Gregers Friisberg

EU split

Posted in EU by Gregers Friisberg on 09/12/2011

Det er sommetider ejendommeligt at se, hvordan historien bevæger sig i cirkler. Splittelsen i EU, som er åbenbar efter topmødet 8. december, har været under opsejling længe. Der har simpelthen været for forskellige syn på EU og ønskværdige økonomiske modeller på begge sider af Kanalen. Briterne ønskede at bevare London Citys finanssektor og dens muligheder for at operere frit. Tyskland og Frankrig ønsker en mere reguleret økonomi – med en finanssektor, der kommer under skrappere kontrol, og en tættere styring af de offentlige sektorers indtægter og udgifter (“Fiskalunion”).

Vi er på en måde tilbage i det gamle modsætningsforhold mellem Storbritannien og Frankrig, der satte en stopper for britisk optagelse i EU i 1960’erne.

Tyskland er blevet træt af de mange “bail-outs” af de gældsramte lande og vil nu revidere traktaten igennem en slags mellemstatlig tilføjelse. Det er der en masse juridiske komplikationer i, men det er åbenbart et mindre problem. Storbritannien vil således kunne hævde, at Kommissionen og Domstolen, som man vil tildele roller i “fiskalunionen” jo hører til i den overnationale struktur i Maasstricht- og Lissabontraktaterne.

Det er forbløffende, at Merkel har kunnet komme igennem med sin “vision” om en “fiskalunion”. Det vil ikke hjælpe meget at gentage noget, som man allerede har lavet, og som blev skudt ned af Tyskland og Frankrig selv, da man i disse to lande overskred konvergenskriterierne om statsbudgetunderskuddets størrelse. Hvem skal tro på, at man siger, at denne gang mener man det?

Fiskalunionen vil føre til en meget længere recessionsperiode, end det ellers ville være tilfældet, fordi landene nu tvinges ud i skarpe nedskærings- og besparelsesridt i de offentlige budgetter. Der er behov for det modsatte i den nuværende situation. Det hjælper ikke at gå ind i en konkurrence om, hvem der er bedst til nedskæringspolitik.

Fiskalunionen addresserer heller ikke det, der er unionens virkelige problem, og årsagen til, at euroen ikke kan fungere, nemlig forskellighederne i konkurrenceevne i de nordlige lande, især Tyskland, på den ene side, og de mere debile økonomier sydpå.  Det blev tidligere løst ved, at de devaluerede deres valutaer. På den måde kunne de redde jobs. Nu skal de ud i måske tiårige stagnationsperioder, mens tyskerne kan glæde sig over, at deres eksport stadig buldrer frem, hjulpet på vej af de stabile valutakurser i nabolandene. Samtidig står og falder løsningen af euro-/gældskrisen med, om det lykkes at få mere gang i væksten i Europa. Mangelen på vækst giver debile statsbudgetter, så gældsproblemet bider sig fast. Men mangelen på vækst hænger også sammen med den tysk-inspirerede stramningspolitik.

Hele beslutningsforløbet er betænkeligt. Det kunne ses som pragmatisk nødvendigt, at de to stærkeste statsledere på kontinentet, Merkel og Sarkozy, mødes og bereder vejen for enighed. Men det er ikke heldigt, at deres møde ender med, at de stiltiende hver især hjælper den anden af pinden i det, der er den andens største mareridt. For Merkel er det en kollektiv deling af gældsforpligtelserne i form af en euro-bond (euro-obligation). For Sarkozy er det det tidligere tyske krav om, at ejerne af de dårlige obligationer skulle dække en del af tabet. I stedet enes de om det, de begge – med deres respektive baglande – kan blive enige om, og det er en variant af det samme fiskale stramningsregime, som man allerede har prøvet én gang, nemlig med Maastrichttraktaten. 
     Og samtidig er der ikke rørt ved statutten for Den europæiske Centralbank (ECB), hvor der ligger endnu et Titanic-scenarie og lurer. Når selv lande som Holland og Tyskland begynder at mærke faldende refinanseringsmuligheder for deres statsgæld, tyder det på, at panikken ikke er langt væk. Den ville kunne standses af en effektiv centralbank. Der mangler ganske enkelt det, man kalder en “lender of last resort”, dvs ECB  udstyres med samme muligheder som andre centralbanker.  Ellers kan man risikere den credit crunch (kreditklemme), der kan få hele euro-konstruktionen til at brase sammen i noget, der vil få 30’ernes depression til at ligne en søndagsudflugt.

Bag euro-/gældskrisen ligger et kompliceret forhold mellem kreditorer og debitorer, som man har kendt til tidligere i historien. Og man behøver ikke gå så langt tilbage. Da USA gik fra guldet i 1971, var det i en nødvendig erkendelse af, at den hidtidige kurs på dollar ikke længere var holdbar. Landet havde haft underskud på betalingsbalancen i flere år, bl.a. p.g.a. Vietnamkrigen, og et styrket og konsolideret Europa havde overskud og havde samlet dollartilgodehavender sammen. Kreditoren, Europa, samlede altså penge sammen, og debitoren USA gjorde det, der på kort sigt var nødvendigt, nemlig lånte ved at sælge amerikanske statsobligationer. Det kom ikke til en amerikansk statsbankerot, fordi man lod dollarværdien sive i forhold til guld og i forhold til de europæiske valutaer, især Deutschemark og Schweizerfranc. En dramatisk statsbankerot blev afværget og afløst af en slags glidende valutamæssig nedskrivning og nedskrivning af landets aktiver, indtil der igen var en slags balance.
     Det er denne mulighed, man fratager de sydeuropæiske lande. Her sker der ikke en glidende tilpasning ved, at kreditorerne må affinde sig med, at værdien af deres tilgodehavender gradvist nedskrives. 
     I stedet fastholder man de sydeuropæiske lande i vekselkursforhold og jernhård teutonisk deflation, der er urealistiske i forhold til deres konkurrenceevne,  og man  giver dem samtidig  åndelig-moralske pisk. De har angiveligt levet over evne i overdådig velfærd og endda korruption, hvor en del af sandheden også er, at problemerne jo først for alvor er opstået efter finanskrisens start i 2008.  Indtil finanskrisen var f.eks. Spanien et mønsterland på økonomisk succes. Pæne offentlige finanser, en arbejdsløshed på vej ned, stigende vækst og levestandard. Men landet havde en vildt overdimensioneret bygge-, anlægs- og  ejendomssektor, hvad der hang sammen med den lave eurorente, de nyliberale excesser med afdragsfrie lån og fantasifulde finansielle instrumenter, samt en strøm af investeringer fra det rige nord, som søgte jomfruelige græsgange for den nordeuropæiske kapital. Spanien gjorde det, alle andre gjorde, men skal nu beskyldes for uansvarlighed af den økonomiske morals høje vogtere i Berlin, Paris, Bruxelles og København. Det er dobbeltmoralsk og ikke særlig opløftende for mulighederne for at lave et reelt solidarisk europæisk samarbejde.
     I det lys er den økonomiske stramningspolitik og kravene om offentlige underskud på 0,5 pct af BNP ude af trit med de økonomiske realiteter. Den virtuelle “Deutschmarkzone” i Nord burde i stedet gå i spidsen med enten en revaluering af deres virtuelle skyggevaluta på 20 – 30 pct eller nogle kraftige finanspolitiske stimulanser, der ville skabe efterspørgsel efter Sydeuropas varer og tjenesteydelser.   

Med de snævre franske og tyske interesser in mente bliver argumentationen om, at hele Europa  –  eller alle de, der vil være med (UK er dømt odd man out!) temmelig hul. Det er ikke korrekt at antage, at Merkozy har lavet en beslutning, der er et udtryk for almeninteressen. Man har primært sikret kreditorernes interesser.

Og demokrativinklen?
    “Fiskalunion”  –  det lyder helt Orwellsk,  omend ligefrem ondt er det vel ikke, som nogle næsten antyder? Men anti-demokratisk, eller fjerndemokratisk kan man vel godt kalde det? Hvis der indbygges automatikker i budgetkorrektioner, bliver det teknokrater, der kommer til at styre.

Derfor kan man nok heller ikke undgå en dansk folkeafstemning. Princippet, som grundloven kræver, om, at der skal være en folketingsvedtagelse bag udskrivning af skatter, må gøre det uomgængeligt med en dansk folkeafstemning, hvis der ikke er 5/6 flertal i Folketinget for en evt. afgivelse af suverænitet.

Link: “Deutschmarkzonens” stærke konkurrenceevne kan bl.a. aflæses i Eurostats arbejdsløshedsstatistik. Tyskland og de nærmest omkringliggende lande ligger relativ lavt i arbejdsløshed.

Advertisements

Comments Off on EU split

%d bloggers like this: