Gregers Friisberg

Optimalt valutaområde?

Posted in Økonomi, EU by Gregers Friisberg on 13/02/2012

ØMU’en hviler på den økonomiske teori om optimale valutaområder.
    Lande skal ligge tæt på hinanden, handle meget med hinanden og i det hele taget være nogenlunde ens for, at det kan komme på tale at lave en økonomisk og monetær union. Man har i økonomisk analyse og empiriske undersøgelser beskæftiget sig meget med, om lande føler sig tilskyndet til at lave en økonomisk og monetær union, fordi de handler mere og mere med hinanden eller om det er sådan, at en økonomisk og monetær union får dem til at handle mere og mere med hinanden. Der er som regel noget korrekt i begge synspunkter. – I hvert fald så længe, der er økonomiske opgangstider. Den afgørende prøve for en ØMU kommer netop i krisetid.
    Det springende punkt er forståelse af ordet “optimal”. Det defineres i teorien som, når flere forudsætninger er opfyldt. Der skal være mobilitet mellem landene af de såkaldte produktionsfaktorer (arbejdskraft, kapital). Det har man i EU opnået for kapital, men ikke i særligt stort omfang for arbejdskraften. Den næste forudsætning er  pris- og lønfleksibilitet. Den tredje forudsætning er økonomisk åbenhed. Den fjerde  diversifikation i produktion og forbrug.  Og endelig nævnes også skattemæssig og politisk integration. Det sidate mangler helt klart i den europæiske ØMU.

Figur 1: Ungdomsarbejdsløshed. Unge under 25, der er ledige, i pct af alle i aldersgruppen.

Kilde: Eurostat.( Hent fil her).

Figuren ovenover illustrerer med al tydelighed, at eurozonen ikke har fungeret som optimalt valutaområde. Ellers ville ledig ung arbejdskraft være søgt mod Tyskland fra hårdt ramte sydeuropæiske medlemslande. Det forhindres imidlertid  af sprog, kultur og institutionelle faktorer. Det er så godt som umuligt for unge udlændinge at komme ind i det højt roste tyske lærlingeuddannelsessystem.

Men derudover må man også konstatere, at teorien har vist sig også at være overfladisk på andre områder og med ringe evne til at forudsige de virkelige problemer i et så stort og sammensat område, som der her er tale om. Og det drejer sig ikke bare om forskellige kulturer og sprog. 
    Overfladiskheden viser sig i IMF’s og Kommissionens analyser og anbefalinger. Man analyserer sig frem til, at det er et spørgsmål om, at den græske, italienske og spanske, med flere landes  konkurrenceevne tilpasses via løntilbageholdenhed, besparelser i den offentlige sektor, øget fleksibilitet på arbejdsmarkedet og mere åbne og transparente markeder.  Hvis disse forudsætninger er til stede, antager man, at kapitalen så at sige vil flyde ind og fylde det økonomiske tomrum ud.
    Så simpelt er det imidlertid ikke. Der er en række institutionelle faktorer involveret, som ofte ikke inddrages i de traditionelle økonomiske modeller. Det drejer sig om kultur, sociøkonomiske forhold og andre af de institutionelle forhold, der spiller en rolle for et lands udviklingsniveau.  Kapitalen flyder ikke bare ind med investeringer, hvis lønningerne bliver lave nok.  Den flyder de steder hen, hvor investeringsmiljøet er mest interessant, og det har ikke i første række noget at gøre med lønnens højde.

En gruppe spanske økonomer, der skriver på hjemmesiden econonuestra.org, analyserer det som et komplekst problem, der vedrører nogle økonomiers strukturelle underudvikling inden for det samlede EU:

Faldet i det offentlige forbrug har en kontraktiv virkning på den samlede økonomiske aktivitet. Ydermere forværrer  den fælles gennemførelse af disse politikker, som kræves gennemført af Tyskland og fællesskabsinstitutionerne,  en sårbarhed hos økonomier, der tvinges til at blive afhængige af en eksportsektor, hvor nogles gevinster, handelsoverskuddene, nødvendigvis kommer til at modsvare andres tab i form af handelsunderskud. Disse handelsmæssige asymmetrier, som afspejler betydelige forskelle i produktivitet og teknologiudvikling, og som har karakteriseret den fælles integrationsproces, har været selve baggrunden for krisen. Det forklarer den forskellige evne til at respondere på fællespolitikker de forskellige lande imellem.  Opretholdelsen – eller intensifikationen af disse asymmetrier, reproducerer økonomiernes strukturelle dårligdomme.

Spanien har haft en betydelig økonomisk vækst de seneste par årtier. En stor del af denne vækst beskrives som værende en ekstensiv økonomisk vækst. Økonomien er vokset p.g.a. inddragelse af produktionsfaktorer, i mindre grad igennem en mere produktiv udnyttelse af disse. Det har været en relativt lavteknologisk og lavproduktiv økonomisk vækst, der har koncentreret sig om turisme og bygge- og anlægssektor, i sidste tilfælde som en spekulativ boble, som der gik hul på med finanskrisen. Det gjorde landet meget sårbart, da krisen kom. Der var akkumuleret alt for meget gæld i husholdninger og virksomheder.  Den lave eurorente medvirkede til at gøre det let og attraktivt at låne. En stor del af pengene var i øvrigt kommet fra europæiske investorer, der hellere end gerne ville låne penge ud.         Arbejdskraften var blevet fastholdt på et lavt kvalifikationsniveau i turisme- og byggesektorerne. Byggekonjunkturen var afhængig af offentlig-private partnerskaber, der ikke kunne opretholdes (og som havde ført en del korruption med sig) under krisen. Strukturelt kan modellen i sin helhed ses som en slags center-periferimodel, hvor centrets høje udviklingsgrad modsvares af fastholdelsen af periferi som marginaliseret periferi, et sted, hvor de rige i nord kommer for at holde ferie, slappe af og tilbringe deres pensionisttilværelse i sydens sol, – en slags europæisk Florida.

Grækenland er i en noget lignende situation.  Derfor er den økonomiske hestekur over for Grækenland en stor fejltagelse i dens nuværende udformning. I virkeligheden er den da heller ikke lavet for grækernes skyld, men for at kapitalfonde og andre investorer ikke skal lide for store tab på deres beholdninger af græske obligationer. De vil tabe langt flere penge ved en statsbankerot end ved de “løsninger”, der er lagt op til.

Euroen er i sin oprindelse fejlkonstrueret, når den kun hviler på den økonomiske model for optimale valutaområder, og den ikke har en effektiv politisk overbygning.
   Ubalancer ses som værende de svage økonomiers (f.eks. Grækenland og Spanien) problem. Men man kunne jo teoretisk set lige så godt have lavet konstruktionen sådan, at det også havde været overskudslandenes problem, at de skaber ubalance i systemet. Det kunne have ført til krav om, at lande med store betalingsbalanceoverskud (f.eks. Tyskland og Holland) skulle stimulere deres økonomi. For hver procent overskud/BNP kunne der være krav om, at der skulle ske en finanspolitisk stimulans svarende til x-antal mia euro.  – Og hvis det ikke skete, kunne landet idømmes bøder.

Advertisements

Comments Off on Optimalt valutaområde?

%d bloggers like this: