Gregers Friisberg

Stagnationsfælde?

Posted in Økonomi, EU by Gregers Friisberg on 05/02/2014

Er EU på vej ind i en stagnerende deflationsøkonomi?
Det er et spørgsmål, mange økonomer stiller i disse tider. Arbejdsløsheden forbliver på et højt niveau, som det viser sig i Eurostats opgørelser:
euunemprate

Kilde: Eurostat

Det er især i EA17 (Euro area 17), hvor arbjedsløsheden har bidt sig fast på et højt niveau. Der kan være gode grunde til at sammenligne med USA, hvor arbejdsløshedsprocenten for alvor ser ud til at være på vej ned. De amerikanske tal skal dog tages med nogle forbehold. Mange har opgivet jagten på et job og ryger dermed ud af statistikken. Alligevel må man nok sige, at der er en tendens nedad i de amerikanske tal. Det er måske overraskende i betragtning af balladen omkring budgettet i Kongressen, som faktisk har ført til betydelige besparelser på de føderale budgetter. Men samtidig skal man ikke underkende virkningen af den økonomiske stimulans, som man vedtog i 2009 på over 760 mia$.

Det, der yderligere er trist ved de europæiske tal, er forskellen i arbejdsløshed i landene. I dele af Sydeuropa har arbejdsløsheden bidt sig fast på et meget højt niveau. Og så er der endda meget, der kan tyde på, at man har undervurderet størrelsen af den faktiske arbejdsløshed. EU arbejdsløsheden på 12,1 pct svarer til 19 mio arbejdsløse. Ifølge beregninger foretaget af Bllomberg finanssitet skjuler det nogle høje faktiske tal i især Sydeuropa. Det bringer ifølge Bloombergs beregninger det faktiske arbejdsløshedstal op på over 31 mio.  Alene i Italien figurerer over 4 mio mennesker ikke i statistikken. Når det kan lade sig gøre, hænger det sammen med familiestruktur og de sociale netværk i de italienske lokalsamfund. Unge fravælger at arbejde for 400 euro om måneden, som de alligevel ikke kan leve af, for i stedet at blive boende hjemme og gå til hånde i familien. Problemerne hænger altså også sammen med den elendighedspolitik, som arbejdsmarkedsreformerne repræsenterer.  Ved at tillade mindstelønninger og mindstesatser i arbejdsløshedssystemer og bistandssystemer at falde (bl.a. Hartz 4 reformerne i Tyskland under Schröders regering for snart 10 år siden) har man skabt et stort europæisk proletariat af working poor, der ikke kan leve af de lønninger de får.

I lande som Spanien og Grækenland er ungdomsarbejdsløsheden oppe over 50 pct. I Italien er den også meget høj. Den stagnerende europæiske økonomi i den Sydeuropæiske randzone skyldes bl.a. trojkaens (EU-Kommissionen, Den europæiske Centralbank og IMF, Den internationale Valutafonds) betingelser om reformer af arbejdsmarkedet til gengæld for støtte til betaling af og nedbringelse af statsgæld i landene.

De senest offentliggjorte inflationstal fra Eurostat kunne tyde på, at der kan være udsigt til en måske meget lang stagnationsperiode for de europæiske økonomier. Hvis det ender i deflation, faldende priser, kan udsigterne til økonomisk fremgang tage sig temmelig golde ud. Deflation mindsker lysten til at tage lån for at investere, da et lån vokser i realværdi, når priserne falder. Og incitamenterne til at spare op.

Det er ikke nogen ukendt situation. Den blev beskrevet af John M. Keynes i 1930’erne. Han kaldte det for stagnationstilfældet, hvor det ikke længere er muligt at føre pengepolitik. Renten er så lav, at det ikke er muligt at få den længere ned og dermed stimulere økonomien. Der er kun finanspolitikken,  stimulans via de øgede offentlige investeringers politik, tilbage. Men den mulighed er der lukket for igennem finanspagtens regler om budgetstabilitet. I den situation er det ikke tilstrækkeligt at fortsætte med at hidkalde mantraet om strukturreformer, som Draghi, ECB-direktøren, gør:

European Central Bank President Mario Draghi said in a newspaper interview last week that euro-region unemployment is “still very high” and called for structural reforms“. Udtalelsen reflekterer formentlig magtfordelingen i styringsrådet i ECB, hvor det undertiden lykkes Draghi at komme igennem med sin egen styringsfilosofi, f.eks. i “whatever it takes” udtalelsen fra sommeren 2012, som måske reelt via løftet om køb af nødlidende obligationer reddede euroen fra undergang, men hvor den tyske austerity-filosofi i andre anliggender slår igennem via det tyske styingsrådsmedlem i ECB.  Nøjsomhedspolitikken  har hidtil vist sig at kunne forværre problemerne.
Tyskland har vundet i kampen mellem den franske præsident og den tyske forbundskansler om, hvem der skal sætte det stærkeste fingeraftryk på EU’s økonomiske politik – fransk nykeynesianisme eller tysk austerity? Bortset fra spredte protester fra Sydeuropa, har de fleste EU-lande stået på sidelinjen – eller spillet aktivt med sammen med tyskerne, f.eks. den danske regering, som det f.eks. har vist sig i undertegnelsen af finanspagten og den gennemførte duksepolitik i forhold til den fra dansk side.

Det er den værst tænkelige løsning i et EU, der er præget af, ikke at være et optimalt valutaområde, men et område med meget forskelligt økonomisk-socialt udviklingsniveau og økonomiske modeller i forskellige regioner. I den situation slår den tyske inflationsfrygt og nøjsomhedsmantra ikke til. EU kunne trænge til et mere oplyst lederskab.
Faellesskabsmetode

Advertisements

Comments Off on Stagnationsfælde?

%d bloggers like this: