Gregers Friisberg

Den klemte “middelklasse”

Posted in Storbritannien by Gregers Friisberg on 29/08/2013

Hvem havde troet, at man skulle anbefale skriverier fra the Daily Mail, en af de britiske populæraviser. Men det er ikke desto mindre tilfældet med en artikel om den trængte middelklasse, som avisen bragte for omkring en uge siden. Middelklassen er under pres i både USA og Storbritannien. Det skyldes outsourcing af jobs og altså globaliseringen, der får mange af de ellers sikre livstidsjobs til at forsvinde. Gennemsnitsindkomsten er stagneret de sidste omkring 30 år. Også The Spectator taler om the “strange death of the middle class”.
En af The Guardians kommentatorer ser en risiko for demokratiet i denne udvikling. Denne styreform er traditionelt blevet båret af den voksende middelklasse.

The Daily Mail karakteriserer mange af Marx’ ideer som “outlandish”, men netop m.h.t. den trængte middelklasse, mener forfatteren af artiklen, han havde ret. Det er dog en noget sjov sammenblanding af perspektiver i klasseanalysen. Marx’ overornede perspektiv var proletariseringen af arbejderklassen og den heraf øgede klassebevidsthed. Middelklassen så han som mindre næringsdrivende, der ville blive udkonkurreret og dermed synke ned i arbejderklassen eller pjalteproletariatet. Den “middelklasse”, artiklen interesserer sig for, er snarere en del af de “højere” dele af den arbejderklasse, Marxistiske sociologer taler om.

Den “trængte middelklasse” kendes også fra udviklingen på det europæiske kontinent, især i Sydeuropa. I de nordeuropæiske velfærdsstater ser man også delvist denne udvikling, men her har en sundere økonomi kunnet holde den værste proletarisering tilbage.

Advertisements

Comments Off on Den klemte “middelklasse”

%d bloggers like this: