Gregers Friisberg

Krise – hvilken krise?

Posted in Økonomi by Gregers Friisberg on 19/09/2013

Er krisen overstået? spørger man i disse dage. Det er nu godt 5 år siden, Lehman Brothers, den store amerikanske investeringsbank krakkede. Den er blevet et symbol på “krisen”.

“Krisen” kan være mange ting. Ordet defineres forskelligt af forskellige mennesker. Det kan være en miljøkrise, hvor stigende vækst fører til forøget CO2-udledning og dermed risiko for forværring af opvarmningen af kloden.
Med “krisen” i Lehman Brothersk forstand menes ofte “finanskrise”, der kan have et udspring i en bredere økonomisk krise. Og her drejer det sig netop om den økonomiske vækst, der set fra en anden vinkel er skurk i den økologiske sammenhæng. Manglende vækst, eller ligefrem faldende produktion, fører til forøget ledighed og stagnerende indkomster, og det er problematisk for mange.

Karakteristisk for guldalderen i 00’erne var, at nogle så at sige havde afskaffet konjunkturbegrebet, eller i hvert fald lavkonjunkturen. Den britiske Labourpolitiker og finansminister Gordon Brown talte om, at nu var “boom and bust a thing of the past” (høj- og lavkonjunktur en del af fortiden). Med Keynes’ reguleringsværktøjer havde vi nu lært at styre disse menneskeskabte økonomiske tsunamier. – Troede man!
Det synes igen at være ved at blive almindeligt accepteret, at økonomien udvikler sig i bølger. Det går op og ned i såkaldte konjunkturer. Og vi er nu i en lavkonjunktur, – og måske på vej op?

kr3
Kilde: Business Week (klik for større fig)

Konjunkturen ses f.eks. i grafen over udviklingen i USA’s BNP. Når BNP falder eller stagnerer, øges arbejdsløsheden.

18. september afleverede det i 2012 nedsatte udvalg om finanskrisens årsager sin rapport. Den pegede på en lang række af forbundne årsager.

Finanskrisen har både en global og en national dimension. Det omtalte udvalg satte nok et overdrevent fokus på den sidstnævnte.
Der var generelt overdreven optimisme. Man lånte vildt, bl.a. til huse, lejligheder og forbrug, og der blev investeret for vidtløftigt. Det værste var dog det scenarie, som udvalgets rapport også lægger for dagen, at nationen på det nærmeste kunne være gået (stats)bankerot. Danske Bank havde lån i dollar for over 100 mia kr, og de penge kunne være forfaldent til kontant betaling i udenlandsk valuta (med nationalbank og stat som garanter), hvis banken ikke kunne opfylde sine forpligtelser:

Da statsgaranti også omfattede gældsinstrumenter i udenlandsk valuta, kunne staten
være forpligtet til at tilbagebetale instituttets gæld i udenlandsk valuta øjeblikkeligt,….
Garantifonden for Indskydere og Investorer havde som følge af den generelle statsgarantiordning ikke udgifter
til de dækkede indskud. Det stillede potentielt store krav til Nationalbankens valutareserve, og Nationalbanken
øgede derfor sin beholdning af likvide aktiver i US dollar med henblik på at sikre, at
staten ville være i stand til at foretage rettidig betaling. Som følge heraf intensiverede
Nationalbanken overvågningen af udviklingen i pengeinstitutternes finansiering af
dollar og etablerede de nødvendige praktiske foranstaltninger, så beredskabet vedrørende
”timely-payment” kunne tages i brug. I den forbindelse blev der afholdt møder
med relevante pengeinstitutter. Beredskabet kom aldrig i brug. Det var en positiv omstændighed,
at et krav om ”timely-payment” ikke opstod i tiden lige efter vedtagelsen
af Bankpakke I. Det kunne have reduceret valutareserven yderligere, og i værste fald
have udgjort en trussel mod fastkurspolitikken eller statens muligheder for at opfylde
sine forpligtelser.

Samlet set udgjorde Danske Banks balance på over det dobbelte af det danske BNP også en mulig trussel for den danske økonomi, hvis banken kom ud at skride som følge af den alt for ringe egenkapitaldækning i banken. Det siger lidt om, hvordan tingene kan være forbundne i den globale økonomi, man har fået konstrueret.

Bag bankkrisen ligger altså også husfinansieringskrisen. Mange dårlige og uigennemskuelige huslån blev lavet af – eller overtaget af – banker, f.eks. i USA, og det var udløsende for bankkrak, når husejerne ikke kunne betale tilbage. Antallet af nødlidende huslån steg stærkt op til 2008, og de holdt sig på et højt niveau i kriseårene.

Boligprisboblen på markedet for enfamiliehuse og ejerlejligheder skyldtes en kombination af økonomisk vækst med lav arbejdsløshed, forholdsvis lave renter, ejendomsværdiskattestoppet, stor optimisme og øget kreditudbud,
som forstærkede konjunkturerne. Derudover bidrog nye låneformer på realkreditmarkedet til at stimulere boligefterspørgslen. I perioden 2000-07 steg priserne på landsplan med 85 pct. for enfamiliehuse og 105 pct. for ejerlejlighederSamtidig førte staten en procyklisk finanspolitik (stimulerende), hvor man skulle have gjort det modsatte, så opgangskonjunkturen blev dæmpet.
(Rapporten fra udvalget om finanskrisens årsager)

Blandt udvalgets rekommendationer til, hvad der kan gøres ved problemet er bl.a., at ejendomsværdiskattestoppet ophæves. Men her melder de ministerielle medlemmer fra, idet regeringen jo har vedtaget en forlængelse af dette stop frem til 2020 i en populistisk imødekommelse af boligejernes interesser. I det hele taget er udvalgets anbefalinger svage og vil næppe gøre meget for at afværge sådanne kriser i fremtiden. Når det f.eks. gælder Finanstilsynet, hæfter man sig ved den såkaldte “tilsynsdiamant”, der skærper tilsynet over for pengeinstitutterne på en række områder. Men hvem kan give ordentlige garantier for, at det kommer til at holde i fremtiden, når svage politikere udsættes for en stærk erhvervssektors lobbyisme og trusler om at flytte aktiviteter til udlandet? Vi har været der før. Finanstilsynet er tidligere blevet udstyret med skrappere beføjelser. Det kunne skride ind, når kapitaldækningskrav og sikkerhed ikke var tilstrækkelig, eller hvis lån/garantier til en enkelt kunde udgjorde for stor en del af balancen. Men Tilsynet blev bl.a. svækket af den almindelige Eldoradostemning i de glade 00’ere. Hvem tør være lyseslukkere og ødelægge den gode stemning? Det er ikke noget, forsigtige embedsmandstyper giver sig i lag med.

En del af ansvaret for krisen placeredes på den danske banksektors beholdninger af dårlige aktiver, risikable lån og en utilstrækkelig egenkapitaldækning (den indskudte kapital for lille i forhold til aktivernes størrelse). Siden 2008 er der lukket over 62 pengeinstitutter, en tredjedel af samtlige.

I modsætning til Europa har USA oplevet en nogenlunde opadgående vækst de sidste par år, så arbejdsløsheden er begyndt at falde langsomt. Det spirende opsving har dog længe været tøvende og ret usikkert. I starten af finanskrisen stimulerede USA sin økonomi igennem en stor krisepakke i starten af præsident Obamas første præsidentperiode.  Senere har man haft vanskeligheder med at opretholde de finanspolitiske stimulanser p.g.a. den såkaldte “sequester”, en slags finanspolitisk lås på muligheden for, at den føderale stat kan låne penge via udvidelsen af låneloftet.

I Europa er krisen blevet forlænget – og i perioder forværret – af eurokrisen, de europæiske euromedlemslandes statsgældskriser. De er forsøgt løst igennem besparelsespolitik, hvad der har medvirket til at forværre krisen. Den stærke tyske stat har ført an i besparelses- og nedskæringspolitikken.  Ofrene har især været sydeuropæiske lande som Spanien, Grækenland og Italien. De er blevet kritiseret for ødselhed og alt for rigelig velfærd, som de reelt ikke har råd til. Man glemmer dog lidt, at der bag en ødsel låntager oftest gemmer sig en tilsvarende letsindig långiver. Det var for en stor del tyskere og tyske finansinstitutioner, der lånte pengene til Spanien og Grækenland.

Med udtrykket “finanskrisen” hæfter man sig ved finanssektorens rolle. Og den har da også været betydelig. Men der ligger dybere ting bag. Hvis man i stedet bruger udtrykket “økonomisk krise”, vil man bl.a. inddrage faktorer som den stadig mere ulige indkomst- og formuefordeling. Den mere ulige indkomstfordeling bevirker, at det kan være svært at holde middelklassens forbrugsefterspørgsel oppe. Og hvis de meget velaflagte lag så sparer for meget op og ikke investerer opsparingen i tilstrækkeligt omfang, er det ikke muligt at holde den samlede efterspørgsel på et tilstrækkeligt niveau til at sikre fuld beskæftigelse. Det er altså en slags Keynes-effekt, der gør sig gældende.

kr2 (kilde: Census.gov)

Figuren ovenover viser, hvordan medianindkomsten i amerikanske husholdninger er stagneret. Til gengæld er de højeste indkomster steget meget betydeligt.

kr1 Kilde: Samme. (Figuren viser realindkomstudviklingen for forskellige percentilgrupper i det amerikanske samfund)

USA var ved Lehman Brothers krakket tilbage i en situation, der kan minde lidt om den vilde kapitalisme i 1920’erne. Reagan-periodens skatte- og dereguleringspolitik og dereguleringer under Bill Clinton havde skabt en økonomi, hvor de kreative udskejelser på finansmarkederne kunne få frit løb. Godt hjulpet på vej af den ultraliberalistiske Alan Greenspan som centralbankchef blev the “animal spirits” sluppet løs. Finanssektoren kom til at udgøre en stadig større del af USA’s økonomi Samtidig var den amerikanske fagbevægelse svækket. De samfundsmæssige kræfter, der kunne have arbejdet for en anden politik, stod svagere. Organisationsgraden blandt lønmodtagere var faldet til et lavpunkt. På det seneste har man set landsomfattende aktioner blandt lavtlønnede amerikanere, der kæmper for en “løn, man kan leve af”, dvs i dette tilfælde en mindsteløn på 15$ i timen, eller omkring det dobbelte af den nuværende af Kongressen fastsatte mindsteløn.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: