Gregers Friisberg

Den amerikanske nytårsgyser

Posted in Økonomi, USA by Gregers Friisberg on 31/12/2012

– Tab af 10.000 arbejdspladser i Danmark, hvis de ikke når en aftale i Washington!

Det er meldingen fra danske økonomer her op til nytår, hvor medierne rapporterer om den store nytårsgyser i Washington: Lykkes det at lave en aftale i Kongressen i Washington, så USA kommer igennem nytåret uden store budgetnedskæringer og skattestramninger? Hvis man kører hen over the fiscal cliff/afgrunden (-falder ned i den, eller hvordan den umulige metafor nu skal udlægges) uden en aftale, skønnes det, at den amerikanske økonomi vil falde 0,5 pct i BNP  –  i stedet for en skønnet vækst på 2,5 pct. Og det vil selvsagt påvirke amerikanernes indkøb fra resten af Verden, herunder Europa og Danmark. Det vil kunne føre til nye konjunkturnedgange og krisens forlængelse.

De såkaldte “fiscal cliff” scenarie er en udløber af en aftale i Kongressen i sommeren 2011. Her aftaltes en stor studehandel: Hvis Kongressen gav ny bemyndigelse til at hæve USA’s låneloft, skete det under forudsætning af, at skattelettelser fra præsident George W. Bush’ tid løb videre, og de sociale velfærdsprogrammer (entitlement programs så som social security, medicare og medicaid) altså også løber videre frem til 1.1.13.

Hvis man ikke inden denne skæringsdata laver en ny aftale, vil der ske kraftige budgetbeskæringer og skattestigninger.

Det kunne i sig selv hjælpe til at bringe de enorme budgetoverskridelser under mere kontrol, så stigningen i den føderale gæld (forbundsstatens gæld) kunne stoppes. Men det er ikke god medicin i en økonomisk krisetid. Og da USA pt kan låne penge til en ekstremt lav rente, er det den bedste krisepolitik ifølge stimulansøkonomerne, som især Demokraterne sværger til. Republikanerne går med deres minimalstatsfilosofi ind for, at skatterne ikke må stige.

Figur 1:Indtægter (receipts) og udgifter (outlays) på USA’s føderale budget i pct af BNP (tal fra Office of Management and Budget)

USFEDBUDGAnm: tallene fra 2013 er (meget optimistisk) skønnede.

Den budgetmæssige afgrund ses i figuren ovenover, hvis man skræller de meget optimistiske skøn for 2013-17 væk og i stedet forlænger gabet i budgettet ud i fremtiden. Det vil da også føre til en yderligere eksplosionsangtig stigning i den føderale gæld (figur nedenfor).

Figur 2: Forbundsstatens gæld i pct af BNP

USfeddebt

Avisen The Washington Post har lavet en overskuelig fremstilling af konsekvenserne af, at der ikke indgås en aftale, og skattelettelserne altså falder væk. Der vil da ske skattestigninger, højst på de højeste indkomster.

Spørgsmålet er, hvor interesseret parterne i virkeligheden er i en aftale? Hvis der ikke laves en sådan, kan Demokraterne læne sig tilbage og henvise til Republikanernes uansvarlighed og manglende sociale hjerte (når bl.a. 2 mio arbejdsløse ikke får deres understøttelse forlænget). Hertil kommer, at en manglende aftale faktisk vil genoprette USA’s finanser på længere sigt, hvorimod man på længere sigt vil stå med uoverstigelige budgetproblemer og gæld, hvis skattelettelserne bliver permanente.
Republikanerne vil kunne undgå at stemme direkte for skattelettelser. Repræsentanternes Hus’ formand John Boehner, fremlagde i sidste uge en “plan  B”  –  for  at vise en form for ansvarlighed, der indebar skattestigninger for indkomster over en mio$ om året. Det kunne ikke samle flertal i Huset, idet Tea Partyfløjen i partiet ikke ville stemme for. Efter nederlaget ved præsidentvalget i november mangler Republikanerne en egentlig landsledelse, der kan udstikke en retning for partiet på nationalt plan. De enkelte republikanske parlamentarikere, især i Repræsentanternes Hus, reagerer mere ud fra deres mavefornemmelser fra de gerrymanderede valgdistrikter, de er valgt i, og her er skatter ikke populære. Det lægger mere op til obstruktionspolitik, frem for bestræbelser på at finde løsninger og kompromismuligheder. Hertil kommer, at en del republikanske politikere ikke længere finder “the cliff” særlig interessant mere. Nej, det er meget mere spændende, hvad der sker i februar 2013, når låneloftet igen skal forlænges/øges. Det giver nye muligheder for at afpresse præsidenten og Demokraterne til nye nedskæringer i entitlement programs.

Vi danskere må sidde og se til, mens dramaet blandt dinosaurerne i Washington udfolder sig. Sådan er det nu engang at leve i en globaliseret verdensøkonomi.

Og er USA’s overforbrug ikke bare vidunderligt, når det stimulerer vores økonomi? Det er dejligt, at amerikanerne vil, når tyskerne nu ikke vil!!
Det kan vi sagtens mene, men amerikanerne er selv i syv sind omkring det.

Det er klart, at det på længere sigt vil være fremmende for økonomisk ansvarlighed, at man opgav Bush-æraens skattelettelser, men det kan give koldstart til økonomien, hvis man gør det for hurtigt. Derfor bør det gøres gradvist, f.eks. over en fem-ti-årig periode. Den såkaldte “middelklasse” slipper næppe for at betale skat, hvis både velfærd og forsvar skal opretholdes nogenlunde intakt, selv om præsident Obama gør meget for at bilde dem det ind.

Opdatering:

Det lykkedes i sidste time at indgå et kompromis, men foreløbig kun i Senatet. Det var vicepræsident Joe Biden og lederen af Republikanerne i Senatet McConnell, der landede en aftale. Det er karakteristisk for beslutningsprocessen, at det er to gamle rotter i faget, en gammel og en tidligere senator, der tidligere har “brokered deals”, og som sætter sig og finder ud af at brygge noget sammen.
Spørgsmålet er imidlertid, hvor langtidsholdbart det er?
Den i Senatet indgåede aftale gør Bush-æraens skattelettelser permanente, bortset fra indtægter over 400,000$ for enlige (450.000 for familier), som kommer op på godt 39 pct af føderal indkomstskat på den sidst tjente dollar. Arbejdsløshedsunderstøttelsen for de langtidsledige forlænges et år. Payroll-skatten (en slags obligatoriske sociale bidrag), der finansierer  Social Security og Medicare, øges med omkring 1000$ årligt for en “middelklasse”-skatteyder. De sociale nedskæringer udskydes et par måneder, når låneloftet skal forlænges.

Denne aftale blev udsat for kritik fra både Demokraternes venstrefløj og højrefløjsrepublikanere. De sidste er rasende over skattestigningerne, de første over den høje indkomst for skatteprogressionen. Og “ansvarlige” økonomer er rystede over aftalens langsigtede “uansvarlighed”: Hvordan kan USA  blive ved med at opkræve 20 cents i skat af hver indkomstkrone, men bruge 25 cents af den? Og så er der endda ikke taget hensyn til de langsigtede udfordringer for amerikansk økonomi, med ændret aldersfordeling og behov for at investere i infrastruktur og uddannelser. “Uansvarligheden” kan dog forsvares med behovet for at føre økonomisk stimulanspolitik under den fortsatte krise. Værre er imidlertid, at der mangler en overordnet ide og styring af statens indtægter og udgifter. Det er udtryk for et ulige og delt samfund, hvor partikulære interesser får sat sine fingeraftryk på de fælles beslutninger. Nogle beskylder præsident Obama for ikke at udvise tilstrækkeligt lederskab. Det er præsidentens opgave at være en samlende faktor, der kan forklare  problemer i, samt konsekvenser af, den førte politik og lægge op til mere langsigtede løsninger.

Sent tirsdag aften, den 1.1., lige i tid før børsernes åbning, stemte Repræsentanternes Hus (med 257 for og 167 imod) for “Fiscal Cliff” pakken fra Senatet. Det var første gang i over 20 år, at republikanerne stemte for generelle skatteøgninger.
Som Washington Post skriver, afhænger den økonomiske vurdering af aftalen meget af det økonomisk-teoretiske udgangspunkt, man har. Fra en keynesiansk synsvinkel er der ikke meget økonomisk stimulansvirkning at hente. Det havde selvfølgelig været langt værre, hvis der ikke var indgået en aftale. Men payroll skatten piller så meget ud af stimulansvirkninger, at det holder vækstvirkninger nede.
Incitament-økonomen Greg Mankiw kritiserer aftalen for ikke at indeholde et opgør med de stadig dyrere entitlement-programmer (Social Security, Medicare og Medicaid), endsige oplæg til reel incitamentøkonomisk skattereform. Ud fra et dansk perspektiv må man trække lidt på smilebåndet ad denne arguementation. Selv når man lægger enkeltstats- og andre lokale skatter til, er man stadig i USA et stykke fra dansk højeste marginalskat (ca. 56 pct), og den danske højeste marginalskat sætter ind ved en indkomst på under 1/5 af den tilsvarende amerikanske.

Politisk vurdering:

Præsident Obama var tidligt ude med en italesættelse af forliget:
“The central premise of my campaign for president was to change the tax code that was too skewed towards the wealthy at the expense of working, middle-class Americans. Tonight we have done that,”  (“Udgangspunktet for min kampagne var at ændre skattelovgivningen, der var for skævt vægtet til de riges fordel, på bekostning af arbejdende middelklasseamerikanere. Det har vi gjort i nat”).
På mange måder kan man da også sige, at præsidentens taktik er lykkedes langt hen ad vejen. Ideen med Joe Biden som vicepræsident var præcist at gøre brokering i Kongressen mulig, når det var en erfaren mand, der kendte spillet, der blev udnævnt. Præsidenten kunne følge med fra sidelinjen, mens hans håndgangne mand klarede at få en aftale i stand med så stort flertal bag sig i Senatet, at det var svært for Repræsentanternes Hus at tilsidesætte det ved en yderligere forlængelse af processen. Forliget er en triumf m.h.t. at få brudt Republikanernes 20 åprige afvisning af skatteforhøjelser. Men det var ikke en livret for Tea Party fraktionen hos Republikanerne, og det kan hurtigt vise sig at blive en Pyrhus-sejr, når Låneloftet for den offentlige gæld på 16,4 trn$ skal forlænges/fornys om et par måneder. Så kan det republikanske Højre sætte tommelskruerne på i en gentagelse af mareridtsscenenariet fra sommeren 2011.
Der er et voldsomt oversell af skatteforhøjelsen til “de rige”. Med så højt et indtægtsniveau for marginalskatten og skattelovgivningens fradragsmuligheder er det kun omkring 0,7 pct af amerikanerne, der rammes. Den amerikanske skattelovgivning er et sammensurium af regler, der gør det muligt netop for de, der har penge at slippe billigere. De, der betaler de omtalte skattesatser, er mest de lavere indkomster, der har deres indtægt i form af lønarbejde, hvor der skal indberettes. De amerikanere, der tjener over 200.000$ årligt, betaler for knap halvdelens vedkommende kun 20 pct eller mindre i skat. Skatteforhøjelsen for de, der tjener over 400.000,  lukker dermed på ingen måde hullet i budgettet.
Link: Det Hvide Hus’ “Fact sheet” om aftalen.  Det er en interessant diskursanalytisk øvelse at undersøge dette “fact-sheet”. Det lykkes Det hvide Hus’ spindoktorer at oversælge aftalen som en aftale der vil “sætte gang i væksten” i dette “fact-sheet”. En mere passende formulering kunne være: Det bedst opnåelige i situationen. Og det er der endda mange, der sætter et stort ?? ved.

Advertisements

Comments Off on Den amerikanske nytårsgyser

%d bloggers like this: