Gregers Friisberg

Fredens projekter

Posted in EU by Gregers Friisberg on 04/12/2012

Den liberaldemokratiske leder og nr 2 i den britiske regering, Nick Clegg, skal repræsentere Storbritannien ved uddelingen af Nobels fredspris i Oslo mandag den 10.12.  David Cameron har meldt afbud, angiveligt fordi han ikke mener, det er relevant at give fredsprisen til EU p.g.a. den verserende eurokrise. Desuden mener han, at “NATO også har hjulpet med at holde fred i Europa“.

Nu har det nok aldrig været Alfred Nobels intention med denne pris, at den skulle gives til en militæralliance, endsige til et institutionelt apparat, der repræsenterer statsmagter. EU står  for en betydelig del af Verdens eksport af dødbringende våben. Og EU har haft svært ved at træde i karakter i forhold til Verdens konfliktbrændpunkter, f.eks. Palæstina, hvorved disse konflikter er fortsat med unødvendig lidelse for mange mennesker. Men Nobels fredspris er jo gået hen og blevet en sær størrelse, der bruges ad libitum til belønning af vidt forskellige aktiviteter, lige fra krigsførende præsidenters krige i fjerntliggende lande og til europæiske stormagter, der plejer deres interesser i en overnational europæisk institution. Det er da også især de franske, italienske og tyske statsledere, der vil komme til Oslo og sole sig i glansen fra Nobels fredspris.
Men at gnubbe sig op ad Francois Hollande og Angela Merkel giver interessante muligheder for Clegg for at pleje  britiske interesser. For  selv om Storbritannien måske er på vej til at forlade hele foretagendet, så er det ærgerligt at lade en god lejlighed til at få noget med hjem gå fra sig. Der er EU topmøde 3 dage efter fredsceremonien, og her er det bl.a. EU’s budgetforhandlinger og de europæiske initiativer til regulering af den finansielle sektor, der er på programmet. Og det giver Clegg en god mulighed for at slå et slag (hvis man må benytte denne sprogbrug i denne sammenhæng) for City of Londons særlige interesser.

Det har aldrig kunnet bevises, at freden i Europa siden II. Verdenskrig skal tilskrives EU. Det er en historiefortælling. Det drejer sig om så komplekse sagsforhold, at det er let at konstruere andre fortællinger, der kan være lige så sande eller falske, om freden i Europa. En nok så nærliggende antagelse kunne f.eks. være, at den globale magtbalance ændrede sig med II Verdenskrigs slutning. Den globale magts tyngdepunkt flyttede sig væk fra Europa. Dermed flyttede det afgørende konfliktpotentiale også væk fra regionen. USA ville aldrig acceptere en ny europæisk krig i 1960’erne eller 70’erne på uenighed om europæiske landes økonomiske interesser. USA var også ivrig efter at få afmonteret de europæiske stormagters kolonialisme, som var en væsentlig grund til uenighed imellem dem i årtierne inden.

Advertisements

Comments Off on Fredens projekter

%d bloggers like this: