Gregers Friisberg

Grexit?

Posted in Økonomi, EU by Gregers Friisberg on 27/01/2015

 

 

Syrizas sejr ved det græske parlamentsvalg rejser spørgsmålet, om Grækenland kommer til at forlade eurozonen og genindføre en national valuta? Der ser umiddelbart her lige efter valget ud til at være linet op til et sådant udfald. Syriza har ved at indgå koalition med det højreorienterede parti Uafhængige Grækere (ANEL) erhvervet sig absolut flertal (over 150 mandater). Syriza fik 36 – 37 pct af stemmerne og 149 mandater i parlamentet. (Det særlige græske system med forholdstalsvalg, hvor man vil sikre sig et regeringsdygtigt valgresultat, bevirker, at der kommer en bonus på 50 mandater mere til det største parti).

Med to anti-austerity partier ved roret i Grækenland og med de foreløbige tyske reaktioner er der lagt op til konflikt med Bruxelles – og ikke mindst den tyske økonomiske politik. Det er da også det, man har et mandat fra vælgerne til. Spørgsmålet er, om det vil komme til et brud, eller om Syrizalederen Tsipras vil søge et kompromis, hvis der ellers er appetitlige nok kompromismuligheder?

IMF har ifølge den amerikanske økonom Krugman indrømmet, at det har været en helt umulig opgave, Grækenland har stået overfor. Figuren herunder anskueliggør det.

grexit1

Kilde: The Independent 27.1.15

Droppet i det græske BNP på 26 har gjort det stort set umuligt at betale tilbage fuldt ud. Faldet i BNP har bl.a. bevirket, at gælden nu udgør over 175 pct af BNP. Det er en ond økonomisk cirkel, der først for nylig ser ud til at være på vej til at blive brudt, – om end i utilstrækkelig grad.

Den græske økonomi viser forsigtige tegn på fremgang.  Den tårnhøje arbejdsløshed på over 25 pct viser tegn på fald. Den primære balance (uden rentebetalinger) på statsbudgettet er nu positiv. Betalingsbalancens løbende poster er i plus på 1,5 pct af BNP (The Economists tal for 2014). Men det er ikke en fremgang, der er massiv nok hverken til at kunne sikre fortsat tilbagebetaling af gæld eller til at muliggøre en gennemførelse af den politik, Syriza har stillet i udsigt i valgkampen. – Ikke uden at EU – og andre –  spæder til, f.eks. igennem lempelser af lånevilkårene (forlængelse af afdragsperiode og nedsættelse af rente).

Der er måske også det mulige scenarie, at konfrontationen køres igennem, og der kommer et brud med EU, som fører til Grexit – græsk exit fra eurosamarbejdet. Det vil ikke nødvendigvis være en katastrofe for landet. Det kunne ovenikøbet være interessant at se, om landet ville kunne klare sig via en hurtig genoprettelse af konkurrenceevne gennem en større devaluering. Det kunne fordyre euro-gæld. Men hvis det lykkedes, kunne det få alvorlige konsekvenser for euroen, i fald flere sydeuropæiske lande efterlignede denne politik.

Tsipras og Syriza har besværet sig over, at det er en incognito embedsmandsgruppe uden demokratisk mandat, der i form af den såkaldte Trojka stiller lande over for økonomiske ultimatum’er. Det er al ære værd, at der gøres op med dette teknokrati, og befolkningens ønsker om at komme i en demokratisk proces omkring løsningen af landets økonomiske problemer.

Eurozonens problemer viser sig i dramatisk form i den meget høje ungdomsarbejdsløshed, der er kommet i og med finanskrisen:

grexit3
Kilde: Eurostat.

Den meget ulige økonomiske udvikling viser sig i rendyrket form her. Ekstremerne mellem det rige og effektive Nord og det fattige og underudviklede Syd springer frem.  Det bliver ikke mindre paradoksalt, når man ser på, hvordan vigtige økonomiske nøgletal har udviklet sig. Ifølge The Economist (3.1.15) har euroområdet et omtrent lige så stort overskud (2,3 pct af BNP) som USA har underskud på betalingsbalancen. Den offentlige budgetbalance i eurozonen er 2,5 pct. Man har økonomiske muskler til på samme tid at afhjælpe den uhyggeligt høje ungdomsarbejdsløshed og svække muligheden af, at økonomien går i deflation. Politikerne sidder imidlertid blot og ser på. Den europæiske centralbank har dog reageret ved at starte et obligationsopkøbsprogram. Der er dog ingen garanti for, at det fører til investeringer og jobs. I modsætning til, hvad effektiven ville være af offentlige infrastrukturinvesteringer.

Det er ærgerligt for EU, at man ikke har kunnet finde på andre måder end austerity at tackle problemer på. Vi  sidder i det høje Euro-nord med de stærke økonomiske nøgletal og priser os lykkelige over, at vi ikke er i grækernes situation. – Og selvfølgelig burde de have fjernet korruption og satset på andre økonomiske sektorer end turisme og bygge- og anlæg, men det er alligevel for nemt! Eurokonstruktionen kunne være udformet anderledes. Overskudslandene i nord kunne have droppet austerity og ført mere finanspolitisk stimulerende økonomisk politik.

Politiske perspektiver

Politisk udfald og perspektiver af valget kan blive omfattende. Valgresultatet er sidste skud på stammen af fundamentale ændringer af europæisk politik. Der er opbrud fra traditionelle mønstre af partipolitik og vælgeradfærd.

Man kan se det af vedlagte figur over valgresultatet (Wikipedia på basis af det græske indenrigsministerium):
grexit2
Anm: ND: Nyt Demokrati: Det konservative parti, der sad ved magten indtil valget. XA: Gyldent daggry. Nynazistisk parti. Potami: Floden: Centrum-/venstreparti startet af en kendt journalist (Stavros Theodorakis). KKE: Græske kommunistparti. ANEL: Uafhængige grækere (partiet, der er gået i koalition med Syriza), dannet ved nationalkonser- vativ afskalning fra det Nyt Demokrati som følge af uenighed om, at udlændinge får indflydelse via austerity og bailouts. PASOK: Det traditionelle græske socialdemokrati, der er faldet voldsomt i tilslutning. En stor del af Syrizas vælgerbase kommer fra PASOK, som har fået eroderet kernevælgerstammen af partiets forsøg på gennemførelse af Trojkaens (IMF, ECB og Kommissionen) krav til græsk økonomisk politik.
Der er en spærregrænse på 3 pct for at blive repræsenteret i parlamentet.

Græsk politik har igennem mange år været præget af, at Konservative og Socialdemokrater (PASOK) har afløst hinanden på regeringsmagten. Det mønster er fuldstændig brudt nu. Vælgerne er trætte af korruption og traditionel partipolitik. PASOK var lige ved ikke at opnå repræsentation.

Et lignende mønster – om ikke i helt samme omkalfatrende form – er set i andre europæiske lande: Front National i Frankrig. UKIP i England.  Og ikke mindst Podemos (“Vi kan”) i Spanien, et parti, der bygger på græsrodsprotestaktionerne i græske storbyer de seneste år.

Overraskelserne politik viser sig eksempelvist også symptomatisk ved, at der i The Economist 3. januar er en længere diskussion af, hvem Syriza mon vil gå i koalition med, hvis de vinder valget, men skal finde en samarbejdspartner for at få en majoritetskoalition?
Bladet forestiller sig flere muligheder: PASOK og To Potami (Floden) springer umiddelbart i øjnene, da de ud fra traditionelle ideologiske højre – venstre forestillinger er mest oplagte som koalitionspartnere.
Bladet forestiller sig slet ikke, at ANEL ville komme i spil. Det er da også tænkeligt, at Tsipras vil få problemer med sin relativt rørige venstrefløj i Syriza. Det, der har spillet ind, har formentlig været “sagen“, hvor ANEL på trods af den højreorienterede sociale og økonomiske politik, er enig med Syriza, nemlig modstanden imod austerity-politikken og vigtigheden af at byde Bruxelles trods i kampen for at bevare et skin af græsk nationalt demokrati.

Syriza kan hurtigt få problemer med uro på bagsmækken. Den medieorienterede topledelse af partiet har længe haft det som et langsigtet projekt at få fat i dele af vælgerne i det nationalistiske anti-nedskæringspolitiske højre. Det ses som en nødvendighed at opnå national enighed snarere end at tage udgangspunkt i partiets traditionelle base i arbejderklassens og middelklassens vælgere i kampen mod nedskæringspolitikken. Logikken har været en traditionel centrum-venstre politik gående på, at man kun vinder magten ved at sætte sig på den vælgermæssige midte.

P.S: Syrizas insolvensdiskurs

I Syrizas selvforståelse for, hvad der er sket, indgår “insolvensdiskursen” som en vigtig del.
Tsipras sendte i midten af januar 2015 et åbent brev til den tyske offentlighed, hvor han forsøgte at forklare Grækenlands insolvensproblem over for den tyske befolkning. Da det økonomiske grundlag for håndteringen af den græske gæld brød sammen i 2010, behandledes det som et illikviditetsproblem, altså et problem, der hænger sammen med manglende kontant betalingsevne. Man så det ikke som et problem med insolvens, hvad der vil sige manglende sammenhæng mellem indtægter og udgifter som følge af en stor gæld. Derved blev det grundlæggende problem ikke løst, og Grækenland kom ud i den uheldige nedadgående spiral, der har ført til et fald i BNP og derved en totalt manglende evne til at løse gældsproblematikken.
Det ville svare til en dansk husejer, der lider rentedøden sådan, at de samlede renter på huslånet er højere end husstandens indkomster. Det vil ikke hjælpe denne husejer at få tilført yderligere lån til løsning af midlertidige likviditetsmangler. Det, der skal til, er en sanering af en håbløs gæld, f.eks. i form af en sletning/nedskrivning af dele af gælden. Grækenland skulle altså have været taget under en form for konkursbehandling i stedet for blot at få flere lån.

Advertisements

Comments Off on Grexit?

%d bloggers like this: