Gregers Friisberg

To – tre lande. To sten i skoen

Posted in EU, Finanskrise by Gregers Friisberg on 17/05/2012

Argentina 2002  –  Grækenland og Spanien 2012. Kan de to situationer sammenlignes? Det er der temmelig delte meninger om i den internationale økonomiske debat om euro-krisen. Er det virkelig rigtigt, at de sydeuropæiske lande skal udsættes for den tyske medicin, der indebærer det, man kalder intern devaluering: Et langt sejt træk, der i årevis betyder løntilbagegang og besparelser på de offentlige udgifter? Sporene er skræmmende, når man står over for ungdomsarbejdsløshed på over 50 pct i de to værst ramte lande, Grækenland og Spanien.

Figur 1: Sammenlignelige BNP veje til økonomisk genopretning: Argentina og Grækenland

Kilde: Mark Weisbrot og CEPR.  Argentina’s historiske trend bruger landets reale BNP vækst fra 1980 til 1997 (1.9%) , mens Grækenland bruger vækstraten mellem 1980 og 2007  (2.1%).

Det er værd at notere sig, at de sociale konsekvenser af Argentinas genopretning var enorme. Selv om landet havde en kort nedtur under Verdensrecessionen i 2009, er beskæftigelsen i Argentina nu på rekordniveau. Fattigdom og ekstrem fattigdom er blevet reduceret med 2/3 og velfærdsydelser er næsten tredoblet i realværdi siden fallitten. (CEPR-rapporten)

Man har sagt, at de to situationer ikke kan sammenlignes, fordi Argentina har noget at handle med (soyakager og kød), som både europæere og kinesere har villet købe da landet blev mere konkurrencedygtigt. Mark Weisbrot mener imidlertid, at styrkelsen af den argentinske økonomi fandt sted i mindst lige så høj grad på det indre marked i landet. Den kraftige devaluering af den argentinske peso efter løsningen af landets valuta fra dollaren i 2001-02 gavnede hjemmemarkedet igennem fordyrelse af importen.

Figur 2: Eksport af varer og tjenester i pct af BNP. Grækenland og Argentina

Kilde: Paul Krugman blog.

Den anden sten i skoen i debatten om euro-krisen er Nobeløkonomen Paul Krugman.  Han viser på sin blog ovennævnte figur for argentinsk og græsk eksport i pct af BNP. Argumenterne for valutajustering i stedet for intern økonomijustering ser umiddelbart oplagte ud.

Der er dog den forskel på de to lande, at Argentina allerede havde en valuta. Den var bundet i fast vekselkursforhold til dollaren (i Argentinas tilfælde bakket op af et currency board, der kontrollerede, at dollarmængden i valutabeholdningen var i et fast procentvist forhold til pengemængden i pesos), men den kunne relativt let stilles fri og devalueres. Grækenland skal først genindføre drachmaen og derefter devaluere. Weisbrot/tænketanken CEPR mener ikke, logistikproblemerne forbundet hermed vil være uovervindelige.

At Krugman er blevet en mere end almindelig irriterende sten i skoen, vidner en debat i det spanske parlament om. Den spanske finansminister er gået stærkt i rette med Krugmans påstande om, at en indefrysning af bankindeståender er på vej i Spanien.  Det var en sådan indefrysning af opsparing (for at forhindre kapitalflugt), der blev et af de meget synlige symptomer på den argentinske krise. Og i Grækenland er der allerede sket en betydelig kapitalflugt.

Det er klart, at sådanne udtalelser fra en økonom af Krugmans position kan få et element af selvopfyldende profeti.
Krugman er kendt som kritiker af det europæiske valutasamarbejde. Det vil være skæbnens ironi, hvis det er ham, der bringer euroen til fald. Men det er dog nok at overdrive hans betydning.

Spørgsmålet er, om det er en korrekt vurdering, at euroen skulle vakle i den grad?

Med 47 mio mennesker og eurozonens 4. største økonomi følges situationen i Spanien med særlig opmærksomhed.
Den græske økonomi kan formentlig ikke true euroen, men det kan man ikke afvise, at den spanske kan. Risikopræmien ved at holde spanske statsobligationer, dvs forskellen mellem den tyske og spanske rente på ti-årige statsobligationer, er steget til over 5 pct. Hvis den udvikling fortsætter, kan serviceringen af den spanske gæld blive prohibitivt dyrt. En stor del af de spanske banker står over for rekapitalisering, idet de bærer rundt på for mange dårlige lån efter det spanske byggeeldorado under højkonjunkturen.

Figur 3: Risikopræmie ved at holde spanske obligationer. Målt i basispunkter: 100 = 1 pct forskel til tysk rente

Kilde: El Pais.  Det er angivet, ved hvilket risikoniveau EU hjælpeprogrammer trådte i kraft i Irland, Portugal og Grækenland.

Spanske aviser er begyndt daglig at offentliggøre udviklingen i risikopræmien for den spanske gæld. Smertegrænsen for renten menes at være ca 7 pct (rente pt ca 6,5 pct ved tysk rente ca 1,5 pct og risikopræmie ca 5 pct). Ved den pct bliver det for dyrt for landet at servicere gæld. Det lægger an til yderligere neskæringer på de offentlige budgetter for at please investorerne. For en stor del af den spanske befolkning smerter det at lægge ryg til nedskæringer, og det vækker harme at se 1 pct lån fra ECB blive konverteret til nem profit for køberne af de spanske obligationer.

CEPR-rapporten stiller spørgsmålet: “Er euroen virkelig omkostningen ved den interne devaluering og den procykliske konkunkturpolitik værd?” Ved den procykliske konjunkturpolitik forstås den finanspolitiske sparepolitik, der følger med at holde sig i euroen.  Der er ingen tvivl om, at det for rapporten nærmest er et retorisk spørgsmål, hvor svaret er givet.

På sæt og vis er det et besynderligt spørgsmål at stille, da euroen er en meget mere kompleks økonomisk-identitetsmæssig-politisk størrelse end som så. Euroens eksistens eller ikke-eksistens kan ikke afgøres ved økonomiske nyttekalkuler. Derfor er det også absurd at beregne f.eks., at en græsk exit vil koste 1000 mia $ eller euro – eller “kun” 300 mia.  Euroen skal endvidere vurderes som det politiske projekt, den er. Men her er det også tænkeligt, at den kommer til kort, når nu Europas ledere ikke kan finde ud af, hvilke ben de skal stå på i denne sag. De har skabt en “union” uden at vedkende sig, hvad begrebet indebærer m.h.t. gensidig forpligtethed.

Advertisements

Comments Off on To – tre lande. To sten i skoen

%d bloggers like this: