Gregers Friisberg

Klimaaftale

Posted in Klimapolitik by Gregers Friisberg on 13/12/2015

Det er flot nok, at det er lykkedes verdens lande, 195 i alt, at lave en slags aftale  ved COP21 i Partis. Men at kalde det en “historisk aftale”, der vil blive en game-changer for klimaet, er måske at tage munden lidt for fuld.

Landene har meldt ind med frivillige bidrag til nedbringelse af CO2. Og ifølge de meldinger vil det kunne føre til stigninger i den globale temperatur på 2,7 – 3,5. Det er ikke juridisk bindende forpligtelser. Men aftalen indeholder en revisions-mekanisme, hvor man hvert 5. år skal følge udviklingen og holde landene fast på, at målet er en reduktion i den globale opvarmning på 2 pct – i forhold til den præindustrielle periode. Og ydermere nævner man et mål på 1,5 grad som et ønskeligt langtidsmål, hvis man skal forhindre oversvømmelser af lavtliggende områder på jorden.

Med denne aftale skulle Verden endegyldigt have sagt farvel til en æra, hvor produktion og forbrug har været baseret på afbrænding af fossile energiressourcer.

Det må man dog nok stille sig lidt skeptisk til, om det er muligt med den foreliggende aftale. Det er fint nok med de smukke ord og intentionerne. Men kommer det til at holde i praksis? Det er et åbent spørgsmål. Som det er nu, ser forbruget af fossil energi til at spurte derudad. Det hænger sammen med, at de nyindustrialiserede økonomier baserer deres vækst på fossile brændsler. Godt nok har de rige lande, både med denne aftale og COP15 i København, stillet i udsigt, at udviklingslandene vil få 100 mia$ om året til hjælp med grøn omstilling af produktionen. Men har man garanti for, at disse penge faktisk vil komme til udbetaling?
Det er kun en forsvindende lille del af det samlede energiforbrug, der kommer fra sol og vind, jvf figuren herunder.

Figur 1: Verdens forbrug af energi i millioner af tons olieækvivalenter

verdensforbrugmiotonsolieækvivalenter
Kilde: BP. Statistical Review of World Energy.

Som man kan se af figuren, er den mørkorange (renewables) andel forsvindende lille, hvorimod kul, olie og gas udgør de helt store andele. Det er ikke mindst et hastigt voksende forbrug af fossil brændsel i mange ny-industrialiserede lande i Asien og Latinamerika, der gør det. Det er svært at se, hvordan en aftale, der ikke er en juridisk forpligtende traktat, vil kunne gøre op med det.

At det ikke er en traktat, gør det nemmere at få den igennem det amerikanske politiske system, hvor traktater jo ifølge den amerikanske forfatning skal godkendes af Senatet med 2/3 flertal.

At imødegå den triste statistik i figuren ovenover, vil kræve en meget kraftig udbygning af produktionen af vedvarende energi. Er det overhovedet muligt? Vind og solenergi er gået betydeligt frem de senere år m.h.t. reduktion af omkostninger. Men de fleste steder bygger den stadig på subsidier. Og det gør den fossile energisektor for øvrigt også. At gøre vedvarende energi mere attraktiv og få den udbygget hastigt, vil kræve, at subsidierne til traditionel energi nedtrappes eller fjernes.

Link: Nogle af de store udledere af drivhusgasser peaker først i udledning i 2030

 

 

 

 

Advertisements

Comments Off on Klimaaftale

%d bloggers like this: