University og Univ. of Virginia, politiske faktorer sig gældende, når man skal forklare udviklingen i finanssektorens løneksplosion de sidste årtier. Via lobbyvirksomhed har sektoren fået gennemført en vidtgående deregulering, jvf figur 1 herunder.

Figur 1: Finansielt dereguleringsindeks og relative lønandele for finanssektoransatte i forhold til andre ansatte. USA

Kilde: Thomas Philippon and Ariell Reshef: Wages and Human Capital in the US Financial Industry 1909-2006.

 Der kan måske også være andre grunde til dereguleringen end lobby (f.eks. nyliberal ideologi, USAs supermagtsstatus og dominans i nøglesektor, etc).

Hvad indebærer det at være “ude af kontrol”, som er fokus i Independent-artiklen? Ja, set ud fra et klasseteoretisk og lobbyperspektiv er det ensbetydende med at være underlagt makrosociologiske kræfter, man ikke helt kan kontrollere. “Styringen” sker ved overordnede samfundsmæssige proceskræfter. 

Og det er ikke just det perspektiv, Big Business selv ønsker at anlægge. Hvad ønsker man da? Man kunne måske som et tankeeksperiment tage udgangspunkt i Mintzbergs managementstrategier, f.eks. som de er formuleret her.  Det er et strategitræ, som man kan klikke rundt i og se denne fabelagtige verden af muligheder. Det er her udelukket, at man farer vild i træet, eller at det er løvens magtstrategi, der bliver den dominerende strategi.

Figur 2: Løvens strategi

For man kan jo altid vælge makrovejen = by the organization: Organization alters environment to fit its capabilities.

Hvis Big Business kører løvens strategi, forringes politikernes handlemuligheder. Men det er også netop en af Independents pointer. Det er sket i Storbritannien, mener bladet. Det viser sig f.eks. i den mangelfulde regulering af finanssektoren efter finanskrisen. Alle – bortset måske fra bankfolkene – har ønsket den. Intet er sket. Bankfolkene, hvoraf en stor del nærmest efter the bailouts og statens overtagelse af store aktieposter er statsansatte, fører stadig i lønudvikling og bonusbetalinger.

Og den viser sig i sammenbruddet for premierminister David Camerons stort anlagte strategi for udvikling af det britiske velfærdssamfund, planen om The big society. Modsat sin store forgænger Margaret Thatcher har Cameron ikke ønsket at gentage dennes berømte sekvens om, at “there is no such thing as society”. Jo, det er der, mener Cameron. Der er et society, og han finder det i civilsamfundet. Til gengæld skulle man ikke behøve en så stor og umyndiggørende stat, som de foregående Labourregeringer efter Camerons mening har bygget op.

 Civilsamfundet skulle mobiliseres til kamp for velfærden. Til gengæld kunne den store stat måske begrænses?

Hvad er der sket? Spådomme om, at the Big Society skulle være et røgslør for besparelser på velfærden, ser ud til at blive bekræftet. Civilsamfundet har ifølge The Independent ikke kunnet tage over. Besparelserne rammer hårdt og er en af grundene til, at Storbritannien ikke vækstmæssigt kan følge med f.eks. Tyskland og Frankrig, hvor der ikke er lavet lignende massakrer på velfærden.

Advertisements

Comments Off on Ude af kontrol?

%d bloggers like this: