Gregers Friisberg

Supermagten med det dysfunktionelle politiske system

Posted in USA by Gregers Friisberg on 30/09/2012

Ifølge den førende  ekspert i  det  amerikanske præsidentembede Richard Neustadt skulle den væsentligste magt for præsidenten være “magten til at overbevise”. Via påvirkning af den offentlige opinion præpareres både vælgere og politikere for de nye initiativer, præsidenten vil komme med til løsning af politiske problemer. Når opinionen er bearbejdet, er det derefter rimelig nemt at få lovgivning igennem Kongressen og få accept af den i befolkningen.
Den brede accept af denne hypotese har ført til en strøm af undersøgelser af præsidentiel retorik, og det er almindeligt accepteret, at en præsident, der ikke er en stor kommunikator, godt kan pakke sammen og drage videre i karrieren.

Men sæt det nu ikke forholder sig sådan? Hvordan skal man så overordnet set vurdere det amerikanske politiske systems evne til at træffe beslutninger?
Washington Post kommentatoren Ezra Klein gennemgår i en artikel i magasinet The New Yorker flere undersøgelser, der skulle støtte påstanden om præsidenter som diskursbevægere, men konstaterer, at disse undersøgelser  ikke er særlig overbevisende i deres argumentation og empiri.

Han tager udgangspunkt i præsident Obamas stort anlagte stimulanspakke The American Jobs Act, som blev fremlagt i sommeren 2011. Den skulle først annonceres i en tale i en Joint Session of Congress, hvor politikerne fra begge Kongressens kamre møder frem for at høre en særlig vigtig TV-transmitteret  meddelelse fra præsidenten.
Det er ikke sket tidligere, men denne gang sendte formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren John Boehner, et nej til anmodningen tilbage, angiveligt med begrundelsen, at man havde en vigtig afstemning på dagsordenen det pågældende tidspunkt. Den virkelige grund var formentlig, at der dagen efter (7. august 2011) skulle være et debatmøde mellem de republikanske præsidentkandidater i Reagan Library, og dette møde ville blive overskygget af præsidentens store økonomiske tale. Den efterfølgende kamp om at komme til talerstolen på rette tid og sted blev nam-nam for sultne medier og kom til at overskygge selve det, sagen skulle dreje sig om: hvordan få skabt flere jobs til amerikanerne.

Det præsidentielle initiativ kom oven på en sommer, hvor Republikanerne på det nærmeste havde sat USA’s økonomiske sikkerhed over styr med deres vedholdende krav om, at et lovbefalet gældsloft for den offentlige gæld skulle overholdes, hvad der var ved at kaste ikke alene USA’s, men det meste af den globale økonomi ud i akut krise på kort sigt.  Talen blev holdt, men efterfølgende Gallup polls viste, at den offentlige opinion ikke var blevet bevæget. Tværtimod faldt Obama lidt i de præsidentielle popularity ratings. Det store lovkompleks blev derefter udsat for filibuster (forsinkelse af en lovs behandling igennem uendelige taler)  i Senatet og stort set ignoreret i Huset. Det hvide Hus forsøgte at dele det op i dellove, men det hjalp heller ikke meget m.h.t. at få de væsentligste del af jobloven igennem.

Ezra Klein gennemgår derefter flere tilfælde af præsidenter, der er blevet betragtet som store communicators, og som har forsøgt at bevæge den offentlige opinion, men faktisk, når man kigger nærmere på det, uden held.   Det er f.eks. Ronald Reagan i begyndelsen af 1980’erne og Bill Clinton i første halvdel af 1990’erne. Reagan talte for minimalstat og mere rum til markedet, men de offentlige velfærdsudgifter var større, da han fratrådte, end da han tiltrådte. Clinton forsøgte gennem et stort antal offentlige møder og taler at berede grunden for sin sundhedsreform, der skulle sikre alle amerikanere adgang til lægehælp og medicin, men uden held.

Hvis præsidenten er magtesløs, hvor ligger magten så reelt i det amerikanske politiske system?

Det er jo for det første et system, der er præget af filosofien om tredeling af magten. Det var bekvemt for de kolonister, der tog magten fra det britiske kolonistyre. Man ville ikke have en ny centraliseret magt, der kunne tage magten fra dem. Der er altså deling af magten mellem præsident, Kongres og Højesteret. Og denne magtdeling er sikret gennem de såkaldte checks-and-balances (præsidentens veto og udnævnelsesret, Kongressens godkendelser, etc). I modsætning til et europæisk parlamentarisk system giver vælgerne et dobbelt mandat (et til præsidenten og et til Kongressen). Og det er her, muligheden for dysfunktionalitet opstår i takt med, at de to store partier er blevet mere polariserede og fasttømrede. Præsident og Kongres holder hinanden så meget i check og balance, at det bliver svært, eller umuligt, for supermagten at tage vigtige beslutninger.

Opfattelsen af den politiske kommunikations rolle, præsidentens rolle som “chief persuader”, og fokuset for hans succes med magtudøvelse som placeret i dette kommunikative, diskursive felt, har bredt sig så meget og er så meget en del af den officielle “visdom”, at også præsidenterne selv bærer på den. Barack Obama siger f.eks. i et interview i 2010:

I think anybody who’s occupied this office has to remember that success is  determined by an intersection in policy and politics and that you can’t be  neglecting of marketing and P.R. and public opinion.”

Marketing af det politiske budskab, Public Relations og offentlig opinion ses som helt afgørende. Og de bedste taleskrivere sættes til at skrive præsidentens tale. Og en hær af PR-folk og spindoktorer sendes i marken med deres mere eller mindre sofistikerede metoder. Måske er størsteparten spild af ressourcer, for den offentlige opinion bevæges af andre ting.

Det er i virkeligheden en form for essentialisme, der ligger i Kleins argumentation. “Virkeligheden” er ikke for vælgerne den konstruerede diskurs, men den reelt eksisterende økonomi.  Han påstår, at vælgerne ikke er lette ofre for kommunikative tricks, smarte kampagner og massiv propaganda. Det er et eksempel på den opfattelse af vælgeren, man i vælgeradfærdsteori kalder den sociotropiske vælger, altså en vælger der er optaget af, hvad der tjener de almene samfundshensyn, samfundsudviklingen, og ikke blot vælgerens snævrere indidviduelle eller klassemæssige interesser.

Eller lever vælgeren snarere i en ideologisk boble, som beskrevet af Robert Reich?
Vælgerne gennemskuer først og fremmest økonomiens tilstand, og hvad den siddende politiske ledelse har gjort eller ikke gjort for at gøre noget ved en dårligt fungerende økonomi. Og vælgerne er måske også i stand til at gennemskue, hvor meget konjunktur og udefra givne forhold spiller ind?
Præsidenten/kandidaten vurderes på, i hvilken grad vedkommende gør en forskel, når disse forhold er vejet af mod hinanden.
Der var måske i starten af kampagnen en interesse for Romney, ikke blot blandt traditionelt republikanske vælgere,  fordi han faktisk havde skabt en stor formue som selvstændig forretningsmand. Han måtte være dygtig til at skabe resultater i en markedsøkonomi, kan desillusionerede vælgere have tænkt.

Men manden levede ikke op til disse initiale forventninger. Det viste sig at være resultater baseret på kapitalfondstænkning, profit for profittens skyld, finansielle instrumenter, skabelse af jobs i Kina i stedet for USA og letsindig omgang med skatteregler. Han blev vejet og fundet for let. Tilbage står Barack Obama, som nok har præsideret over en arbejdsløshed på den forkerte side af 8 pct, men inden for rammerne af en international økonomisk krise, herunder den vanvittige euro-krise, som amerikanere sidder og kigger på med forundring, har leveret det, det var muligt at levere. Man kan da også se, hvordan han har sat sig på den vigtigste af swingstaterne, Ohio, formentlig i kraft af indsatsen for den lokalt forankrede industri i denne stat.

Men hvis en præsident ikke kan gøre det via sine talegaver og sin hær af PR-folk, hvordan skal han så gøre en forskel?

Det er svært, hvis han ikke har flertal i begge Kongressens kamre. Og det er blevet sværere og sværere, fordi det amerikanske politiske system er blevet mere og mere dysfunktionelt. Det bygger på en over 200 år gammel forfatning, der selv efter en række Amendments er blevet forældet i forhold til de udfordringer, et land som USA står overfor.  Magtdelingen, der er udtænkt af bedagede politiske filosoffer som Locke og Montesquieu,  handlingslammer i dens særlige amerikanske udformning det politiske system.
De politiske partier, der egentlig ikke var tiltænkt en rolle i forfatningen, bliver mere og mere bipartisan. Polariseringen har med Tea Partybevægelsens indtræden i Repræsentanternes Hus  ved midtvejsvalget i 2010 nået et omfang, hvor man handlingslammer systemet, fordi man tænker mere på at tilgodese særsynspunkter frem for helhedens interesse i at få gjort noget ved et samfundsproblem som arbejdsløsheden. Samtidig er partierne blevet mere fasttømrede. Men som Ezra Klein skriver:  Tendensen til at stemme sammen med partiet er øget de senere år. Tidligere kunne amerikanske præsidenter udnytte fløjdannelser hos oppositionspartiet. Det er ikke så let længere.

Men der er alligevel noget ved dette valg, der gør, at man måske skal kvalificere Kleins påstande noget. Det er den rolle, Bill Clinton er kommet til at spille, dels igennem den tale, han holdt på det demokratiske partikonvent, dels igennem den måde, han giver troværdighed til Obamas påstande om, at han faktisk er den bedste til at håndtere økonomien:

Clinton brings credibility to the connection between an Obama presidency and  a strong economy, reinforcing the idea that there’s a straight line between  Obama’s proposals and Clinton’s legacy of budget surpluses and middle class  prosperity. “I can’t recall a time when someone who’s not on the ballot has been this  important,” said Paul Begala, the former Clinton strategist.

Det lykkedes faktisk i 2. halvdel af 1990’erne at få, ikke alene balance, men også overskud på de offentlige finanser. Det svækker Republikanernes påstande om, at Demokraterne er spenderepartiet.

Og hvad angår retorikkens rolle: Der er bred enighed blandt mange kommentatorer om, at det faktisk var en ret god tale, Bill Clinton holdt på Demokraternes konvent. Han tager fat i den situation, Barack Obama stod overfor på det økonomiske område, da han overtog præsidentembedet og får effektivt kørt diskursen om, hvordan han fik det bedst mulige ud af det. Det stilles op imod modpartens økonomiske “narrativ”, som Clinton formulerer det. Obama-Clinton økonomidiskursen er i den selvfremstillingsoptik ikke et “narrativ”. – Selv om vælgerne bliver ført med tydelig hånd frem til den “rette forståelse” af sagernes sammenhæng, som Clinton fremstiller dem i sin tale.

Advertisements

Comments Off on Supermagten med det dysfunktionelle politiske system

%d bloggers like this: