Gregers Friisberg

Arbejdsløshed og sociale problemer i Spanien

Posted in Arbejdsmarked, Økonomi, EU by Gregers Friisberg on 23/05/2011

Den voldsomme stigning i arbejdsløsheden i Spanien, og det høje niveau arbejdsløsheden har lagt sig på (over 21 pct), har forbløffet. Det er over det dobbelte af EU-gennemsnittet. Og især blandt unge har arbejdsløsheden nået et højt niveau – op til 45 pct for unge under 25.  Det er en væsentlig del af baggrunden for de folkelige protester, der løb af stabelen i over 40 spanske byer op til lokalvalgene den 22.5.11.

Arbejdsløsheden i Frankrig og Spanien sammenlignet

Figur 1: Arbejdsløsheden i Frankrig og Spanien, 1975 - 2010. Kilde: http://www.voxeu.org/index.php?q=node/6039

En gruppe franske og spanske økonomer har undersøgt, hvorfor arbejdsløshedsbilledet i Frankrig og Spanien er så forskelligt.  De franske tal ligger tættere på EU-gennemsnittet, og der er ikke nær så voldsomme udsving som i Spanien.
    Det undrer, fordi de to lande har lignende arbejdsmarkedsmodeller. Det er den sydeiuropæiske model, hvor staten spiller en aktiv rolle m.h.t. lovgivning, der skulle give tryghed for de fastanssatte med permanent tilknytning til arbejdsmarkedet og en kompenserende arbejdsløshedsforsikring i tilfælde af arbejdsløshed.  Og i begge lande er der en stor prekariseret og marginaliseret arbejdsstyrke med midlertidige kontrakter. De går ind og ud af jobs og har ofte midlertidig beskæftigelse. Det er ofte unge, der skal ud på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse, der kommer til at stå med de midlertidige kontrakter og dermed rammes hårdt under recessionen. Det ses da også ved, at de folkelige protester har en ret middelklassepræget karakter, i hvert fald i flere af de store byer med universiteter og højere læreanstalter.

Forklaringen på forskellen mellem de to lande skulle ifølge økonomerne ligge i, at  Spanien har en større forskel mellem afskedigelsesomkomstningerne for arbejdere på permanente kontrakter sammenlignet med arbejdere på midlertidige kontrakter, og at der i Spanien er en meget slappere lovgivning omkring midlertidige kontrakter.
     Arbejdsgiverne i Frankrig har altså et væsentligt større incitament til at holde lønmodtagere beskæftiget hen over nedgange i produktionen, idet det er væsentligt dyrere for dem at ansætte på midlerltidige kontrakter og dyrere i det hele taget at skaffe sig af med arbejdere.

Man skal nok også se på forskellige i den økonomiske struktur i de to lande. Frankrig har betydelig flere store og  højteknologiske virksomheder med stærke positioner på verdensmarkedet. De er ikke ramt så hårdt af krisen som de spanske virksomheder, der har styrkepositioner i turisme, bygge- og anlægssektor, finansvirksomhed og telesektor, hvoraf i hvert fald de tre første har oplevet stærk nedgang under krisen.

Boligboblen har været meget voldsommere i Spanien. Da der gik hul på den for nogle år siden, steg arbejdsløsheden meget hastigt, som det kan ses af figur 1, – og endda hastigere end i de foregående recessioner.

Kilde: Juventud sin Futuro. Photograccion. Ungdom uden fremtid: Uden job, uden bolig, uden pension, uden frygt.

Protester og krav om demokratiske reformer

De unge uddannedes situation har givet afsæt til landsdækkende demonstrationer, hvor mange andre ting bringes på bane. Det er korruptionen i det politiske system og mangelen på demokratisk deltagelse i det topartidominerede spanske politiske system.  Den “politiske klasse” har sat sig for tungt på magten, og den er blevet for sammenspist med den økonomiske elite.
    De konservatives (Partido Popular) og socialisterne (PSOE) dominerer bl.a. p.g.a. valgmåden og den regionale politiske struktur med de autonome regioner (autonomias).
   Ja, men har et folk ikke de politikere, det fortjener? Når der er repræsentativt demokrati, kan man vel bare vælge nogle andre? Her er de unges argument, at så simpelt er det ikke. Kapitalismen gennemtrænger ifølge Juventud sin Futuro med sit system samfundet og bevirker, at det fungerer efter dennes strukturelle bestemmelse. Medierne ses som styret af kapitalinteresser. Det giver vidt forskellige forudsætninger for at kunne deltage i demokratiske beslutningsprocesser.
    (Men her kunne man indskyde, at det naturligvis ikke gælder alle medier. Et dagblad som El Pais har i høj grad – om ikke ligefrem stillet sig på 15. Maj Bevægelsens side i sin dækning af, hvad der sker, så i hvert fald lavet en afbalanceret dækning af bevægelsen og dens aktionsformer).

Valgloven og det politiske system understøtter den etablerede politiske elites dominans. Der er  en tre pct spærregrænse til parlamentet i Madrid, El Congreso.  
  

"Der er ikke demokrati, hvis markederne regerer". En af Juventud sin Futoros plakater. Bevægelsen kritiserer markedets anonyme magt.

  Man benytter den d’hondtske tællemetode til fordeling af kandidater mellem partierne, og den har tendens til at favorisere store partier. Det er altså meget vanskeligt for de marginaliserede at få stemme i forhold til det politiske system. “Du stemmer hvert fjerde år”, siger teksten øverst i valgplakaten til venstre. ” børsen gør det hver dag”. Dermed menes, at de beslutninger om køb og salg af aktier og obligationer, der sker hver dag på Børsen, har betydning for folks dagligdag  –  og altså større betydning end de beslutninger, folk kan være med til ved at afgive stemme. Et af bevægelsens krav er en udvidelse af demokratiet til også at omfatte økonomien.
    På trods af det store boligbyggeri de senere år er det svært for de unge at få en bolig, de kan betale. Derfor kræver de bl.a. en udbygning af det sociale boligbyggeri med øget støtte til nedbringelse af huslejer. Reformer af arbejdsmarkedslovgivning og pensioner kræves trukket tilbage. Loven om arbejdskontrakter kræves revideret, og der kræves en nedbringelse af de voksende økonomiske forskelle mellem højtlønned og lavtlønnede.  Og man vil have en større progression i indkomstskatteskalaerne, så der sker en større udjævning af de disponible indkomster.  Toma la calle: Gå på gaden!
   Og de gik på gaden. Og når man har gjort det et stykke tid, hvornår går man så hjem igen? Og hvad har man fået ud af det? Og hvor repræsentativ er man i forhold til byens øvrige befolkning?
   Efter to ugers camp på centrale pladser i Madrid og Barcelona, besluttede man at fortsætte et stykke tid endnu – og i øvrigt derefter at gå over til naboskabsorganisering, såkaldte Asambleas (kvartersråd/forsamlinger). Og det blev besluttet at benytte sig af netværksorganisering i det videre arbejde frem.

 Med til at forklare udviklingen hører selvfølgelig også den fejlslagne økonomiske politik i eurozonen.

Økonomisk politik bestemt af eurozone og EU-finanspolitik

I en videre sammenhæng skal de økonomiske og sociale problemer ses i sammenhæng med den forfejlede EU-krisepolitik.
Den europæiske centralbank, ECB, sætter inflationsbekæmpelse i højsædet. Eurozonen har svært ved at fungere som valutaområde, fordi den økonomiske udvikling forløber så forskelligt i forskellige dele af zonen. Der er for store forskelle mellem teknologi- og produktionsudvikling i de nordligt beliggende lande i forhold til de sydeuropæiske lande. Derfor er der en proces i gang, hvor beskæftigelse fastholdes i Tyskland, Benelux og Finland (og delvist Frankrig), og arbejdsløshed eksporteres sydpå til Spanien, Portual, Grækenland og det sydlige Italien. 
    De hårdt ramte sydeuropæiske lande kan ikke føre deres egen krisepolitik. De kan ikke devaluere valutaen for at få konkurrenceevne og øget eksport på den måde. De kan ikke føre en selvstændig stimulerende finanspolitik, altså lade de offentlige udgifter og offentlige investeringer stige, fordi så truer de euroens eksistens som stærk og inflationsreducerende valuta.
    Alternativt kunne EU have ført en politik med øgede offentlige udgifter, som blev koordineret mellem landene, så aben ikke endte ét sted. Men det gør man ikke, fordi det er den tyske tradition for konservativ og inflationsbekæmpende økonomisk politik, der er sat i højsædet. Tyskerne har fordel af det, fordi den stærke tyske eksportindustri sælger masser af produktionsmidler, teknologi og forbrugsvarer til de nye økonomier i Asien og Latinamerika. Og tyskerne vinder endda markedsandele på de svage sydeuropæiske markeder.
    Der mangler ikke så lidt reel solidaritet i EU. Solidariteten er mestendels en solidaritet med de tyske og franske storbanker, der vil lide enorme tab, hvis der er sydeuropæiske eurozonelande, der går ned, idet det er disse banker, der ejer en stor del af de statsobligationer, der finansierer landenes underskud.  Det giver et kraftigt incitament til den fransk-tyske topledelse i EU til at modvirke en omstrukturering (nedskrivning) af gælden hos sydeuropæerne. 
    Det ser foreløbig ud til, at spanierne må tage det lange seje træk (tough it out, som det hedder på globalt nyengelsk), der består i en meget langvarig deflationspolitik, der ad åre kan bedre konkurrenceevnen. I mellemtiden vil det så desværre være de unge arbejdsløse, der vil have mistet konkurrencekraft, når deres kvalifikationer vil blive nedbrudt igennem mange års ledighed.

Links:
Udviklingen i arbejdsløshedsprocenten (tasa de paro: antal arbejdsløse i pct af arbejdsstyrken) kan følges via dette link til det spanske statistiske bureau.  Det er karakteristisk for den spanske (og europæiske) økonomiske diskurs, at man ofte skal lede længe efter arbejdsløshedstal. De ligger langt nede på listen, og det er så godt som umuligt at finde historiske tidsserier der er interessante. Arbejdsløshed er en anomali i den nyliberale økonomiske diskurs.  Det er mere væsentligt at interessere sig for priser, konkurrenceevne, produktivitet, og andre indikatorer for økonomiens fleksibilitet set fra en producentsynsvinkel.  
Advertisements

Comments Off on Arbejdsløshed og sociale problemer i Spanien

%d bloggers like this: