Gregers Friisberg

Demokratiets tilstand

Posted in Demokrati by Gregers Friisberg on 05/01/2014

Ved et årsskifte er det almindeligt at gøre status. Det gør det britiske magasin The Economist over demokratiets tilstand i World in 2014.
Demokratiet har som styreform gået sin sejrsgang over kloden de senere år. Flere og flere lande er blevet demokratiske. Det kan man se af f.eks. Freedom House’s opgørelser over demokratiets udbredelse. Men hvad forstås ved demokrati? Det er ikke nok, at man har indført det procedurale demokrati. Der skulle også gerne være deltagelse fra vælgerne – både ved valgene og imellem valgene. Og på dette punkt udtrykker Economist-lederen stor foruroligelse over demokratiets tilstand.

Figur 1: Valgdeltagelse ved valg i rige lande efter II. Verdenskrig

voterturnout

Kilde: The Eonomist efter Internationale IDEA.

Det er den britisk-amerikanske repræsentative demokratimodel, der er i krise, skriver bladet. Der var ikke så meget i vejen med demokratiet i det klassiske Grækenland, i hvert fald ikke for den mandlige del af befolkningen, der deltog. Det var et direkte demokrati, hvor folk mødte op i Agora (forum) og deltog i debatter og afstemninger.

Det moderne repræsentative demokratis krise forklares ved, at den økonomiske krise har gjort det sværere for politikerne at levere varen, mere velfærd og økonomisk fremgang, til borgerne. Det er set før, f.eks. under krisen i 30’erne. – Og ligesom dengang kan der frygtes for følgerne, hvis krisen bliver ved.

Man er også inde på, at det betyder mindre og mindre at deltage i valgene, fordi beslutningerne i stigende grad flyttes væk fra de folkevalgte. Deres indflydelse på økonomien formindskes løbende igennem f.eks. de store virksomheders magt og centralbankernes øgede selvstændighed. På flere og flere områder tager teknokraterne over. Den europæiske finanspagt har med sine stramme krav til budgetlægningen for de offentlige finanser yderligere formindsket de nationale politikeres råderum i de lande, der er med i finanspagten.

Politikerlede og sofavælgeradfærd er dog et større problem nogle steder end andre. I USA (sequester og dead-lock mellem Senat og Repræsentanternes Hus) og Storbritannien  rapporteres om betydelige problemer. I Storbritannien er valgdeltagelsen faldet.
Dette problem ser man dog i mindre grad i de nordiske lande, herunder Danmark. Det kan hænge sammen med en mere velkørende økonomi og bedre fungerende velfærdsstater, men måske også med bedre repræsentativitet af vælgerholdninger i kraft af proportionalvalgsprincippet. Den såkaldte Westminstermodel med flertalsvalg (first-past-the-post) og majoritetsprincip levner endnu mindre indflydelse til den enkelte vælger.

Hvis vælgerne føler sig frustrerede og fremmedgjorte, og det politiske system ikke gør nok for at løse problemerne, kan det ende i social uro, sociale og politiske protester. Det har bladet også sat sig for at undersøge. Og her er man ikke i tvivl om, at politiske protester har en socio-økonomisk baggrund:

The common backdrop is the 2008-09 financial crisis and its aftermath. Economic distress is almost a necessary condition for serious social or political instability, but it is not a sufficient one. Declines in income and high unemployment are not always followed by unrest. Only when economic trouble is accompanied by other elements of vulnerability is there a high risk of instability. Such factors include wide income-inequality, poor government, low levels of social provision, ethnic tensions and a history of unrest.

Økonomiske afsavn er altså en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig betingelse. Der skal andre “sårbarhedselementer” til, så som ulighed i indkomstfordelingen, ringe regeringsførelse, lave niveauer i imødekommelse af behov/velfærd, samt etniske spændinger og en “forhistorie/protestkultur” (history of unrest).
Bladet stiller på den baggrund en liste op over, i hvor høj grad lande er ramt af risiko for social uro. Danmark og Norge er blandt de få lande, der har meget lav risiko, hvorimod Sverige ligger i kategorien for lav risiko for social uro. Det hænger måske sammen med, at Sverige har relativt store indvandrerpopulationer i nogle storbyer og en relativt højere arbejdsløshedsprocent end Norge og Danmark. De to sidstnævntes  placering hænger sammen med et højt BNP pr indbygger, lav indkomstulighed og udbyggede velfærdsydelser, – kombineret med udvidet adgang til uddannelser og uddannelsesstøtte, der sikrer mulighed for en betydelig opadgående social mobilitet.  Occupy Wall Street bevægelsen nåede til Danmark, men det blev her mere et Facebook-vennefænomen end en egentlig levende og holdbar politisk protestbevægelse, som det er blevet i USA, hvor den socio-økonomiske baggrund er betydelig mere bastant tilstedeværende for en sådan bevægelse. En politisk protestbevægelse opstår netop bl.a. fordi almindelige demokratiske kanaler for indflydelse er frosset til.
At dårlige sociale og økonomiske forhold kan føre til protester og uro, så man under The London Riots i 2011. Men der er ikke nogen automatisk overførselsmekanisme. Der er også den mulighed, at det vendes indad.

 

Advertisements

Comments Off on Demokratiets tilstand

%d bloggers like this: