Gregers Friisberg

Fra Double Dip til Deep Dip?

Posted in Global økonomi by Gregers Friisberg on 16/06/2011

Der er tre årsager til, at den globale økonomi kan blive kastet ud i en ny recession, der kan blive værre end den foregående:

1  USA’s gældskrise kombineret med fortsat stagnation og uændrede ellerstigende arbejdsløshedstal
2  Euro- og gældskrisen i Europa, der er forbundet med en euro-zone, der kører i to hastigheder, og mangelen på en koordineret finanspolitik
3  Stigende råvare- og fødevarepriser, der er forbundet med kraftig vækst i store emerging economies og ressourcemangel

De amerikanske arbejdsløshedstal er lidt af en gyser for de, der frygter en ny intensivering af krisen,    –   altså frygten for det, man kalder en double dip recession. Beskæftigelsen steg kun med godt 50.000 i den amerikanske økonomi, hvor stigningen helst skal være omkring 100.000, hvis arbejdsløsheden skal holdes på samme niveau.

Figur 1: Udviklingen i den officielle arbejdsløshed i USA 

Kilde: Bureau of Labor Statistics. http://www.bls.gov

Opgjort på denne måde (figur 1) var der i maj 2011 knap 14 mio arbejdsløse. Hertil kommer de, der er på tvunget nedsat tid og de, der har opgivet at lede efter arbejde.  Arbejdsløsheden rammer meget forskelligt:

Teenagers (24.2 percent),
Whites (8.0 percent),
Blacks (16.2 percent),
Hispanics (11.9 percent)
Asians 7.0 percent

Specielt bekymrende er det også, at antallet af langtidsledige (over 27 ugers arbejdsløshed) vokser kraftigt.
I maj var antallet steget med 361,000 til 6.2 millioner. Det er samtidig tidsmæssigt den normale grænse for at få arbejdsløshedsunderstøttelse.  

Det stiller et stort spørgmålstegn ved den økonomiske politik, der føres.  Præsident Obamas rosværdige indsats her var klart den økonomiske stimulanspakke, der blev vedtaget ret hurtigt efter hans tiltræden.  Den var på knap 800 mia $ og omfattede en blanding af skattereduktioner, infrastrukturinvesteringer og forskellige føderale udgiftsprogrammer.  Ifølge den kendte keynesiansk orienterede økonom Paul Krugman var denne pakke nødvendig, men helt utilstrækkelig. Han så helst, at den blev fulgt op med nye tiltag, og at man altså vedtog en endnu større stimulanspakke. Præsidenten er imidlertid blevet hårdt trængt af det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus efter midtvejsvalget i 2010.  Den republikanske højrefløj, Tea Party bevægelsen, råber på reduktion af statens udgifter.

Det er nogle ret så uhellige alliancer, der indgås. Tea Partyet er et sammenrend af for det meste ret populistiske anti-government protesters, der på en noget ureflekteret måde kæmper for den almindelige vælgers interesser imod “Big Government”. En stor del af dem er små erhvervsdrivende, der er ramt af den økonomiske nedgang. I stedet for at forlange en konsekvent krisepolitik af staten forestiller de sig, at udviklingen kan skrues årtier – ja, vel i virkeligheden et par århundreder –  tilbage.  Tea Partyet/det republikanske Højre sekunderes af repræsentanter for den rige elite, der nu kan se frem til, at de skattelettelser for de højst lønnede og andre velhavende, der blev gennemført af George W. Bush som midlertidige, nu forlænges.
    Samtidig har finanssektoren en interesse i, at reguleringstiltagene ikke bliver så kraftige, som der først var lagt op til, og at byrden for at få betalt for finanskrisens virkninger skubbes over på almindelige lønmodtagere.  Og endelig er der det militært-industrielle kompleks, pentagon og de enorme forsvarsbevillinger, der ser ud til at have fået en stadig mere trofast omvendt konvertit i  præsidenten, så de bekostelige krigseventyr kan fortsætte.

Den stadig mere ulige indkomstfordeling og de stagnerende lønninger for almindelige lønmodtagere, kombineret med utilstrækkelige investeringer i USA,  bevirker, at efterspørgselssiden ikke står stærkt nok til at redde økonomien ud af krisen. Den amerikanske centralbank, der modsat den europæiske, også skal tage beskæftigelseshensyn, har forsøgt at bekæmpe krisen igennem pengeudpumpning, den såkaldte QE (quantitative easing), hvor The Fed (den amerikanske nationalbank) køber amerikanske (stats)obligationer og dermed dels holder renten nede og dels forsyner markederne med likviditet. 

Denne politik fra Centralbankens side kritiseres af bl.a. BRIK-landene og arabiske olieproducenter, fordi de står med opsparingsoverskud af stigende dollarbeholdninger, der kan værdiforringes, hvis politikken fortsættes. For nogle af landene, f.eks. Brazilien, har det bevirket revaulering af den nationale valuta. Man har ikke som Kina kunnet styre kapitalbevægelserne ind og ud af landet og dermed kontrollere valutaens værdi. Det fører til forvridninger af produktionsfordelingen i Verden. Det er med til at fastholde lande som Brazilien og andre latinamerikanske og arabiske lande i rollen som råvareproducenter, idet konkurrenceevnen i forarbejdende industrier forringes af den valutariske udvikling.

Obamaadministrationen er reelt ved at blive stillet skakmat i den økonomiske politik af denne kombination af økonomisk-politiske interessenter. Hidtil har man kunnet redde sig ved den ekspansive pengepolitik, der er mulig, fordi dollaren er en (for the time being) respekteret international reservevaluta. Men hvor længe varer det?
    Når man sammenligner USA’s situation med de sydlige EU-lande, viser det sig, at de to angloamerikanske forkæmpere for global frihandel, USA og Storbritannien, har en mere usund økonomi målt på statsbudgetunderskuds og arbejdsløshedens størrelse end de såkaldte Piigs-lande i EU’s randområde.

Tabel : Nøgletal for USA’s og andre landes udenrigsøkonomiske relationer, valutaenheder pr dollar,  og budgetbalance

Kilde: Economist, 2.6.11. Tabellen viser underskud på handelsbalance i $ og i pct af BNP, samt valutavekselforhold og budgetbalancer i pct af BNP

Man kan undre sig over, hvordan USA kan bevare sin mulighed for at finansiere underskud med udstedelse af statsgæld (stataobligationer), når man ser tallene i tabellen ovenover? Gælds- og især underskudsproblemerne (9,1 pct af BNP i statsbudgetunderskud) slår Piigs-landenes med flere alen.
    Men det, der gør forskellen, er, at USA er en fuldt suveræn økonomi med egen penge- og valutapolitik, –  og tilmed en valuta, der stadig er en anerkendt reservevaluta, som mange globale investorer  – i mangel af bedre – gerne vil sætte penge i.
   Det, der imidlertid sker i disse år, er, at USA er ved at udvikle sig til én økonomi blandt flere. Det er ikke længere i så høj grad som tidligere den dominerende globale økonomi med mulighed for at udstede globale matadorpenge, som alle de andre tvinges af omstændighederne til at bruge. Det lægger stigende begrænsninger på USA som global pengeudsteder.
    Det ironiske er da også, at det, der for øjeblikket truer kreditværdigheden mest er den selvpålagte begrænsning for statsgældens størrelse, som kongressen har vedtaget. Grænsen for statsgælden, der pt er på 14.294 mia$, eller omkring 100 pct af BNP, skal hæves senest 2. august 2011. Og det bliver den nok også. Men inden da vil der være indgået nogle kompromiser, som vil være skadelige for den amerikanske finanspolitiks stimulerende virkninger.

Ratingbureauerne (Moody’s, Standard&Poor’s, Fitch m.fl.) rater statsgæld af hensyn til deres investorer, – ikke af hensyn til globale økonomiske sammenhænge. Det er investorens interesse i at kunne forudse kursudviklingen på obligationerne, der står i centrum for den økonomiske analyse. Det er imidlertid en vanskelig analyse, da der indgår tillid/forventninger, altså massepsykologi, ud over de basale økonomiske fakta omkring de realøkonomiske forhold i den amerikanske økonomi.  Fitch har truet med at lave en downgrading af USA’s gæld, hvis ikke gældsloftet hæves. Men man kan undre sig over, at denne trussel ikke er effektueret tidligere, da den amerikanske gæld som sagt er værre forholdsmæssigt end nogle af de værst stillede euro-landes. I det hele taget er ratingbureauernes rolle ret besynderlig. De var med til at sige god for mange af de dårlige lån, der var udløsende for finanskrise 1, ja, de var nærmest med til at udforme nogle af de finansielle produkter baseret på derivater, der var udløsende for krisen og medvirkende til dens dybde. Nu vanskeliggør de reelt en restrukturering af gæld i Europa, – eller er medvirkende til, at den ikke virker, når de går ud og giver karakter til en finansiel restrukturering.
      Storbritannien og USA har altså kunnet opretholde kreditværdigheden med meget dårligere nøgletal end de meget udskældte sydeiuropæiske lande og Irland.  Det er ikke, som man ellers kunne have troet, fordi investorerne har ideologiske forkærlighed for den angloamerikanske model, men skyldes, at man har mere at jonglere med, når valutaen er bundet til en nationalstats økonomiske politik, end når den er bundet til en uigennemsigtig økonomisk politik, som det er tilfældet i EU, hvor det ikke er helt transparent, hvem der bestemmer.

Er problemerne så løst, hvis Kongressen får ophævet  – henover Teapartyets protester – kreditgrænsen for USA’s statsgæld?

I første række er de. USA tidligere økonomiske historie har vist, at statsunderskud og -gæld kan nå langt højere niveauer. Men det forudsætter, at Kina og forskellige arabiske investorer ikke kaster amerikanske statspapirer på markedet i desperation.  Men det er der næppe heller udsigt til med den styrede og rationelle politik, som kineserne gennemfører med stiff upper lip. Man må derfor stadig konkludere, at er der nogle, der kan gå foran, når tyskerne ikke vil, i en keynesiansk økonomisk stimulans, er det briterne og amerikanerne, der kan gøre det.  Det, der udgør barrieren nu, er de politiske barrierer, som det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus har sat op.

Den politiske kamp om gældsloftet er i sig selv en kilde til yderligere usikkerhed.  Det er absurd, at gammeldags økonomisk-ideologiske konflikter kan være medvirkende til, at krisen vender tilbage og uddybes igen. Det er en gentagelse af 30’ernes depression. Her så man også op- og nedgange, der gradvist uddybedes til en dyb depression. Det spil er snæversynede lovgivere i Washington i gang med at gentage. I stedet skulle de kigge på den amerikanske økonomis dybere strukturelle problemer, så som den meget ulige indkomstfordeling og den fortsat svage konkurrenceevne   –  som det fortsatte udlandsunderskud vidner om.

Det er også et vidnesbyrd om den globale økonomis problemer med at finde meningsfulde investeringsobjekter, at appetitten på amerikanske statsobligationer er uformindsket stor. Som sagt er det kun gældsloftet, der kan true dem som tiltrækkende investeringer. At kinesiske fondsinvestorer, den norske oliefond og arabiske olieskeiker ikke kan finde bedre mål for investeringer, er dybt foruroligende for Verdensøkonomien.

Double dip kan gå hen og blive deep dip. Fiskalkonservative fundamentalister i både det republikanske og demokratiske parti kan risikere med deres stædighed at kaste Verden ud i en dyb krise.  Men i mellemtiden har vi heldigvis haft det sjovt. – Også i Danmark, hvor strammerlinjen også er dominerende. Danskerne skal jo være blandt de ti bedste i Verden. Det gælder åbenbart også på strammerområdet!  Et leksikon definerer beggar-thy-neighbour politik således:

The policy name is derived from its resulting impact, making a beggar out of neighboring nations. The goal of a Beggar-Thy-Neighbor strategy is to increase the demand for your nation’s exports, while reducing your reliance on imports. This is often executed by devaluing the nation’s currency, which will make your exports cheaper to other nations.

Ja, devaluering. Men det kan altså også gøres via bæltestramningspolitik.  Heldigvis har vi haft Uncle Sam til at holde efterspørgselen i Verden oppe. Men han kan snart ikke mere på grund af indre brydninger.

Advertisements

Comments Off on Fra Double Dip til Deep Dip?

%d bloggers like this: