Gregers Friisberg

Politikken i økonomien

Posted in Politisk økonomi by Gregers Friisberg on 15/11/2011

Greg Mankiw er professor i økonomi ved Harvard. Han er en af USA’s kendteste økonomer. Rådgiver for præsident George W. Bush og for Mitt Romney, sandsynlig kommende præsidentkandidat for Republikanerne ved præsidentvalget i 2012. Han har desuden skrevet to af de mest anvendte lærebøger i økonomi.

Den 2. november udvandrede de studerende fra hans introducerende økonomikursus på Harvard. De var  “utilfredse med den ideologiske skævvridning” (bias), de så i  økonomikurset, som de udtrykte i et brev til ham. Brevet er trykt i Harvards studenterblad Harvard Political Review.

De studerende havde håbet på at få et bredt introducerende økonomikursus, men blev ifølge det åbne brev udsat for et specifikt, begrænset syn på økonomi, som de mener fører til en “fortsættelse af problematiske og ineffektive former for ulighed i dagens samfund”. 

De studerende er øjensynligt påvirket af Occupy bevægelsen og dens syn på den øgede ulighed i USA. I modsætning til professor Mankiw mener de, at uligheden ikke er befordrende for økonomisk effektivitet.

Mankiw er en kendt fortaler for den nyliberale økonomiske skole, hvor skattelettelser ses som vejen frem. Økonomien kræver incitamenter for at kunne levere resultater.

I sin mikroøkonomiske (forbrugere, virksomheder, markeder) opfattelse er Mankiw præget af efficient markets hypotesen, som siger, at frie markeder vil søge imod ligevægt med fuld beskæftigelse, og at frie markeder er bedst til at sikre den mest effektive produktion og fordeling. Det sker via udbud og efterspørgsel. Forbrugerne forsøger at maksimere deres nytte ved at bruge deres indkomst så effektivt som muligt i en afvejning af de økonomiske muligheder og behovene, og producenterne/udbyderne maksimerer deres interesser ved at producere med lavest mulige omkostninger og under ønsket om at opnå den størst mulige fortjeneste. På den måde får man størst mulig økonomisk velfærd i samfundet.  Det hele er formaliseret i udbyggede matematiske modeller.

Man glemmer bare, at markederne ikke er perfekte. Forbrugere og producenter har ikke fuld oplysning. Producenterne bliver til monopolister, når de bliver tilstrækkelig store, og ofte manipulerer de via reklame forbrugerne til at købe. Det nyliberale paradigme glemmer interesserne og politikken i økonomien. Forbrugerne kan ikke se, hvad fødevareindustrien putter i den færdiglavede mad. De kan ikke se, hvordan de store medicinalvirksomheder sidder med, når det fastlægges, hvad psykisk abnormalitet er, og i det hele taget, hvad livsstilssygdomme er, herunder  hvad eksempelvis symptomer på psykose og neurose kan være. De kan ikke se, hvordan medicinalindustrien laver kurser for de praktiserende læger. 

Forbrugerne handler i modsætning til pris- og velfærdsopstimeringsmodellen ofte irrationelt og imod, hvad deres langsigtede interesser skulle tilsige. Er det f.eks. rationelt, at en relativt stor del af de 14 – 15 årige piger i Danmark er blevet hyppige konsumenter af alkohol de senere år, fordi drikkevareindustrien har introduceret alkoholsodavand ( Bacardi Breezer, Smirnoff Ice, m.fl.). Det er relativt stærke drikke, hvor alkoholen leges ind, fordi det ikke smages i den søde vand.  De unge er lette ofre for alkopopreklamerne og produkterne, fordi de er i et stadium af deres liv, hvor de søger identitet. Der er smarthed forbundet med dette konsum. Det er stærkt og sejt, og man udviser formodentlig “voksenadfærd”. Det er på lag af underordnet bevisthed i psyken og kan således udnyttes af dybdepsykologisk inspirerede reklamefolk. Man kan efterligne de voksnes livsstil og bliver så at sige “voksen før tid”. Der er ikke meget rationalitet i en sådan identitetssøgen. 
    
    Når der altså snarere er tale om irrationalitet i reklamens forførelse af forbrugere igennem anvendelse af viden om underbevidstheden i tilrettelæggelsen af kampagner i livsstilsforbrug, kommer argumentet ind for at overlade en betydningsfuld plads til politikken. Markedet skal reguleres ud fra f.eks. forbrugerinteressen i at udvikle et samfund, der bygger på velfærd og livskvalitet. Der er masser af eksempler på relevansen af dette i overflodssamfundet. Tænk blot på problemerne med den globale opvarmning!

På det makroøkonomiske plan viser de fejlagtige modeller sig i påstandene om ulighed og efficiens.
     De matematiske modeller i den nyliberale økonomi hviler på forsimplende antagelser, hvor man tager udgangspunkt i et menneskebillede, der ikke har udviklet sig meget siden Jeremy Benthams nyttefilosofi. Derfor bliver deres forudsigelser ofte forkerte.  Det har vist sig at være forkert, at der generelt skulle være en trickle-down effekt (spredningsvirkning af vækst) af den øgede rigdom hos den ene procent af befolkningen, der bliver rigere og rigere, så de  fattigere 99 pct skulle blive tilgodeset af øget økonomisk volumen.
    Påstanden er fremsat mange steder. Den indgår bl.a. i den såkaldte Lafferkurve, der viser, hvordan de samlede indtægter af skattestigninger begynder at falde, når skatten når et vist punkt. Det skyldes de aftagende incitamenter.

Greg Maniw gentager mantraet:   “Hvad kan politikerne gøre for at stimulere de rå dyriske instinkter (animal spirits) i økonomien og derved animere erhvervslivet til at investere? Et åbenbart oplagt skridt ville være at nedsætte beskatningen af erhvervenes kapitalindkomst. Ifølge en 2008 rapport fra OECD: “Skatter på erhvervslivet er de, der skader vækst mest””.

Rovdyrsinstinktmetaforen er inspireret af Keynes. Han var  –  som Maniw  – optaget af, hvad det er, der driver investeringer i en kapitalistisk økonomi. Det er selvsagt et interessant spørgsmål, og det er klart, at en vis sammenligning af den kapitalistiske foretager med rovdyr, der vil frem i junglen, nok ikke er helt ved siden af. Men rovdyrene kommer kun frem for at fouragere, hvis der er et bytte. Og det er der ikke i en økonomi i stagnation. Det er derfor, det er så vigtigt at påvirke den overordnede efterspørgsel.  Varer og tjenester afsætter sig ikke af sig selv. Muligheden for afsætning afhænger af konjunkturer og efterspørgsel. Derfor er skattelettelser heller ikke altid vejen frem.

Harvardstudenternes ønsker om en mere afbalanceret økonomiundervisning bringer mindelser om fagkritikken på danske universiteter i 1970’erne. Dengang forlangte man også en mere autentisk undervisning. Det er nødvendigt at erkende, at økonomien ikke er en objektiv videnskab. Der indgår interesser. Der tages udgangspunkt i forsimplende antagelser om virkeligheden. Når de forsimplende antagelser laves, sker der en udvælgelse, der igen kan være udtryk for en politisk-ideologisk prioritering. Det er nødvendigt at erkende dette, hvis man vil have en mere autentisk økonomividenskab.

Advertisements

Comments Off on Politikken i økonomien

%d bloggers like this: