Gregers Friisberg

Romneys fortalelser

Posted in USA by Gregers Friisberg on 19/09/2012

Det mest uhyggelige ved Romneys udtalelser om de 47 pct velfærdsafhængige amerikanere og de evigt stridbare palæstinensere med mere, altså hans såkaldte gaffes (fortalelser) er, hvad de afslører om en ret uvidende, kontinentalt forankret amerikansk mand, som har været udsat for et forsimplende mediebombardement af fordomme om palæstina/muligheden for en fredelig løsning på konflikten i området, og “den anden halvdel“, der har gjort det umuligt for ham at lave en afbalanceret analyse af Verdens tilstand, som den burde tage sig ud fra bare et nogenlunde oplyst republikansk udsigtspunkt.

Romney har bedt om at få de fulde tapes, og ikke kun de små anretninger af dem, som Mother Jones portalen ellers i en veltilrettelagt mediestrategi lagde an til. Det er principielt rimeligt. Man skal ikke tage politikerudtalelser ud af deres kontekst og så latterliggøre dem på det grundlag.  Dette ønske har de nu  efterkommet.

Det vidner om en krise for det republikanske parti  –  ja, vel for det amerikanske repræsentative demokrati, at den langstrakte udvælgelsesproces med primærvalg, particaucuses og konvent ender med, at en så intellektuelt svagt funderet politiker nomineres til at kæmpe om præsidentposten i Verdens supermagt nr 1.

Han har nu blottet sig selv så meget, at det vil være relativt let for Barack Obamas velsmurte kampagnemaskine at få ødelagt enhver chance for valg til Romney. Den har allerede gjort et forarbejde med hans skattepapirer og fortiden i Bain Capital, hvor Romney også har rodet sig ind i fatale selvmodsigelser og uklarhed om, hvad hans politik og motiver er.

Der er ikke tale om et reelt valg for vælgerne, når det, de kan vælge imellem er to partier, der har monopoliseret (eller duopoliseret) den politiske magt, og det i øvrigt ofte er pengeinteresser/funding, der kommer til at  bestemme for meget. De uheldige udtalelser faldt ved en fundraisermiddag for rige mennesker.

Efterfølgende har Romney sagt, at han formulerede sig “uelegant” i udtalelsen om de 47 pct ikke-skattebetalende “entitlement addicts” (“rettighedsnarkomaner”), men at substansen i udtalelsen står til troende.
Og man kan retfærdigvis sige, at han derved er med til at sætte en ideologisk kant i den amerikanske valgkamp. Der bliver to modsatstående alternativer at vælge imellem, et stærkt ideologisk krav om minimalstat, offentlig budgetbalance og lave skatter (for de rige) på den ene side og på den anden side Barack Obamas mere socialkonservative fremgangsmåde,  hvor staten har en opgave at udføre, både i erhvervspolitikken og i velfærdspolitikken, hvor den såkaldte “middelklasses” andel af indkomsterne øges, og hvor de velhavende skal bære deres byrde for fællesskabet. Det er det, der af nogle kommentatorer, f.eks. Paul Krugman, er blevet kaldt “klassekrigen”.

Det er en i amerikansk politik velkendt strid om politiske skillelinjer, der krystalliseres igen på både nye og gammelkendte måder.  På den ene side den fordelingspolitiske dimension, der nåede højdepunkter i 1930’erne med F.D. Roosevelt over for republikanere og igen i 1960’erne med Lyndon Johnsons Great Society, på den ene side og på den anden side den libertære – antilibertære friheds-/autoritetsdimension.  Med sit “keynesianske” syn på statens rolle og sin regnbuekoalition af vælgere er Obama en slags arvtager efter Roosevelt.

Venstreside af figuren er de politisk-ideologiske skillelinjer (eller mangelen på samme) i Political Compass portalens streg. Her er begge politikere højredrejede og autoritære, fordi de fører en hård linje i retspolitikken og begge skamløst modtager donationer fra Wall Street og finanskapitalen til deres valgkamp. Og her er der ikke noget valg for vælgerne. Det er monopolparti-“valget”. Det amerikanske system er fundamentalt set udemokratisk, fordi det ikke kan formulere reelle politiske alternativer for vælgerne.  Højresiden er valget som det tager sig ud i en amerikansk “progressiv optik” a la Paul Krugman, hvor der er en fordelingspolitisk kamp. Denne dimension er yderligere blevet forstærket med Tea Party og Occupy Wall Street bevægelserne.

Den autoritære-libertære dimension var måske mest et velstandsfænomen? Det var tredsernes counterculture over for de stive borgere i forstæderne, der kørte i benzinslugende biler til kedelige jobs i storbyernes finanscentre.  Bob Dylan beskrev det malende i sangen “I shall be free No 10”:

I’m gonna grow my hair down to my feet so strange
So I look like a walking mountain range
And I’m gonna ride into Omaha on a horse
Out to the country club and the golf course.
Carry the New York Times, shoot a few holes, blow their minds.

Men den er dukket op i ny skikkelse i menneskerettighedsbevægelsens kampe for gay rights, same sex marriage, hipster og queer culture over for det religiøse højres kulturelle strai(gh)tjacket.

Advertisements

Comments Off on Romneys fortalelser

%d bloggers like this: