Gregers Friisberg

Fra nationalchauvinistisk skræmmebillede til eksempel for andre “Danmarkdiskurser” i internationale medier

Posted in Uncategorized by Gregers Friisberg on 16/09/2011

Det er sjovt at se så lidt, der åbenbart skal til, før billedet af Danmark i internationale medier skifter karakter. Se f.eks. The Guardian dagen efter folketingsvalget:

“Det yderste højres greb om staten er afsluttet, idet danskerne stemmer på en centrum-venstre regering ledet af Helle Thorning-Schmidt.”

Bladet fortsætter med at sige, at dermed afsluttes et tiår præget af  Højres konstante opstigning, hvor en minoritetsregering af liberale og konservative blev holdt ved magten med parlamentarisk støtte fra det “eurofobic, muslim-baiting” Dansk Folkeparti. 

Udtryk som xenofobisk bruges i adskillige af de internationale medier om den “danske vej”, der også beskrives som en vej, adskillige andre har fulgt.

Ifølge The Guardian går Danmark imod en udbredt tendens, hvor centrum-venstre har problemer med at formulere et svar på de udfordringer, som finanskrisen har givet. Avisen undrer sig over, at man ikke har kunnet bruge denne krise til formulering af en politik, der kunne byde Højre trods. I stedet er det det europæiske Højre, der har kunnet drage fordel af krisen til at få vælgerfremgang.  Og venstrefløjen har ligeledes efter avisens mening haft svært ved  at formulere en attraktiv indvandringspolitik  og politik over for islam.

Danmark ses som et lovende eksempel:

…. the outgoing government promised spending cuts while Thorning-Schmidt argued for more investment in education, welfare, and infrastructure. Given the austerity policies favoured across Europe by the dominant centre-right as the response to the lack of growth, Denmark will be watched to see whether the new government will take a different approach and succeed.

En helt anden “Danmarks-diskurs” har kørt i The Economist.  Under overskriften To Helle and back skriver The Economist 10.9.11 om den efter bladets mening økonomisk uansvarlige politik, en centrum-venstre regering vil føre i Danmark.
    Men det er pakket godt ind. Alene overskriften når dog med sin pun på Helle og Hell næsten shakespearske højder i tvetydighed, selv om det er et temmlig vulgært ordspil. Men “helvede” er netop efter bladets forestilling en økonomi med voksende budgetunderskud. Bladet er dog tilsyneladende godt klar over, at det voksende underskud blev grundlagt under den borgerlige regering; og det måske rettelig er den, der skal beskyldes for økonomisk uansvarlighed: Bladet skriver om Løkkes “cavalier attitude to expenses”, og hvordan den ” incensed voters at home”.

The Economist tager udgangspunkt i en enkelt dag eller to under valgkampen, hvor en eller to meningsmålinger viste dødt løb til at konkludere, at nu var det igen lykkedes at spille indvandrerkortet: “the bane of Danish politics—immigration—returned to shake up the race”. Det, der tænkes på, er formentlig Villy Søvndals sætten tvivl om 24 års reglen. Der er nok ingen tvivl om, at der her er blevet rørt godt rundt i folkedybets kollektive ubevidste, men ikke nok til at anfægte valgresultatet mere afgørende.  

I sin artikel om valgresultatet hæfter The Economist sig ved, at det (foreløbig) standser en serie af valgnederlag for det europæiske venstre: ” a steady series of election losses for Europe’s left-wing parties, ended yesterday.  Samtidig maler bladet et rædselsscenari over den kommende regerings udfordringer:

As well as the keys to his office, Mr Løkke Rasmussen’s is leaving behind Scandinavia’s worst-performing economy, a widening budget deficit and, by dint of the immense influence of the anti-immigrant Danish People’s Party over the last ten years, a tarnished international image of Denmark as a welcoming and tolerant society.

Det bliver interessant at se, om Danmark igen kan blive en model for resten af Verden.  

  

Advertisements

Comments Off on Fra nationalchauvinistisk skræmmebillede til eksempel for andre “Danmarkdiskurser” i internationale medier

%d bloggers like this: