Gregers Friisberg

Konkurrenceevneparadokser og lønforhandlinger

Posted in Arbejdsmarked, Økonomi by Gregers Friisberg on 03/12/2012

Det er efterhånden ved at lykkes for centrum-venstre tænketanken Cevea at komme i medierne. – Ikke i samme grad som CEPOS, men man har jo heller ikke pr atutomatik så mange venner i det borgerligt dominerede mediebillede i Danmark. Så det er godt gået af Cevea, når de kommer ud med en så relativt tynd rapport som den nyligt udgivne om “Høj løn og beskæftigelse går hånd i hånd i Europa”.

Der påpeges en sammenhæng, der ikke i særlig grad har haft offentlighedens bevågenhed i al den hysteriske snak om “konkurrenceevne og reformer”, hvor man nærmest får indtrykket, at jo mere man kan lægge sig i spidsen i “the spiralling race to the bottom”, jo tættere kommer man frelsen.

Figur 1: Beskæftigelsesgrad og lønomkostninger pr time

cevealoenbesk

Kilde: Cevea.

Som det påpeges allerede i titlen, så går de to variable, lønomkostninger pr time og beskæftigelsesgrad hånd i hånd. Man kan naturligvis ikke påstå, at øger man lønnen, så stiger beskæftigelsen.

I visse tilfælde kan stigende lønninger anspore virksomheder til at øge produktivitet (produktion pr arbejder pr tidsenhed) og effektivitet. Men når øget beskæftigelse og højere løn går hånd i hånd, hænger det som oftest sammen med nogle bagvedliggende faktorer, så som stærkere institutioner, gennemskuelige regler, velfungerende offentlige sektorer, der sikrer god uddannelse af arbejdskraften og en god sundhedstilstand, velfungerende infrastruktur, etc. Disse faktorer gør samlet, at lønnen kan være høj og beskæftigelsen god.

Det er et godt argument for de faglige organisationer i overenskomstforhandlinger. Lønnen er ikke bare en omkostning, men en vigtig personalepolitisk faktor, der giver incitamenter, arbejdsglæde og bedre fungerende arbejdspladser.

Arbejdsomkostningerne i den danske industri steg markant i de glade år under VK(O). Det førte til, at megen lavteknologisk produktion måtte forlade landet. Men virksomhederne fandt ud af at tilpasse sig ved at gå over i produktioner, hvor lønnen ikke er det mest afgørende for konkurrenceevnen.

Den såkaldte røde regering har taget udfordringen op ved at nedsætte en produktivitetskommission, og de første resultater af arbejdet er begyndt at komme.

I den traditionelle økonomis nyttekalkuler måler man resultater af produktionsfaktorers indsats på en meget konkret facon. Det fører til sjove resultater, som f.eks. at Polen og Slovakiet har en fantastisk høj stigning i produktivitet. Det er jo ikke så underligt, da der her er tale om to lande, der er i gang med catch-up i forhold til omkringliggende mere avancerede lande. Den høje produktivitetsstigning er her mere udtryk for tyske firmaers evne til at udnytte arbejdskraftomkostningsforskelle igennem outsourcing, end det er udtryk for disse økonomiers selvberoende styrke.

Det danske produktivitetsparadoks er også forklarligt ved den florissante økonomi VK(O)’s bedste år. Når der er stor optimisme og trækkes meget arbejdskraft ind i produktionen vil produktiviteten logisk set falde, for den måler jo ikke andet end et givent produktionsresultat divideret med den indsatte mængde af produktionsfaktorer (her: arbejdskraft).

Cevea er med sin rapport på vej til at formulere disse komplekse økonomiske sammenhænge på en mere meningsfuld facon, end de nyliberale økonomer hidtil har villet. Det er fint. Og det er specielt fint i forhold til de faglige organisationer på arbejdsmarkedet, der skal gå Roma midt imod og forklare, hvorfor det stadig giver mening at stille lønkrav ved overenskomstforhandlinger.

Advertisements

Comments Off on Konkurrenceevneparadokser og lønforhandlinger

%d bloggers like this: