Gregers Friisberg

Mere end én vej til paradis?

Posted in Økonomi, Frankrig by Gregers Friisberg on 11/02/2013

Der er stadig mere vedholdende rygter om, at G7 arbejder på en erklæring, der skal forsøge at lægge låg over de simrende tendenser til en global valutakrig, hvor de store økonomier forsøger at tvære problemerne af på hinanden via devalueringer af valutaerne.

Den franske økonomiminister Pierre Moscovici har beklaget sig over en stærk euro. Dermed taber fransk industri markedsandele på eksportmarkederne, og arbejdsløsheden forværres. Euroen er på det senesste steget ganske meget. Det er et resultat af bl.a., at krisen omkring syd-eurozonens statsgældsproblemer momentvis er aftagende.

Figur 1: Arbejdsløshed i pct af arbejdsstyrke i Tyskland, Frankrig og Spanien

Fr4

Kilde: Tal fra Eurostat (sammenlignelige europæiske tal).

Lignende toner hører man også fra danske økonomer.  Et eller andet sted burde dette jo være ulogisk. Euroen er ikke forankret til nogen anden international valuta. Den flyder, og dens kurs er da målt ved udviklingen i andre valutaers kurser og burde som sådan reflektere de deltagende økonomiers styrke. Da den franske økonomi er temmelig stor, burde en svag fransk økonomi føre til faldende euro. Problemet er jo bare, at der er andre, der trækker euroen op i værdi, og/eller der er kræfter der trækker andre reservevalutaer ned, f.eks. dollar, pund og yen.

Efter at eurokrisen har fortaget sig, bl.a. som følge af ECB-bankchefen Mario Draghis udtalelser i juli 2012 om, at han vil gøre, “hvad der er nødvendigt”, er euroen kun gået én vej, og det er opad. Det er måske ikke så underligt, for hvis man tager den samlede euro-zones økonomiske stilling, ser de grundlæggende økonomiske data meget pæne ud  –  ikke mindst sammenlignet med USA og Storbritannien. Der er overskud på eurozonens samlede betalingsbalance, og de samlede offentlige budgetunderskud er beskedne.  Det er vel disse “economic fundamentals”, der langsomt er ved at gå op for spekulanterne. Og det store økonomiske sug af ledige penge begynder at gå andre veje i de internationale penges planløse anarki. At euroen skulle være overvurderet, modsiges af tysk og europæisk pengepolitiks strongman Jens Weidmann. Derfor mener han da også, at man ikke skal forsøge at svække den via rentenedsættelse og pengeudpumpning, som det pt sker i andre valutazoner.
Det kan naturligvis ikke objektivt fastslås om euroen er overvurderet eller undervurderet. Den er overvurderet for spansk, italiensk og græsk  (og fransk?) økonomi, men ikke for tysk, hollandsk og nordisk økonomi.

Tilbage står altså det francofone problem, der er en utilstrækkelig konkurrenceevne i forhold til Tyskland. Det giver endemiske betalingsbalanceproblemer, der søges løst ved nedskærings- og besparelsespolitik, – en politik, der har tendens til at blive skærpet i takt med euroens stabilisering og stigning.

Den evigglade keynesianer Paul Krugman har samlet nogle tal, der i den sammenhæng er interessante. Da Frankrig i 1920’erne stod over for et lignende problem, havde landet en kæmpemæssig statsgæld. Den var værre end selv den Grækenland har i dag.

Figur 2: Fransk statsgæld i pct af BNP 1920 – 29.

fr1Kilde: P. Krugman.

Frankrig havde flydende valuta i 1920’erne , og man lod den flyde nedad, jvf figuren herunder.

Figur 3: Kurs på franske francs målt i dollar

fr2

Det bevirkede en stærkt forbedret konkurrenceevne. Det viste sig i en stigende industriproduktion og forbedrede beskæfitgelsestal.

Figur 4: Indeks for fransk industriproduktion i 1920’erne

fr3

Kilde: Federal Reserve St. Loius. Her efter Krugman, citeret artikel.

Det kaldes foragteligt beggar-my-neighbour politik at føre den politik, som Frankrig førte i 1920’erne. Problemerne tværes af på naboerne. Men det ser ud til, at det virkede. Beggar-my-neighbour kan jo imidlertid gøres på mange andre måder også. Sat lidt på spidsen kunne man jo spørge, om det ikke er det, Tyskland bruger eurokonstruktionen til, da der jo ikke er andre, der kan hamle op med tyskerne, når det gælder austerity politik?

I modsætning til Frankrig har Danmark et betydeligt overskud på betalingsbalancen. Så helt i samme båd er de ikke.

Tyskerne opfatter ikke sig selv som usolidariske i EU- eller eurozonesammenhæng. I Davos sagde forbundskansler Merkel: “Det afgørende er styrken i den politiske vilje til at holde eurozonen sammen, forpligtelsen til reformer og styrken i eurozonens solidaritet”. Det sidste viser sig  imidlertid at være mere et slagord end realitet. Solidaritet i den størrelse, der skal til, er næppe mulig inden for den nuværende eurokonstruktion.  Et land må selv finde en vej.

Det gjorde Tyskland da også for sit eget vedkommende, både ved løntilbageholdenhed, “reformer” af arbejdsmarkedet (Harz IV) og ved hjælp af det, man kalder “fiskal devaluering”. Man nedsatte i 2007 virksomhedernes bidrag til sociale ordninger fra 6,5 til 4,2 pct, og samtidig øgede man momsen fra 16 – 19 pct. Det første reducerer omkostningerne for de indenlandske producenter, og det andet øger priserne på de importerede varer. Der betales ikke moms af eksporten ud af landet. Dvs den fiskale devaluering kan virke lidt på samme måde som en valutadevaluering.

Det er anbefalet som én af vejene ud af euroens spændetrøje, som Frankrig pt overvejer. Det er vanskeligere for Danmark at bruge dette middel, da den danske moms i forvejen er meget høj, og pay-roll taxes (“arbejdsmarkedsbidrag”) betales af lønmodtagerne.

Advertisements

Comments Off on Mere end én vej til paradis?

%d bloggers like this: