Gregers Friisberg

Den undertrykte folkevilje

Posted in USA by Gregers Friisberg on 15/11/2012

Demokratiet giver ideelt set mulighed for at “folkeviljen kan komme til udtryk”. Som Rousseau kaldte det: La Volonté Generale.  Sådan kan man høre det sagt i højtidelige taler. Virkeligheden er ofte et langt stykke fra idealet.

Som det er blevet påpeget i forbindelse med det seneste amerikanske valg, så er der sket en ret så alvorlig undertrykkelse af folkeviljen. Amerikanerne, det udvalgte folk, er blevet ført til et kedeligt sted.

Præsident Obama og Demokraterne gjorde rent bord ved valget den 6. november. De fik 50.6% af stemmerne ved præsidentvalget, imod 47.8% til Republikanerne. De fik 53.6% af stemmerne til Senatet, mod 42.9% til Republikanerne, og de fik 49%  af stemmerne til Repræsentanternes Hus, imod 48.2% til  Republikanerne. Se, så skulle man tro, Demokraterne kunne sætte sig i førersædet og regere nationen de næste to år, frem til næste valg til Repræsentanternes Hus.

Sådan gik det ikke. Efter at stemmerne var talt op, og mandaterne fordelt, udtalte formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren John Boehner, at vælgerne havde “fornyet Husets republikanske flertal. Og hermed havde det amerikanske folk gjort det klart, at der ikke er noget mandat til at hæve skatterne”. Det var klar besked til den skatteglade præsident!

Men det er sådan set imod den udtrykte folkevilje, som jo i dette tilfælde kom skævt til udtryk, idet mandatfordelingen blev noget anderledes end stemmefordelingen. Republikanerne fik et klart flertal i Huset på 234 imod 193.

Når det kan lade sig gøre, hænger det sammen med dels, at der er flertalsvalg i enkeltmandskredse ved valg til Repræsentanternes Hus, dels  at der er en traditionsrig amerikansk sport, den såkaldte gerrymandering, der betyder manipulation med valgkredsinddeling. Det parti, der sætter sig på magten i enkeltstaterne, kan påvirke valgkredsinddeling til valg til Repræsentanternes Hus. Det benyttede Republikanerne sig af, så de nu faktisk kan tilsidesætte et samlet vælgerflertal og sætte sig på et komfortabelt flertal i parlamentets andetkammer.  Et af de utilsigtede resultater af den historiske valgkredsinddeling er, at der kan være meget tydelige flertal/mindretal i mange af valgdistrikterne.

Man kan undre sig over, hvorfor man ikke – når man bor i et land, der ofte fremhæver sit demokrati – har indført forholdstalsvalg (proportional representation). Det opfattes af mange som mere demokratisk. Men den amerikanske tradition siger noget andet. Man mener, at det er en fordel, at man lokalt vælger sin mand (eller sjældent: kvinde), og denne har en tydelig lokal tilknytning. Med polariseringen i amerikansk politik i de senere år er tilknytningen til partiet imidlertid blevet tydeligere, og det kunne tale for forholdstalsvalg.

Link:  The Guardian har samlet US election data, der er udtryk for nye høje standarder for journalistisk udvikling af formidling af sådanne data.

Advertisements

Comments Off on Den undertrykte folkevilje

%d bloggers like this: