Gregers Friisberg

Britiske krise- og velfærdsdiskurser

Posted in Storbritannien by Gregers Friisberg on 05/04/2013

“Broke Britain” (“Fallerede Storbritannien”) er et tema, der genlyder i britisk debat om nationens økonomi.

Derfor skal der spares. Og derfor har den konservative britiske regering indledt et sparefelttog over for velfærdsordninger, der for mange ser ud som opgøret med den gamle Beveridge-model for velfærd i Storbritannien. Beveridgemodellen fremstilles sommetider som det, man kalder en residual velfærdsmodel, dvs velfærd gives hovedsagelig til de fattige og trængende – og ikke til alle efter et universelt princip. Det er dog ikke en helt korrekt betegnelse, når man ser på, hvordan den i perioder har udviklet sig, og specielt ikke når det gælder dele af det statslige pensionssystems ydelser, og når det gælder sundhed, hvor der er universelle træk.
1. april trådte kraftige velfærdsforringelser i kraft. Den mest forhadte er måske den såkaldte bedroom tax (“soveværelsesskat”), der nedsætter boligstøtten til familier med et ekstra værelse i boligen. Den er blevet sammenlignet med den forhadte “kopskat” (poll tax) fra Thatcherperioden. Det gælder også skattens muligheder for at sætte gang i sociale protestbevægelser.  Hensigten er at få folk til at rykke sammen under krisen, så der opstår et større boligmarked til de hjemløse. Virkningen kan imidlertid blive, at fattige mennesker i hundredetusindevis tvinges til at flytte fra hus og hjem  –  og reelt ikke har nogen steder at flytte hen.
Mindstesatsen for arbejdsløshedsunderstøttelse (job seeker’s allowance) er reduceret til 53 £ ugentlig i et land, hvor leveomkostningerne ikke ligger meget under dansk niveau. Socialminister Iain Duncan Smith har erklæret, at han da godt selv ville kunne leve for dette beløb. Desværre ser det ikke ud til, at det vil komme an på en prøve!

Beveridgeplanens største bedrift, The National Health Service, det statlige universelle sundhedssystem, udsættes for kraftige privatiseringstiltag, idet de private klinikker nu får stærkt øget mulighed for at byde ind som sundhedsudbydere.

Men er det egentlig nødvendigt at gå så hårdt til værks. Tax Justice Network betvivler det, og de har ladet en gruppe økonomer punktere de konservative myter om økonomiens tilstand.

uknetdebt9717

Kilde: New Economics.

Når man ser figuren ovenover, der viser den britiske statsgæld i pct af BNP, vil man umiddelbart være tilbøjelig til at give austerity-økonomerne (austerity=spare-/nedskæringspolitik) ret. Der er vel ikke rum og råd til andet, end det Osborne i The Treasury (Finansministeriet)  og hans venner er i gang med?

Men hvad nu når man ser det i et noget længere tidsperspektiv?:

uknetdebt170017

Set i det lange tidsperspektiv er den nuværende gældsbyrde sat noget i perspektiv. Og når man ser på rentebetalingernes vægt på statsbudgettet, ser det heller ikke så sort ud:

UKinterestpayments

Hvad skal man da gøre i den nuværende situation?
Investere sig ud af krisen, lyder svaret fra de optimistiske økonomer. Og der er råd til det. I modsætning til de sydeuropæiske euro-medlemmer, har Storbritannien egen valuta og egen centralbank. Det er bare at gå i gang med investeringerne. Så vil væksten øges, og skatteindbetalingerne vil strømme ind i Osbornes skattekammer i meget bredere strømme end nu.

Tænk engang, at det kan være så simpelt!

Velfærdsmodellen bringes ind i debatten om, hvorvidt der er råd. De Konservative hævder, at de i virkeligheden kæmper for den lille mands ret til at kunne se, at der er en forskel på, hvad man kan tjene i et job på den ene side, og på den anden side få i velfærd.  De arbejdsløse og velfærdsmodtagernes fremstilles som snyltere. Den ene notoriske sag efter den anden drages frem, lige fra indvandrerfamilier, der “lever i luksus” i dyre boliger i London, altsammen betalt af den hårdtplagede skatteyder, og til den uhyggelige Mick Philpott-sag, hvor en far til 17 børn angiveligt er kommet til at brænde 6 af disse børn inde i et fingeret forsøg på at skabe en situation, hvor han kunne redde dele af sine velfærdsindtægter.

scroungers

“Scrounger” Mick Philpott med en del af sin familie.

Derfor er en del af de store velfærdsreformer at redde den hårdtarbejdende brite fra synet af “the scroungers” og deres udsvævende liv på statens regning. Der er lagt et loft over, hvor meget en familie kan få i samlet velfærdsydelser, på, hvad der svarer til en brites gennemsnitsindkomst, pt 26000 £ om året. Da nogle af de berørte familier kan have mange børn, kan dette drive mange børn i Storbritannien ud i ekstrem fattigdom.

Scrounger-livsstilen gøres til problemet, frem for, at man siger, at problemet er, at der ikke er jobs til folk. Der opstår eller udvikles en diskurs til det, hvor sociale problemer individualiseres og forsøges gjort til et udelukkende individuelt ansvar.  Storbritannien er i krise, og landet er ved at grave sig endnu dybere ned i krisen som følge af Konservatives og Lib-dems økonomiske politik. Man må dog også sige, at der opstår uenighed i koalitionsregeringen på det diskursive plan. For De Konservative er det et middel til at få rettet op på dårlige meningsmålinger. J. Osborne skulle have studeret politik i USA og her lært nogle “dirty tricks” udi den electorale politiks finesser.

Samtidig er man i gang med at ødelægge Beveridgevelfærdsmodellen, når man forbinder dens velfærd med “dependency-retorikken” (“velfærd skaber afhængighed af det sociale system”).  Thatcher-æraen kritiseres for at medvirke til denne “afhængighedsskabende velfærd”, når Thatcher anbragte en del arbejdsløse på sygedagpenge og invalideydelser. Det er en del af den konservative diskurs, at velfærdspolitikken skal udvikles, så den styrker Storbritanniens muligheder for at klare sig i den globale konkurrence. Det skal kunne “betale sig at arbejde”. Skatten for de laveste indtægter sættes ned, idet bundfradraget for skat øges, og den øverste marginalskat sættes ned til 45 pct, hvor den lå frem til 2010, hvor den blev sat op til 50 pct af Labours daværende finansminister Alastair Darling.

James Cameron gik til valg i 2010 med løfter om at gøre noget ved “Broken Britain” (“det socialt nedbrudte Storbritannien”). Det skulle bl.a. ske igennem den storstilede “Big Society” ide, hvor civilsamfundet skulle på banen. Igennem en øget frivilligindsats og udbygning af sammenhængskraft og solidaritet i lokalsamfundene, skulle marginaliserings- og udstødningsmekanismer reduceres. Det har vist sig at være et ideologisk røgslør for en social nedskæringspolitik, der for mange fremstår som om muligt endnu mere brutal end det, der skete under Margaret Thatcher.

Advertisements

Comments Off on Britiske krise- og velfærdsdiskurser

%d bloggers like this: