Gregers Friisberg

Bristepunkt?

Posted in Økonomi by Gregers Friisberg on 29/01/2012

IMF-tallene for den forventede vækst i Verden, som blev fremlagt i sidste blogindlæg, viser med al tydelighed det problematiske i den økonomiske politik, der pt føres i Europa.
   Hvor USA ser ud til at være på vej til at få rettet økonomien op, er EU, bortset fra Tyskland og enkelte andre dele af det nordlige EU, på vej ned i et dybt hul. I Spanien forsvandt yderligere 350.000 jobs i sidste kvartal af 2011, – oven i de over 3 mio, der er forsvundet siden finanskrisens start. Arbejdsløsheden har rundet de 5,3 mio. Blandt unge mellem 16-24 er den over 50 pct. Det kan blive en halv generation af spanske unge, der tabes på gulvet. I det sydlige Andalusien er arbejdsløsheden nu over 30 pct.

Spanien synes at dele skæbne med de lande i 30’erne, der kom ud i en dyb økonomisk depression, fordi de holdt fast i guldmøntfoden alt for længe. I virkeligheden er situtationen parallel. Euroen fungerer som en guldmøntfod. Den gør det svært for svage økonomier at tilpasse konkurrenceevnen.

Ifølge britiske medier har den konservative Rajoy-regering i Spanien under hånden anmodet Berlin og Bruxelles om at løsne på underskudsmålene. De blev fastsat i en situation, hvor der forventedes positiv vækst i landet, men de forventninger skrider, hvis IMF-tallene for negativ vækst for 2012 kommer til at holde stik. Så bliver den spanske regering tvunget ud i yderligere nedskæringer, der vil forværre arbejdsløshedssituationen yderligere. 

Det  økonomisk-politiske udspil fra den nylig tiltrådte konservative regering i Spanien blev til i tæt konsultation med Berlin og Bruxelles. Nyliberale reformer og austeritypolitik er sat i højsædet i Europa. Det er knæsat konstitutionelt i Den europæiske Centralbanks statut, og med den nye europagt skal det knæsættes i landenes forfatninger eller forfatningslignende lovgivning.

    Det spanske indgreb er interessant, fordi Spanien sammen med Italien – som de to store sydeuropæiske økonomier – kommer til at bestemme, hvordan euroens overlevelsesmuligheder vil blive. 

Det amerikanske blad Wall Street Journal har afsløret, hvordan Silvio Berlusconi reelt blev tvunget fra posten af den tyske leder Angela Merkel i et af hendes forsøg på at redde euroen.

I Spanien blev den konservative leder Mariano Rajoy fra partiet Partido Popular valgt med absolut flertal ved valget i 2011. Hans økonomiske udspil var ventet med spænding, bl.a. fordi han i interviews inden valget lagde op til en meget liberalistisk økonomisk linje.  Det tog ham kun 6 dage at vende på en tallerken i forhold til tidligere løfter om ikke at ville hæve skatterne.
    Udspillet var et kraftigt økonomisk stramningsudspil  – ifølge det spanske dagblad El País en “historisk” stramning af den spanske finanspolitik på over 16 mia euro, dels i form af nedskæringer, dels i form af skatteforhøjelser. Men det er i realiteten ikke så nyliberalt, som man kunne have formodet efter Rajoys udtalelser. Det virker snarere relativt socialdemokratisk, og fortsætter således linjen fra PSOE-regeringen. Problemet er imidlertid, at det ikke kommer til at formindske underskuddet på budgettet som forudset, just p.g.a. krisens nedadgående spiral, der forværres med indgrebene.

Finanspolitikken strammes ved at øge skatterne på arbejdsindkomst og på kapitalindkomst.  Momsen friholdes, bl.a. under henvisning til, at den som en proportional skat vender den tunge ende nedad. Til gengæld øges progressionen i indkomstskatterne kraftigt de næste par år.  Rajoy-regeringen indfører faktisk den “millionærskat”, som S-SF-R-regeringen i Danmark afviste. Det bevirker, at de højeste indkomster i Spanien (over 360.000 euro) kommer til at betale op imod 52-55 pct i marginalskat (afhængig af den autonome regions skattesatser), altså et niveau svarende til den højeste danske marginalskat, men den sætter altså ind på et noget højere niveau end i Danmark.
De 9,5 mio spanske pensionister friholdes for nedskæringer, idet de som den eneste gruppe med overførselsindkomster får indeksreguleret (med 1 pct) deres pensioner. Til gengæld rammes de unge og offentlig ansatte relativt hårdt. Offentlig ansattes arbejdstid øges fra 35 timer om ugen til op imod 37,5 timer (afhængig af  regionalt Autonomiastyre) uden lønkompensation.   Arbejdsløshedsunderstøttelse og satser for langtidsledige fortsætter uforandret.  Den lovbestemte mindsteløn på 641 euro månedlig fastfryses. Det samme gør offentlig ansattes løn.

Indgrebene er typiske for den patriarkalsk-konservative spanske model. Det ville være utænkeligt i den nordiske model. Men i Spanien er det efterhånden under 10 pct af arbejdsstyrken, der er i fagforening.

Der er ingen tvivl om, at Rajoy har forsøgt at levere varen i forhold til EU’s og IMF’s forventninger.  Det samme gjorde PSOE-lederen Zapatero. Når det ikke virker, er det p.g.a. krisens omfang, men også at denne form for økonomisk politik måske nok kan fungere i enkelte lande som Tyskland, eller Holland, lande med stærke eksportrettede økonomier, men kan ende med at trække et land som Spanien med stor bygge- og anlægssektor og servicesektor endnu længere ned.  I Spanien er arbejdsløsheden over 22 pct. Landet har svært ved at få en eksportoffensiv af germansk-nederlandske proportioner op at stå.  Den lave spanske konkurrenceevne hænger ikke sammen med lønniveauet.  Mindstelønnen i Frankrig er f.eks. over det dobbelte af den spanske sats. Selv i Grækenland er mindstelønnen højere.

Advertisements

Comments Off on Bristepunkt?

%d bloggers like this: