Gregers Friisberg

OWS

Posted in Finanskrise, USA by Gregers Friisberg on 09/10/2011

OWS står for “Occupy Wall Street” – besæt Wall Street, en oprindelig amerikansk massebevægelse, der er så amorf, at de fleste kommentatorer har svært ved at få hold om den. Den kører i de digitale, sociale medier.
    Den omfatter meget forskellige slags demonstranter, lige fra traditionelle venstrefløjsaktivister og -anarkister, til Ron Paul tilhængere på Republikanernes yderste højrefløj og nu også til organiserede arbejdere. Ron Paul tilhængerne er der, fordi de vil nedlægge USA’s centralbank, The Federal Reserve. De ser årsagerne til krisen i pengeskabelsen i centralbanksystemet.  Fagforeningstilhængerne og venstrefløjsdemonstranterne aktionerer imod den amerikanske finanskapitalismes manglende evne til at gøre noget ved krisen og de fortsatte udslag af grådighed i Wall Street kombineret med tvangsauktionerne på huse i fortæderne, når de teknisk insolvente husejende amerikanere ikke længere kan klare afdragene på deres lån.

Bevægelsen breder sig for øjeblikket ud over USA,  –  med afstikkere til Canada og Europa, og det rejser spørgsmålet, hvad den vil udvikle sig til? Vil den blive koopteret af Det demokratiske Parti og danne en slags venstreorienteret modvægt til The Tea Party på højrefløjen? Occupy-metoden har imidlertid ikke meget lighed med traditionel partipolitik.

De fleste venstredrejede masseprotester i USA siden 1960’erne har været en kamp for et ideal, f.eks. alternativkulturens (the counter culture) idealer om en anti-materialistisk livsstil eller en Verden i fred eller fri for kolonnialisme (protesterne imod USA’s aktioner i Nicaragua og Mellemamerika, og krigen i Vietnam). Eller de har været en kamp for lige borgerrettigheder (Civil Rights Movement). Occupy Wall Street hævdes at være anderledes, idet en del af dens udspring er personlige protester imod ulidelige livsvilkår, som f.eks. når man står uden job, men med en kæmpestor studiegæld, eller man bor i en trailerpark eller er hjemløs, fordi man er sat ud af sit hus p.g.a subprimelånekrisen. Eller man har et job, men det kan ikke betale for sundhedsforsikring. Ungdomsarbejdsløsheden er steget, f.eks. blandt højtuddannede, der så oveni står med studiegældsproblemer.
     Men det er nok for generaliserende at se bevægelsen  udelukkende på denne måde. Den er også blevet italesat som en fortsættelse af Verdens Sociale Forum og Seattle-demonstrationerne i 1999 imod WTO og en forlængelse af det arabiske forår og den spanske acampadabevægelse.  

Bevægelsen omtaler sig som “de 99 pct imod den ene procent”. Der citeres statistik om den voksende ulighed i USA. Den ene procent af de højeste indkomster har en indkomstmasse som andel af de samlede indkomster, der svarer til, hvad de laveste 50 pct har.

Figur 1: Udviklingen i indkomstfordelingen i USA, herunder den rigeste 1 pct af indkomstmodtagernes andel af samlede indkomster

Kilde:  Kongressens budgetkontor. Tallene er renset for inflation.

Økonomisk statistik indsamlet af Kongressens budgetkontor, jvf figur 1 ovenover, bekræfter påstandene om den skæve indkomstfordeling.  

Der er også offentliggjort økonomisk statistik, der viser, at medianindkomsten renset for prisstigninger for den almindelige amerikanske familie er faldet med omkring 10 pc t siden recessionen slog igennem i 2008, jvf figur 2.

Figur 2: Udviklingen i en amerikansk families medianrealindkomst 2000-2010

 Sources: Analysis of Current Population Survey data by Gordon W. Green Jr. and John F. Coder, Sentier Research. Her efter: New York Times 9.10.11

Undersøgelsen, der er sammenfattet i figur 2, viser, at amerikanske lønmodtagere, der har været arbejdsløse under recessionen, tager meget betydelige lønnedgange, når de finder et job. Dermed kan man sige, at arbejdsmarkedet fungerer med udbud og efterspørgsel, men at dette samtidig medvirker til at trykke den samlede efterspørgsel i økonomien. Organisationsgraden blandt amerikanske arbejdere er lav uden for den offentlige sektor.

Hvad er det i øvrigt, der præger denne “Gatsbykapitalisme”?

Det er for det første m.h.t. statens rolle en manglende regulering af finanssektoren. På trods af alle gode intentioner og på trods af, at en stor kommission har undersøgt årsagerne til finanskrisen og placeret en stor del af skylden i netop dette forhold, er der ikke sket ret meget. Præsidenten bliver ved med at holde sine oratorisk kønne taler om behovene for indgreb imod grådighed og finanssektorens tag-selv-bord, men når det kommer til handling, viser det politiske system sig at være handlingslammet. Barack Obama bliver ofte sammenlignet med Franklin D. Roosevelt, en anden demokrat, der var præsident under krisen i 30’erne, men han har indtil videre ikke haft dennes evne til at lave krisebekæmpende tiltag.

Den ulige indkomstfordeling er altså i sig selv en årsag til, at krisen bider sig mere og mere fast. Når almindelige indkomster stagnerer, som det er sket i USA siden 1980’erne, er der ikke den indkomst i den brede befolkning, der skal til for at holde efterspørgselen oppe. Og den investeringsgenererede efterspørgsel er ikke høj nok til at tage over. I stedet outsourcer amerikanske multinationale jobbene til Asien.

Et andet af bevægelsens kritikpunkter går på, at det repræsentative demokrati er blevet hijacket af kapitalinteresser. I USA viser det sig i de mange støttekommitteer med penge fra erhvervene, der giver penge til politikeres valgkampe. I Storbritannien har en undersøgelse vist, at der er stor asymmetri i organisationers adgang til at mødes med statsmagtens repræsentanter og udøve lobbyvirksomhed.

Organisatorisk set er Occupy Wall Street en meget flad bevægelse. Det har været, hvad aktivisterne har fundet på her og nu, der bestemmer, hvad der skal ske. Der er fagforeningsfolk, der har forsøgt at forhindre Ron Paul tilhængere i at komme til talerstolene, men det er ikke blevet taget nådigt op. Der har været betydelig konsensus om, at bevægelsen skal bevare sin brede karakter. Der er dog en General Assembly (stormøde) og aktionskommitteer, og herfra er der blevet produceret et manifest. I manifestet siges bl.a.:

“Vi har samlet os fredeligt her, som det er vores demokratiske ret, til at lade disse kendsgerning blive kendt:

De har beslaglagt vores huse igennem illegale tvangsauktionsprocesser (foreclosure process), skønt de ikke har den oprindelige prioritet (mortgage) (Der tænkes formentlig på, at prioriteter i nødlidende lån er overtaget i bailoutprocessen efter finanskrisen, så pengene skyldes til en tredjepart, der er ukendt for skyldneren).

De har ustraffet taget imod bailouts fra skatteydere og fortsætter med at give direktørerne eksorbitante bonuser.

De har fortsat uligheden og diskrimination på arbejdspladserne baseret på alder, hudfarve, køn, kønsidentitet og seksuel orientering.

De har forgiftet fødevareforsyningen gennem forsømmelighed og undermineret landbrugssystemet gennem monopolisering.

De har profiteret af tortur, indespærring og grusom behandling af talløse dyr og aktivt holdt disse praksiser skjult (her kom dyreaktivisterne igennem med en point!)

De har kontinuerligt søgt at fjerne ansattes ret til at forhandle løn og bedre arbejdsvilkår.

De har holdt studerende som gidsler for titusindevis af dollars som studielån. Sådanne lån burde være en menneskeret.

De har vedholdende outsourcet arbejde og brugt den outsourcing som løftestang til at skære i arbejderes sundhedsforsikringer og løn.

De har påvirket domstolene til at få status som “juridiske personer”, så de kan blive ligestillet med mennesker, men uden at have den samme mulighed for skyld eller ansvar, som mennesker har i retssystemet.

De har brugt millioner af dollars på advokatteams, der søger veje til at få dem (de store virksomheder) ud af kontrakter i sundhedsforsikringer.

De har solgt vores ret til privatliv som en vare.

De har brugt militær og politistyrker til forhindre ytringsfriheden. De har bevidst, af profithensyn, nægtet at tilbagekalde produkter behæftet med fejl.

De bestemmer den økonomiske politik, trods de katastrofale fejl deres politik har fremkaldt og fortsætter med at fremkalde.

De har doneret store pengesummer til politikere, som er ansvarlige for at regulere dem.

De bliver ved met at blokere alternative energiformer for at holde os i afhængighed af olie.

De bliver ved med at blokere generisk medicin, som kunne frelse menneskers liv.……

De har bevidst dækket for olieudslip, uheld, kreativ bogføring og inaktive ingredienser i jagten på profit.

De holder med vilje folk fejlinformerede og frygtsomme via deres kontrol med medierne. (…..)

De har fortsat kolonialisme hjemme og i udlandet. De har deltaget i tortur og mord på uskyldige civile i udlandet (der tænkes her formentlig på droneflyangreb i Pakistan og Afghanistan)

De fortsætter med at producere masseødelæggelsesvåben for at modtage statskontrakter.

Hvilken status, dette manifest har, og hvordan det skal udmøntes i politisk handling, står ikke særlig klart. Det står heller ikke klart, i hvilken grad Demokraterne kan og/eller vil kooptere bevægelsen. Præsident Obama har skærpet sin retorik på det seneste. Når han af den republikanske højrefløj bliver beskyldt for at være “klassekriger”, fordi han “vil beskatte de rige”, går han med på spøgen og siger, at hvis det er “klassekrig”, så er han parat til det.  Den britiske avis The Independent konkluderer efter en historisk gennemgang af fortilfælde i USA’s historie, at demokratiske præsidentkandidater ikke har nydt afgørende fordel af at dykke ned i folkedybets venstrepopulisme, men at de højst kan bruge denne som inspirationskilde til at jagte stemmer i det centrum, der bestemmer præsidentvalget, og at Obama er klar over dette i den strategi, han er ved at anlægge frem til præsidentvalget.

I 1896 stod USA også midt i en krise, og William Jennings Bryan, der var Demokraternes præsidentkandidat forsøgte at profitere vælgermæssigt af det voksende venstrepopulistiske oprør imod krisen, bl.a. med en malende religiøst  inspireret metafor “You shall not press down upon the brow of labour this crown of thorns (“I skal ikke presse denne tornekrone ned over panden på det arbejdende folk”),  tordnede han. “You shall not crucify mankind upon a cross of gold.” (“”I skal ikke korsfæste menneskeheden på et kors af guld”).  Det er stærk billedlig tale og et højdepunkt af politisk retorik, som ikke engang Barack Obama kan konkurrere med.  I et land, hvor “labour” er parcelleret ud i mange segmenter, når man dog ikke langt med en sådan retorik. Bryan tabte valget, måske fordi han blev identificeret for meget med The American West og landbrugsinteresser.  Metaforen går ikke på kritik af kapitalismen som sådan, men på en kritik af Østkystens bankiers og kapitalejere og en uheldig økonomisk politik, idet “korset af guld” er en metafor for og protest imod guldmøntfoden, der bandt den amerikanske valuta til guldets værdi (papirpengene skulle kunne veksles til guld).  Man opretholdt altså pengenes værdi – en slags revalueringspolitik – der gjorde krisen værre, end den behøvede at være.  Også dengang var det en økonomisk nationalisme imod internationalisme, hvor Bryan stod for det første, men mente, at spørgsmålet om guldmøntfoden var vigtigere end toldspørgsmålet.
    I dag under præsident Obama og Ben Bernanke som centralbankchef er der ikke nogen dollar, der er bundet til guld. Det er i højere grad de “løse penges” politik, der føres. Den politik kan føres, så længe USA kan hævde sin stilling som Safe Haven og dollarens status som anerkendt international reservevaluta.   
    Hvis man skulle trække en parallel til idag, er det snarere euroens stilling som pengegarant i EU, der er pendanten til den guldindløselige valuta i USA  –  med nogle af de samme konsekvenser for det “arbejdende folk” i især Sydeuropa.

Finanskrisens udløbere kan vise sig at blive alvorligere end krisen i slutningen af det 19. århundrede. Det kapitalistiske marked er i dag i betydelig højere grad globalt, præget af interdependens og hastigt formidlede betalingsstrømme (bl.a. p.g.a. IT-revolutionen), og en manglende overordnet styring.
        Og man ser da også, at der løbende sker en uddybning af de problemer, der har sat gang i OWS-bevægelsen. Den ene procent sidder nu på næsten 50 pct af de samlede formuer (financial wealth) i USA, skriver The Independent. Den højt besungne amerikanske drøm rykker længere og længere væk for middelklasseamerikaneren.  Det skærper modsætningerne i samfundet:

The election of 2012 will be an ideological contest like few others – a referendum on the future of capitalism as currently practised in America.

Obama Kansas speech

Advertisements

Comments Off on OWS

%d bloggers like this: