Gregers Friisberg

To valg, der vil ændre kursen for Europa?

Posted in EU, Frankrig by Gregers Friisberg on 07/05/2012

Hvis det repræsentative demokrati ellers betyder noget, må man forvente, at de to valg, der lige er afholdt i Frankrig og Grækenland må kunne påvirke Europas udviklingvej?

Væk fra økonomisk stramningspolitik – eller i hvert fald kombination af denne politik og en vækstpakke – selv om det måske lyder som cirklens kvadratur.

Kilde: Le Monde

Francois Hollande har lovet en mere vækstorienteret politik. Han har forlangt genforhandling af finanspagten, men har de seneste dage inden valget trukket lidt i land over for dette krav. Til gengæld må man formode vækstdelen bliver opprioriteret. Og det bliver nok ikke særlig let. Specielt ikke, når man også går imod traditionel keynesiansk tax- and spend politik – eller erkender, at denne form for økonomisk politik vanskeliggøres under den intensive globalisering/integration af markeder. Men under alle omstændigheder bliver Holland nødt til at lægge et kraftigt pres på tyskerne og andre austerity-ivrige, hvis han ikke skal miste troværdighed over for sine vælgere.

Det græske valg er nok en værre nyser for euro-zonen og de, der gerne vil holde sammen på euroen.

Kilde: The Guardian

De to gamle partier, det socialdemokratiske PASOK og det konservative Nye Demokrati, der har båret EU-aftalekomplekset igennem (i alt 240 mia € i bailouts) har mistet over halvdelen af deres vælgere. De politiske yderfløje er styrket kraftigt, lige fra det nynazistiske Golden Dawn (“Gylden Morgenrøde”) til vestrefløjspartiet Syriza. Det har bl.a. talt om nationalisering af banksektoren for at få den under kontrol. Det Gyldne Morgenrøde har talt for en styrkelse af grænsekontrollen, bl.a. ved mineudlægning, ved den porøse grænse til Tyrkiet, for at stoppe illegal indvandring. Både Det gyldne Morgenrøde og Syriza er store kritikere af EU-aftalerne og austeritypolitikken.
Det kommunistiske KKE er også gået lidt frem ved et valg, der især har indebåret en afstraffelse af de traditionelle partier. Independent Greeks er nationalt-konservative udbrydere fra Nyt Demokrati. De vender sig imod låneaftalerne. Dimar er et demokratisk socialistisk parti. Det er tilhænger af, at Grækenland skal blive i euroen, men det ønsker EU’s betingelser herfor ændret.

I Grækenland har man positiv parlamentarisme, d.v.s. en ny regering skal møde op i parlamentet og få konstateret, at den har flertal (over 150 mandater).
Valgsystemet favoriserer store partier, og der er en spærregrænse på 3 pct.  Der er forholdstalsvalg i 48 storkredse (hvor der altså vælges flere mandater i hver kreds), 8 enmandsvalgkredse og endelig 12 mandater, der vælges på lister med hele landet som èn valgkreds. Til forskel fra Danmark har man altså ikke et stort antal tillægsmandater til at give matematisk retfærdighed på landsplan. Hertil kommer en majoritetspartibonus på 50 mandater (jvf divergensen mellem andel af stemmerne og andel af mandaterne til Nyt Demokrati). Og storkredsene er mindre end i Danmark, hvad der bevirker kraftig favorisering af de store partier. Det har ført til kritik af, at det politiske system ikke er helt demokratisk repræsentativt.
Den græske valgmåde kan altså beskrives som et majoritetsstyrkende forholdstalsvalg, der har til hensigt at sikre et eller to dominerende partier, der kan regere landet. Det kan give regeringsbærende partier, men kan til gengæld føre til legitimitetsfald for det repræsentative demokrati, når befolkningen får svært ved at vise sin eventuelle utilfredshed.
Men denne gang ser resultatet ud til at blive så mudret, at det ikke bliver let at samle en koalition, der kan bære en regering igennem.
Der er desuden ikke tradition for koalitionspolitik i Grækenland.  Præsidenten kan, når regeringsdannelsesmulighederne er udtømt, i den situation udskrive nyvalg igen.

Opdateret 9.5.:

Det konservative Nyt Demokrati fik først opgaven at forsøge at danne en flertalsregering. Men disse forsøg brød sammen for formanden for partiet i løbet af få timer. Dernæst gik opgaven videre til formanden for venstrefløjspartiet Syriza. Og det blive – om ikke i første række en ny kurs for Europa – så i hvert fald en ny kurs for euroen, idet den faldt kraftigt som følge af udtalelser fra den unge partiformand. Han sagde, at hvis de afgående regeringspartier – ilde tilredt i valgurnerne for at være gået med til en så voldsom nedskæringskur for landet –  , ønsker en regeringskoalition med Syriza, “så skal de blot sende breve til EU og IMF, hvor de annullerer Grækenlands binding til denne kur.” Ifølge partiformanden mangler aftalerne legitimitet efter folkets dom ved valget, og Grækenland behøver derfor ikke at følge den strenge austerity-politik, hvori også indgår krav om yderligere besparelser på de græske budgetter på 11,5 mia euro frem til 2015.
Syriza matte opgive at danne en koalitionsregering i løbet af dagen. Og nervekrigen mellem Grækenland på den ene side og Kommissionen og Tyskland på den anden side tilspidsedes, idet tyske ministre advarede om, at Grækenland som sidste konsekvens måtte forlade Euroen, hvis landet ikke lever op til forpligtelserne i den sidste bail-outpakke på 130 mia €.

Den 10. var stafetten givet videre til Venizelos, leder af det socialdemokratiske PASOK-parti. Han lagde ud med en erklæring om forfølgelse af en stabilitetspolitik med overholdelse af den græske nations internationale aftaler:

Det græske folk vil først og fremmest stabilitet, en regeringsløsning, der er klar, og som ikke fører til nye valg. Det altovervældende flertal vil beholde landet i euroen, fordi en exit fra denne fællesvaluta vil indebære fattigdom og formindskelse af offentlige indtægter.

Disse politikeres problem er, at de står over for et splittet folk, – et folk, der for en stor del har dyb mistillid til det politiske system, og hvad integrationen i Euro-zonen og den øvrige globalisering har bibragt landet. På kort sigt har Venizelos nok ret i, at en exit fra euroen kan føre til betydelige velfærdstab.
På længere sigt er det nok vanskeligt at sige, hvad der vil være til Grækenlands fordel. En national enegang med devaluering af en ny drachma kunne være én option. En kraftig devaluering vil føre til mindsket  BNP pr indbygger (målt i euro eller dollar) og dermed lavere gennemsnitlig levestandard, men vil kunne styrke konkurrenceevnen.
Samlet set burde solidariteten i euro-zonen have været større. Man har ikke erkendt, at et forpligtende økonomisk samarbejde ikke kan stå alene.  Den politisk-sociale overbygning skulle have været stærkere, når man laver økonomisk union af lande med så forskellig konkurrenceevne. ØMU’en burde have været fulgt op af en langt mere forpligtende regional udviklingspolitik, end EU’s regionalfonde pt giver mulighed for. Man kunne også have indrettet ØMU’en sådan, at det kunne være lige så forkasteligt at være overskudsgenererende konkurrenceevneland som at være et økonomisk debilt underskudsland. Den enes underskud modsvares jo af de andres (Tysklands) overskud.  Det giver forpligtelser til overskudslandet, som det ikke har levet op til. Ellers er konsekvensen, at det stærke overskudsland reelt reducerer de debile underskudslande til en slags semi-kolonier. De skal bruges som (helst købedygtige) markeder for overskudslandenes produktion og som mål for investeringer.

Fire dage efter valget blev der lavet en opinionsmåling, der gav følgende resultat:

Syriza: 27.7% (up from 16.78% in last Sunday’s election)
New Democracy: 20.3% (up from 18.8%)
Pasok: 12.6% (down from 13.1%
Independent Greeks: 10.2% (down from 10.6%)
KKE: 7% (down from 8.48%)
Golden Dawn: 5.7% (down from 6.97%)
Democratic Left (Dimar): 4.9% (down from 6.1%)

Det ville give følgende mandatfordeling i parlamenet:

Syriza: 128* (up from 52 in last Sunday’s election)
New Democracy: 57 (down from 108)
Pasok: 36 (down from 41)
Independent Greeks: 29 (down from 33)
KKE: 20 (down from 26)
Golden Dawn: 16 (down from 21)
Democratic Left: 14 (down from 19) ( Kilde: The Guardian)

Det er forbløffende, at et parti, der i medierne beskrives som et “yderliggående” venstrefløjsparti, Grækenlands svar på Enhedslisten, o.lign., kan gå frem til at blive dominerende mainstreamparti. Det siger noget om dybden i tabet af legitimitet i den traditionelle del af det politiske system. Syriza blev kendt i offentligheden som anti-bailoutpartiet.  Det har været stærkt ydmygende for græsk identitet, at man har måttet underkaste sig EU’s og finansinstitutionernes lånevilkår. Det er bl.a. derfor, man må sige, at en “argentinsk løsning” kunne have været bedre for landet.

Udfordringerne for euroen

Udfordringerne for euroen af disse to valg er formidable. Vælgerne i Frankrig har givet Hollande et mandat til at skubbe nedskæringspolitikken til side og føre en mere ekspansiv, joborienteret økonomisk politik. Han skal gerne kunne levere dette over for en modstræbende Angela Merkel inden juniparlamentsvalget i Frankrig.

Med de politiske vanskeligheder i Grækenland, der er udløst af, at Syriza er blevet så stort i både parlament og ikke mindst i meningsmålinger efter valget, og dette partis afvisning af at give køb på principperne om ikke købe EU’s og den øvrige trojkas betingelser, står Grækenland formentlig over for at måtte forlade euroen frivilliget, eller blive smidt ud.

Samtidig er alle euroens øvrige problemer ikke løst. De nordeuropæiske budgetfundamentalister har stadig ikke forstået, at det kan være nødvendigt med en mere stimulerende økonomisk politik, eller udvikling af metoder til bedring af de sydeuropæiske landes konkurrenceevne. De vil stadig ikke acceptere en fælles forpligtende euro-obligation, der ville indebære, at finansverdenen ville begynde at se euirozonens gældspapirer i samme lys, som den ser britiske, amerikanske og japanske statsobligationer.

Advertisements

Comments Off on To valg, der vil ændre kursen for Europa?

%d bloggers like this: