Gregers Friisberg

Kan spinkonge levere formlen for en Labourvalgsejr i 2015?

Posted in Storbritannien, Uncategorized by Gregers Friisberg on 18/04/2014

Den britiske Labourleder Ed Milliband har lige kontraheret med David Axelrod, manden der har været leveringsdygtig i effektivt spin til Barack Obama i en årrække.  Axelrod skal levere skyts til Ed Milliband, så danne kan vinde valget til Underhuset, som formentlig vil blive holdt i maj 2015.

Millibands problem er, at De Konservative i meningsmålinger har tangeret den ellers så relativt sikre føring, han har haft. De Konservative scorer højere m.h.t. lederskab og håndtering af økonomien, de to områder valg traditionelt er blevet afgjort på.
Alle tegne i sol og måne tyder på, at den britiske økonomi er ved at rette sig op efter finanskrisen. Det tyder endda på en vækst, der ligger højst blandt OECD-lande. En regering, der ellers var blevet ret upopulær i brede kredse af befolkningen p.g.a. sine beskæringer af velfærden, ser ud til at få ny genvind hos vælgerne, fordi økonomien er begyndt at vise tegn på fremgang.

Foreløbig har Millibands strategi fokuseret på temaer som  “jobløs vækst” og “faldende levestandard” blandt almindelige mennesker. Det er et spørgsmål, om det er nok? Det er her, Axelrod kommer som en frelsende engel.

Hvad er det, Axelrod formodes at kunne? Ja, vi husker allesammen “Yes, we can” og lignende nemme slagord, der ikke desto mindre blev umiskendelige succeser, fordi de faktisk slog igennem i en grad, så de bevægede sig ud over grænserne og blev globale clicheer. – Og blev vendt humoristisk imod præsidenten (“Yes, we scan”). Men det har været mere end det. Axelrod var med til at knække Mitt Romney i 2012. Det var ikke mindst Romney-fortalelserne om, at halvdelen af amerikanerne var kommet på støtten, der blev vendt til et billede af Romneys foragt for almindelige mennesker.

Og så var Axelrod med til at formulere formlen for, hvordan den kapitalistiske “vækst uden velfærd” og “vækst uden jobs” kunne vendes til en progressiv kandidats fordel.

Hvordan vende hele temaet om 1% og 99%, som Occupy bevægelsen havde kørt effektivt, så kapitalismekritikken ikke risikerede at ramme den progressive kandidat, der måske ikke havde effektive bud på, hvad der skulle stilles op  –  uden at det gik ud over kapitalistisk økonomis formodede effektivitetsmekanisme? Den grundlæggende kontrakt, som USA levede på i det 20. århundrede om, at  det er i orden, at de rige bliver rigere, hvis det sker samtidig med, at hårdt arbejde for de mange kan betale sig, så ud til at være brudt p.g.a. den globale økonomis funktionsmåde.

Det drejede sig bl.a. om at forsyne den progressive kandidat med en argumentation, der overbevisende kunne sælge budskabet om, at velfærd, offentlig sundhed og fordeling fremmer kapitalistisk økonomisk effektivitet.
Obama gjorde bl.a. i sin tale i Osowatomie Kansas i 2011, en tale, der blev holdt på baggrund af både Tea Partys og Occupy-bevægelsens offensiver i perioden inden da. Opskriften er at finde en historisk parallel, i dette tilfælde den republikanske præsident Theodore Roosevelt, der i starten af det 20. århundrede gik i lag med de store monopoler, der var bygget op i den kapitalistiske ekspansionsperiode i 1890’erne og i starten af det 20. århundrede:

…..in 1910, Teddy Roosevelt came here to Osawatomie and he laid out his vision for what he called a New Nationalism. “Our country,” he said, “…means nothing unless it means the triumph of a real democracy…of an economic system under which each man shall be guaranteed the opportunity to show the best that there is in him.” (Applause.)

Now, for this, Roosevelt was called a radical. He was called a socialist — (laughter) — even a communist. But today, we are a richer nation and a stronger democracy because of what he fought for in his last campaign: an eight-hour work day and a minimum wage for women — (applause) — insurance for the unemployed and for the elderly, and those with disabilities; political reform and a progressive income tax

Der jævnføres så med situationen i dag, hvor den globale kapitalisme har skabt en økonomi, hvor fordelene tilfalder de få på bekostning af de mange. Der citeres tal for, hvordan afstanden mellem topdirektørerne og manden på gulvet er øget, og hvordan indkomst- og formuefordelingen generelt er blevet meget skævere:

Look at the statistics. In the last few decades, the average income of the top 1 percent has gone up by more than 250 percent to $1.2 million per year. I’m not talking about millionaires, people who have a million dollars. I’m saying people who make a million dollars every single year. For the top one hundredth of 1 percent, the average income is now $27 million per year. The typical CEO who used to earn about 30 times more than his or her worker now earns 110 times more. And yet, over the last decade the incomes of most Americans have actually fallen by about 6 percent.

Now, this kind of inequality — a level that we haven’t seen since the Great Depression — hurts us all. When middle-class families can no longer afford to buy the goods and services that businesses are selling, when people are slipping out of the middle class, it drags down the entire economy from top to bottom. America was built on the idea of broad-based prosperity, of strong consumers all across the country. That’s why a CEO like Henry Ford made it his mission to pay his workers enough so that they could buy the cars he made. It’s also why a recent study showed that countries with less inequality tend to have stronger and steadier economic growth over the long run.

Det amerikanske præsidentvalg, hvor Obama genvalgtes, blev i vidt omfang vundet på denne politiske kommunikation, der greb fat i de problemer, der optog mange vælgere. At så vanskelighederne kommer bagefter, når man skal udvikle en politik, der kan bære det igennem, er en anden sag. Men som kommunikation var det ret effektivt.

Kan det overføres til britiske forhold? Det er en anden historie. Axelrod har udviklet sin formel i et amerikansk topartisystem, og det britiske partisystem er måske ved – på trods af flertalsvalget i enkeltmandskredse – at udvikle sig til et firepartisystem. Ikke alene ser Liberaldemokraterne ud til at overleve Welfare cuts regeringen. På højrefløjen ser UKIP (United Kingdom Independence Party) ud til at befæste sin stilling hos vælgerne. Det gør det til en mere kompleks opgave at udvikle politisk kommunikation end i en situation med et valg mellem to, hvor en klodset Romney snublede på et afgørende tidspunkt i den amerikanske valgkamp. Nigel Farage, lederen af UKIP, hav vist sig at være en dreven debattør, som kan nå at mudre billedet temmelig meget, idet han også adresserer de spørgsmål, som Obama tager op i sin Kansas-tale.

Advertisements

Comments Off on Kan spinkonge levere formlen for en Labourvalgsejr i 2015?

%d bloggers like this: