Gregers Friisberg

Showdown i Cannes?

Posted in Finanskrise, Global økonomi by Gregers Friisberg on 03/11/2011

Det var fra fransk side ment som topmødet, der skulle hjælpe med til at genindsætte Sarkozy i pomp og pragt i Elyséepalæet.
    Præsident Sarkozy har stået til dårlige meningsmålinger forud for næste års præsidentvalg i Frankrig. G20 topmødet kunne give mulighed for relancering, idet man på mødet kunne præsentere resultatet af den foreløbig sidste store redningspakke i EU-regi.
   Og så kom Papandreou ind over med sit i fransk-tyske øjne meget dårligt timede forslag om referendum om den græske “hjælpepakke”. Det ender måske med, at den græske regering falder for et mistillidsvotum i parlamentet. Flertallet balancerer på 1 – 2 mandater. I så fald er et muligt scenarie en ny græsk regering, der vedtager redningsplanen og derefter udskriver valg for at få vælgernes dom via et parlamentsvalg.  

G20 står over for så vanskelige problemer, at man har svært ved at se, hvordan der kan opnås en enighed, der kan bringe Verden videre. – Rent bortset fra, at G20 er en uformel klub af lande, der har enedes om at mødes med visse mellemrum, men hvor rækkevidden og forpligtetheden af fælles resolutioner og beslutninger er noget uklar. Det er et mellemstatsligt organ, hvor beslutninger skal bakkes op senere af beslutninger i nationale parlamenter.

Note: Amerikanske institutioner har forsikret europæisk gæld for 518 mia$.

Mange har set hen til Kina som den, der kan kaste en redningskrans ud. Sarkozy har personligt ringet til Hu Jintao og talt om en mulig tilførsel af midler til den europæiske fond. Men kineserne gør ikke dette uden betingelser. Der har igennem flere møder i G20 og G8 været forventninger om – og et vist pres på Kina – for at landet skal gøre noget ved det, USA, og også kræfter i EU, anser for den “undervurderede kinesiske valuta”. Beijing vil imidlertid ikke kunne leve med, at der kom til at så i en topmødeerklæring, at landets valuta er overvurderet, eller at dets handelsbalanceoverskud er for stort. Det er også muligt, at Kina forlanger eller forventer, at Vesten lukker munden omkring menneskerettigheder i Kina.
    Hvis ikke Kina vil addressere valutaubalancen, forventes landet i stedet til gengæld at kunne overføre dele af de opsparede midler i landets enorme valutareserver (3.200 mia $). Det er kun en fjerdedel, der menes at være i eurotilgodehavender. Det giver rum for kinesiske investeringer i Europa.
   Kina anmodes om at anbringe 50 – 100 mia $ i EFSF, den europæiske stabilitetsfond, eller evt i en ny fond sat op i et samarbejde med IMF.  Som formand for G20 har Sarkozy i årets løb talt for at øge den kinesiske valuta internationale rolle ved at  bringe den ind i IMF’s SDR (Special Drawing Rights), en slags IMF-papirpenge, der bygger på indbetalte kvoter af medlemslandenes valutaer. Kineserne forventer imidlertid til gengæld, at de kan få forøget deres stemmeretter i IMF.  IMF, Den internationale Valutafond, kommer til at spille en større rolle fremover. Her er f.eks. jo også EU’s ikke-euromedlemmer med. Derved kan de komme til at betale for fælles redningsforsøg over for svage økonomier, bl.a. i Sydeuropa. Men det indebærer paradoksalt nok, at lande med større underskudsproblemer, f.eks. Storbritannien og USA, kommer til at hjælpe med via IMF at baile out bedre kørende medlemmer af Eurozonen  –  et af resultaterne af “markedernes” absurde styring af den kollektive psyke.

Kineserne vil altså have større stemmeandele i IMF, hvad de logisk set, landets nu betydelig større økonomi taget i betragtning, kan siges at være berrettigede til. Kineserne vil også gerne have øget mulighed for at kunne købe sig ind i europæisk kapitals teknologiske stjernevirksomheder. Her er begejstringen fra EU eller amerikansk side nok behersket.

Som det er illustreret i figuren ovenover, kan de græske, italienske m.fl. gældsbomber true det globale finanssystem med sammenbrud p.g.a. de gensidige forpligtetheder i systemet og finansvirksomhedernes utilstrækkelige kapitalpostring. Gældsproblematikken i Sydeuropa bliver mere og mere akut p.g.a. den manglende økonomiske vækst. Når gælden måles i pct af BNP, vil et stagnerende BNP ikke kunne hjælpe.  USA’s styrkeposition er paradoksal, al den stund, at USA har problemet, der er værre end de sydeuropæiske. Men USA har egen valuta, nationalstatslig beslutningskompetence og et forsvar, der nogenlunde kan holde det vaklende imperium oppe. Derfor er USA stadig safe haven for usikre globale investorer. Mange ser derfor nok hen til Barack Obama som den, der skal sikre, at mødet ikke ender i den værste fiasko. Obamas problem er imidlertid, at USA pt har et noget dysfunktionelt politisk system, hvor den eksisterende deadlock imellem et Senat med demokratisk flertal, et Repræsentanternes Hus med republikansk flertal og en præsident, der pt arbejder hårdt på at holde sin regnbuekoalition sammen før næste præsidentvalg, giver beslutningsusikkerhed.

Det blev nok fortolket som en symbolsk handling, da Jûrgen Stark forlod styrelsesrådet i Den europæiske Centralbank (ECB),  men det er i denne symbolik, den europæiske malaise ligger skjult. Hvis tyskerne havde tilladt ECB at foretage de nødvendige opkøb af nødlidende landes obligationer, ville renten på de sydeuropæiske landes statsgæld aldrig være kommet ud af kontrol. Det er altså just  EU’s manglende evne til at optræde som en stat, der forklarer, at USA og England kan leve med et budgetunderskud på 9-10 pct af BNP, mens Italien ikke kan leve med et i underkanten af 4 pct.  Tysk fundamentalistisk fiskalkonservatisme er i gang med at køre EU i sænk.

Advertisements

Comments Off on Showdown i Cannes?

%d bloggers like this: