Gregers Friisberg

Grexit – endnu engang

Posted in EU by Gregers Friisberg on 12/07/2015

Grexit er blevet en never-ending story.  Hvorfor lader denne krise for EU sig ikke løse?
Grækenland var dårligt forberedt, da finanskrisen kom i 2008. Inden da havde man levet af lån, som var blevet billige som følge af den fælles pengepolitik i eurozonen. Bygge- og anlægssektoren ekspanderede alt for voldsomt i forhold til landets behov for boliger og turisthoteller på længere sigt. Man var for rundhåndet med lønninger og pensioner til nogle grupper af offentlig ansatte. Og det var alt for svært for en svag stat at inddrive skatter fra de velhavende og fra de mange småvirksomheder i landet. En EU-rapport fra 2014 har opgjort, at 1/3 af momsindtægterne forsvandt i svindel med regnskaber og skatteunddragelser.
Det gamle fjendskab til naboen Tyrkiet førte til fortsat høje militærudgifter (2,1 pct af BNP i forhold til et gennemsnit for NATO på 1,6 pct af BNP). Efter østudvidelsen af EU kørte en del af støtten fra EU’s fonde væk fra Grækenland og henimod disse nye medlemslande.

Hertil kom så problemer, der hang sammen med selve eurokonstruktionen. Den fælles valuta sikrede en lav valutakurs for de stærke nordlige EU-økonomier over for lande uden for EU, samtidig med, at valutakursen var rigelig høj for de langt mindre konkurrencedygtige sydeuropæiske økonomier. Lande som Tyskland, Danmark og Sverige oparbejdede stigende betalingsbalanceoverskud. Det blev modsvaret af stigende underskud i de sydlige lande. Denne skævhed var der ikke noget sanktionssystem imod, som der f.eks. var og er over for statsbudgetunderskud.

Underskuddene på det græske statsbudget blev finansieret ved udstedelse af statsobligationer, som i vidt omfang blev købt af tyske og franske banker. Da krisen kom, blev renterne (lave kurser) på disse ubærlige. I den situation startede man hjælpepakker (bail outs), som egentlig var imod de regler, der var stillet op for ØMU’en, hvor landet snarere skulle idømmes strafbøder, hvis det overskred konvergenskriterierne. Hvis Grækenland havde handlet efter ØMU-reglerne, var landet blevet nødt til at misligholde lånene, og det europæiske banksystem kunne være blevet hårdt ramt af tabet på de store obligationsbeholdninger. Men det er jo den risiko, investorer må påtage sig, når de investerer. Hjælpepakkerne blev altså brugt på at holde liv i en række storbanker, som ellers ville have lidt store tab. Og alternativt kunne de stater, som de var hjemhørende i, være blevet tvunget til at undsætte dem via deres egne statsudgifter (når man nu engang retter sig efter “too big to fail” princippet).

Den græske gældskrise er tilspidset dramatisk her i sommeren 2015. Landet kan ikke længere overholde låneforpligtelserne. Eurogælden på 320 mia euro udgør omkring 177 pct af BNP (efter BNP-fald på 25 pct som følge af den nedadgående spirals økonomi).

De store hjælpepakker, landet fik i 2010 – 12 var som nævnt  i vidt omfang gået til at betale en række af de investorer, der havde investeret i græske obligationer i håb om en økonomisk gevinst. Det var en mindre del af hjælpepakkerne, der havde tilflydt det græske folk.

Hvis pengene var blevet investeret i udbygning af uddannelser og infrastruktur i Grækenland, villle landet have haft bedre udsigter til en langsigtet løsning, idet det græske erhvervsliv så var blevet mere konkurrencedygtigt.

I stedet stillede man som betingelser for yderligere forlængelse af lån, at der skulle “gennemføres reformer”. Det havde Syriza-regeringen, der trådte til efter et valg i starten af 2015 svært ved at goutere, da reformerne ville ramme pensioner, offentlige lønninger og sociale ordninger.
Man sagde derfor nej til Trojkaens (IMF, ECB og Kommissionen) krav om reformer. En del af reformkravene drejede sig også om udbudssideeffekter på økonomien, f.eks. krav om forøgelse af pensionsalderen (til 67 år, hvilket regeringen var indstillet på), samt forskellige opblødninger/dereguleringer, der skulle kunne øge udbudet af arbejdskraft og gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt. Det var dog ret tvivlsomt, hvor stor effekt reformerne reelt ville få, også selv om de blev gennemført helt og fuldt.

Den græske regering lagde det ud til en folkeafstemning den 5.6., om man skulle imødekomme kravene, der kunne føre til en forlængelse af lånene og dermed fortsat tilførelse af euro. I tilfælde af nej kunne det føre til græsk exit fra euroen. En sådan exit erklærede den græske regering, at man ikke kunne affinde sig med.
Der er ikke nogen juridisk bestemmelse i ØMU’en om ophør af medlemsskab. De øvrige euro-lande vil altså ikke formelt kunne smide Grækenland ud af euroen. Men i mangel af tilførelse af euro fra ECB, ville landet reelt kunne komme i en situation, hvor man ville blive nødt til at begynde at printe drachmer igen, hvis man ville undgå en total nedsmeltning af økonomien, hvor der ikke ville være penge til at aflønne offentlig ansatte og udbetale sociale ydelser, eller i det hele taget få en normal pengeøkonomi til at fungere.
Det ville imidlertid blive en stærkt devalueret drachme, man ville stå med. Derfor havde mange grækere da også trukket penge ud af bankerne i den forløbne periode for at undgå et devalueringstab på deres penge.
Landet var nødt til at indføre kapitalkontroller for at modvirke yderligere udtrækning af penge.
Folkeafstemningen endte som bekendt med et dundrende “nej” til lånevilkårene. Det var udtryk for tillid til den siddende regering med premierminister Tsipras i spidsen. Finansministeren valgte at trække sig, idet han følte, at han i for høj grad var blevet en rød klud i investorernes/kreditorernes øjne. Han kom med en besk bemærkning om, at han var blevet skydeskive for disses had, hvilket han i øvrigt følte sig stolt over.

Det medvirkede næppe til et bedre forhandlingsklima, men det understregede det problematiske i behandlingen af landet og de udemokratiske i at behandle landets valgte ledere på den måde.

Bruxelles burde ikke befatte sig med at skabe og vælte regeringer. Men det er ikke desto mindre det farlige punkt, som Eu’s dårlige håndtering af den græske krise har medført. Unionen “skabte” den nuværende Syriza-regering i januar ved at nægte dens forgænger Nyt Demokrati de mildere lånevilkår på gælden, som ville have givet den muligheden for at blive ved magten. Men det ville blive udlagt som det, der nu engang kan ske.

Det er en problematisk udvikling, som aldrig var forudset eller ønsket, da man lavede planerne om en europæiske union. Det skulle være formelt ligestillede nationer, der indgik i projektet, og det er temmelig udemokratisk, at en blanding af finansiel og bureaukratisk magt som Trojkaen (IMF, ECB og Kommissionen) har fået den magt over et EU-medlems økonomiske politik, som det er sket i det græske tilfælde.

Da de græske vælgere stemte nej ved folkeafstemningen den 5.7.15, tilspidsedes den græske krise. Tsipras-regeringen fremlagde et forslag til løsning, som efter manges opfattelse lignede det, de græske vælgere havde stemt nej til. Der var dog den temmelig vigtige tilføjelse, at man samtidig forlangte en omstrukturering af gælden (til et beløb af 53 mia euro), som ville indebære længere løbetider og evt lavere renter, så det ville blive mere overkommentligt for grækerne at klare det.
Eurogruppens (euromedlemslandene) finansministre holdt lange møder week-enden efter folkeafstemningen, men det lykkedes ikke at finde fælles fodslag til en imødekommelse af det græske forslag. EU var stærkt delt i spørgsmålet, idet der var opbakning til det fra store lande som Frankrig og Italien, men modstand fra den ret afgørende europæiske stormagt Tyskland. Her var holdningen, at det græske udspil (forhøjelse af pensionsalder til 67, skærpelse af skatteudskrivning, reformering momsen, besparelser på forsvaret) ikke var vidtgående nok. Fra tysk side fremkom en ide om, at Grækenland kunne gå ud af euroen i 5 år og så træde ind igen. Det mest stålsatte land, som ikke mente, at grækerne gik langt nok, var dog Finland. Det blev regeret af en koalition, hvori indgik et nationalkonservativt EU-modstanderparti. Her var holdningen, at den bedste løsning ville være, at Grækenland forlader euroen og indfører en national valuta igen.
I denne sag så man, hvordan nationale hensyn og de nationale politiske systemer spillede en rolle, idet der skulle enstemmighed til i euro-gruppen og på et senere berammet topmøde af stats- og regeringschefterne til for at tage en beslutning.

EU plejer at kunne bryste sig af, at uenighed altid overvindes, og den overvindes på en måde, der styrker unionen og driver integrationen fremad. Sådan så det ikke ud til at komme til at gå i eurokrisen omkring Grækenland. I betragtning af, at det græske BNP udgør under 2 pct af det samlede, kan man undre sig over, at det var så vanskeligt.
På tidspunktet for den græske krise var EU imidlertid præget af store modsætninger imellem nogle stærke økonomier i nord og nogle svage økonomier i syd.

Tabel  Vigtige balanceindikatorer for EU-landes og andre landes økonomi
balancer
Kilde: The Economist 10.7.15. Ordforklaringer:
GDP: BNP. Trade: Handel. Current account: Betalingsbalancens løbende poster. Budget balance: statsbudgets balance. Interest: rente.

Tabellen ovenover illustrerer det tydeligt. De nordeuropæiske økonomier har store overskud på betalingsbalancerne og samtidig små underskud eller ligefrem overskud på statsbudgetterne (f.eks. Tyskland). Det viser, hvor svært det har været at gennemføre euro-princippet om, at one size fits all (renter og valuta). Det gør det ikke i dette tilfælde. Det har været til fordel for Tyskland og andre lande i nord, som har haft lav og faldende arbejdsløshed (fremgår ikke af tabellen) og gode økonomiske indikatorer. Men betalingsbalanceoverskud modsvares af andres underskud. Tidligere kunne de devaluere deres valutaer over for D-marken. Det har de ikke kunnet i euroen.
Når man ser på euro-områdets økonomiske balance, så udviser den også et meget flot plus (overgår selv Kina!). Heri indgår dog det kæmpestore tyske overskud.
Tyskland har haft dette overskud i årevis, og man kan spørge, hvad der normalt vil ske, når en økonomi så vedvarende har så store overskud på betalingerne over for udlandet? Svaret er, at dette land naturligvis vil få revalueret sin valuta, så konkurrenceevnefortrinnet kan konkurreres væk igennem en fordyrelse af dette lands varer og tjenester. Det er ikke sket. I stedet er det hele unionen, eller i dette tilfælde eurozonen, der har samlet har fået revalueret fællesvalutaen. Og her kommer problemet med one-size-fits-all ind. Det er ikke en størrelse, der passer mindre konkurrencedygtige økonomier.

Det burde man måske have taget højde for, da man lavede ØMU-konstruktionen. I stedet for kun at straffe dem, der har  underskud, kunne man  f.eks. have indført straffe over for lande med vedvarende overskud og ladet Kommissionens overvågning af deres økonomi fokusere på dette aspekt også.  Alternativt kan man sige, at det burde have været en reel union – med en stærk politisk overbygning, der havde overført midler til de svagere områder, herunder havde investeret meget mere massivt i infrastruktur og uddannelser i “udkantsområderne”. I USA, som i højere grad er en reel union, ville man aldrig lade en stat sejle sin egen sø, som det åbenbart er god latin at gøre i det græske tilfælde.

Det, der er interessant ved tallene ovenover, er, at de er tegn på et mønster, der er blevet mere og mere udtalt igennem flere år. Og her er vi nok ved noget af kernen i EU-konflikten. Den drejer sig ikke kun om Grækenland og Grexit, men om et EU, der er ved at bryde op. Det bærende i EU har været den tysk-franske tætte alliance. Når Hollande udtaler sin uforbeholdne støtte til at beholde Grækenland inden for euroen, og den italienske statsminister Renzi siger, at nu må “ydmygelsen af grækerne høre op”, udtrykkes en irritation over det langsigtede sigte med den tyske austerity politik. Tyskerne har haft for travlt med at imprægnere EU med deres egen økonomiske model, i stedet for at tage hensyn til, at en levedygtig union kræver, at der udvises hensyn til alle sider, – ikke mindst til de noget svagere sydeuropæiske økonomier. En leven op til det ville have krævet et opgør med austerity og et sats på en mere solidarisk økonomisk politik, der ville have medvirket til mere vækst i hele området, hvad der ville have reddet Sydeuropa fra økonomisk tilbagegang.

Advertisements

Comments Off on Grexit – endnu engang

%d bloggers like this: