Gregers Friisberg

Løgnefabrikker

Posted in USA by Gregers Friisberg on 18/09/2012

Det er efterhåndén ved at blive en kendt sag i dansk politik, hvordan politiske sager og historier kan blive fabrikeret af et samspil af Christiansborgjournalister og spindoktorer. Det gælder f.eks. sagen om Troels Lund Poulsens spindoktor Peter Arnfeldt, der ifølge Information 28.8.12 “stod bag en særlig skattekonto, som skulle udstille Helle Thorning-Schmidts vilje til at betale skat”. Historien skulle efter sigende være  blevet  “aftalt med Ekstra Bladet, som ifølge Jan Kjærgaard (EB-journalist) fik en særlig hurtig aktindsigt, så man kunne spørge Helle Thorning-Schmidt til sagen og skrive historien”.  Lykkeligt uvidende borgere troede troskyldigt, at skattekontoen var oprettet ud fra administrationens ærlige policy-orienterede ønske om at give denne mulighed videre til borgere, der gerne ville udvise ekstra samfundssind ved at indbetale større beløb til fællesskabet.

Mange vil se den politiske kommunikations “løgnefabrik” som en ny foreteelse i dansk politik, noget der måske hænger sammen med den stigende brug af spindoktorer, men en fordybelse i historien kan eventuelt vise noget andet. Det er tilfældet i USA, hvor en professor har kulegravet den amerikanske løgnefabriks historie.

Harvardhistorikeren Jill Lepore har, efter at have gravet i den californiske stats arkiver fået historien om Campaigns Inc (Kampagner A/S) frem. Hun mener, det er Verdenshistoriens første eksempel på den udbredte private politiske konsulentvirksomhed, der siden da har ført til den mange mia$ store industri, vi kender i dag, hvor politiske konsulentbureauer står for alt, lige fra skrivning af taler, produktion af fordummende reklameslogans og slibrige videoer og til løbende rådgivning om, hvordan der skal føres politik.  Da Mitt Romney blev spurgt af avisen Wall Street Journal om, hvordan han vil sammensætte sit kabinet, hvis han skulle gå hen og vinde det amerikanske præsidentvalg, sagde han: “Det ved jeg ikke. Det vil jeg overlade til McKinsey”!

I 1934 stillede den amerikanske forfatter Upton Sinclair op til guvernørvalget i Californien for Demokraterne. Det skete med bl.a. brug af sloganet End Poverty in California (EPIC i forkortelse).
Der var på det tidspunkt en arbejdsløshed på 29 pct i delstaten. Sinclair foretrak en bi som logo snarere end ørnen, for, som han sagde, en bi er ikke alene hårdtarbejdende. Den har også midler til at forsvare sig. Han kom i det hele taget til at provokere Republikanerne, som sad ret enevældigt på den politiske magt i Californien dengang, temmelig meget.

Sinclair fortalte senere, hvordan han mente sig slået ved, at Republikanerne hyrede en løgnefabrik til at gøre ham upopulær over for vælgerne igennem en veltilrettelagt kampagne.  Det var Clem Whitakers og Leone Baxters Campaigns Inc, der blev stiftet i 1933. Deres første store opgave var kampagnen imod Upton Sinclair i guvernørvalget i 1934.  Deres metode var, at de isolerede sig i flere dage, hvor de pløjede hans omfattende forfatterskab igennem. Herefter indrykkede de i en længere periode en løsreven sekvens i hver dag i en boksrubrik på et centralt sted i Los Angeles Times. Det var sekvenser, der kunne forfærde enhver gennemsnitlig amerikansk vælger, f.eks.:

SINCLAIR OM ÆGTESKABET:
Ægteskabets fredhellighed   —-  Jeg har haft en sådan tro …. Jeg har den ikke længere.

Ordene var autentiske nok i sig selv, men de var taget ud af kontekst, nemlig fra hans roman Love’s Pilgrimage fra 1911, hvor Sinclair selvbiografisk lader sig inspirere af sit første forfærdelige ægteskab, der angiveligt efter hustruens utroskab var endt i skilsmisse.  Hans andet ægteskab, indgået i 1913,  holdt indtil hustruens død i 1961.  Baxter lod sig dog ikke påvirke af denne heroiske udholdenhed udi det ægteskabelige, men sagde blot konfronteret med disse facts: “Sandt nok, men vi havde ét formål: at forhindre ham i at blive guvernør”.

Jill Lepore mener, at der ikke er noget andet enkeltstående fænomen, der,  som den politiske konsulentvirksomhed har formået det, i den grad at ændre det amerikanske demokratis virkemåde.  “Hver enkelt vælger  =  en forbruger” var et slogan, der blev formuleret af et af de mange bureauer, der kom efter Campaigns Inc i det lukrative forretningsområde. Lige som forbrugere kan manipuleres af reklamen, kan vælgere det.
Imellem 1933 og 1955 var der imidlertid ikke den store konkurrence. Whitaker og Baxter blev rige på at have den store slagmark stort set for sig selv frem til midten af det 20. århundrede, hvor erhvervet eksploderede, og pengemagten kom til at bestemme over politik via reklamernes og det politiske spins manipulationspotentialer. Industrien nåede nye højdepunkter i 2008 med  David Axelrods  arbejde for Barack Obama (“Yes, we can” – “Change we can believe in, hope, etc ).

Når Whitaker og Baxter påtog sig en kampagne, var deres første træk at gå i hi i en længere periode for at fordybe sig i modstanderens formodede taktik og udtænke en grundig plan for, hvordan denne skulle slås. Og det endte som regel med en sejr til de to spinnende kampagnemagere. Ikke mindre end 70 ud af 75 kampagner blev vundet i de gyldne år. Simpelhed i sloganformulering blev betragtet som vigtig. Man lod sig inspirere af poesiens virkemidler: “For Jimmy and Me, vote “yes” on 3.” Man skulle ikke fortabe sig i indviklede forklaringer. “Jo mere du er nødt til at forklare, jo sværere er det for dig at vinde støtte”, sagde Whitaker. Sig det samme igen og igen.  Og så er det vigtigt at holde sig for øje, at gennemsnitsamerikaneren kan lide en god kamp og et godt show:

The average American doesn’t want to be educated; he doesn’t want to improve  his mind; he doesn’t even want to work, consciously, at being a good citizen,” Whitaker advised. “But there are two ways you can interest him in a campaign,  and only two that we have ever found successful.” You can put on a fight (“he  likes a good hot battle, with no punches pulled”), or you can put on a show (“he  likes the movies; he likes mysteries; he likes fireworks and parades”): “So if  you can’t fight, PUT ON A SHOW! And if you put on a good show,  Mr. and Mrs. America will turn out to see it.” Read more http://www.newyorker.com/reporting/2012/09/24/120924fa_fact_lepore#ixzz26jnLD2q6

Det er bl.a. Hollywoodkulturen, der beskrives her. Og det er da tænkeligt, at det i overvejende grad er et amerikansk fænomen. I smeltediglens immigrantpopulationer var mange henvist til visualisering og billedsprog i stedet for den besværlige anglikanske verbalisering af meddelelser.  Hollywood forstod denne visualiseringens kunst. Men at den amerikanske vælgere skulle være anderledes mentalitetsmæssigt end et andet udviklet lands vælger,  er nok en hypotese, der kan være svært at dokumentere.

Whitaker og Baxter hjalp den tidligere californiske statsanklager Earl Warren med at blive valgt til guvernør i 1942. Men Earl Warren blev træt af deres metoder, og efter at de henimod valgkampens slut havde udsendt en pressemeddelelse uden at konsultere ham først, fyrede han dem. Det kom til at koste ham dyrt, idet han senere forsøgte at få gennemført et obligatorisk dækkende sundhedssystem, betalt af tvungne bidrag fra arbejdsgivere og arbejdstagere, i staten. Det faldt efter en bitter kampagne, hvor modstanderne hyrede de forsmåede Whitaker og Baxter.

Der er et aspekt ved løgnefabrikkerne, som Lepore ikke kommer ind på. Det er det, man kunne kalde The Great kick back show. Hvad sker der, når virkeligheden overhaler sloganerne. Når man har fået magten og skal leve op til de facile erklæringer. Når man bliver nødt til at sige “No, actually we couldn’t  – or perhaps we could a little bit of it”.  Det er et problem for Obama i hans forsøg på at blive genvalgt. Og det er et problem for den danske regering.

Advertisements

Comments Off on Løgnefabrikker

%d bloggers like this: